Kåre Fog, biolog og forfatter. Han er indehaver af bloggen kønsdebat.dk.
Er der for dårlige vilkår i Danmark for transkønnede? Bør vi med moralsk opbakning og med udvidet lovgivning gøre mere for at lette livet for de transkønnede? Det er ikke nogen given sag. Mange har som rygmarvsreaktion, at de transkønnede nok er blevet behandlet dårligt i fortiden, og derfor skal vi i dag sige undskyld ved at give dem al den opbakning, de beder om. Nogle forestiller sig nok, at der udspredes had og chikane fra højreekstremistiske kældermennesker. Men måske er det nærmest omvendt.
Siden årtusindskiftet er bevægelsen for opbakning til transkønnede taget meget til, godt hjulpet af internettet. Dette har særlig ramt teenagepiger. Mange 13-15-årige piger er kede af deres krop. De har svært ved at finde sig til rette i den nye rolle, der forventes af dem. Nogle får en aha-oplevelse ved at se videoer på nettet om andre piger, som finder ud af, at de i virkeligheden indeni er drenge, og som løser deres indre konflikt ved at skifte køn.
Der er internet-sider, der prøver at fange usikre piger ind med påstande om, at hvis de føler det tungt at komme igennem dagen, eller de ikke kan se meningen med livet, så er det tegn på, at de er transkønnede. Internettet giver dem råd om, hvordan de skal fare frem – hvad de skal sige til forældrene, hvad de skal sige til lægen, hvilken hormonbehandlng de skal forlange og så videre. Ofte er pigerne med i en venindegruppe, hvor en eller flere erklærer sig som transkønnet, og her lægges et pres på gruppens øvrige piger – hvis de ikke anerkender det, er de transfobiske, og hvis de ikke selv erklærer sig som transkønnede, bliver de presset ud af gruppen. Gruppepres får mange piger til at melde sig som transkønnede. Det antal, der gør det, er i mange lande næsten 50-doblet eller mere på få år.
Et af de råd, pigerne får på internettet, er, at de skal tale om risikoen for selvmord. Statistisk set begår transkønnede selvmord langt oftere end andre. I en svensk undersøgelse lå hyppigheden af selvmord blandt transkønnede 20 gange over den øvrige befolkning. Det bliver brugt som følelsesmæssig afpresning – over for forældre, over for sociale myndigheder og så videre.
Hvilken forælder kan stå imod, når datteren siger: »Vil I virkelig risikere, at jeg begår selvmord, fordi I ikke vil acceptere, at jeg skifter køn?«
Læs også: Hvad gør man, hvis ens søn viser sig at være ens datter? – »Mere end bare en leg«
Ganske vist er det sådan, at den 20 gange forøgede hyppighed af selvmord gælder for personer, der har skiftet køn; men det glemmer man at nævne. Faktisk er selvmordshyppigheden høj både før og efter kønsskifte. Noget af det skyldes indre problemer – mange transkønnede har psykiske lidelser og diagnoser, eksempelvis autisme. Men noget skyldes også sociale problemer, og ved at skifte køn vil den unge netop ofte få større sociale problemer. Nogle unge får det meget værre, med forældrene, med kammeraterne, med skolen og så videre, hvis de skifter køn.
Også på mange andre måder bliver der lagt et pres. Der eksisterer i udlandet meget aktive lobbyorganisationer for transkønnede. De har formået at få en af verdens førende forskere, canadiske Kenneth Zucker, fyret fra sit job og at få hans klinik nedlagt.
Zucker viste i sin forskning, at ud af de mindreårige børn, der selv mener at være født i det forkerte køns krop, er det typisk omkring 80 procent, der vender tilbage til at føle sig som deres eget køn, når de kommer i puberteten. Al anden videnskabelig forskning af samme emne giver samme resultat. På den basis anbefaler Zucker, at man venter og ser, hvordan barnet udvikler sig, inden man tager beslutning om kønsskifte. Denne vent-og-se-strategi har gjort translobbyen vred, og i deres vrede lykkedes det dem at få Zucker fyret. Disse mennesker har en ganske bestemt dagsorden – en dagsorden om, at så mange personer som muligt skal skifte køn så tidligt som muligt i livet. De har råbt så højt, at de får politikere og lægemyndigheder til at overse de mange forskeres konklusion om, at det er bedst at vente.
Translobbyen har også formået at stoppe anden forskning. En engelsk forsker, James Caspian, ville udføre et projekt om personer, der fortryder kønsskifte. Hans universitet nægtede ham at udføre forskningen, fordi de forventede, at translobbyen ville gennemføre en smædekampagne ikke blot mod forskeren, men mod hele universitetet.
