PARLAMENTSVALGET i Storbritannien bliver det mest fascinerende og skæbnesvangre i mands minde. Ikke bare handler det om, hvordan landet skal forlade EU – og om der skal udskrives en ny folkeafstemning om Brexit. Nej, briterne skal samtidig vælge mellem to vidt forskellige politiske ideologier: Hvor vi ved folketingsvalget her i landet blev præsenteret for forskellige opskrifter på samme grød, står briterne med et reelt valg. Lad os her ved valgkampens begyndelse dvæle ved Labours leder, Jeremy Corbyn. Han har nemlig været mindst lige så afgørende for landets situation som sin farverige modstander, der frem til valget den 12. december vil tiltrække sig mest opmærksomhed.
I store dele af den europæiske venstrefløj, også her i Danmark, er Corbyn en helteskikkelse. Han tog jo magten fra de midtersøgende Labour-politikere, der har domineret partiet siden 1990erne, og han gav ved valget for to år siden partiet en stor fremgang – fra 30 til 40 procent af stemmerne. Med en radikal, venstreorienteret økonomisk politik og et storstilet angreb på det liberale efterslæb fra finanskrisen blev han af mange opfattet som den europæiske venstrefløjs frelser. Og hans rolige, tilbagelænede stil virkede i sig selv som et opgør med den politiske elite.
Læs også om, at Boris Johnson endelig har fået sit valg: »Gambling for viderekomne«
STORBRITANNIEN udfører i disse år et politisk eksperiment, hvor resten af Europa kan se, hvad der sker, når politiske slagord møder den hårde virkelighed. Men Jeremy Corbyn har på det skammeligste gemt sig bag de slagsmål, Brexit-afstemningen har medført – uden at tage det mindste ansvar. Fra begyndelsen saboterede han Remain-kampagnen, nægtede at stille op med andre partiledere og forhenværende Labour-ledere og erklærede aldrig sin klare støtte til kampagnen. Ikke så mærkeligt, idet Corbyn alle dage har tilhørt den fløj af partiet, der var imod EU, imod NATO, imod de institutioner, der har sikret fred og stabilitet siden Anden Verdenskrig. Efter Brexit-afstemningen brugte Corbyn de følgende år på at bekæmpe konservative Theresa Mays desperate forsøg på at få flertal for aftalen med EU. Også her blev hun saboteret af Corbyn. Han bærer dermed både et stort ansvar for Brexit-afstemningen og for de seneste års kaos.
AFSLØRER det forestående valg nu en mere ansvarlig udgave af Corbyn? Overhovedet ikke. Hans strategi er fortsat at sprede tåge: Vinder Labour, vil han forhandle en helt anden aftale med EU, siger han, og sende den til folkeafstemning med valget mellem denne nye aftale – og at blive i EU. Men han vil ikke forklare, hvad Labour i så fald vil anbefale. Ønsker Corbyn nu i dag, at landet skal blive i EU? Eller vil han faktisk føre briterne ud, som vælgerne jo har bestemt? Who knows? Det er ufatteligt, at Labours hårdtprøvede parlamentarikere fortsat støtter ham.
CORBYNS passivt-aggressive politiske stil synes dog ikke længere at forføre vælgerne. Dumt vil det være at afskrive hans helt ublu populisme, men han står tilsyneladende svagt i meningsmålingerne. Hans manglende evne til at tage et opgør med partiets yderste venstrefløj, hvorfra han selv stammer, og dens grasserende antisemitisme, har kun understreget, hvor svært det er at tage ham alvorligt som samlende leder. Hans evne til at fremstå som visionær og folkelig overgås kun af hans konfliktskyhed og handlingslammelse.
PAROLER er Corbyns speciale, og han forsøger nu at genopføre det samme teater, der skaffede ham formandsposten i Labour. Verdenssynet er stadig, at den vestlige verden er ond, hvorfor man ikke kan kritisere hverken IRA, Hizbollah, Assad eller Putin. Økonomisk vil han ekspropriere privat ejendom og nationalisere private virksomheder til langt under markedsprisen. Hvordan mon det vil påvirke investeringerne i britisk erhvervsliv fremover? På den måde giver Corbyns livslange modstand mod EU og andre demokratiske, vestlige organisationer god mening. Netop disse organisationer begrænser jo Corbyns frihed til at gennemføre de radikale forandringer, han ønsker. På den måde er Corbyn paradoksalt nok en spejling af Donald Trump – og af den yderste britiske højrefløj: Også de vil ud af institutioner og aftaler, der begrænser deres handlekraft. Corbyn ønsker fortsat at komme ud af EUs irriterende rammer, så han kan indføre en ny form for statslig kontrol og centralisme. Det vil sige, ikke helt ny. I 1970erne styrede Labour den britiske økonomi i grøften. The Winter of Discontent kaldte man udgangen på den epoke, der sendte partiet ud på flere årtiers ørkenvandring. Det er dén vej, Corbyn nu fører sit parti.
