Tykfobisk teater
Dina Amlund, aktivist i FedFront
Som tyk bliver jeg råbt ad på gaden. Jeg diskrimineres på jobmarkedet og i sundhedsvæsenet. Jeg har begrænset adgang til tøj. Jeg er simpelthen uvelkommen i det tykfobiske samfund. Jeg ville ønske, jeg bare kunne glemme tykfobien og give mig hen i bøger, film og teater. Men det kan jeg ikke. Stort set alle kulturprodukter indeholder tykfobi i større eller mindre omfang. Et af de meget brugte tykfobiske greb er fatsuits.
Nogle gange er det dog værre end andre. Jeg har set Nørrebro Teaters opsætning af Kafkas Amerika, fordi jeg skulle anmelde den for kulturtid.dk. Hvad der ellers kunne være en fantastisk teateroplevelse, blev en voldsomt ubehagelig aften med ekstremt stødende fatsuit-humor. Og min første 1-stjernede anmeldelse nogensinde. Nu kører trailers for Amerika for fuld skrue i S-togene, så jeg bliver konstant mindet om de mange scener med fatsuits.
Amerika er ellers en på mange måder helstøbt og velfungerende forestilling, som visualiserer det berømte kafkaske univers, som er som at se direkte ind i en anden persons mareridt, hvor hjælpeløsheden ligger under for den ene absurditet efter den anden. Godt skuespil, god musik, velfungerende scenografi. Nikolaj Cederholm har valgt humorvinklen. Men det er i stort omfang forældet humor. Det er ikke bare dovent og blottet for kreativitet – men direkte stødende og mere end bare stødende; decideret skadeligt.
Hvad er pointen med at opsætte 100 år gamle kulturprodukter, hvis man ikke forholder sig til samtidens kulturelle strømninger? Teatret skal være i trit med tiden – og lige nu har vi en kulturel strømning, som beskæftiger sig med indretning af sociale konstruktioner og hierarkier. Har man de senere år fulgt bare en lille smule med i forskellige aviser og dagblade, sociale medier og akademiske tidsskrifter herhjemme og internationalt, har man ikke kunnet undgå at bemærke den tykpositive bølge, der skyller ind over kulturen og debatten. Bølgen går slet og ret ud på, at tykke mennesker også er – mennesker. Og en af de debatter, der kører i de danske medier lige nu, handler om fatsuits.
Amerika fastholder en gammel samfundsstruktur, hvor tykhed er en udklædningsdragt, som kan bruges til at symbolisere alt det, som er ulækkert, unormalt, amoralsk og absolut latterligt. Fatsuits er et forældet humoristisk greb, som går ud på, at det er sjovt at se en slank person klædt ud som tyk. Ligesom blackface er et forældet greb, der går ud på, at det er sjovt at se en hvid person klædt ud som sort. Det er selve den midlertidige degradering af et menneske, som ellers befinder sig inde i normen og øverst i hierarkiet, som er joken. Et bærende element i Amerika er fatsuits. I første akt er det klicheen tykke kapitalister uden moral og etik, men med masser af grådighed. Den ene placerer en tallerken på sin kunstige mave og skovler mad ind. Hele tiden hiver han i sit tøj, som sidder alt for stramt, og høster billige grin ved at minde om fatsuiten, skulle man have glemt den et splitsekund.
Det bliver kun værre i anden akt. Denne gang en kvindelig karakter, som er iklædt en kæmpe fatsuit og rødt velourtøj, som går i et med en rød sofa. Hun er mere møbel end menneske. En lang, tåkrummende sexscene følger, hvor den tykke dame væltes rundt i den røde sofa, et fatsuit-bryst hives ud og bides hårdt i, mens der grines ad, at en tyk dame har seksuelt begær, og at nogen kan begære hende. Teatret mener åbenbart, at denne scene er særligt god, for det er primært den, som kører på skærmene i S-togene.
Fatsuits er ikke tidssvarende teater. Cederholm tænker så langt ind i boksen med Amerika og de forældede latterfremkaldende tricks, at man i mange af scenerne kan forveksle stykket med en amatørrevy uden andre ambitioner end at grine ad fatsuits.
