Antifascisme er et begreb, alle demokrater kan støtte. Men ordet er blevet kapret af folk fra såkaldte Antifa-grupper, som sjældent har demokrati og dialogkaffe på sinde. Udtrykket kan spores tilbage til Weimarrepublikkens Tyskland, hvor Antifaschistische Aktion blev grundlagt som en Stalin-tro frontorganisation. Den kaldte socialdemokrater for »socialfascister« og anså dem for en farligere fjende end nazisterne. Det var med til at splitte arbejderbevægelsen og berede vejen for Hitler.
Dengang i 1930rne var der en profetisk person, der formulerede: »I fremtiden vil fascisterne føre sig frem som antifascister.« Det blev en rammende beskrivelse af kommunisternes strategi. De byggede under Den Kolde Krig Berlinmuren og kaldte den for en »antifascistisk beskyttelsesmur«, selv om det reelt var det modsatte – en fængselsmur for østberlinerne.
I dag er »antifascismen« atter i højkonjunktur. Det er sket i takt med højrebølgens frembrusen i Vesten. Her går Antifa-grupper direkte til værks for at stoppe ytrings- og forsamlingsfriheden, når det drejer sig om højreradikale. De uddeler i Danmark tæsk til sammenrendet omkring Rasmus Paludan og den etnonationalistiske gruppe Generation Identitær.
DET gjorde Søren Villemoes rede for i sidste uges avis, hvor det fremgik, at tæskeholdene i særdeleshed går i aktion, hvis der dukker højreradikale op i bydelen Nørrebro, som de venstreradikale aktivister ser som en slags »antifascistisk befriet zone«.
Jeg møder jævnligt det synspunkt, at Paludans flok og Generation Identitær kun smager deres egen medicin. De ville jo som de fascistoide typer, de er, selv bruge vold, hvis de var stærke nok. Og i øvrigt kan det ikke være politiets opgave at bruge så mange ressourcer på at beskytte disse højretosser, lyder argumentet.
Men man skal ikke tage fejl af, at Antifa i Danmark primært retter sit skyts mod det yderste højre. I udlandet opfatter bevægelsen alle til højre for sig selv som legitime mål. Det ser man i USA, hvor Antifa-inspirerede grupper ikke tolererer borgerlige-liberale på universiteterne og begrænser ytringsfriheden med udemokratiske aktioner. Lingvisten, den venstreintellektuelle Noam Chomsky har kaldt Antifa »en kæmpe gave til højrefløjen«, fordi deres voldelige protester gør det let at diskreditere venstrefløjen som helhed.
I Tyskland har Antifa-grupper hidtil især bekæmpet det højrenationale Alternative für Deutschland – typisk har de smadret deres kontorer, plakater og biler og forhindret dem i at holde møder. Nu har Antifa rettet skytset bredere. I Göttingen i mandags blokerede den lokale Antifaschistische Linke adgangen til en litteratur-festival. Her skulle centrumhøjre-politikeren Thomas de Maizière, der gennem mange år var en af Angela Merkels ministre, have læst op af sine erindringer. Politiet vurderede, at det var for farligt at gennemføre, efter at festivalens leder var blevet korporligt angrebet.
Det gik også hårdt for sig, da økonomiprofessor Bernd Lucke i sidste uge vendte tilbage til universitetet i Hamborg for at forelæse i makroøkonomi. Lucke havde i 2012 grundlagt Alternative für Deutschland som et euro-kritisk parti, men da indvandringskritikere overtog ledelsen i 2015, ville Lucke ikke mere. Siden forsømte han ikke at kritisere partiets fremmedhad. Det har ikke mildnet stemningen mod ham. Såkaldte antifascistiske studenter råbte forleden »nazisvin ud af universitetet!« og kastede skrald efter Lucke, der måtte opgive forelæsningerne.
DE gentagne angreb på ytringsfriheden fik onsdag den liberale næstformand for Forbundsdagen Wolfgang Kubicki til at indkalde til en debat om truslerne mod ytringsfriheden i Tyskland. »Vi må arbejde hårdt for, at meningskorridoren ikke bliver mere indsnævret, men derimod forbliver åben,« lød hans appel.
Den udenlandske udvikling kan komme til Danmark. De intolerante Antifa-grupper kan rette blikket andre steder hen, når de på Nørrebro har fået bugt med Rasmus Paludan og Generation Identitær. De næste i rækken bliver i så fald borgerlige og socialdemokratiske stemmer, som de anser for at være racister, kapitalistlakajer og klimaforbrydere. Antifa skelner dybest set ikke mellem Rasmus Paludan og en Rasmus Jarlov eller en Rasmus Prehn.