En forsker ved navn Michael Bailey, psykologiprofessor ved Northwestern University, som skrev om fortolkning af, hvad der motiverer mand-til-kvinde-kønsskifte, fik virkelig translobbyen at føle. Hans kolleger fik henvendelser om, at han var alkoholiker og burde fyres. Der blev oprettet en omfangsrig internetside, hvis formål var at få forskeren fyret. Han blev beskyldt for at have opdigtet data, for at praktisere uden tilladelse og for at have haft sex med en af sine klienter. Der blev lagt pornografiske billeder op af hans børn, og han blev beskyldt for at have dyrket analsex med sin datter. Der var også chikane mod hans ekskone, hans kæreste og hans venner. Mange journalister refererede anklagerne ukritisk, og manden blev fremstillet i pressen som ”Dr. Sex”.
De få andre forskere, der har turdet modsige translobbyen, har også været i shitstorm. Langt de fleste forskere med indsigt i emnet tør ikke tale åbent om det af angst for at få deres karriere og tilværelse ødelagt. Det betyder, at når translobbyen kommer frem med ønsker og påstande, så er der meget få, der tør modsige dem; sundhedsmyndigheder og politikere får det fejlagtige indtryk, at ingen rigtig modsiger påstandene.
Tilsvarende shitstorme rammer eksempelvis læger eller personer, der har fortrudt kønsskifte. Det betyder, at alle tier stille, næsten ingen tør stille sig frem, og translobbyen dominerer hele diskussionen. Det er folks rædsel for at blive ramt af smædekampagner, der gør, at dagsordenen om transkønnede udvikler sig så skævt, som den gør.
I april i år kom der på svensk tv (SVT) en film med titlen »Tranståget och tonårsflickorna«. Den er usædvanlig ved, at et antal personer, som har fortrudt kønsskifte, står frem og fortæller. Flere af dem gør det anonymt, da de frygter for smædekampagner, hvis de står frem med navn. Navnet ”transtoget” hentyder til, at når først en teenagepige har meldt sig til kønsskiftebehandling og ”stiger på toget”, så kan hun ikke stå af igen. Først kommer behandling med stop-hormoner, som sætter puberteten i stå. Blandt andet bremses knoglevæksten, og knoglerne bliver mere skøre. Men det afhjælpes af næste trin, som er, at hun i en alder af 16 år begynder behandling med testosteron. Der er bare det ved det, at testosteronet gør hende permanent steril. Hun vil ofte få opereret brysterne væk, og i en alder af 18 år kan hun få opereret vagina væk og få skabt noget, der er en slags kunstig penis. Når først hele den proces er sat i gang, kan hun vanskeligt sige fra.
De, der fortryder, gør det typisk i en alder af cirka 22 år, fire-fem år efter operationen. På det tidspunkt er de psykiske teenageproblemer forsvundet, og motivationen for kønsskiftet er der ikke længere. Men toget er kørt, og pigen vil resten af livet gå rundt med en dyb herrestemme.
Translobbyen presser hårdt på for, at alt dette skal ske så tidligt som muligt. Nogle steder, især i USA, får piger helt ned til 11 år hormonbehandling, som gør dem sterile. Man presser på for, at ethvert mindreårigt barn, der udtrykker modvilje mod sit køn, kommer i terapi, som forbereder det til senere kønsskifte. Nogle fagorganisationer er overtaget af translobbyen og giver myndighederne indtryk af, at tidligt kønsskifte er forsvarligt. Og myndighederne giver gradvis efter og tillader mere og mere.
Samtidig søger man at koble alle de personer af, der kunne modsætte sig kønsskifte. Teenagepiger får på nettet råd om at lyve for forældrene eller købe hormoner på nettet uden forældrenes vidende. I Sverige arbejder regeringen nu med et lovforslag, hvor personer ned til en alder af 15 år kan få irreversibel kønsskiftebehandling uden forældrenes vidende.
Det, der springer i øjnene i dag, er, at vi andre, ciskønnede (os, der identificerer os med det køn, vi blev tildelt ved fødslen), presses til at indordne os under de transkønnedes krav – ikke omvendt. Vi ser, at bevægelser fra Canada, USA og Storbritannien vælter ind over os, bevægelser for, at sproget skal ændres efter deres krav, og mere alvorligt, at vi presses til at gøre det muligt, at flest mulige personer ”stiger på transtoget” og gør sig selv sterile.
Hele spørgsmålet er meget kompliceret, og det ovenstående giver kun et lille indtryk af, hvad der er på spil. Det bygger på meget kildemateriale, og jeg kan ikke fremhæve nogle få kilder frem for andre.
Danske politikere synes at være åbne for ideen om at sænke aldersgrænsen for juridisk kønsskifte helt ned til seks år. De skal tænke sig meget grundigt om, inden de tager det skridt, og være varsomme med at tage informationer fra translobbyen for gode varer.
Dette er en kronik og udtrykker derfor alene skribentens holdning. De kan indsende forslag til en kronik på opinion@weekendavisen.dk.