Fatsuits er rendyrket tykfobi. Det varer ikke mange år, før samfundet vil se på fatsuits på samme måde, som vi nu ser på blackface. Dvs. fatsuits vil stadig eksistere, desværre. Men der vil være en større bevidsthed om, at det ikke er i orden. Det vil blive et greb, som kun vil bruges af folk, som ønsker at vise, hvor tykfobiske de er – i modsætning til nu, hvor, bevidstheden om tykfobien ikke er helt så veludviklet. Man vil se tilbage på denne forestilling, når den bliver nævnt for at illustrere, hvor slemt det stadigvæk kunne stå til i 2019.
Det er dog yderst interessant og skal bemærkes, at hovedpersonen Karl spilles af Nicolai Jørgensen, som faktisk er lidt tyk. Det er jo et castingvalg, der ellers kan skrive sig ind i den tykpositive bølge. Men det er trættende, at også her bruges tykheden til at latterliggøre karakteren. For eksempel da han skal arbejde som piccolo, og han som den eneste har en for lille uniform.
Cirka halvdelen af salen havde det højlydt sjovt, når Karl tog tøjet af eller var iklædt for småt tøj. De skreg af grin over fatsuit-kapitalisterne. Men højst var latteren over fatsuit-sofadamen. Det var dog ikke umuligt at bemærke, at der her og der i salen ikke var jubel. Jeg var der som anmelder for Kulturtid.dk. Hvis jeg ikke var forpligtet til at skrive om det, ville jeg være udvandret. Og jeg kigger meget bevidst væk fra skærmene i S-toget. Det er uendeligt ubehageligt at se min andethed blive brugt som bærende element som symbol på absurditet, kapitalisme og alt, hvad der ellers er farligt og latterligt ved at være menneske. Ugen før var jeg i teatret, hvor jeg også skulle glo på en fatsuit. Jeg skulle anmelde Sanne – the Musical, som handler om Sanne Salomonsens liv fortalt med hendes sange – og til en af sangene skulle man se på en mand i fatsuit, som dansede sammen med nogle andre. Det havde intet med noget at gøre, det gav intet til forestillingen, andet end at det skulle være sjovt lige hurtigt at se en slank klædt ud som tyk.
Kære teaterfolk; tykke mennesker er også mennesker. Vi er ikke symboler eller udklædninger, vi er ikke comic reliefs eller bærende komiske strukturer. Stil de samme krav til nytænkning, når det gælder tykhed og repræsentation, som I gør med alt andet på scenen; kom væk fra tykfobiens klicheer og ondskab.
Radio24syv
Peter Skaarup, gruppeformand for Dansk Folkeparti
Martin Krasniks leder »RAdio Gaga« 25. oktober er et udmærket eksempel på det kollektive hysteri, der har ramt Mediedanmark efter Radio- og tv-nævnets afgørelse om, hvem der skal have den nye licens til at sende DAB-radio med offentligt tilskud. Det blev som bekendt – ret overraskende – ikke Radio24Syv. Hvis der er én ting, der kan få medierne til at gå i selvsving, så er det historier om lige præcis medierne. Det skal man ikke have tilbragt mange sekunder på Twitter for at forvisse sig om …
Især påstanden om, at Radio24Syv skulle være repræsentant for en særlig farlig form for kritik, som vi i DF bare ikke kan tåle, er urkomisk. Hvis der er noget, vi i DF har levet med i hele partiets levetid, så er det kritik fra medierne. Det er såmænd gået udmærket alligevel.
Og med al respekt for Radio24syv, som bestemt har leveret mange gode indslag og programmer undervejs, så er nogle pip fra et par selvhøjtidelige snakkehoveder på en radio med et – trods alt – relativt beskedent lytterantal ikke noget, der kan fremkalde vores indre »skallesmækkende mimose«, hvis vi har en sådan.
For god ordens skyld. I DF er vi glade for, at vi har en taleradio som alternativ til P1. Vi synes bare, at når nu skatteyderne skal betale gildet, så er det faktisk helt igennem rimeligt, at de ikke begge skal ligge i København. Dér, hvor man er, påvirker måden, man ser omgivelserne på. Ser man altid fra København og ud i Danmark, så præger dét ens programmer. Og omvendt.
