Skovrydning
Kurt Ramskov Laursen, aktiv i Danmarks Naturfredningsforening
Den brasilianske præsident Bolsonaro fører en politik, der opfordrer til afbrænding af regnskoven, samtidig med at han skærer ned på miljømyndighederne, hvilket har vakt opsigt internationalt. Som man kunne læse i Weekendavisen #36 giver dette ham opbakning hos de fattige skovarbejdere, der får arbejde, og de rige jordejere, der kan tjene på naturværdierne og bruge arealerne til kvægbrug. Resultatet er naturligvis en reduktion af arealet med vild natur i Brasilien og et fald i biodiversiteten. Internationalt har der været kritik af denne politik og tilbud om penge til at stoppe afbrændingen, men Bolsonaro har afvist og blandt andet sagt, at vi kunne bruge pengene på at bevare vores egen natur. Og måske har han en pointe.
Formentlig går det i Brasilien i første omgang ud over de lettest tilgængelige arealer, og man forbigår de »besværlige« sumpede og bjergrige områder.
Kunne man forestille sig en endnu mere ekstrem politik, hvor regeringen gav tilskud til at behandle de besværlige områder, så man kunne få flere fattige skovarbejdere i beskæftigelse og dermed »afvikle« de resterende naturområder? Og at man gav statsligt tilskud til fortsat kvægbrug, når jorden er blevet udpint og ikke længere kan give noget afkast? Det er næppe utænkeligt, da det sikkert ville styrke opbakningen til ham blandt modtagerne af støtten.
Hvis det lyder som et rædselsscenarie, så må man håbe at Bolsonaro ikke besøger Danmark og lader sig inspirere. Det er nemlig i grove træk den måde, hvorpå Danmark har forvaltet sin natur de sidste hundrede år. I perioden 1940-70 ydede staten store tilskud til at få ikke-dyrket jord, det vil sige natur, under plov, og det gik især ud over vådområder som moser og enge, der krævede for eksempel diger og grøfter. Initiativet blev primært iværksat for at skaffe beskæftigelse til arbejdsløse. De tabte naturværdier i disse 10-15 % af Danmarks areal bekymrede kun få sig om. Mange af projekterne var fiaskoer, da det »indvundne« landbrugsland ikke viste sig dyrkbart eller gav meget ringe udbytte. Nogle af projekterne er blevet rullet tilbage efter 1970 ved, at staten igen har kastet millioner ind for at genskabe de oprindelige eller tilsvarende naturområder, dog med den smertelige erkendelse, at mange af de arter, der forsvandt, ikke sådan lige kommer igen, og at visse naturtyper som moser desværre ikke kan genskabes. Mange af områderne dyrkes midlertid stadigvæk, og dette sker alene, fordi der gives offentlig finansieret hektarstøtte, da der reelt intet overskud er ved dyrkningen.
Disse tiltag er en af de væsentligste grunde til, at biodiversiteten i Danmark har været i frit fald siden midten af sidste århundrede og fortsat er det. Man skal holde sig for øje, at det koster penge at have biodiversitet, fordi man må afsætte tilstrækkeligt store arealer til naturen, hvorfra der ikke længere kan høstes udbytte. Om man vil have stor biodiversitet med mange arter, er altså reelt en politisk beslutning. Vælger man, at biodiversitet er ligegyldigt, vil det formentlig ikke gå ud over velfærdsniveauet, heller ikke selv om vi endte med de under 100 arter, som vi bruger i land- og skovbrug.
Konsekvenserne vil blot være, at man skal være parat til at fortælle sine børn og børnebørn, at de vil arve et land, hvor naturen er nedprioriteret, og antallet af arter er langt mindre, end man selv har oplevet, så naturoplevelser kræver en udlandstur. Desuden kan beslutningen ikke fortrydes, i hvert fald ikke med kort tidshorisont. Al erfaring peger i retning af, at den udryddelse af arter, som vi har forårsaget på få årtier, vil det for særligt tilpassede arter tage naturen århundreder eller længere tid at genskabe – hvis vi lod naturen herske igen.
