Erik Scaveniusvej

Vi har Aksel Larsens Plads på ydre Nørrebro, opkaldt efter SFs legendariske stifter og formand gennem mange år. Vi har Staunings Plads tæt ved Vesterport Station i København. Vi har også, nævnt for det landsdækkende perspektivs skyld, Th. Staunings Vej i Gug ved Aalborg – opkaldt efter den landsfaderlige socialdemokratiske statsminister, der sad næsten uafbrudt fra 1924 til sin død i maj 1942, midt under den mørke besættelse, kun afbrudt af Thomas Madsen-Mygdals Venstreregering fra 1926-29.

Men vi har ingen sti, ingen boulevard, ingen plads eller gade opkaldt efter Erik Scavenius. Også han var statsminister under Besættelsen (1942-43), før det udenrigsminister (1940-43) og tidligere i århundredet også udenrigsminister i både den første og den anden Zahleregering (1909-10 og 1913-20).

Scavenius er en af den nyere danmarkshistories betydeligste politikere, der nyder den sjældne (u)gunst at lægge navn til en særlig isme, scavenianismen. Ordet for den særlige tilpasning, forhandlingslinje, underdanighed, overlevelsesmåde, som han praktiserede under Besættelsen. Bedst husket er nok hans erklæring ved tiltrædelsen som udenrigsminister juli 1940. Det var her, han omtalte »de store tyske sejre, der har slået verden med forbavselse og beundring«.

Nu har nogle borgere på vejen, hvor den forbavsede og beundrende mand boede under Besættelsen, bedt Lyngby-Taarbæk kommune ændre navnet på deres vej, skriver Lokalavisen Det Grønne Område. Anmodningen gælder en stikvej til den meget lange Lundtoftevej, som vejstumpen deler navn med. Enten kan vejstykket hedde Scaveniusvej eller Granhøj – sidstnævnte med henvisning til det hus, Scavenius boede i. Det har praktiske postale grunde, og så var han jo en vigtig skikkelse, anfører beboerne.

Er det mon en god idé?

Vores afskyelige fortabelse

Nej, siger kommunens viceborgmester, socialdemokraten Simon Pihl Sørensen til lokalmediet. Men det er en svær og vigtig diskussion, beboerne har rejst, understreger han, da Weekendavisen ringer.

Man har andre vigtige skikkelser i lokal­området. Fiskerne i Taarbæk Havn, der hjalp jøder over Sundet, den tyske diplomat G.F. Duckwitz, der spillede en vigtig rolle i samme sags tjeneste, eller for den sags skyld modstandsmanden Citronen, Jørgen Haagen Schmidt, som også boede i området en overgang.

»At the end of the day: Man må stille sig selv det spørgsmål, hvad der var sket, hvis resten af Europa havde gjort, som Scavenius og de øvrige samarbejdspolitikere gjorde under Anden Verdenskrig.«

Hvis Scavenius’ gerning var ophørt efter Første Verdenskrig, havde han formentlig haft sin vej for længst, vurderer Simon Pihl Sørensen.

»Men det viser, hvor svær diskussionen er. For Scavenius var der ikke forskel på indsatsen under Første og Anden Verdenskrig. Han var realpolitiker, Tyskland var en stor nabo. Man kan ikke se historien i det lys, Fogh Rasmussen gjorde, men derfra og til at hylde Scavenius er der altså et stykke. Samarbejdspolitikken reddede mange liv, men kostede også mange liv andre steder, i og med vi var storleverandører til Nazityskland.«

– Kan man hylde Stauning? Scavenius førte hans politik.

»Det er et fuldstændig rigtigt ræsonnement, og det viser, hvor svær diskussionen er. Men for mig at se går Scavenius alligevel det skridt videre. Man har den fornemmelse med Scavenius, at hos ham bliver alt rationelt,« siger Simon Pihl Sørensen, som kunne ønske et symposium, hvor man fik talt hele dilemmaet igennem.

Læs også: Må Vilhelm Buhl afbildes som de danske jøders redningsmand?

Forfatteren Birgithe Kosovic ender på samme konklusion som Simon Pihl Sørensen. Hun er meget rost forfatter til Den inderste fare, et prisvindende biografisk funderet storværk om Erik Scavenius. Romanen bygger på meget omfattende research af politikerens og diplomatens liv.

»Jeg ville vende tomlen nedad, hvis jeg var tvunget til at tage stilling. Ikke for at give Scavenius vanære. Vi skal ikke moralisere over ham, det er at hygge sig med sig selv. Forræderiet var ikke personligt, men en hævdvunden politik om, at vi ikke skulle have noget forsvar, og den forstår jeg faktisk. Men en nation kan ikke eksistere på den måde, den vil ende med at forråde sig selv,« siger Birgithe Kosovic.

Omvendt finder hun det »provinsielt at sige, at det var ærefuldt, hvad han gjorde«. For den eneste grund til, at vi kan fortælle historien om, at han var en mand, der ofrede sig for nationen, er, at andre knuste Nazityskland, påpeger hun.