Østeuropæere
Emma Ager Jønbech, studerende i HA Europæisk Business på CBS
Den massive fraflytning fra Østeuropa er som en tikkende bombe under sammenhængskraften i Europa, som kan få politisk betydning for tilslutning til Unionen. Den frie bevægelighed er en af de største kollektive bedrifter, som vi med rette kan være meget stolte af, men der er brug for at tænke på kompensation mellem afsender- og modtagerlande af human kapital. Afsenderlande betaler i dag prisen for Vesteuropas tag-selv-buffet med øget ulighed, fattigdom og populisme.
Den 1. november 1993 blev starten på det fælles europæiske borgerskab, som gav os friheden til at studere, arbejde og bosætte os i andre EU-lande. Det har tjent mange meget godt i 26 år. Danmark er blandt de lande, som løser sine arbejdsmarkedsproblemer med østeuropæiske hjerner og hænder. I Danmark er ikke-dansk arbejdskraft i overvejende grad polsk og litauisk. Hver tredje mellem 22 og 35 år fra Østeuropa forlader sit hjemland for at arbejde eller studere i Vesteuropa, og omkring 70 procent vender ikke tilbage. Den frie bevægelighed har gjort det muligt for Vesteuropa at drage stor nytte af millioner af højtuddannede europæiske medborgere kvit og frit.
Men som man siger på engelsk: »There is no such thing as a free lunch,« og den europæiske sammenhængskraft hænger i en tynd tråd, hvis Vesteuropa fortsætter med at løse sine arbejdskraftsproblemer uden at give noget tilbage.
Massiv emigration fra Østeuropa har øget uligheden og fungerer som brændsel på bålet under de systemkritiske partier. Staterne betaler for 13-17 års uddannelse, og for en tredjedel ser investeringsafkastet aldrig statskassen og de sektorer, som har allermest brug for dem. De strukturelle EU-fonde, som forsøger at kompensere landene med finansiering af store infrastrukturprojekter, fungerer kun som et plaster på såret. Bekymring om affolkning sidder dybt i befolkninger i Østeuropa og er en ofte overset faktor i deres tilslutning til partier på den yderste højrefløj. Fortsætter vi med »business as usual«, vil konsekvenserne være store, og samtalen må indledes om prisen på human kapital i Europa.
Takketale
Finn Fuglsang, lektor, Skovlunde
Kære Jonas Eika!
Allerførst til lykke med Nordisk Råds litteraturpris, som du måske har fortjent – når jeg skriver måske, er det, fordi jeg ikke har læst og, som situationen er nu, ej heller kommer til at læse nogle af dine publikationer. Og hvorfor så ikke det?
Jo, ser du – du er jo så heldig at leve i et land med ytringsfrihed: Du kan til enhver tid henvende dig til medierne i dette land og anmode om at få dit budskab offentliggjort, nøjagtig ligesom jeg gør her i dette læserbrev stilet til dig, hvor jeg er nødt til at kritisere din brug af ytringsfriheden.
Du valgte jo at bruge din takketale for litteraturprisen til en decideret tilsvining af vor statsminister, Mette Frederiksen, grundet den i din optik helt uacceptable asylpolitik hertillands. Du er selvfølgelig i din gode ret til at have dette synspunkt – men glemmer åbenbart, at der bag denne politik ikke kun står en statsminister, der står også et bredt parlamentarisk flertal. Sådan er det nemlig hertillands: flertallet og ikke statsministeren bestemmer, hvordan der skal lovgives, og landet skal ledes.
Måske har du ikke fulgt godt nok med i samfundsfag på det gymnasium, du velsagtens frekventerede, og er derfor uvidende om parlamentarismens grundvilkår? Er det ikke tilfældet, så er jeg ked af at måtte sige, at du så viste en særdeles umoden og uopdragen adfærd i din takketale.
Jeg håber for dig, at du omkring dig har nogle fornuftige rådgivere, der kan lære dig noget om pli, takt og tone – forhåbentlig lever din mor og far stadig, for det er jo aldrig for sent for os forældre at begynde at opdrage vore børn. Held og lykke med din litterære karriere fremover.
Forskere og samfund 1
Knud Aarup, Holken 3, 8210 Aarhus V
Forskerne anerkender ikke deres samfundsmæssige ansvar.