Den hidtil førte politik signalerer altså, at vi i Danmark ikke mener at have råd til biodiversitet. Den nye regering blev valgt med løfter om at gøre noget ved biodiversiteten. Det første lille tiltag kunne jo være at stoppe »blødningen«, så det offentlige ikke længere økonomisk støtter dyrkning af urentable områder.
Omverdenen bør reagere på Bolsonaros naturpolitik i Brasilien, men ved en mindre kritisk og mere ydmyg tilgang, hvor vi delagtiggør ham i vore erfaringer med konsekvenserne af vor egen rovdrift på naturen. Realistisk set må vi nok forvente, at brasilianerne udnytter hovedparten af de naturværdier, som deres land byder på, når vi kigger os selv i spejlet og ser på den rovdrift, vi selv har drevet på naturområder, fiskebestande og råstofopgravning, der ofte først er blevet begrænset eller stoppet, når der er sket et kollaps. Vi kan heller ikke forvente, at andre vil bruge penge på at bevare biodiversiteten, når vi ikke selv vil. Det eneste, der formentlig reelt kunne begrænse ødelæggelsen af regnskoven, er, hvis vi eller andre er villige til at betale mere for bevarelsen, end der kan hives ud ved kortsigtet ødelæggelse.
Læs også artiklen »Plant et træ og fæld det. Gentag«
Piketty
Martin Lund Trinhammer, kandidatstuderende i psykologi på Københavns Universitet
Tusind tak til redaktionen for de fremragende interviews, der bringes uge efter uge. Imponerende er det, at I har så gode muligheder for at få aftaler i hus med nogle af verdens førende forskere. I WA #39 var det ingen ringere end Thomas Piketty, som fik lov til at udtale sig.
Jeg mener dog, at Piketty i sin udtalelse om, at »økonomisk ulighed ikke er en normal tilstand«, overser en hel del relevant forskning, der gør hans udtalelser lidt mangelfulde. Hvad jeg helt konkret vil gøre opmærksom på, er, at der findes fornuftig forskningsmæssig evidens for, at både børn og voksne gerne tolererer en stor grad af økonomisk ulighed, så længe uligheden er medieret af en ”fair” mekanisme, f.eks. indsats eller sågar tilfældighed. Dette centrale begreb om fairness overses konsekvent af professorer og meningsdannere inden for ulighedsområdet, selvom Steven Pinker redegjorde ganske nuanceret for det i sin bog Enlightenment now, anmeldt af Flemming Rose i WA #1 2018.
Min pointe med at fremhæve fairness-begrebet er, at Piketty heri kan finde forklaringen på, hvorfor Benoît Hamon fik tæv i 2017, og hvorfor der generelt ikke virker til at være kæmpestor folkelig opbakning til en radikal omkalfatring af hele det økonomiske system: Folk synes grundlæggende, at de mekanismer, der fordeler ressourcer, er fair, hvorfor der dårligt er grund til at gøre oprør.
Dråber i havet
Naja Bertolt Jensen
Strandgade 2
4000 Roskilde
Når Danmarks betydning for klimaet, eksempelvis i Debatten, omtales som »en dråbe i havet«, bliver den enkelte forbrugers mulighed for indflydelse fuldkommen undermineret.
Når vi står i supermarkedet og skal vælge, hvad vi har lyst til at spise til frokost, er der flere faktorer, som spiller ind – eksempelvis vaner, lyst og økonomi. Men de valg, vi træffer, er langtfra ligegyldige. I Skandinavien er vi så privilegerede, at vi har mulighed for at påvirke det globale marked gennem de valg, vi træffer i dagligdagen.
Det er nemt at glemme, hvorfra eksotiske frugter kommer, og hvordan de er nået frem til det lokale supermarked.
Eksempelvis er avocado blevet »det grønne guld«. Lige nu har karteller i Mexico sat sig hårdt på avocadoindustrien, da blandt andre vi her i Skandinavien nyder den eksotiske grønne frugt og medvirker til at skabe enorm efterspørgsel. Dette har resulteret i, at avocadosektoren er blevet en »billion-dollar industry«. For nylig blev 19 mennesker likvideret og udstillet af Jalisco New Generation-kartellet som et statement over for en rivaliserende gruppe, som gerne ville vinde terræn over avocadohandlen.
