Kommentar. Staten bør afhænde aktierne i Ørsted og anbringe formuen i en klimafond, der skal finansiere målet om at reducere drivhusgasserne.

Sælg!

Fredag 1. november afholdes det første fælles forhandlingsmøde om den kommende klimalov, og meget skal gå galt for Dan Jørgensen, hvis ikke han kommer igennem med et resultat inden jul. Med undtagelse af Nye Borgerlige har alle Folketingets partier tilsluttet sig målsætningen om 70 procents reduktion af drivhusgasser inden 2030, som regeringen og dens parlamentariske grundlag oprindeligt enedes om i juni.

Den overvældende politiske opbakning til ønsket om et mere fossilfrit Danmark er i sig selv en gratis omgang. Langt vanskeligere bliver det for partierne, når de senere hen skal finde frem til, hvordan målsætningen skal indfries, og hvordan regningen for den grønne omstilling egentlig skal betales. For uanset virkemidlerne kommer det til at koste store milliardsummer.

I sidste ende kan pengene kun komme et sted fra, nemlig fra borgerne, uanset om de så skal betale som forbrugere gennem markante CO₂-afgifter eller som skatteydere, der giver tilskud til grønne energikilder og til at løfte forskningen i klimavenlige teknologier. Omstillingen mod renere energi vil samtidig sætte den offentlige velfærd under pres. For hvor skal man dog finde alle pengene til daginstitutioner, skoler, ældrepleje og sygehuse, når der også skal bruges store beløb på at mindske udledningen af drivhusgasser?

EN nærliggende løsning på det enorme forestående finansieringsproblem er, at staten sælger aktierne i energiselskabet Ørsted. Mens disse linjer skrives, har det børsnoterede selskab en værdi på cirka 242 milliarder kroner. Staten ejer 50,1 procent af aktierne, så Finansministeriet vil – alt andet lige – få omkring 120 milliarder kroner i kassen ved et salg. Provenuet bør placeres i en ny statslig klimafond, hvor pengene øremærkes til indsatsen mod drivhusgasserne.

Staten behøver ikke eje et energiselskab for at drive den grønne omstilling frem. Den seneste havvindmøllepark, som Ørsted opførte herhjemme, var 111 møller ved Anholt, som blev sat i drift i 2013. De efterfølgende tre havvindmølleparker i statslige udbud er alle vundet af svenske Vattenfall.

Ørsted er verdensledende inden for offshorevind, og koncernen har blikket rettet mod fjernere horisonter end den hjemlige. Kapaciteten i selskabets danske parker udgør kun seks procent af al den kapacitet, som Ørsted har opført eller skal til at bygge, og Danmark vil fylde stadig mindre som forretningsobjekt. I dag er Storbritannien det suverænt største investerings-område, når det gælder Ørsteds engagement i havvind, men der er også parker i drift eller under opførelse i Tyskland og Holland. Dertil kommer, at koncernen involverer sig stedse mere i offshorevind-projekter i USA og i Taiwan. Meget få, hvis overhovedet nogen, af de omkring 200 milliarder kroner, som selskabet regner med at investere i de kommende år, vil formentlig angå Danmark.

Læs også om, at det kan være mere klimavenligt at leve som fleksitar, hvor man nøjes med en smule kød: »Vegetar med måde«

ØRSTED er med andre ord en virksomhed, der opererer som en helt kommerciel aktør på den globale scene. Hidtil har koncernen klaret sig godt. Men offshorevind er et forretningsområde, hvor man også kan tabe stort, og under alle omstændigheder er det svært at se meningen med, at den danske stat har værdier og risici på højkant i et internationalt og konkurrencepræget marked langt uden for landets grænser.

Efter at Ørsted i september måned afhændede eldistributionsforretningen Radius, besidder Ørsted intet eller så godt som intet såkaldt kritisk infrastruktur i Danmark, så der er heller ikke nogen sikkerhedspolitiske problemer ved, at staten slipper kontrollen med selskabet.

Hidtil er enhver snak om et statsligt udsalg af Ørsted strandet på en modstand mod at privatisere. Men sagen bør ikke længere handle om ideologi. Danmark har brug for penge til at nå det ambitiøse klimamål. Det vil også være en smuk del af fortællingen om Ørsteds transformation fra et gammelt nationalt sort selskab til en nu global grøn virksomhed, hvis statens passive værdier i koncernen veksles til aktiv finansiering af indsatsen mod drivhusgasser.

 

Læs også om den norske klimapsykolog Per Espen Stoknes' status over det såkaldte »klimaår«: »Var det bare en bølge?«