En kænguru er ikke nem at fange. Den er overraskende hurtig, selv om de største kænguruer i Danmark er under en meter høje. Den kan også skifte retning på et splitsekund, og derfor er det næppe amatører, der er brudt ind på besøgsgården Dyrebakken foreløbig tre gange og stjålet i alt ti kænguruer.
»Det er nogen, der ved, hvad de laver. Når jeg skal fange kænguruer, skal vi være to mand og et net. De hopper sygt hurtigt og kan ændre retning nærmest 90 grader,« fortæller Charles Bach.
Han er i gang med at male væggene gule i den lade, hvor de to sidste kænguruer skal flyttes i sikkerhed: Hopla faldt ud af sin mors pung som lille (347 gram), og Charles Bachs mor, Inger Bach, bar den på maven og flaskede den op med mælk. Hver tredje time døgnet rundt. I dag er Hopla to år, Inger Bach er 77, og da hun lukker den ud af sit bur, hopper den lodret op i luften og lander på en stol. Så hopper den op på et cafébord, nærmest som en fjeder, og til sidst ned på gulvet igen.
Inger Bach deler gulerødder ud til dagens besøgende, og Hopla rejser sig på bagbenene og holder tillidsfuldt med poterne om de hænder, der fodrer den. Der er noget katteagtigt over den. Hophans er albino og hopper op ad Inger Bach som en hundehvalp. Den vil ikke klappes af andre.
»Vi har en indhegning til dem udenfor, men det har vi ikke nerver til længere. Vi er virkelig blevet rystet … Hopla, skal du nu lige vise, hvad du kan?« siger Inger Bach.
Hopla er hoppet over på en anden stol og prøver at strække sig efter nogle saltstænger, der er stillet frem.
Dyrebakken uden for Bjerringbro i Midtjylland er et lille stykke af Tillidsdanmark. Her må man klappe en kænguru, og gården har så mange dyr, at nye gæster vandrer længe omkring blandt næsebjørne og jordegern for at finde ud af, hvor man betaler. Der er gratis kaffe, marengskys og småkager, og Inger Bach kører jævnligt i bil med Hopla, når de tager på plejehjemsbesøg. Hun har drevet besøgsgården i 50 år sammen med sin mand, der sidder i kørestol. Og selv om hun ikke bruger store ord, er det tydeligt, at noget har grebet ind i deres verden.
Nervøsiteten breder sig
Det ligner et mønster: I juni 2019 slog gerningsmænd til for tredje gang hos Inger Bach. En måned efter forsvandt tre kænguruer fra en dyrehandler i Vestjylland. I efterårsferien forsvandt ni af Munkholm Zoos ti kænguruer – den sidste er »totalt stresset i hovedet«, sagde zoo-direktøren – og to dage efter forsvandt syv kænguruer fra en landsby syd for Odense. Fire blev fundet springende omkring i lokalområdet, en unge døde af kulde på jorden, og de to sidste er formentlig stjålet. Det ligner et tyveri, der gik galt. I alt er 24 dyr forsvundet, og nu holder kænguruejere i hele Danmark vejret. En klapjagt er tilsyneladende gået ind.
Tyverierne udstiller ikke blot, at der findes et sort marked for kænguruer. De viser også, at der findes et decideret kængurumiljø i Danmark. Dyrene findes som bekendt i de etablerede zoologiske haver, lokale minizooer og besøgsgårde – alle steder med hjemmesider, der reklamerer og lever af besøgende gæster. Derudover findes et ukendt antal privatpersoner, der holder kænguruer på deres egen grund. Det er ulovligt at holde de mandshøje kænguruer, men de mindre bennetts-kænguruer er tilladte, og det er den art – også kaldet wallaby – som nu er blevet jaget vildt. En ejer anslår, at op mod 200 danskere holder kænguruer, og Charles Bach kan lynhurtigt tælle 30 private ejere, han personligt kender i Jylland. Blandt andet en mand, der har 60 kænguruer.
»Du må forstå, at det var et åbent miljø førhen. Vi besøgte hinanden, men nu er det blevet meget lukket. Folk har ikke lyst til, at andre skal vide, at de har kænguruer,« siger Charles Bach.
Hopla og Hophans er blevet øretatoveret og chippet. Overvågningskameraer er sat op.
Markedet for eksotiske dyr
Tyverierne er alle uopklarede. Ifølge politikommissær Henrik Thomassen fra Viborg Politi, som modtog anmeldelsen fra Dyrebakken, står man på bar bund.
»Sagen er død. Vi fik godt nok en enkelt henvendelse om en, der havde fået en kænguru, men det viste sig at være på lovlig vis.«
– Er der ikke et mønster, når så mange kænguruer bliver stjålet?
»Det er selvfølgelig påfaldende, men jeg har helt ærligt svært ved at sige noget begavet om det. I den slags sager er vi afhængige af tip fra offentligheden, og foreløbig kan vi bare konstatere, at kænguruerne er væk,« siger Henrik Thomassen.
De bestjålede ejere, som Weekendavisen har talt med, regner med, at dyrene for længst er kørt ud af landet. Et gæt lyder på Østeuropa, andre på Tyskland, Holland eller endda Malaysia. Man skal ikke slå på mange vandrør for at finde ud af, at kænguruen befinder sig på markedet for eksotiske dyr. Og det er der penge i: Illegal handel med vilde dyr vurderes af WWF at udgøre den fjerde mest lukrative branche i verden efter narkohandel, menneskehandel og forfalskninger. Det sorte marked udgør op mod 23 milliarder dollar årligt, og Danmark er ikke fritaget for interesse. Odense Zoo fik stjålet fire hyacint-araer til omkring 200.000 kroner stykket i 2017, og samme år fik Danmarks Fugle Zoo i Tommerup på Fyn stjålet papegøjer for over 70.000 kroner. I det lys ligger kænguruer i den billige ende. De kan købes lovligt for omkring 15.000 kroner per par og er således ikke økonomisk uopnåelige. Derfor er det et åbent spørgsmål, hvorfor kænguruerne bliver stjålet.