Men tænker vi over dette, når vi står og skal vælge vores avocado?
Eller kigger vi kun på, om de er frokostegnede eller på tilbud?
Fiskeriet er et andet eksempel. Når man står ved hylden med konserves og kigger på etiketten, hvorpå der står “tunfisk”, skaber dåsen ikke associationer til ødelæggende fangstmetoder og fiskere, som arbejder i døgndrift under ringe kår. Men i fiskeriet finder alt lige fra menneskehandel, slaveri, mord på åbent hav, ulovligt fiskeri og udryddelse af visse dyrearter sted, og vi er med til at bestemme, om vi vil støtte dette eller ej, hver gang vi træffer et valg i supermarkedet.
Det er et stort ansvar, og vi har brug for let adgang til viden, så vi kan træffe valg på et oplyst grundlag. For har vi ikke i Skandinavien en individuel forpligtelse til at påtage os ansvar som forbruger – også selvom dette måtte betyde, at vi skal være villige til at træffe nogle andre valg og måske vælge andre varer end dem, vi plejer at kaste ned i kurven på vores vante indkøbsrunde?
Jeg ville ønske, at dette blev italesat mere, og ikke bagatelliseret som »en dråbe i havet«.
Tasiilaq
John Havn Eriksen
Pensioneret overtandlæge i Grønland specialtandlæge
I WA den 27. september kommer man igen – på forsiden(!) – ind på de mange seksuelle overgreb på børn i Tasiilaq i Østgrønland. Og nærmest i en bisætning nævner man, at alkohol skulle ligge bag mange af overgrebene.
I 1967 landede jeg om foråret på isen ud for Scoresbysund, hvor jeg så var udsendt tandlæge til ultimo juli, hvor det første skib ankom fra Danmark, og det første, som gjorde indtryk, var slædeturen til sygehuset, hvor jeg skulle bo og virke. Og det første, jeg fik at vide, var, at spiritus var rationeret, så »Der var 20 points pr. mand pr. måned« = 20 pilsnere/1 flaske spiritus eller 2 flasker vin – og selv for en ung mand som mig var det en meget lille ration (prøv lige at tælle efter).
Resultatet: Når pointene blev frigjort et par dage efter månedslønnen, havde lægen på stedet og jeg travlt med nål og tråd for at reparere småskader, der kan komme i kølvandet på 20 pilsnere.
Men så var der fredfyldt i 30 dage, til næste forsyning blev tilgængelig.
Senere oplevede jeg som cheftandlæge på tjenesterejse til netop Tasiilaq, at der var komplet stop for salg af alkohol! Og ja – en smukkere, mere fredfyldt by skulle man lede længe efter.
Jeg oplevede også senere i Nuuk, at man havde rationeringsmærker, som skulle benyttes til køb af alkohol!
Der må m.a.o. have været nogle kloge m/k’ere, der indså, at alkohol ikke var lige det, man havde brug for i Grønland! Hvor er de kloge personer henne i dag?
Som bekendt kører der for tiden en debat i Danmark om prisen for cigaretter, og alle normalt begavede mennesker kan se, at prisen skal have et ordentligt spark opad, for at det skal have nogen effekt – så på den ene eller anden vis har tobakslobbyen i Danmark så stor magt, at der ikke sker noget særligt med priserne – og jeg tror ikke, at Mette Frederiksen eller alii har et lækkert sommerhus stående kvit og frit på Ibiza – men er der nogen derude, der kan fortælle mig, hvad det egentlig er, der sker?
Og ligeledes: Hvad er den egentlige grund til, at man ikke kan fjerne/begrænse alkohol, som er et reelt giftstof i Grønland?
Plastik
Bonnie Colville-Ebeling
Teglholm Alle 9h, 1tv
2450 København SV
Pernille Stensgaard skriver i WA 20. september i artiklen »Fy!« om vores forbrug af plastik, at sandheden hele tiden rykker sig. En dansk undersøgelse fra DTU Miljø og Miljøstyrelsen har vist, at en mulepose af bomuld skal bruges 7.100 gange, før den skader ozonlaget mindre end en plastikpose på grund af det omfattende forbrug af vand, der er forbundet med dyrkning af bomuld. Til gengæld viser en rapport fra EU-Kommissionen, at bomuldsposen kun skal bruges 131 gange, før den er bedre end plastikposen ud fra et miljømæssigt perspektiv. Men de to tal kan ikke sammenlignes, da de førstnævnte beregninger beror på danske forhold som udgangspunkt, mens de sidstnævnte beregninger beror på europæiske forhold som udgangspunkt.
