Antropocæn. Vi er trådt ind i en ny, menneske­skabt epoke, mener mange forskere, men ikke alle geologer er enige. Kan det ligefrem være farligt at give os selv en hovedrolle i klodens fortælling?

Menneskets tidsalder

Paul Crutzen blev mere og mere rastløs. Den hollandske nobelpristager var i 2000 taget til den mexicanske by Cuernavaca for at deltage i en videnskabelig konference, hvor forskere skulle drøfte de dramatiske forandringer af Jordens systemer, som allerede dengang var tydelige.

Til Crutzens voksende frustration blev hans kolleger ved med at nævne den nuværende geologiske epoke, Holocæn, der begyndte ved afslutningen på seneste istid for omkring 11.700 år siden. På et tidspunkt blev det for meget for den aldrende atmosfærekemiker, der slog i bordet og ifølge flere gengivelser udbrød: »Stop med at sige Holocæn! Vi befinder os ikke i Holocæn længere. Vi er i … i … i Antropocæn!«

Således blev en ny epoke i Jordens historie født. På kort tid er udtrykket Antropocæn blevet udbredt inden for både videnskab og populærkultur, og i disse år arbejder et stort antal forskere på at gøre Crutzens forslag til virkelighed. Med Antropocæn-begrebet ønsker de at rette fokus mod menneskets gennemgribende indflydelse på planeten. Men det er ikke alle, som synes, det er en god idé.

Inden for den geologiske videnskab, hvor man inddeler Jordens historie i officielle tidsaldre, diskuterer forskere nu, om det er forsvarligt at opkalde en epoke efter os selv. Skeptikerne frygter, at deres ivrige kolleger tager geologien som gidsel i en politisk klimakamp. De anerkender, at mennesket har skyld i klimaforandringer, men advarer mod at opfinde en ny epoke af få årtiers varighed, når planetens tidsaldre typisk varer millioner af år. Samtidig risikerer man, at en epoke opkaldt efter mennesket selv styrker illusionen om, at vi er i kontrol over naturen – og det kan i sidste ende gøre problemerne værre.

Ideen om en »menneskets tidsalder« er ikke ny. Allerede i 1873 skrev den italienske geolog Antonio Stoppani om vores tiltagende påvirkning af Jordens systemer – en udvikling, han døbte »den antropozoiske æra« efter det græske ord for menneske: anthropos.

Siden Paul Crutzen introducerede Antropocæn i 2000, har forskere debatteret ideen på tværs af videnskabelige discipliner. Argumenterne for en ny tidsalder er mange.

Læs også om Pernille Stensgaards fem uger lange eksperiment, hvor hun spiste klimavenligt: »Det er mit bord«

Koncentrationen af CO2 i atmosfæren stiger i et tempo, som er uden sidestykke i de seneste 66 millioner år: For nylig kom det frem, at menneskeheden årligt udsender op til 100 gange så meget kuldioxid som alle verdens vulkaner. I dag er 96 procent af klodens pattedyr enten mennesker eller husdyr, og mange vilde arter er på vej til at uddø. Mennesket flytter flere sedimenter rundt på kloden end alle verdens floder tilsammen, og gennem vores intensive landbrug har vi desuden fordoblet mængden af kvælstof og fosfor i jorden.

Også i populærkulturen har det antropocæne begreb gjort sit indtog. I dokumentarfilmen Anthropocene: The Human Epoch fra 2018 bliver menneskets totale påvirkning af planeten nærmest poetisk skildret i storslåede billeder, mens stjerneskuespilleren Alicia Vikander sætter scenen: »Mennesket ændrer nu Jorden og dens systemer mere end alle naturlige processer kombineret.«

Vi er med andre ord blevet en planetarisk urkraft. En magtfaktor på niveau med havstrømme og meteornedslag, lyder det.

Om vi skal have en ny epoke eller ej, afgøres af International Union of Geological Sciences (IUGS). Her nedsatte man i 2009 en arbejdsgruppe, der fik til opgave at kigge nærmere på de geologiske argumenter, og i maj traf gruppen en indledende afgørelse. Med stemmerne 29 for og fire imod er der i dag bred enighed om, at en ny epoke bør indføres.

»Fra et geologisk perspektiv er menneskets påvirkning af jordsystemerne nu så udtalt, at det er nødvendigt med en ny epoke,« siger Mark Williams, professor i palæobiologi ved University of Leicester i Storbritannien og et af arbejdsgruppens medlemmer.

Han fremhæver blandt andet, hvordan beton, plast og glas med tiden bliver teknologiske fossiler; tydelige tegn på menneskets omsiggribende dominans. Som et helt jordnært eksempel nævner professoren, hvordan det underjordiske virvar af metrosystemer i alverdens storbyer er et eksempel på de geologiske aftryk, mennesket sætter på kloden – aftryk, der ifølge Williams vil være tydelige om millioner af år.

