Præsident Trumps personlige advokat er selv på udkig efter en forsvarsadvokat. Den oplysning, offentliggjort af CNN i sidste uge, er måske ikke så overraskende, for Rudy Giuliani ligner mere og mere en mand, der har brug for et solidt forsvarsværk.
Den 75-årige åbenmundede jurist, konsulent og tidligere borgmester i New York spillede en nøglerolle i de aktiviteter, der har udløst en rigsretsundersøgelse mod Trump. Advokaten, der arbejder gratis for præsidenten og ikke formelt er medlem af hans stab, har stået i spidsen for en slags skyggeudenrigspolitik over for Ukraine, der især gik ud på at fremskaffe oplysninger, som kunne skade Joe Biden, Trumps mulige rival ved næste års præsidentvalg, og på at forfølge sindrige konspirationsteorier om ukrainsk indblanding i 2016-valget.
Vidneudsagn i Kongressen har afdækket, at erfarne diplomater og sikkerhedsrådgivere var bekymrede over kursen og indflydelsen fra den uortodokse Giuliani, som den tidligere nationale sikkerhedsrådgiver John Bolton skulle have kaldt »en håndgranat, der vil sprænge alle i luften«.
Samtidig har en føderal anklagemyndighed i New York tiltalt to af advokatens forretningsforbindelser, den ukrainsk-fødte Lev Parnas og den hviderussisk-fødte Igor Fruman, der blev anholdt i Washingtons Dulles-lufthavn, inden de kunne sætte sig på et fly ud af landet. Der er tale om et par farverige forretningsfolk: Fruman ejer en strandklub i Odessa kaldet Mafia Rave, mens den forgældede Parnas står bag en virksomhed med det mundrette navn Fraud Guarantee (svindel-garanti), der tilbyder at sikre kunderne mod bondefangeri.
De to herrer har blandt andet hjulpet Giuliani med at skaffe informationer om Joe Biden og hans søns aktiviteter i Ukraine. De er nu tiltalt for at have forbrudt sig mod lovgivning om finansiering af valgkampagner ved at kanalisere donationer til Trump-venlige organisationer gennem et stråmandsselskab, som skjulte pengenes ophav.
Læs også om den ukrainske præsident Volodymyr Zelenskyjs balancegang: »Ukraine i krydsilden«
Retssagen har ikke nogen direkte relation til Rudy Giuliani, der ikke selv er anklaget, men ifølge amerikanske medier undersøger efterforskerne også Trump-advokatens aktiviteter i Ukraine, herunder hvorvidt de kan involvere brud på amerikansk lobbyisme-lovgivning.
Ironisk nok betyder det, at juristen nu granskes af den samme berømte anklagemyndighed på Manhattan, som han selv stod i spidsen for i 80erne, hvor han blev kendt som en effektiv og kompromisløs forfølger af New Yorks mafia-familier og Wall Streets lidt for smarte jakkesæt.
Nogle af Giulianis bekendte fra den æra har i dag svært ved at forstå, hvordan han er endt som præsidentens højtråbende og risikovillige fixer. »Den person, der træder frem nu, virker ikke særlig genkendelig for mig,« siger Columbia-juraprofessor Daniel Richman, der arbejdede for Giuliani i dennes tid som føderal chefanklager i New York.
Han beskriver over for Weekendavisen sin gamle chef som »en dygtig advokat, der havde ægte lederevner og respekt for andre«. Det billede er svært at forlige med Giuliani af i dag, og især med »disse utrolig lyssky operationer, han stod bag i Ukraine«, siger Richman.
»Den mest favorable udlægning er, at det virkelig virker, som om han er helt ude, hvor han ikke kan bunde, og at han prøver at være betydningsfuld i en verden, han ikke forstår.«
Rødglødende støtte
Det er i hvert fald en noget atypisk vej, Giuliani betræder her på et fremskredent tidspunkt i sin karriere. Manden, der oven på terroren 11. september 2001 blev folkeeje som »Amerikas borgmester«, der havde udvist lederskab og menneskelighed i krisestunden, kunne have trukket sig tilbage og poleret sit eftermæle.
I stedet har han satset alt på et comeback i rollen som Trumps mest trofaste væbner, der allerede ved kandidatens kroning på Republikanernes nationale konvent i sommeren 2016 signalerede sin stærke overbevisning med en rødglødende alarmistisk tale: »Der er ikke noget næste valg. Nu gælder det. Der er ikke mere tid til, at vi kan genoplive vores storslåede land,« fastslog han.
