Mit navn er Ayman Mahmoud, jeg er 13 år gammel og går i 6. klasse. Jeg elsker computerspillet PopG, at spille fodbold og at køre på scooter. Jeg kan også godt lide at være sammen med min familie. Men jeg kan ikke lide landet Libanon, som jeg bor i. Og jeg hader, når folk dør.
Min far døde for fire uger siden. Han havde det fint, indtil han pludselig fik en hjerneblødning, hvilket vil sige, at hans hjerne blev syg. Min mor ringede 112, men da ambulancen kom, trak han ikke vejret længere. Jeg savner ham – specielt om aftenen, når jeg skal sove.
Vi bor i en flygtningelejr i Libanon, der hedder Burj Barajneh. Her er både mine bedsteforældre, forældre, søskende og jeg selv født. Jeg har fået at vide, at vi er flygtninge, fordi nogen stjal vores land Palæstina for mange år siden. Nu bor israelerne der.
Der er ikke telte i vores lejr. Det er nærmere en lille by. Der er veje med biler og scootere, og alle bor i huse lavet af grå cement. Her er frisørsaloner, bagere, købmænd, restauranter og skoler. Nogle siger, at der bor 50.000 palæstinensere her, men ingen ved det helt præcist.
Morgen
Jeg skal op klokken seks om morgenen, fordi skolen starter klokken syv. Jeg sover på værelse med mine to brødre, Ayham og Amjad. Ayham er 16 år og er stoppet med at gå i skole. Nu laver han ikke noget. Amjad er 27 og arbejder på netcaféen, hvor jeg spiller computer om eftermiddagen.
Til morgenmad får jeg fladbrød med en form for yoghurtost, der hedder labneh. Min livret er burger, men det får man aldrig til morgenmad.
På vej til skole følges jeg med min lillesøster Bayan. Der brændes skrald på gaden, og bilisterne dytter meget med deres horn. Langs husmurene hænger der strømkabler, som er trukket fra hus til hus, så alle har lys og varme. Nogle steder er der så mange kabler, at man slet ikke kan se himlen for dem, og de hænger så lavt, at man skal sørge for at dukke sig. Min bror fik engang stød, fordi han kom til at gå ind i et strømkabel.
I skolen er der kun drenge, og alle er palæstinensere. Vi er 850 elever, og vi starter altid med at stå på række ude i skolegården. Det er, som om vi er får, der tælles op.
I dag har jeg arabisk, engelsk, matematik og idræt. Jeg kan bedst lide matematik. Men engelsk er også godt, for jeg vil gerne lære sprog, så jeg kan rejse væk fra Libanon. I engelsktimen i dag snakker vi om, hvordan børn i Finland går i skole. De minder meget om os. I skolen har de også frokostpause, kunst, historie og religion. Deres religion er bare kristendom.
Middag
Højdepunktet er frokostpausen, hvor vi spiller fodbold. Banen er omgivet af bænke, hvor folk sidder, og mure med flotte tegninger på, så det føles lidt som et stadion. Jeg er altid Lionel Messi, for han er min yndlingsspiller.
Nogle gange skubber de andre drenge lidt, og nogle gange siger de dumme ting. I sidste uge var der en, der sagde noget grimt om min far. Så kom vi op at slås. Det er derfor, jeg har en hudafskrabning på hagen.
Min far var sygeplejerske, og inden han døde, lovede jeg ham, at jeg også ville blive sygeplejerske. Han var også ambassadør for palæstinensernes rettigheder i lejren, og han lærte mig, at jeg skal være stolt over, at jeg er fra Palæstina.
I Libanon er de ikke interesseret i, at vi palæstinensere bliver en del af deres land. Det er derfor, at vi bor i vores egne byer og går i vores egne skoler. Jeg har også fået fortalt, at der er 75 forskellige jobs, som jeg ikke må arbejde i, når jeg bliver stor, fordi jeg er palæstinenser.
Det eneste gode ved det her sted er vejret, for det er altid varmt. Jeg kan ikke lide libanesere, og jeg vil gerne rejse ud af Libanon sammen med min familie. Min tante bor i Danmark, og jeg tror, det er et dejligt land, hvor folk bliver respekteret.
