ADDIS ABABA – Da den kenyanske maratonkonge, 34-årige Eliud Kipchoge, sidste år smadrede verdensrekorden ved Berlin Marathon i tiden to timer, et minut og 39 sekunder, skete det i så overlegen stil, at de fleste anså den nye rekord for urørlig i lang tid fremover. Han vandt trods alt med næsten fem minutter ned til nummer to og skar hele et minut og 18 sekunder af den tidligere verdensrekord, der havde stået uantastet siden 2014.
Men ved Berlin Marathon i søndags kom en af Kipchoges største rivaler overraskende nær hans fantomtid. Med 2:01:41 missede den tre år ældre Kenenisa Bekele fra Etiopien kun akkurat verdensrekorden med sølle to sekunder i et vanvittigt comeback i den tyske hovedstad. Etiopiens hurtigste mand, der har været plaget af skader, siden han i 2016 sidst vandt Berlin Marathon, er for alvor tilbage – og det samme er den årtier lange rivalisering mellem Kenya og Etiopien.
De to lande har domineret mellem- og langdistanceløb i over 50 år, og det igangværende VM i atletik i Qatar er ingen undtagelse. I skrivende stund har Østafrika sikret sig guld på alle løbedistancer over 3000 meter – på nær i kvindernes 10.000-meter, hvor hollandske Sifan Hassan tog guldmedaljen, men hun er født i Etiopien. Hvad er de østafrikanske løbemaskiners hemmelighed, har videnskaben spurgt sig selv i det halve århundrede. Hvorfor er netop de to lande så overlegne?
Ikke mindst efter det sportslige gennembrud ved OL i Mexico City i 1968, da de to lande tilsammen vandt halvdelen af alle medaljer i løbediscipliner på 800 meter og derover, skete der et forskningsmæssigt boom for at finde frem til det unikke østafrikanske løbegen eller anden biologiske karakteristika, der kunne forklare løbernes uomtvistelige empiriske dominans.
Særligt i maratondisciplinen er det umuligt at komme uden om Etiopien og Kenya, der har vundet 15 olympiske medaljer siden OL i 1960. I Berlin i søndags blev alle tre podiepladser hos mændene indtaget af etiopiske løbere, der gennemførte de 42,195 kilometer på under to timer og fire minutter. Den tid var i 2008 nok til, at Etiopiens største løbelegende Haile Gebrselassie kunne sætte en ny verdensrekord, der holdt i tre år. Hos kvinderne i Berlin vandt etiopiske løbere både guld og sølv, mens en kenyaner tog bronzen. Sådan er det tit.
Læs også om den kvindelige løbestjerne med det naturligt høje testosteronniveau: »For mandigt blod?«
Kigger man på det internationale atletikforbunds rangliste over historiens bedste maratontider, er hele 98 ud af de 100 hurtigste tider sat af etiopiske og kenyanske løbere. De ti bedste maratonløbere hos både mænd og kvinder er alle fra netop de to lande – kun med undtagelse af Storbritanniens uovertrufne Paula Radcliffe, der på 16. år er indehaver af verdens hurtigste maratontid for kvinder med 2:15:25.
Bortset fra hende er Etiopien og Kenya ophav til de bedste langdistanceløbere i verden, og så er landene tilmed naboer i højlandet langs Rift Valley i Østafrika. Højden har en betydning, men mange lande rager lige så meget op over havet som de to, uden at deres indbyggere vinder mange løbemedaljer, så andre faktorer må også spille ind, har forskere ræsonneret.
Fordi mange af de bedste kenyanske og etiopiske løbere også er fra de samme geografiske områder eller ligefrem fra de samme etniske stammer, har det fået genforskere til at spekulere på, om ikke det østafrikanske løbefænomen kunne forklares genetisk eller evolutionært.
I Etiopien er Bekeles hjemby Bekoji med under 20.000 indbyggere eksempelvis blevet verdenskendt som »The Town of Runners«, fordi løbere fra den lille by har høstet de fleste af Etiopiens mange OL-medaljer. I Kenya er det især Kalenjin-stammen, som også Eliud Kipchoge tilhører, der har vakt forskernes opmærksomhed, fordi løbere fra den stamme, der udgør ti procent af befolkningen, har stået for 75 procent af Kenyas mange internationale løbepræstationer.
Mange verdensrekorder, medaljer og videnskabelige forsøg senere er det dog ikke lykkedes at finde frem til, hvad det skulle være for en genetisk fordel, løberne fra de specifikke områder og stammer har, selvom den typiske kropsform med lange tynde ben ser ud til at have en biomekanisk betydning i nogen grad.
Man har især undersøgt de mandlige Y-kromosomer, ACE-enzymet, der hjælper med at styre blodtrykket i kroppen, og ACTN3-genet, der i flere studier er blevet kaldt »fartgenet«, fordi der er fundet en øget forekomst af genet hos elitesprintere. Men ingen sammenhæng har kunnet etableres mellem fartgenet og de østafrikanske langdistanceløbere. Er der en genetisk fordel, er den godt gemt og vil sandsynligvis udgøres af en kombination af flere gener.
Læs også om kvinders lange vej til OL: »En god holdning og en pæn figur«
Professor i sports- og motionsvidenskab ved Brighton Universitet Yannis Pitsiladis er efter mange års studier ikke længere i tvivl om, at genetik og biologi ikke er den afgørende forklaring på de tropiske superløbere.
