Nordisk Råds litteraturpris 2019. Uanset om man mener, at Jonas Eika er et fyrtårn eller et tågehorn, sætter hans takketale en ny standard for genren og for forfatternes evne til at antænde en politisk debat.

Efter talen

STOCKHOLM – Stemningen er forudbestemt til at være god, glad og broderlig, når de nordiske lande én gang om året samles til session og prisuddelinger. Men i år blev den gode stemning stemplet i stumper og stykker, først af Greta Thunberg, der via stedfortrædere lod meddele, at hun ikke vil modtage Nordisk Råds miljøpris, fordi klimaet ikke har brug for flere priser, og fordi politikerne i Sverige lader, som om vi har fire jordkloder at bruge løs af. Det gav et lille gisp i salen, men også varmeægte klapsalver.

Kort efter skulle Jonas Eika så kvittere for Nordisk Råds litte-raturpris 2019, som han højst uventet modtog for Efter solen. Novellesamlingen havde »overrasket og begejstret juryen med sit globale perspektiv, sit sanselige og billedstærke sprog, og sin evne til at tale ind i samtidens politiske udfordringer«, som det blandt andet hed i motiveringen. Og så gik det galt. Altså godt.

I løse sorte gevandter, med dinglende øreringe og lyserød lak på neglene kantede historiens yngste modtager af litte-raturprisen sig ud fra sin plads, forbi Helle Helle, der gav ham et forsigtigt skulderklap, og op på scenen i Konserthuset i Stockholm. Her overrakte den svenske forfatter Johannes Anyuru ham en statuette. En blomsterpige gav ham en buket. Han lagde begge dele fra sig på gulvet og foldede den takketale ud, som skulle vise sig at være et politisk anklageskrift:

»Jeg tror, at den racistiske og islamofobiske nationalisme, der i disse år vinder frem i de nordiske nationalstater, er afhængig af hvidhed, af en forestilling om den hvide majoritets eksklusive ret til national velstand og sikkerhed. Og jeg ser hvidhed som en arv fra den koloniale fortid, der også gennemkrydser Norden, og som ingen af de magter, der tidligere har koloniseret og undertrykt oprindelige befolkninger, har vist en vilje til at konfrontere. Tværtimod. Mange af dem viser en vilje til bruge den.«

Jonas Eikas takketale markerede et skarpt opgør med den forventede ydmyghed, taknemmelighed og høflighed, der normalt knytter sig til genren. Her overrækker gode samarbejdsmennesker, forbundet af vemod, vejrlig og venlige værdier, ham en kuvert med 350.000 gode, skattefri, danske kroner, fordi han har skrevet nogle noveller, der distancerer sig fra ny nordisk normalprosa, og så kvitterer han med en flabet fuckfinger i systemets fjæs:

»Jeg taler til den danske statsminister (som også sidder i denne sal). Mette Frederiksen, som står i spidsen for et socialdemokrati, der er kommet til magten ved at overtage den forrige regerings racistiske sprog og politikker. Mette Frederiksen, som kalder sig for Børnenes Statsminister, men fører en udlændingepolitik, der splitter familier ad, gør dem fattige, og udsætter både børn og voksne for en langsom, nedbrydende vold i landets såkaldte Udrejsecentre. Luk Sjælsmark, luk Kærshovedgård, luk Ellebæk, afskaf hele lejrsystemet. Mette Frederiksen og Socialdemokratiet, der siger, at de kæmper for velfærd og billige boliger, men gennemfører det hidtil største angreb på den almene boligsektor. Mette Frederiksen og Socialdemokratiet, der siger, at ’i Danmark er vi alle lige’, men med den såkaldte ghettoplan vil forskelsbehandle borgere efter herkomst og klasse. I Danmark er racismen både kulturel og juridisk, i Danmark har vi statsracisme.«

På forreste række blev statsministeren mere og mere stram i betrækket. Da Jonas Eika var færdig, klappede salen, nogle entusiastisk, andre mere protokollarisk, men Mette Frederiksen holdt demonstrativt hænderne i skødet.

Det kræver, at vi ødelægger det afgrænsede, uniforme selv, som staten og kapitalen har skabt i os, og lærer at handle sammen igen, på tværs og i kraft af vores forskelle

Jonas Eika

Bagefter er den svenske regering vært ved en stående buffet i de tilstødende gemakker. Rødebedebøffer, sæsonens salat med bønner, stegte kartofler, pinjekerner og chévrecreme. Jonas Eika selv har forladt bygningen, men det er ham, alle taler om. Hvis man altså ikke ignorerer ham. Bagest i lokalet står Mette Frederiksen i afslappet samtale med Trine Dyrholm og filmholdet, der lige har vundet filmprisen for Dronningen. Stemningen er rigtig fin. Efter det sidste gruppebillede beder jeg om lov til at stille et enkelt spørgsmål. »Jeg giver ikke interviews,« siger statsministeren. Jeg spørger, om hun har en kommentar til Jonas Eikas takketale? »Nej!« siger hun og drejer om på hælen.