Eftermiddag
Jeg får fri fra skole klokken 13 og skynder mig direkte hjem for at spise frokost med min søster og mor. Efter min fars død må min mor ikke forlade huset i fire måneder. Fremmede mænd må heller ikke besøge os og se hende. Hun skal sørge, siger vores muslimske tro.
Vi får penge fra nødhjælpsorganisationer og FN, fordi vi er flygtninge. Derudover er det min storebror Amjad, der skaffer penge til familien. Han arbejder 11 timer om dagen på netcaféen og tjener omkring 400.000 libanesiske lira om måneden (det svarer til cirka 2000 danske kroner).
Jeg kommer der hver dag for at spille mit yndlingscomputerspil: PopG. Det går ud på, at man bliver kastet ned på en ø fra et fly sammen med alle sine venner. Så skal man finde våben og dræbe de andre. Man kan også køre i militærvogn. Øen bliver mindre og mindre, og den, der er tilbage til sidst, har vundet.
Jeg har prøvet at vinde mindst 25 gange. I dag taber jeg. Nogle i netcaféen spiller om penge, men det må jeg ikke på grund af min religion.
Aften
De fleste i Burj Barajneh kører scooter. Mig og mine brødre har også en, og jeg elsker at køre på den. Når jeg er helt træt i hovedet af PopG-spillet, fræser jeg rundt. Jeg har kørt scooter, siden jeg var ti, og har lært mig selv, hvordan man gør. Min mor bryder sig ikke om det, for jeg faldt engang og fik et stort ar på benet, som man stadig kan se i dag.
Klokken 17 skal jeg være hjemme igen, for der får jeg privatundervisning i engelsk. Min familie håber, at jeg kan få en god uddannelse som sygeplejerske, så jeg kan tjene penge til os. Men jeg er bekymret for, hvor længe vi har råd til, at jeg kan fortsætte i skole.
Klokken 20 går jeg i seng, men jeg har svært ved at sove, fordi jeg tænker på min far.
Nogle gange ville jeg ønske, at jeg var ligesom Aladdin og havde en lampeånd med tre ønsker. Så ville jeg ønske, at jeg kunne rejse ud af Libanon sammen med min familie. At jeg kunne blive sygeplejerske. Og at jeg kunne få lov til at svømme rigtig meget.
Jeg elsker at svømme. Men nu når jeg tænker nærmere over det, vil jeg måske hellere have en masse penge, end jeg ville svømme hele tiden.
Hvem ejer landet?
Efter Anden Verdenskrig, hvor mange millioner jøder blev slået ihjel i Europa, blev det i 1948 besluttet, at staten Israel skulle oprettes, så jøderne kunne leve i sikkerhed. Israel skulle ligge i et landområde i Mellemøsten, omkring byen Jerusalem. Her havde det jødiske folk engang haft deres rødder, men var blevet drevet ud.Siden da havde et arabisk folkefærd bosat sig i landet, som de havde navngivet Palæstina. Spørgsmålet om, hvem der havde mest ret til landet, udviklede sig til blodige konflikter.
Mange palæstinensere flygtede i krigens kaos – for eksempel til nabolandene Jordan, Libanon og Egypten. De regnede med, at de kunne komme hjem til deres huse efter nogle uger eller måneder. Men nu er der gået 71 år, og der er stadig ikke sluttet fred mellem israelerne og palæstinenserne.
Barn i en flygtningelejr
Mere end halvdelen af klodens 26 millioner flygtninge er børn, anslår FN. I Libanon, hvor Ayman bor, er der flere palæstinensiske børn i lejre, end der bor mennesker i Odense. Det er kun omkring halvdelen af børn i flygtningelejre, som kan gå i skole. Uddannelse er ellers den bedste måde at sikre, at børnene kan få et bedre liv, når de vokser op og forlader lejren.
En lys fremtid?
Nogle flygtningebørn har fået stor succes.
Nadia Nadim kom til Danmark som flygtning fra Afghanistan, da hun var 12 år. Hun har læst til læge, men er kendt for at være professionel fodboldspiller for det danske landshold og Paris Saint-Germain.