DA den konservative kulturminister Per Stig Møller lancerede planen om en ny radiokanal som alternativ til P1, sagde han, at »samfundsstof og kulturstof måske godt kan leveres på en anden måde«. Han forklarede omhyggeligt, at det var nødvendigt med mange penge – 100 millioner licenskroner årligt for at sikre kvalitet i en privat drevet radio, der »naturligvis ikke skal udsættes for politisk indblanding«. Det er godt at huske på Per Stig Møllers formaninger nu, hvor Radio24syv snart lukker. Den sørgelige historie handler nemlig om netop frie medier og politisk magt.
ARGUMENTET for offentlig mediestøtte er i forvejen svært at løfte. Det giver sig selv. Frie medier er jo lidt mindre frie, hvis de er økonomisk afhængige af penge fra de politikere, de skal kritisere. Bedst ville det være, hvis medierne – og kunstnere og forfattere – kunne klare sig alene og dermed aldrig skulle fodres af den hånd, de bider af. Det kan bare ikke lade sig gøre i et lillebitte land, der ønsker sig en stærk og kritisk offentlighed. Derfor støttes medierne, særligt de elektroniske, økonomisk.
FOR argumentet taler det positive, at offentlig støtte kan sikre uafhængighed af kommercielle interesser og dermed en vis kvalitet. Det smalle, det kritiske, det eksperimenterende får også plads. Det giver god mening, at det var en konservativ – og ikke en liberalistisk – kulturminister, der fik ideen til den nye radiokanal: et ønske om at bryde et monopol på taleradio for at styrke den kritiske offentlighed, støttet af licensmidler. Men det er en hårfin balance, som kræver enorm standhaftighed hos politikerne. De skal dele penge ud, i dette tilfælde til en privat medievirksomhed, der har som mål at overvåge deres magtforvaltning og ser det som en æressag at vælte dem.
MEDIESTØTTEN er en besynderlig kontrakt – et afhængighedsforhold, som begge parter derpå straks skal glemme: politikerne, at de har magt til at fjerne eksistensgrundlaget for medierne. Medierne, hvor pengene faktisk kommer fra. Radio24syv har opfyldt sin del og udvirket en formidabel magtkritik, hvor politikere, eksperter, erhvervsfolk og endda kulturlivet har fået deres indflydelse gennemlyst. Radiostationen genopfandt magtkritikken i radiomediet, der i P1s forvaltning var blevet forudsigelig, lidenskabsløs og ukritisk.
DØDE 24syv efter en uværdig, arrogant politisk proces, er det tegn på, at politikerne ikke levede op til deres del af aftalen. De forstår ikke at beskytte den hårfine balance, som offentlig mediestøtte kræver. Det er endda en ren tilståelsessag: Særligt Dansk Folkeparti og Socialdemokratiet har ikke kunnet tåle den kritik, de er blevet udsat for. De andre borgerlige partier har været ligeglade. I hele forløbet har politikerne opført sig som skallesmækkende mimoser, der tror, at de kan bruge statsstøttede medier til at understøtte deres eget greb om virkeligheden. Begrundelsen for beslutningen? At den vindende DAB-kanal kan fungere for færre penge end Radio24syv. Det politisk udpegede Radio og tv-nævn medgiver, at det vil svække kvaliteten, men det betyder åbenlyst ikke så meget. Måske fordi kanalen åbent erklærer, at den vil promovere Nationalmuseet og andre offentligt støttede koncertsteder. Det ligner så åbenlyst en styret, politisk proces. De sidste års mediepolitik har gjort det langt sværere at forsvare, at der overhovedet skal gives offentlige penge til frie medier. Nogle vil glæde sig over det, men det er ikke et fremskridt. Resultatet er en svækket kritisk offentlighed. Det er mildt sagt ikke det, der er brug for i disse år.
Læs også artiklen om Radio 24syvs død: »Radiotavshed«