»Hvis Tyskland havde vundet, og hvis vi havde levet under Nazityskland, så ville vi ikke have kunnet få os selv til at fortælle den historie om ham. Vi ville have været for udfordrede på vores moral. Og på vores afskyelige fortabelse.«

– Men han udskød jo sammenbruddet?

»Ja, men han er både frelser og forræder. Det er vitterlig for stort og komplekst til, at det kan udtrykkes nogenlunde sandfærdigt og værdigt i et vejnavn. Jeg så hellere en kunstnerisk mani­festation, en happening, hvor man navngav en vej efter ham, så man kunne lægge op til debat og refleksion.«

Birgithe Kosovic siger, at hun har »stor kærlighed til og respekt for« Scavenius.

»Han søgte at beskytte danskernes liv og styre­form, og demokrati betyder, at man kan og vil beskytte de tolerante imod de intolerante. Han repræsenterer et moralsk dilemma, fordi vi ikke havde noget forsvar. Læren er, at den situation må vi aldrig sætte os selv i igen. Der er jo en stor rædsel inde i det her, som vi skal tage virkelig alvorligt. Ikke mindst i en tid, hvor terror og politisk fjendskab viser sig i vores samfund igen,« siger hun.

Spejlbilledet

Beboerne, der har foreslået at navngive deres vej efter Scavenius – eller mere eufemistisk efter huset Granly – gør i henvendelsen til kommunen opmærksom på, at »historikere som Bo Lidegaard og Søren Mørch har søgt at rehabilitere Scavenius«.

Omtalte Lidegaard er da ganske rigtig også positiv over for ideen om at give Scavenius en vej. Han formulerer det således:

»Jeg vil gøre Christian Xs ord til mine, da han 29. august 1943 i Statsrådet tog afsked med Scavenius’ regering. Kongen takkede ministrene for deres tunge og ansvarsfulde gerning, »særlig De, hr. statsminister, for det arbejde, De har udført for Deres Konge og Deres land«.«

Bo Lidegaard påpeger, at kongen gentog den tak ved den formelle afskedsaudiens efter Befrielsen – fra den begivenhed er ellers mest kendt den kongelige betragtning, at man i det mindste opnåede det, at København ikke blev bombet og landet ikke ødelagt.

»Scavenius var ingen helgen, han var langtfra fejlfri, og det var godt, hans politik ikke stod uimodsagt, men han påtog sig at løse en utaknemmelig opgave, og for hvert skridt sikrede han sig de demokratiske partiers opbakning. Når danskerne ser et billede af Scavenius, er det os selv, vi ser i spejlet.«

– Men skal man ligefrem hædre, at man var nødt til at fornedre sig? Prale af sit kryberi?

»Ja, hvis man er i en nødsituation, hvor alt er på spil, og hvor man beder en mand gå ud i mudder til halsen. Så er det hæderværdigt, selv om det ikke i sig selv er specielt hæderfuldt at gå i mudder til halsen. Scavenius ofrede sig i ordets bogstaveligste forstand.«

Læs også om, at den danske regering hen imod slutningen af 1930rne tillod import af tyske raceprincipper i dansk erhvervsliv: »Renset for jøder«

Historikeren Steen Andersen skriver på en biografi over Erik Scavenius. Han erklærer sig noget frustreret over, at man kan diskutere spørgsmålet knap 80 år efter Besættelsen og knap 75 år efter Befrielsen.

»Som historiker tænker man, er vi overhovedet blevet klogere på, hvad samarbejdspolitikken handler om? Selv i 2019 kan man møde den opfattelse, at Scavenius gik for langt, at han var næsten landsforræderisk. 98 procent af danskerne støttede samarbejdspolitikken, tilpassede sig. Det var kun ganske få til hver side, der var imod,« siger han med henvisning til modstandsfolk til den ene side og nazister til den anden.

Steen Andersen finder det snarere pinligt, at man diskuterer så lille en vejstump i forbindelse med Scavenius’ navn.

»Det er jo pinligt – en stikvej i en nord­sjællandsk kommune. Scavenius har format til at få opkaldt et centralt sted i København efter sig. Når landet var intakt efter krigen, når der overhovedet var jøder at redde i Danmark, så er det samarbejdspolitikernes og Scavenius’ fortjeneste. Men det er jo begrædeligt, at Scavenius igen skal møde modvilje fra det etablerede politiske system. I Den Parlamentariske Kommission blev han ristet af de politikere, på hvis vegne han havde truffet beslutningerne. Buhl hædres i dag som modstandsmand, mens Venstre tager afstand fra sin egen politik under Besættelsen. Ingen vil hædre Scavenius, man skubber den mand ud på en isflage, som man udliciterede alt det ubehagelige til. Stå dog ved jeres historie,« opfordrer historikeren.

 

Læs også om Birgithe Kosovic' bog om Erik Scavenius: »Kongen af løgneriget«