Nogle spekulerer i, at de stjæles for kødet, men det ville svare til at stjæle en ko i stedet for at købe bøfferne. To kængurusteaks kan købes for omkring 60 kroner og er jævnligt til salg i supermarkederne.
På den anden side ryger langt billigere varer ud af landet i en lind strøm – stjålne mobiltelefoner, computere, cykler. Så hvorfor ikke en kænguru? Den har star quality, der kan smitte af på selv den kedeligste ejer. Folk, der holder kænguruer, holder ofte andre eksotiske dyr. Den 25-årige sikkerhedsvagt Zebastian Bach fra landsbyen Fangel på Fyn remser op i telefonen, hvad han ellers har gående: agutier (en stor gnaver), en kongeboa, røde leguaner, skægagamer – alle krybdyr – samt »en helvedes masse fugle«.
– Hvorfor tror du, dine kænguruer er blevet stjålet?
Pause. »Ved du, hvem Johan er?«
– Nej?
»Det er en alpaca. Han er temmelig kendt på de sociale medier. Han render rundt med kænguruer, og han var i Go’ morgen Danmark en uge før tyveriet.«
– Er Johan din alpaca?
»Ja. Jeg tror, det er der, tyvene har fået deres tip. Man kan se kænguruerne i baggrunden.«
Det viser sig, at Johan er lidt af en lokal celebrity. Den går ture på engen med sin ejer, besøger børnehaver og optræder også på Instagram. Tidligere på måneden fodrede TV 2-værten Puk Elgård Johan for rullende kameraer, og en uge senere slog gerningsmændene til.
Nu har Zebastian Bach opsat seks overvågningskameraer og et infrarødt hegn, der sender en alarm direkte til hans telefon. Det lykkedes ham at finde fire af sine kænguruer igen, mens to er væk. Zebastian Bach tror, at tyvene har fanget en hun i halen og holdt hende med hovedet nedad, så ungen er faldet ud af pungen. Den havde ikke nået at få pels endnu og var så lille, at den kunne ligge i hans håndflade, da han samlede dens døde krop op.
»Jeg ville ønske, de havde stjålet min bil i stedet. Jeg er bange for at fortælle, hvor mange kænguruer jeg har tilbage, for jeg vil ikke have stjålet flere,« siger Zebastian Bach.
Dyrehandler Arnfred Madsen i Bedsted i Vestjylland mistede to kænguruer plus en unge i sommer. I sin handel har han blandt andet: ørkenræve, sumpbævere, lamaer, kinesiske dværgvagtler, præriehunde, skruehornsvæddere, kapivarer, surikater, æsler, vaskebjørne, næsebjørne og silkeaber.
»Min fornemmelse er, at det er et organiseret bestillingsarbejde. Jeg tror, de har bedøvet dem med bedøvelsespile først,« siger Arnfred Madsen.
Han har også mistet to ædelpapegøjer fra Ny Guinea samme dag, som han havde vist nogle ukrainske kunder og deres bekendte rundt på sin grund.
»Det ser da ualmindeligt kriminelt ud.«
– Kan stjålne kænguruer blive sat til salg i Danmark, uden at det ville blive opdaget?
»Det tror jeg ikke, for det er et kæmpe samtaleemne nu. Men problemet er, at man sagtens kan påstå, at det er ens egne kænguruer, medmindre det er en albino. Alle kænguruer er næsten magen til hinanden, fordi de er brune fra naturens side. De har ingen synlige mærkninger.«
– Kunne du ikke kende dine kænguruer fra hinanden?
»Jo, men kun, fordi hannen er større end hunnen.«
Forbud mod en livsstil
Ejere af eksotiske dyr føler sig ikke kun presset af tyve. Charles Bach fra Dyrebakken ved Bjerringbro føler sig også hæmmet af politisk regulering, for i 2002 nedsatte Justitsministeriet en arbejdsgruppe, der forbød en lang række eksotiske dyr i private hjem, herunder de servaler – en afrikansk, leopardplettet kat – som Charles Bach havde investeret knap 100.000 kroner i.
»Alle vores eksotiske dyr skulle der pludselig være regler for. Undulater og marsvin var selvfølgelig undtaget, for det er hr. og fru Jensen, der har dem. Forbuddet ramte kun os, der havde lidt anderledes dyr,« siger han.
Han måtte sælge kattene til en tysk zoo, da han nægtede at efterkomme et krav om at sterilisere dem eller adskille dem, så de ikke kunne parre sig.
»Det svarer jo til, at jeg skulle kastreres og isolationsfængsles,« siger han og betragter det som en begrænsning af hans livsstil.
»Jeg fik mit første vildsvin, da jeg var syv. Til min konfirmation stod der en ged på trappen, og der var piratfisk i køkkenet. Stinkdyr var også et af mine yndlingskæledyr. Indtil det blev forbudt.«
Han fortæller, at mange ejere af eksotiske dyr holder deres dyr for sig selv. Hans bekendte har således købt en stor skov, hvor han holder 12-14 kameler, lamaer, alpacaer og kænguruer.
»Der er mange penge i den skov. Også hvide kameler, og de er dyre. Men du vil aldrig opdage det, når du kører forbi på vejen.«
Zebastian Bach fra Fyn siger ligeledes, at dyrene er en livsstil.
»Det er frihed til at vælge de dyr, man holder af. Det er en form for sjælefred at sidde blandt mine dyr på en sommerdag og se dem hoppe omkring.«
