Debat. Man mærker kolonitiden spøge i Klaus Wivels leder om børns vilkår på Grønland.

Respektér Grønland

 

Af Mikael Hertig, tidligere embedsmand i Grønland

Klaus Wivels leder om Tasiilaq er kun den seneste i en strøm af deskriptive statements eller nyhedsformidlende, stort opsatte artikler om byen med de mange misbrugte børn.

Der er meget godt i lederen, og der er meget nyt. Men det nye er ikke godt, og det gode er ikke nyt. Det nye er en slags underlig forklaring på, hvorfor »vi« (det vil sige danskerne) ikke »gør noget«. Forklaringen er koloniskamfuldhed. Vi (Danmark) skulle have »gjort noget«, men den bemeldte koloniskamfuldhed har holdt »os« (danskere) passive. Det gode er, at opmærksomheden henledes på emnet, for det skal ikke bortforklares. Men det er ikke nyt.

Denne nye udgave af den hvide mands byrde skræmmer. Hvorfor er vi (danskere) ikke kommet bare lidt videre? Havde Wivel spurgt de to grønlandske folketingsmedlemmer, så ville han kunne have set to forskellige forklaringer på det ret store problemkompleks, der handler om identitetsløshed, fortvivlelse, selvmord, spiritus- og hashmisbrug, pædofili og vold, der ses i Grønland.

Havde Wivel spurgt MF for Siumut Aki-Matilda Høegh-Dam, ville svaret nok være gået i retning af, at der er tale om et mønster, der ses i alle egne, hvor der bor oprindelige folk. Mønstret genses overalt i disse samfund, hvor de oprindelige folk er hægtet af det moderniserede samfund. Det gælder inuitter i Canada og Alaska, indianere i reservater i Amerika og aboriginer i Australien. Her er der nærmest tale om en konstatering, men forklaringen er til en vis grad ukendt. Imidlertid er det nærliggende som her antaget at forestille sig, at tidligere fangere, der flytter til en moderne by med boligblokke og fjernsyn, er vildt fremmedgjorte. Dertil kommer fangerlivets spontankultur. Dagens handlinger bestemmes af et kig ud ad vinduet, ikke af arbejde, der planlægges et år frem.

Havde Wivel spurgt MF for IA Aaja Chemnitz Larsen specifikt om seksuelt misbrug af børn, ville hun som tidligere børnetalsmand have været forsigtig, fordi hun er mere i tvivl om, hvorvidt børns oplæring i seksualitet hos inuitter er sket efter andre mønstre, end hvad der gælder i dagens Danmark. Jeg har fundet lidt belæg for den påstand hos tidligere strafferetsprofessor Vagn Greve, der i en bog Træk af kolonistrafferettens historie refererer opfordringer til at fare med lempe over for lokale skikke.

Læs også artiklen om de mange anmeldelser om seksuelt misbrug af børn og unge i den østgrønlandske by Tasiilaq: »En anden normalitet«

Bemærk, at forklaringerne ikke udelukker hinanden. De sociale problemer har også med andet end sex at gøre. Personligt ser jeg dem i en identitets- og fattigdomskrise, som rammer den nederste tredjedel af den grønlandske befolkning som en konsekvens af den egentlige kolonitid og af danificeringsperioden 1953-75. Det er Grønland, der i det lange løb skal tackle opgaven. Jeg er dansker og vil ikke bestemme grønlandsk økonomisk politik. Men privat går den nok i retning af en målrettet indsats med større skatteindtæger og mere økonomisk omfordeling. Tilbage til sagen. Da Grønland i 2013 inviterede Danmark til at deltage i en forsoningsproces, sagde regeringen nej tak. Nej tak til at deltage i et udredningsarbejde med henblik på større gensidig respekt og forståelse.

Uden dansk vilje til i fællesskab med grønlænderne at definere problemet risikerer Danmark igen i den bedste mening at skabe flere problemer, end vi løser. For det er ikke den tidligere kolonimagts danske opfattelse af op og ned, der er brug for. Hverken i Tasiilaq eller ved de grønlandske kyster. Det er en hjælp til grønlandsk selvhjælp.

Skal man hjælpe eller støtte, skal det ske på grønlandske betingelser. Vi har lavet alt for mange ulykker i den bedste mening. Vi har ikke brug for mere Hvid Mands Byrde, vi bør vise respekt. Og så kan vi (danskere) først yde hjælp. Forståelse er en rejse ind i en andens land.

Dette er et debatindlæg og udtrykker derfor alene skribenternes holdning. De kan indsende forslag til debatindlæg på opinion@weekendavisen.dk.

 

Læs også Klaus Wivels leder om Tasiilaq: »Rigets børn«

Hør også folketingsmedlem Aaja Chemnitz Larsen i En time med Weekendavisen: »Grønland burde være nationalt katastrofeområde«