Giuliani havde håbet at blive belønnet efter valget med posten som udenrigsminister, hvilket ikke skete. Men senere påtog han sig uden betaling hvervet som præsidentens personlige advokat – med en noget udvidet portefølje – og med sit ukrainske eventyr er han alligevel endt med at spille en afgørende udenrigspolitisk rolle, om end projektet nok kunne være faldet heldigere ud.
Det er en slet skjult hemmelighed, at en del republikanere holder den grænsesøgende jurist ansvarlig for den misere, som Det Hvide Hus nu befinder sig i: Hele Ukraine-skandalen bunder i »Rudy putting shit in Trump’s head«, som en anonym, tidligere højtplaceret regeringskilde poetisk formulerede det til The Atlantic.
Giuliani har dog intet tilovers for idéen om, at han har gjort noget galt, lod han forstå i et interview med samme magasin: »Sådan nogle idioter – når det her er ovre, vil jeg være helten.«
I advokatens egen fortælling har han udført et ædelt stykke arbejde for at afdække ukrainsk indblanding i 2016-valget til fordel for Demokraterne, Biden-familiens underbelyste ugerninger og en slags femtekolonnevirksomhed på USAs ambassade i Kijev, hvor den nu hjemkaldte ambassadør var »i lommen på George Soros«, den rige demokratiske donor, som Giuliani i marts forklarede New York Times.
De vidtløftige teorier har fået en del skærmtid på Fox News, men uden for højrefløjens ekkokammer undrer en del iagttagere sig over, hvad der egentlig er sket med Rudy Giuliani.
Kommentatoren Damon Linker, der i et halvt år var taleskriver for den daværende New York-borgmester, bemærker til Weekendavisen, at han arbejdede for manden, »inden han blev vanvittig«. Han fremhæver Giulianis efterhånden herostratisk berømte interview-optrædener i politiske tv-programmer, hvor han jævnligt har fremstået selvmodsigende og uforberedt, men altid udvist stor ildhu i sit forsvar for præsidenten.
»Jeg hører ham tale med så megen vrede og passion, som forsvarede han det mest glorværdige på Jorden, og så drejer det sig om Donald Trump. Her er en mand, der simpelthen er ligeglad med, hvad han siger – som bare siger hvad som helst for at holde alle forvirrede,« lyder det fra Linker.
Måske burde det ikke overraske, at Giuliani og Trump er blevet så nært forbundne. De to indflydelsesrige newyorkere fra samme generation har kendt hinanden i årtier, de har færdedes i de samme celebrity-kredse, og selv om de ikke har været tætte venner, er fællesmængden mellem de to mænd betragtelig.
Outsiders
Den kan blandt andet ses i deres personlige baggrund, påpeger Michael Kruse, skribent ved Politico Magazine, der for nylig udforskede deres relation gennem tiderne i en stor artikel.
»De er begge produkter af New Yorks ydre bykommuner og er kommet til Manhattans energiske storbyliv med et mindreværdskompleks,« siger han. »Giuliani blev født i Brooklyn og voksede op på Long Island, Trump er født og opvokset i det ydre Queens, næsten et forstadsområde – ikke fjernt fra byens centrum geografisk, men på mange andre måder langt derfra,« siger Kruse og henviser til det sociale hierarki, der eksisterer mellem det økonomiske og kulturelle kraftcenter Manhattan og New Yorks såkaldte outer boroughs, bykommunerne Queens, Bronx, Brooklyn og Staten Island. Det er mindre udtalt i dag, hvor især Brooklyn er ombejlet, men traditionelt har de fire øvrige områder henslæbt en tilværelse i skyggen af Manhattan.
»I Trumps tilfælde – og i nogen grad Giulianis – findes en følelse af at stå udenfor og kigge ind, med næsen trykket mod glasset, og befinde sig uden for inderkredsen i Manhattan, hvilket ikke bare vil sige de rige, men eliten. Selv da Trump var åbenlyst velhavende, blev han aldrig accepteret af Manhattans selvkonstituerende elitemiljø, men altid set ned på som en slags bro- og tunnel-fyr fra Queens, en klodset nyrig.«
Outsiderrollen fremstår som en oplagt drivkraft for Trump, der selv som indehaver af verdens mest magtfulde præsidentembede konstant synes at føle sig som et offer. Den følelse virker mindre udtalt hos Giuliani, men rent politisk kom han i høj grad fra en outsider-position, da han i 1994 blev republikansk borgmester i en ellers overvældende demokratisk storby, der sidst havde valgt en republikansk kandidat i midt-60erne. Og den vælgerkoalition, han stablede på benene, var ikke ulig den, Trump senere mønstrede, bemærker Michael Kruse: Ved at slå på en stålsat lov og orden-agenda formåede den tidligere chefanklager at tale til frustrerede, hvide arbejdervælgere, som var klar til at prøve noget nyt for at få sat skik på deres by.
