Af Kåre Fog, biolog og forfatter.
I debatten, der har fulgt min kronik om transkønnede, bragte Weekendavisen #43 et indlæg skrevet af personer fra LGBT Danmark samt fra Foreningen for Støtte til Transkønnede Børn. Det indlæg er jeg nødt til at modsige. Debatindlægget fremstiller den canadiske transforsker Kenneth Zucker som en underlødig person uden belæg for sine påstande. Zucker var dog verdens førende ekspert på området, indtil translobbyen fik ham fyret og fik nedlagt hans institut, og feltets forskere anerkender stadig hans resultater og henviser stadig til dem.
Zuckers resultat var, at cirka 80 procent af de børn, der lider af kønsdysfori, ændrer holdning, når de når puberteten. Det resultat er blevet bekræftet igen og igen af andre forskere, især forskere fra Holland. Forskerne opstiller meget stringente kriterier for, hvilke børn der klassificeres som muligt transkønnede; det er ikke bare »drenge, der leger med dukker, og piger, der spiller fodbold«. Selv når kriterierne er så snævre og præcise, som det overhovedet er muligt, er det alligevel stadig 70-80 procent af dem, der ophører med at føle sig som transkønnede, når de når puberteten. På den baggrund er debatindlæggets fremstilling totalt misvisende.
Debatindlægget henviser til et nyligt studie af J.R. Rae med flere om børn før puberteten. De skriver: »Ifølge studiet (...) kan man trygt tage barnet alvorligt«, når det identificerer sig som det modsatte køn. Nej – det kan man slet ikke konkludere fra det studie. Rae med flere definerer et indeks for, hvor meget barnet identificerer sig med det modsatte køn, sådan at jo højere dette indeks er, jo større er sandsynligheden for, at barnet godt to år senere har gennemført at skifte socialt køn (skiftet navn, beklædning m.m.). Men afhandlingen betoner udtrykkeligt i slutbemærkningen, at man ikke ud fra generelle tendenser for grupper af personer kan slutte noget om, hvad der gælder for den enkelte. Hvis det nævnte indeks ligger middelhøjt, så er sandsynligheden for senere kønsskifte 30 procent; hvis det ligger på tre fjerdedele af maksimum, så er sandsynligheden 48 procent. Under ingen omstændigheder kan man altså med nogen større sikkerhed forudsige, om barnet vil skifte socialt køn senere.
Men translobbyen reagerer, som om alle børn, der på et tidspunkt føler kønsdysfori, har bedst af at skifte køn. De presser på for, at læger, terapeuter og myndigheder slækker på kriterierne for, hvornår det er tilrådeligt at skifte køn. Dette pres indbefatter diverse ufine metoder som omtalt i min kronik. Hertil hører også et pres for at nedsætte aldersgrænser og for at at få flest mulige børn og unge til at skifte køn så tidligt som muligt. Hvis det sker tidligt, kan man måske udvirke, at relativt færre skifter tilbage til deres fødte køn, inden de med alderen afklarer, hvilket køn de føler sig som. Og netop dét er en vigtig grund til at være skeptisk over for det politiske ønske om at tillade juridisk kønsskifte helt ned til en alder på seks år.
I de seneste år er der internationalt mange hundrede personer, der har markeret sig som »fortrydere«. Hvor mange der faktisk fortryder kønsskifte, findes der ingen pålidelig viden om, fordi mange af dem ikke figurerer i patientkartotekerne hos kønsskiftelægerne. De mikroskopisk lave fortrydelsesprocenter, som eksempelvis Wiepjes m.fl. finder, er ikke troværdige.
I de seneste år har et langt bredere spektrum af personer end tidligere skiftet køn, især mange teenagere, som ikke følte kønsdysfori som børn. Der kan derfor i de kommende år forventes en højere andel end før af personer, hvor kønsskifte ikke var det rigtige valg, og som fortryder senere. Der er derfor grund til ekstra agtpågivenhed over for valg, som senere kunne vise sig at være forkerte. Desværre opfordrer translobbyen til det modsatte – til stadig mere ukritisk accept.
Dette er et debatindlæg og udtrykker derfor alene skribentens holdning. De kan indsende forslag til debatindlæg på opinion@weekendavisen.dk.
