BERLIN – Dengang Berlinmuren fungerede som en fængselsmur for østtyskerne, havde FC Union Berlins tilskuere en fast rutine. Når klubben fik et frispark uden for straffesparksfeltet, og modstanderne opstillede en mur foran Unions frisparksskytte, råbte fansene taktfast: »Die Mauer muss weg, die Mauer muss weg« (Muren skal væk, Muren skal væk).
Den slags undergravende humor gav sikkerhedstjenesten Stasi grå hår i hovedet, og fodboldklubben blev set som en systemfjende. Efter Murens fald lød østberlinernes vurdering, at »ikke alle Union-fans var fjender af DDR-staten, men alle statsfjender var Union-fans«.
I dag er den tyske hovedstad genforenet og lokker med en række kulturtilbud, men den attraktion, det er sværest at få adgang til, er formentlig Union Berlins kampe i Bundesligaen. Klubben har fået kultstatus, og det er primært klubmedlemmerne, der har adgang – 32.000 medlemmer må slås om de 20.000 billetter på Stadion An der Alten Försterei i bydelen Köpenick. Alle andre må typisk på det sorte marked for at komme ind, og det kan koste flere hundrede euro, men Weekendavisen har denne lørdag i oktober været svineheldig at få en ydmyg ståplads for 12 euro til kampen mod topklubben SC Freiburg.
Vejen fra S-togsstationen Köpenick til stadion går forbi ølsælgere gennem et skovområde, hvor der står indkøbsvogne til at opsamle tomme flasker og dåser. Klubbens opland var oprindeligt jern- og metalindustrien i det sydøstlige Berlin, så spillerne fik kælenavnet »Smededrengene«, mens klubben blev kaldt »Eisern Union« – den jernhårde Union. Det maskuline udtryk høres i det faste kampråb på stadion: »Und niemals vergessen, Eisern Union« (Og glem aldrig, Eisern Union).
Her er gamle og unge, kvinder og børn, men mest hvide mænd med en såkaldt stadionmenu, bratwurst og fadøl. Bøvede råb er der nok af, men ingen homofobiske eller racistiske. Den slags tolererer fangrupperne ikke mere. Kun modstanderne ydmyges.
Den lille fangruppe fra Freiburg ved, at man ikke kan høre dem, så de tænder romerlys og bruger pyroteknik, hvorfra en ildelugtende rød røg breder sig ud over banens græs. Klubben fra Schwarzwald kan med en sejr i dag tage førstepladsen i den tyske liga foran Borussia Mönchengladbach og Bayern München.
Omvendt ligger Union i bunden, men fansenes selvagtelse er i top. »FC Union, vores kærlighed, vores hold, vores stolthed,« synger det rød-hvid-klædte menneskehav.
Union Berlin er ligaens fattigste klub, og der er primært ståpladser på stadion. »Unionfans står op,« lyder devisen – ligesom i gamle dage. Så er man tæt på hinanden, og det passer til selvforståelsen om, at klub og fans er »en stor familie«. Således var over 2.000 fans i 2008 også med til udbygge stadion. 140.000 frivillige arbejdstimer gav de, da der blev renoveret og lagt tag over ståpladserne.
Af samme grund er kampene faktisk ikke hovedattraktionen, det er fansene. »De bedste fans i verden,« har magasinet Tip karakteriseret dem, og den status hænger sammen med klubbens rolle som de evige underdogs.
Under det kommunistiske DDR-regime stod klubben for en antikommunistisk modkultur. Efter Genforeningen forvandledes den til en antikapitalistisk modkultur, hvor man trodsigt rejste sig imod de vesttyske fodboldbureakrater og den benhårde kapitalistiske virkelighed. Og efter årtiers undertrykkelse, uheld og konkurstrusler skete fodboldmiraklet så i maj 2019 – 30 år efter Murens fald. Her rykkede den østtyske underhund op i den fineste liga.
Inden kampen mod Freiburg bliver fløjtet i gang, skal historiebevidstheden plejes gennem en tre minutter lang klubhymne.
Ud af kæmpehøjttalere brøler Rammsteins tanzmetall-rytmer, der går over i martialske skrål og et jubeloptimistisk heltekvad. Hymnen er skrevet af den nu 64-årige punkdronning Nina Hagen. Hun voksede i op Østberlin og gik som barn med sin stedfar, sangeren og dissidenten Wolf Biermann, til Unions kampe.