Faktisk anfører nogle af Giulianis kritikere, navnlig på venstrefløjen, at han i sin tid som borgmester »banede vej for en type politik, der er genkendeligt trumpsk«, som Matthew Yglesias formulerer det i netmediet Vox. Det handler først og fremmest om forkærligheden for en hårdkogt retspolitik, der i kritikernes øjne decimerede retssikkerheden, ikke mindst for afroamerikanske borgere.
Amerikas borgmester
Daniel Richman, Columbia-professoren, der arbejdede med Giuliani i dennes tid som føderal chefanklager i New York, mener dog, at borgmesteren samlet set satte et positivt aftryk på en by, der i en periode sås som noget nær fortabt til kriminalitet og politisk uduelighed.
»Der var fra tid til anden kontroverser om hans udøvelse af hvervet som borgmester, men en af hans virkelige bedrifter, som var fantastisk at iagttage som borger i New York, var, at folk holdt op med at sige, at byen var uregerlig, og i stedet begyndte at strides om hans konkrete politiske tiltag. Uanset hvad man mener om bestemte ting, han gjorde, var det for mig at se et klart fremskridt for byen,« siger Richman.
Den positive fortælling om Giulianis borgmesterperiode blev for alvor beseglet i kølvandet på 11. september, hvor hans popularitet svulmede, Time Magazine kårede ham til årets person, britiske dronning Elizabeth slog ham til ridder, og han blev kendt som »Amerikas borgmester«, efter at Oprah Winfrey havde introduceret ham som sådan under en 9/11-mindeceremoni på Yankee Stadium; en vellidt, socialliberal republikaner, som borgere uanset politiske anskuelser kunne samles om.
Nogle år senere forsøgte Giuliani at omsætte sit image til national politisk indflydelse, da han i 2007 prøvede at blive Republikanernes præsidentkandidat. En overgang så det lovende ud: Tidligt i forløbet lå han forrest i feltet, men en række faktorer virkede i Giulianis disfavør – højrefløjen var ikke tryg ved hans mindre restriktive syn på abort, der dukkede anklager op om tvivlsom brug af offentlige midler i hans borgmesterperiode, og i begyndelsen af 2008 trak han sig efter en skuffende tredjeplads i Florida.
Og her kunne historien om Giulianis politiske løbebane så være sluttet. Siden har han trods alt haft rigeligt at se til med indbringende konsulentydelser for internationale kunder, men øjensynlig har han ikke fundet fuld tilfredsstillelse i den metier. Hans beslutning i 2016 om at blive en af de mest fuldtonede Trump-støtter fra den gamle republikanske garde bundede i en kalkule om, at han dermed »kunne opnå noget, han ønskede og manglede – en nærhed til magten, et navn og en relevans«, vurderer Michael Kruse. »Det fik han unægtelig, plus mere til.«
Nu er spørgsmålet, hvor meget pondus Rudy Giuliani egentlig har tilbage oven på al den negative opmærksomhed, hans loyale, men risikofyldte mission har påkaldt sig.
»Giuliani er en defekt vare,« siger James Astill, leder af The Economists Washington-redaktion. »Al hans magt udspringer af forbindelsen til Trump, og nu er han så belastet og latterliggjort en skikkelse, at der nærmest ikke er mere, han kan gøre for præsidenten.«
Den opfattelse deler manden tydeligvis ikke selv. Efter en høring i Senatet onsdag, hvor den nominerede til posten som ambassadør i Moskva stillede sig op i rækken af embedsmænd, der udtalte sig kritisk om Giulianis ukrainske aktiviteter, langede juristen i et længere tweet ud mod »et orkestreret forsøg på at chikanere mig og stille hindringer op for mig« i rollen som præsidentens advokat. Men han rundede fortrøstningsfuldt af: »Det vil ikke virke!«