Ifølge samme rapport er forurening med plastikposer ikke et problem i Danmark, da de stort set alle sammen havner på forbrændingsanlæg efter at have været brugt og ikke som skrald i naturen. Derfor skal en mulepose af bomuld benyttes 7.100 gange i Danmark, før den er en mindre miljømæssig belastning end en plasticpose. Til gengæld er forurening med plastikposer et stort problem i EU, hvor man i samme rapport kan læse, at plastikposer bruges i enorme mængder, ofte kun én gang, og gives væk gratis i mange supermarkeder. Dette kombineret med mindre effektiv affaldshåndtering og -afskaffelse betyder, at rigtig mange plastikposer havner i naturen efter endt brug, hvorfor man som europæer »kun« skal bruge sin bomuldspose 131 gange, før den er en mindre miljøbelastning end plastikposen.
Altså hjælper det ikke miljøet meget, at vi i Danmark benytter bomuldsposer i stedet for plastikposer. Tværtimod. De færreste af os når nok igennem 7.100 handleture med den samme bomuldspose. Hvis man gerne vil finde et mere miljøvenligt alternativ til både plastikposen og bomuldsposen, så kan man overveje at købe en bærepose af fiberforstærket polyethylen-plast eller polypropylen-plast. Der forbruges mindre energi og udledes mindre CO₂ ved fremstilling af disse poser, og faktisk har undersøgelser vist, at de kun skal bruges fire gange, før de har tjent sig selv ind i forhold til alternativerne af plastik og bomuld.
Uværdigt
Birgitte Possing, dr.phil., professor emerita
Gennem flere årtier har jeg sammen med danske, nordiske og internationale kolleger bedømt et utal af ph.d.-afhandlinger, disputatser og videnskabelige ansøgninger. Derfor kender jeg den uomgængelige præmis: at en bedømmers habilitet ikke må kunne anfægtes. Det vil sige, at man ikke må være i familie eller ven med, ansat hos eller i et samarbejde med den, hvis arbejde skal bedømmes.
I Weekendavisen den 27. september 2019 kunne den undrende offentlighed imidlertid læse, at Københavns Universitets Humanistiske Fakultet med Kammeradvokaten i hånden nu har legitimeret en inhabilitet i form af ven- og fadderskab mellem formanden for et videnskabeligt bedømmelsesudvalg og en doktorand. Det er for mig som uafhængig bedømmer helt nye toner. Det kaster et uværdigt skær over bedømmelsen og har givet anledning til, at sagen er rejst, da det efter forsvaret og en delt indstilling fra et flertal og et mindretal i bedømmelsesudvalget kom frem, at den relation fandtes. Jeg repræsenterede mindretallet og forstod pludselig, at inhabiliteten kunne have skygget for en nøgtern bedømmelse fra flertallet. En doktorgrad skal på afgørende punkter bringe videnskaben fremad og dokumentere betydelig videnskabelig indsigt og modenhed. Bedømt efter gængse, internationale standarder var det ikke tilfældet her.
Derfor afgav jeg som medlem af bedømmelsesudvalget dissens.
I artiklen beskylder professor Uffe Østergård mig for at afvise disputatsen, fordi den ikke henviste til min egen litteratur. De motiver, Østergård tillægger mig, er uværdige og af trumpske dimensioner: De står i grel modsætning til virkeligheden.
Sandheden er, at disputatsen var uden tese og derfor ikke svarede på spørgsmål, der ikke blev stillet, at den ikke gik i systematisk dialog med andre forskere og heller ikke var opdateret i eller forholdt sig til den internationale forskning på området.
Læs artiklen om den omstridte doktordisputats her: »Doktor Jes og den onde fe«
Dette er debatindlæg og udtrykker derfor alene skribenternes holdning. De kan indsende forslag til debatindlæg på opinion@weekendavisen.dk.