Hun lavede hymnen, da klubben i 1998 var i sportslig og økonomisk krise, og sangen handler om sammenhold i barske tider og stolthed over at være østtysk: »Vi fra Østen går altid forrest,« starter teksten, der både hylder Union-spillernes fightervilje og giver en fuckfinger til den grådige kapitalisme: »Hvem lader bold og modstander løbe? Eisern Union! Hvem lader sig ikke af Vesten købe? Eisern Union!« Alle står andagtsfuldt op og synger med.
Union er romantikerne, der drømmer om en fodboldverden af i går. Før sporten blev »kapret« af koncerner og kommers, og stadioner fik dyre siddepladser og VIP-lounges. På tribunerne fastslår bannere, at »fodbolden er for alle«.
Derfor vil fangrupperne heller ikke »i lommen« på en global kapitalistisk storsponsor, men foretrækker mange mindre småsponsorer. Det minder om den fankultur, man møder i den gamle arbejderklub FC St. Pauli i Hamborg. Men de særlige østtyske erfaringer hos Union Berlin giver dem en helt særlig offerfølelse, som bestemt ikke er uberettiget.
Da Tyskland blev forenet i 1990, skulle øst- og vestfodbolden også lægges sammen. Men vestklubberne, der havde magten, tillod sølle to østklubber at deltage i den fælles tyske liga med 20 hold, og de dygtige østtyske spillere strømmede over i de vesttyske klubber. Det var en regulær kolonisering af østfodbolden. Efterfølgende blev østtyske hold i Bundesligaen næsten lige så sjældne som den bengalske tiger.
Ganske vist kom RB Leipzig op i den øverste liga i 2016, men for mange fans tæller det ikke, for klubben er stiftet og ejet af den globale energidrikkoncern Red Bull. RB Leipzig kaldes spottende for en »dåseklub«, mens Union Berlin som »traditionsklub« anses for den eneste rigtige østtyske klub i ligaen.
Traditionerne stikker da også dybt her og går tilbage til begyndelsen af 1900-tallet, hvor den gamle arbejderklub hed Union Oberschöneweide – i daglig tale Union Ob. Den spillede i toprækken, men vandt ingen tyske mesterskaber. I 1920 vandt man til gengæld mange fodboldhjerter, da man fik et romantisk beliggende stadion op til en skov.
Anden Verdenskrig betød, at Union mistede mange spillere, men de, som vendte tilbage efter rædslerne, kvalificerede sig i 1948 til finalerunden om det tyske mesterskab. Nu skulle det være! Men de nye kommunistiske ledere i øst forbød holdet at rejse vestpå og spille finalerundekamp mod Hamburger SV. Det fik topspillerne til at flygte til Vesten.
Det totalitære DDR-regime kaldte sig en »arbejder- og bondestat«, og fodboldklubberne blev underlagt de store industri-kombinater og fik navne som Lokomotive Leipzig, Chemie Halle og Traktor Schwerin. Fremad Berlin blev navnet på hærens klub, mens Dynamo Berlin var politiets og Stasis hold. Union Oberschöneweide blev underlagt det østtyske transformatorværk Karl Liebknecht og blev i 1951 tvangsomdøbt til Motor Berlin.
I 1966 kom klubben ind under fagforeningerne, og med den tilknytning var »Union« pludselig et rammende navn i den østtyske navnepolitik. Dermed var Union Berlin en realitet. To år senere vandt klubben sin hidtil eneste titel, den østtyske pokalturnering, med en finalesejr over Carl Zeiss Jena.
Men i Berlin sad Stasi-chefen Erich Mielke og ville gøre Dynamo Berlin til DDRs førende hold. Han sørgede for, at de fik de største talenter, og Dynamo blev Union-tilhængernes hadeobjekt nr. 1. »Stasi-klubben«, lød betegnelsen, og under en kamp i 1970erne hilste en Union-spiller på en Dynamo-modstander med ordene »Dit gamle Stasi-svin!«. Union-spilleren blev livsvarigt udelukket fra fodbold.
