Der er i løbet af få måneder opstået bred politisk enighed om, at det danske udslip af CO₂ og andre drivhusgasser som metan og lattergas skal være 70 procent lavere i 2030 end i 1990 og ikke blot 40 procent mindre, som Danmark i forvejen var forpligtet til gennem EU.
Klimarådets formand, Peter Møllgaard, har udtalt til bladet Ingeniøren, at skal målet nås, vil det medføre »den største ændring af det danske samfund i efterkrigstiden«.
At det bliver en gigantisk opgave at reducere med 70 procent frem til 2030, fremgår også af det såkaldte Emissionsregnskab 2018, som Danmarks Statistik udsendte forleden, og af Klimarådets rapport fra sidste uge, Rammer for dansk klimapolitik.
Emissionsregnskabet viser, at fra 1990-2018 er udslippet faldet fra 71 til 48 millioner tons CO₂ (omregnet til CO₂-ækvivalenter, hvor metan og lattergas også er medregnet) eller 35 procent. I løbet af de næste 10-11 år skal der ske cirka samme reduktion som i de foregående 30 år. I 2030 skal udledningen være bragt ned fra 48 til cirka 21 millioner tons.
Tallet på 48 millioner tons i 2018 er opgjort efter de principper, som er opstillet af FN/IPCC, og som ligger til grund for Kyoto-aftalen og senest Paris-aftalen, og som også bruges internt i EU, nemlig at der er tale om det udslip, der finder sted på dansk territorium.
Det er udslippet opgjort på denne måde, politikerne vil skære med 70 procent, og hvor den nemme del – omstillingen af de el- og varmeproducerende kraftværker fra kul og gas til vind, sol og biomasse – har sikret størstedelen af den reduktion, der er sket siden 1990.
Læs også Morten Messerschmidts kronik: »Klimakamp er frihedskamp«
MEN udslippet kan også opgøres på andre måder. Reelt er udslippet langt større, fremgår det – som det ses af grafen – af Danmarks Statistiks emissionsregnskab.
FNs principper omfatter nemlig ikke udslip af CO₂ fra biomasse som træ og halm. Når det brænder, medfører træ ellers en lige så stor CO₂-udledning som kul – faktisk mere, hvis det omdannes til træpiller og skal sejles til Danmark langvejsfra – og det medfører mere end dobbelt så stor udledning som for naturgas for samme brændværdi. Derfor er der efterhånden opstået en diskussion om, hvorvidt satsningen på biomasse nu også er så klimavenlig, selv om CO₂-udledningen fra træ og anden biomasse dog indgår i et kredsløb i modsætning til kul, olie og gas. EUs 2020-mål har imidlertid fået importen af træpiller fra resten af verden til indfyring i Europas kraftværker til at eksplodere.
Men Danmarks Statistik medregner altså CO₂-udslippet fra biomasse i det danske klimaregnskab, og det er steget enormt – fra 4 millioner tons i 1990 til 19 millioner tons i 2018. Den store stigning afspejler blandt andet, at elværker og varmeværker et langt stykke ad vejen har udskiftet deres kul- og gasfyrede fyrede kedler med biomassekedler.
I klimaregnskabet medregner Danmarks Statistik ikke bare udledningen fra biomasse. Rådet medregner også udledning af CO₂, som ikke er omfattet af FNs og EUs måde at opgøre udledningen på. Det gælder udledningen fra danske skibe, fly og lastbil i international transport. Denne udledning er steget fra ti millioner tons CO₂-ækvivalenter i 1990 til ikke mindre end 41 millioner tons i 2018. Men også denne udledning ser danske politikere bort fra i 70-procentsmålet. Dog ikke, når det gælder flyrejser, som nogle partier vil pålægge en afgift.
Læs også om »det mest effektive våben i klimakampen«: »Plant et træ og fæld det. Gentag.«
MEN der er fjerde måde at lave klimaregnskab. Man beregner, hvor meget CO₂-indholdet er i det forbrug og de investeringer, der foregår i Danmark og er knyttet til ikke bare dansk produktion, men også importerede varer.
Det er en kompliceret beregning, og den kan kun laves med flere års mellemrum. Danmarks Statistik har til brug for denne artikel lavet et udtræk fra World Input-Output Database, som viser, at den danske udledning i 2011 var 77 millioner tons opgjort ud fra produktionen i Danmark og knap 88 millioner tons CO₂ opgjort efter danskernes forbrug. Det er imidlertid noget, som der arbejdes meget på i disse år. Lande i EU, specielt Frankrig, har i flere år har talt for at lægge en afgift på importvarer fra tredjelande, som det har krævet megen CO₂-udledning at producere. Den afgift handler samtidig om at undgå, at energikrævende europæisk industri flytter produktionen til Fjernøsten.
Det gør den totale danske CO₂-udledning betragteligt større, hvis man medregner CO₂-udledningen fra produktionen af de biler, vi kører rundt i, de telefoner, vi bruger, eller det tøj, vi går i. Hvis det talte med, er det ikke sikkert, statsminister Mette Frederiksen – og tidligere Lars Løkke Rasmussen – ville bryste sig så meget af, hvor langt Danmark er nået med sin CO₂-reduktion, når de er på konferencer i udlandet.