Arbejdsgruppen peger konkret på midten af det 20. århundrede som tidspunktet, hvor den antropocæne epoke bør begynde. Her startede den såkaldt »store acceleration«, hvor det globale befolkningstal og udledningen af drivhusgasser blev sendt på himmelflugt. Forskernes trumfkort er 40rne og 50ernes atombombesprængninger, der har sat varige spor i Jordens geologiske annaler. Radiogene isotoper vil kunne aflæses i kerneboringer fra polerne til Ækvator i millioner af år, lyder det.

»Midten af det 20. århundrede er der, hvor Holocæn overgår til Antropocæn. Det står meget klart,« siger han.

Læs også: Klimaændringer får ikke kun Arktis til at smelte. Hidtil usete snemængder truer områdets dyr og planter: »Katastrofal hvid sommer«

Ikke alle geologer er lige så overbeviste som Mark Williams. For kan det passe, at menneskets tidsalder først starter efter Anden Verdenskrig?

Andre forskere har samlet sig omkring to alternative bud på epokens begyndelse. Paul Crutzen pegede oprindeligt på den industrielle revolution som det oplagte starttidspunkt. Her begyndte mennesket for alvor at påvirke klodens systemer ved at udlede store mængder drivhusgasser i atmosfæren.

Det andet forslag går tilbage til de første landbrugssamfund for omkring 10.000 år siden. Dengang begyndte mennesket at forme naturen ved at fælde skov og dyrke jorden. Antropocæn falder her tæt sammen med starten på den sjette masseuddøen, en begivenhed, der efterlader fossiler af uddøde arter, som man regner med at kunne se langt ud i fremtiden.

Nogle ser uenigheden om epokens begyndelse som et bevis på, at den slet ikke giver mening at definere. En af dem er Lucy Edwards, forsker emeritus ved U.S. Geological Survey i Virginia og blandt de mest højlydte modstandere.

»Jeg synes, Antropocæn er et meget brugbart ord, men jeg mener bare ikke, det er et geologisk navn. For at være det skal det have en fast nedre grænse. Hvis man vil anerkende menneskets indflydelse med ordet Antropocæn, vil der være mange ting, som falder før den grænse, der er foreslået,« siger hun.

Geologerne skal ikke blot afgøre, hvornår vi begyndte at påvirke planeten. Spørgsmålet er i højere grad, hvornår vores forfædre satte et aftryk så markant, at fremtidens geologer også kan se det.

De fleste epoker er defineret ud fra tydelige beviser i jordlag eller is. For eksempel er vores nuværende, Holocæn, baseret på en iskerne fra Grønland. Men forskerne kan også vælge at udpege et bestemt punkt i historien som en passende overgang, hvilket er tilfældet i diskussionen om Antropocæn.

Beslutningen om at indføre en ny epoke skal igennem hele tre officielle instanser, før geologerne træffer en endelig afgørelse. Arbejdsgruppen vil indgive et formelt forslag i 2021.

De fleste modstandere anerkender vores indflydelse på Jordens systemer. »Mennesket har ændret sedimentære aflejringer totalt,« medgiver Lucy Edwards. Men det, vi efterlader fra vores korte tid på Jorden, vil ikke være nok til at definere en hel epoke i planetens historie, siger hun.

Nogle mener derfor, at menneskabte klimaforandringer snarere skal betegnes som en »begivenhed« end en epoke. Jorden har før haft lange perioder med høj varme og masseuddøen, som har fået samme betegnelse i geologien. Hvis vores tid er fundamentalt anderledes, ligger det afgørende bevismateriale formentlig ude i fremtiden og er »hypotetisk«, pointerer Lucy Edwards. Vi ved ikke, om kommende istider, jordskælv eller erosion fra vind og vejr vil slette mange af vores spor.

»På nuværende tidspunkt er aftrykket meget småt,« siger hun. »Om en million år vil det meget vel være fænomenalt. Men der findes ikke et geologisk aftryk af fremtiden.«

I stedet foreslår skeptikerne at holde fast i Holocæn-epoken. Den er i forvejen blot nogle få tusinde år gammel i modsætning til de millioner af år, andre epoker strækker sig over, og mennesket spiller en markant rolle gennem hele perioden.

Når de ledende geologer i arbejdsgruppen afviser, at aftrykket er »meget småt«, mistænker kritikerne, at de arbejder med skjulte motiver: De ser et forsøg på at katapultere geologien op på den helt store scene og præge tidens debat om klimaforandringer på bekostning af deres faglige integritet.