Mit indlæg i Weekendavisen forrige fredag har naturligt nok sat ledelsessindene i kog, især på DPU. Det kan ikke overraske. Hvad der derimod overrasker er, at DPUs institutleder, Claus Holm, ikke engang anerkender, at den sociale og pædagogiske forskning og dermed DPU som repræsentant for den højeste forskning på området har et medansvar for velfærdssamfundets evne til at støtte børn og unge med særlige behov således, at der til stadighed sker et løft af borgernes mulighed for at klare sig i livet på trods af udfordringer. Uanset hvor mange ph.d.er, der er leveret af DPU, og uanset hvor meget Holm mener, at der udvikles »nye tanker og banebrydende viden«, står tilbage, at gentagne undersøgelser viser, at de store grupper af handicappede, psykisk syge eller børn med sociale udfordringer ikke kommer helskindet igennem daginstitutions- og skolesystemet, og at deres uddannelsesmæssige chancemuligheder igennem de sidste 25 år grundlæggende er blevet dårligere. Den højeste sociale og pædagogiske forskning i landet har altså ikke formået at frembringe resultater, som løser eller forbedrer udsatte borgeres livssituation. Man kunne lidt polemisk spørge, om det danske samfund ville blive ved med at betale til en medicinsk forskning, som igennem 25 år ikke havde medvirket til at øge overlevelseschancerne for kræftsyge eller ikke havde forbedret behandlingen af hjerte-kar-sygdomme? Her tror jeg, svaret ville være indlysende klart. Selvfølgelig ville man ikke det. Det er nøjagtig det samme, jeg efterspørger i forhold til den sociale og pædagogiske forskning. Og her hjælper det ikke noget at frakende sig ansvaret ved at henvise til, at en »kausalitet« ikke kan sandsynliggøres, som UC-forskerne gør det i deres svar på min kronik. Hvis ikke forskningen på en eller anden måde understøtter eller fremmer livsmulighederne i det danske velfærdssamfund, og hvis ikke forskningen foregår i almenvellets interesse, hvorfor skal samfundet og dermed os alle sammen så betale for forskerne?
Det er præcis derfor, at DPU og andre universitetsforskere også har medansvar for udvikling af velfærdssamfundet indsatser. Det er det samfundsmæssige ansvar, som Claus Holm og andre undsiger sig. Derfor kan man efter min mening sagtens nedlægge DPU. For som det fungerer nu, bidrager det ikke til udvikling af chanceligheden i velfærdssamfundet. Der er mange lærere, pædagoger og socialarbejdere, som mangler viden og redskaber til at støtte og udvikle udsatte børn. De har brug for ny viden og nye metoder, ligesom det er sket i behandlingen af en lang række sygdomme. Men det får de stort set ikke fra DPU og den øvrige universitetsforskning. Så nedlæg DPU og lad os bruge de 300 millioner på at lave virkelig praksisforskning til gavn for samfundets udsatte.
Forskere og samfund 2
Frank Ebsen, docent, Institut for Socialt Arbejde, Københavns Professionshøjskole
Det er interessant at følge reaktionen på Knud Aarups kronik om forskningen inden for velfærdsområdet. Især reaktionerne fra universitetsfolk. De sidder jo på den grønne gren, når forskningsbevillingerne mellem dem og professionshøjskolerne sammenlignes. Som Claus Holm skriver, er det jo til gavn for DPUs uddannelser. Det er lige det, der mangler – altså at forskningsmidlerne i langt højere grad tildeles de institutioner, som uddanner velfærdsprofessionerne. Skal forskningen ikke tilgodese sygeplejersker, lærere, pædagoger, socialrådgivere gennem en mere retfærdig fordeling af de samfundsmæssige forskningsmidler – eller skal universitære uddannelser fortsat favoriseres? Er sammenhængen mellem forskning og uddannelse ikke lige relevant begge steder?
Forskningsrådene fordeler en række midler, som ligger ud over uddannelserne. I rådene sidder kun repræsentanter for universiteter og sektorforskningen. Hvorfor ikke fra professionshøjskolerne, så de kan forvente en indsigtsfuld behandling, når de i øvrigt skal leve op til samme krav som de øvrige?
Yderligere er det jo nemt at ønske et samarbejde fra den grønne gren og uddele nådsensbrød, når de andres midler er beskedne. Men hvis kagen ikke bliver større, vil det så ikke være rimeligt at fordele den mere retfærdigt?
Dette er debatindlæg og udtrykker derfor alene skribenternes holdning. De kan indsende forslag til debatindlæg på opinion@weekendavisen.dk.