Fungerende kulturminister Rasmus Prehn er anderledes fremkommelig. Han heppede på Helle Helle, siger han, men nu er han blevet nysgerrig efter at læse Jonas Eika. Han har respekt for »hans politiske indignation og det prisværdige engagement«, selvom han er politisk uenig:

»Al den vrede, den har nok et ungt publikum. Det skal vi tage alvorligt. Og vi skal huske, at vi, der har en magtposition, skal være åbne for at blive rystet.«

Bertel Haarder, en nordisk nestor, siger, at Jonas Eika spyttede i egen rede, hængte os danskere ud og bekræftede de fordomme, som mange svenskere har om os.

– Mette Frederiksen undlod at klappe. Hvad gjorde du?

»Jeg klappede. Af kunstneren. Ikke af talen.«

Nu ser Bertel Haarder frem til at læse Efter solen:

»Uanset den kritik, han kom med, vil jeg læse hans bog. Jeg læser altid vinderbogen. Men jeg lægger også stærkt vægt på at adskille kunst og politik. Jeg vil derfor abstrahere fra hans meninger og vurdere kunstens egenværdi.« Han gentager: »kunstens egenværdi

Men hvad var det, vi så i Stockholm? Vi så skolepigens nejtakketale og den unge forfatter, som rev establishmentets facade ned. Om man er enig med Jonas Eika eller ej, må man anerkende hans fortolkning af forfatterrollen. Det nytter ikke at tale dannet, bare fordi man er inviteret på besøg ved magtens bord.

Læs også anmeldelsen af Jonas Eikas bog »Efter solen«: »Alferejer og beach boys«

At Jonas Eika på en festaften som denne kan bide så hårdt i den hånd, der fodrer ham, uden at frygte for repressalier, vidner om et samfund, der agter sine kunstnere og tåler denne glubske brug af ytringsfrihed og ytringsmulighed. Det eneste, Jonas Eika risikerer, og det eneste, han opnår, er akut berømmelse. Der er næppe nogen, der går i skolestrejke for flygtningene.

Alligevel vil der fremover være et »før« og et »efter« Jonas Eikas dundertale, for uanset om man mener, at Jonas Eika er et fyrtårn eller et tågehorn, uanset om man angriber hans uhøviskhed eller hylder hans mod, sætter hans takketale en ny standard for genren og for forfatternes evne til at antænde en politisk debat. Spørgsmålet er bare, om det bliver en politisk substansdebat eller blot en metadebat om Jonas Eikas metode. Sandsynligvis det sidste.

Da Kirsten Thorup for to år siden modtog Nordisk Råds litteraturpris i Helsingfors, gødede hun jorden for Jonas Eika. Hun talte om at sidde i en smuk oplyst sal, mens »litteraturen befinder sig derude, ude i kulden og sneen, i katastrofelandskaberne, i ruinerne, i teltlejrene, i den brændende sol, i blæsten«.

Det var første gang, den politiske indignation trådte frem i en af den slags takketaler.

Holdningsmæssigt var Jonas Eika ikke fjern fra meget af det, som etablerede forfattere som Carsten Jensen, Anne Lise Marstrand-Jørgensen og Lone Aburas har sagt i flygtningedebatten, men det er ikke set før, at en forfatter med denne kompromisløse styrke har bragt magtkritik og et værdipolitisk frontalangreb ind i Nordisk Råd.

Jonas Eika talte om de mennesker, han organiserer sig med, som han formulerer det. Hans ideal er nemlig aktivistisk:

»Uanset om vi er privilegerede eller undertrykte af de her samfund – og mange af os er begge dele – så er vi fælles om ikke at have valgt dem. Ingen af os har valgt at leve i undertrykkende samfund. De har ikke krav på vores troskab. Men det kræver noget af os at desertere fra dem. Særligt i de situationer, hvor vi er privilegerede, kræver det en opmærksomhed over for den undertrykkelse og de kampe, som mange års neoliberal og nationalistisk politik har forsøgt at gøre os blinde og døve over for. Hvis vi har ekstra penge og ressourcer, kræver det at vi omfordeler dem solidarisk. Og for os alle tror jeg, det kræver, at vi ødelægger det afgrænsede, uniforme selv, som staten og kapitalen har skabt i os, og lærer at handle sammen igen, på tværs og i kraft af vores forskelle. Det kræver, at vi finder hinanden.«

At skrive er ikke tilstrækkeligt. Jonas Eika har derfor tidligere kritiseret de forfatterkolleger, der måske nok digter om flygtningekrisen, men ikke engagerer sig med aktiv handling. Dem har han ikke megen respekt for. Men i modstrid til Greta Thunberg afviste han ikke at modtage de 350.000 priskroner fra de politikere, som han tydeligvis foragter. Jeg ville gerne have spurgt ham, hvilke tanker han gør sig om pengene. Men Jonas Eika var gået ud for at ryge og kom aldrig ind igen. Jeg spurgte i stedet hans redaktør, digteren Pejk Malinovski, en af de drivende kræfter bag det lille fine forlag Basilisk. Svaret kunne rummes i ét ord.

»Sjælsmark.«

Læs også kommentaren »Ild i reservatet«