Da redaktørerne på det toneangivende tidsskrift Nature omtalte diskussionen i 2011, skrev de i lederen, at »første skridt er at erkende – som Antropocæn-begrebet inviterer os til at gøre – at vi er i førersædet«. Samme argument benytter mange forskere, når de taler for et epokeskifte: Navnet hjælper med at skabe fokus på klimakampen.

På sin vis er missionen allerede lykkedes. Crutzens forslag på konferencen i 2000 var delvist en modreaktion på tidens klimabenægtere, men i dag er stort set alle enige om, at klimaet undergår væsentlige forandringer. Alligevel bruger forskerne stadig Antropocæn som et middel til at mobilisere den brede befolkning, lyder det fra modstanderne:

»Jeg har talt med flere professorer, og de finder begrebet meget brugbart, fordi det engagerer de studerende,« siger Lucy Edwards. »Men jeg vil ikke have, at geologi bliver udnyttet politisk.«

Debatten om den antropocæne tidsalder lever ikke kun i geologernes støvede kontorer. Også historikere og filosoffer diskuterer, om vi bør opkalde vores epoke efter menneskeheden. De betvivler ikke naturvidenskabens beviser, men sætter spørgsmålstegn ved, om navnet giver mening – og om det overhovedet tjener kampen mod klimaforandringer.

En af de fremtrædende kritikere fra den humanistiske videnskab er Timothy LeCain, professor i miljø- og teknologihistorie ved Montana State University. Han mener, at vi overvurderer menneskets magt, når vi taler om Antropocæn:

»At navngive den her foreslåede epoke efter os selv er efter min mening at stadfæste selve den arrogance og antropocentrisme, som har givet os problemerne i første omgang. Det forstærker ideen om, at vi er hævet over naturen, som er så problematisk,« siger han.

Ifølge LeCain indebærer navnet, at vi påvirker planeten som enhver anden naturkraft. Det er en slem overdrivelse i hans optik: Selvom mennesket forandrer klodens klima, viser historien, at vi hverken forstår konsekvenserne af vores handlinger eller er i kontrol over naturens gang.

»Lige siden Oplysningstiden har vi overvurderet vores evne til at forstå og manipulere verden omkring os uden at forudse de mange utilsigtede konsekvenser. Alle store opfindelser har haft virkninger, som ingen nogensinde havde forestillet sig. Da James Watt opfandt dampmaskinen, havde han ingen anelse om, at kul ville have den her effekt i atmosfæren flere hundrede år senere. Det samme gælder atomteknologi, computere og så videre.«

Hvis vi løfter blikket fra vores egen navle, vil vi opdage, at Jordens materialer også har enorm magt over os, siger han: Råstoffer som kul og olie former vores levevis fundamentalt, og de er lige så centrale faktorer i planetens historie, som vi er.

Ideen om, at mennesket står i centrum af verden, har dybe rødder. Da man langsomt mistede troen på gamle guder og utæmmelige naturkræfter, begyndte man i stedet at se mennesket som et overlegent væsen, både fra et moralsk og udviklingsmæssigt perspektiv. Med de seneste årtiers fremskridt inden for biologi og hjerneforskning vender videnskaben nu tilbage til ideen om, at mennesket er styret af de samme mekanismer som alt andet liv på Jorden. Det er den forståelse, som Antropocæn-begrebet går stik imod, mener Timothy LeCain.

Han er bekymret for, om vores tro på menneskets overlegenhed kan være farlig, fordi »det gør det sværere at forestille sig et mere radikalt alternativ til, hvordan vi kan leve på planeten« – og derved løse klimakrisen. Accepterer man præmissen om, at mennesket er den vigtigste naturkraft på Jorden, følger nemlig, at vi også kan løse problemerne ved at tæmme naturen i stedet for at gentænke vores forhold til den. Et eksempel på den tankegang er såkaldt geoengineering. Her foreslår videnskabsfolk blandt andet at sænke temperaturen på land ved at sende svovlpartikler ud i atmosfæren, som skygger for solens stråler. Timothy LeCain forholder sig kritisk og kalder det »endnu et stort eksperiment med utilsigtede konsekvenser«.

Det er ikke umiddelbart de filosofiske eller politiske konsekvenser, der er i fokus, når geologerne skal træffe deres endelige beslutning, men derimod faglige overvejelser. De er grundige i deres arbejde, og vi skal ikke regne med en afklaring foreløbig. Som Lucy Edwards forklarer:

»Geologer arbejder i geologisk tid. 20 år til at definere en grænse er normalt, så hvorfor tro, at de skulle være hurtigere her?«

 

Læs også: Det er Gretas klode, og den brænder. Portræt af en 16-årig pige og skabelsen af en verdensbevægelse: »Klimakampens Jeanne d’Arc«