Mens Dynamo i 1980erne var topklubben i Berlin, blev Union bundklubben. Det tiltrak sympati hos mange oppositionelle arbejdere, punkere og skinheads. Stasi-agenter overvågede Stadion An der Alten Försterei, hvor de blev hilst med tilråb som: »Hellere være en taber end et dumt Stasi-svin.«
I en rapport kunne en Stasi-agent irriteret notere sig, at »undersøgelser har vist, at disse bølleagtige tilhængere ofte slet ikke har forstand på fodbold«. I Stasis rapporter om Union Berlin står der også, at »disse fans, der kan genkendes på deres dekadente udseende, hele tiden forsøger at provokere og sætte sig bevidst ud over de bestående, sociale normer«.
Læs også kommentaren om forskellen på organiseret racisme og et ukvemsord i kampens hede: »Respekt«
Fra midten af firserne blev der registreret en krafigt stigende hooliganisme i DDR, og her var Union Berlin også i front – både når der blev lavet hærværk i lange baner, og når der blev kæmpet mod politiet og fans fra andre fodboldklubber.
Da Muren faldt i 1989, kunne Union omsider komme ud af Dynamos skygge. Union kvalificerede sig tre gange i træk til den næstbedste fællestyske liga, men de (vest)tyske fodboldbureaukrater afviste hver gang at give Union den nødvendige spillelicens, fordi klubben ikke kunne begå sig i den tyske markedsøkonomi. Klubben fik for stor gæld, konkursen ventede om hjørnet, og klubben stod til at forsvinde ud i betydningsløsheden.
Men i 1997 tog 3.000 fans affære. De marcherede i Berlin og gennem Brandenburger Tor med banneret »Red Union!«, og Nike-koncernen så en mulighed for at brande sig på en »autentisk fankultur« og indgik et sponsorat, der sikrede klubbens økonomi.
Få år efter, i 2001, rykkede Union Berlin endelig op i den næstbedste liga, men efter et par år røg man ned i tredje og fjerde liga. Elevatorholdet var igen fallit. Fansenes svar blev aktionen »Blod til Union«, hvor de gav blod til en blodbank, som betalte en del af klubbens gæld. Herefter gik det sportsligt fremad, og fansene gik også forrest, når det gjaldt hjemmebanen. Dels ved ombygningen i 2008, dels ved udvidelsen i 2011, hvor mere end 5.000 fans købte folkeaktier, som finansierede byggeriet af en ny tribune. Det gav fansene medarbejderskab og magt til at blokere for marketingfolks ønske om at droppe det gamle stadionnavn og sælge det til en storsponsor.
For Stadion An der Alten Försterei – Stadion ved det gamle skovridderhus – er en konstant i fankulturen. Mange af fansene kalder med glimt i øjet stadionet for »dagligstuen«, og det kan tages ganske bogstaveligt. Under EM- og VM-slutrunder tager fans deres sofaer og lænestole med hjemmefra og sidder tilbagelænet for at se kampene på en storskærm på Unions fodboldbane. Også lillejuleaften kan tilbringes på stadion, hvor 30.000 fans hvert år bærer julelys ind og synger salmer og klubsange. »Verdens største julekor« har avisen Frankfurter Allgemeine Zeitung kaldt det.
Foranlediget af den aktuelle succes planlægger klubben nu at udvide stadionkapaciteten til 37.000, så alle 32.000 medlemmer kan komme ind og se »Smededrengene« spille i weekenden, og medlemsfordelene stopper ikke her. Når de dør, kan de ved næste kamp få deres navn læst op af stadionspeakeren i pausen.
Symbiosen mellem klub og fans er tæt i Köpenick, men kan det fortsætte, når klubben spiller i den helt igennem kapitalistiske Bundesliga? Mange fans tvivler, og allerede i sidste sæson kunne man se et banner hos en fangruppering: »Shit, vi stiger op«.
Men denne lørdag er der grund til forsigtig optimisme. Freiburg kan ikke slippe igennem Smededrengenes rækker, og med to smukke langskudsmål, det sidste sat ind af den 23-årige dansker Marcus Ingvartsen, sikrer Union Berlin sig sejren. Efter hvert mål rejser en mand sig inde i det lille måltavle-hus og ændrer stillingen med håndkraft – også ligesom i gamle dage.
Moderne kapitalisme skriger efter »autenticitet«, og den vare har Union. Måske klubbens succes endda kan opmuntre andre klubber til at kæmpe imod den udvikling, hvor fodbold bliver en åndløs konsumvare og fans degraderet til kunder?
Union Berlins præsident Dirk Zingler har sagt det så rammende til magasinet Tip: »Bundesligaen har mere brug for Union, end Union har brug for Bundesligaen.«