»Vi har i årevis fokuseret virkelig meget på biologi. Men der er ikke bevis for, at det er noget i deres kropslige opbygning, der gør, at de etiopiske og kenyanske løbere er så spektakulære. Derfor er det nærmere miljøet, de befinder sig i, der er det afgørende,« siger Yannis Pitsiladis, en af verdens førende forskere i netop det østafrikanske løbefænomen, inden han fremsætter en vovet påstand: »Hvis du tog hele den danske befolkning og placerede den i Etiopien, ville du se et lignende dansk løbefænomen.«
Noget, der har en betydning, er Kenyas og Etiopiens placering i det afrikanske højland. Eliud Kipchoges hjemby Eldoret, der er pendanten til Bekoji i Etiopien og Kenyas »løbeby«, ligger i cirka 2000 meters højde, mens Addis Ababa i Etiopien ligger i cirka 2300 meters højde. Deroppe er der omkring 20 procent mindre ilt i luften, og når man lever og træner i sådanne højder, producerer kroppen automatisk flere og større røde blodlegemer, som forbedrer kroppens ilttransport. Det giver lidt den samme effekt som ved at bruge epo.
»Vi bor højt og træner endnu højere,« siger Kenenisa Bekeles træner, Mersha Asrat, om hemmeligheden bag de etiopiske løbepræstationer, selvom han afviser, at det skulle være en hemmelighed.
»Alle siger, at der må være en hemmelighed bag vores succes. Men det er der ikke. Årsagen er dels måden, vi lever og træner på, dels stedet, vi bor, og mest af alt vores store mentale og kulturelle fokus på løb,« siger Mersha Asrat.
Løbekulturens udbredelse kan man selv konstatere i Addis Ababa, hvis man står op før solen. Fra tidlig morgen fyldes gaderne med motionsløbere i alle aldre, der løber op og ned ad asfaltvejene i den bakkede by. Løb er en folkesport i Etiopien, men den forurenede hovedstad tvinger folk til at stå tidligt op, hvis de skal nå at løbe, inden bilosen lægger sig over storbyen. Oppe i bjergene lidt nord for hovedstaden er luften både renere og tyndere, og deroppe træner Bekele og mange andre af landets bedste eliteløbere.
Bolivia og Nepal ligger dog også højt, og de har som bekendt ikke løbere af samme kaliber, og det er, fordi kulturelle og socioøkonomiske faktorer er afgørende, påpeger førnævnte Pitsiladis. Ulighed, fattigdom og måske især inspirationen fra andre succesfulde løbere er stærke motivationsfaktorer hos østafrikanerne. Idrætsfysiologiforskeren Pitsiladis har derfor erkendt, at han må ty til samfundsvidenskabelige forklaringer for at få slukket sin forskningsmæssige nysgerrighed.
»Det her fænomen har fascineret mig i hele min karriere: Hvorfor er de etiopiske og kenyanske løbere så gode? Og jeg har besøgt Bekoji talrige gange i forventningen om at finde et eller andet magisk. Men der er intet magisk over den flække,« griner Pitsiladis og slår så over i en mere alvorlig tone. »Jeg må bare konstatere, at konklusionen må være, at mange forskellige faktorer spiller sammen: højden, fattigdom og andre socioøkonomiske forhold som det faktum, at løb er en billig sport at komme i gang med. Du behøver ikke engang et par sko,« siger han.
Læs også om, hvor lidt man kan nøjes med at træne for at komme i god form: »Træning for de dovne«
Ved det årlige halvmaraton rundt på Wenchi-krateret et par timer vest for Addis Ababa deltager foruden et par håndfulde udenlandske diplomater og tilrejsende løbeentusiaster også en lille gruppe lokale løbetalenter, der slipper for at betale startgebyr. De fleste af dem er kun iført simple plasticsandaler, når de konkurrerer om at vinde en af pengepræmierne på et par hundrede kroner. Alligevel løber de stærkere end de fleste udlændinge.
»Mange steder i Etiopien har man længe ikke anset løb for at være en seriøs sport. Men når folk ser det etiopiske flag stryge til tops ved OL, så ændrer det deres opfattelse af løb,« siger træneren Mersha Asrat.
Han peger på, at det især er regionalstaten Oromia, hvor Bekoji ligger, der historisk har produceret de bedste etiopiske løbere. Derfor er forståelsen af løb som en lukrativ fremtidsvej mere fasttømret i den region end mange andre steder i landet.
»Nogle forældre foretrækker ligefrem, at deres børn bliver løbere frem for at gå i skole eller arbejde i marken. Den holdning breder sig nu også til andre områder i Etiopien. Folk i hele landet begynder at få øjnene op for, at løb er seriøst,« siger Mersha Asrat.
Den gamle løbelegende Haile Gebrselassie, der har sat 27 verdensrekorder og vundet Berlin Maraton fire gange i træk, har i et interview fortalt, hvordan hans egen far ikke kunne tage sønnens løb alvorligt de første mange år af hans karriere.
»Min far forstod ikke sport. Han sagde til mig, lad være at gøre det. Det er spild af tid.«
Men misbilligelsen stoppede brat, og Haile fik lov at løbe videre, da han i 1993 vandt VM i 10.000-meterløb i Stuttgart. Ikke så meget på grund af præstationen som på grund præmien: en ny bil.
I dag er Haile Gebrselassie velhavende og driftig forretningsmand, der ud over egen hotelkæde og kaffefarm ejer den virksomhed, som har eneretten til at importere og samle Hyundai-biler i landet – Marathon Motor Engineering hedder firmaet meget passende.
Forretningssuccesen, der oprindeligt er bygget på løbepræstationer, kan alle byens mange fattige få øje på, når de går forbi Hailes palæ eller hans store hoteller.
Der er dog også en tredje måske altoverskyggende årsag til det østafrikanske løbeeventyr, fortæller den britiske antropolog fra Edinburgh University Dr. Michael Crawley, der har skrevet en ph.d.-afhandling om etiopisk løbekultur og arbejder på en bog om det samme.
»Det er nedværdigende over for de hårdtarbejdende etiopiske løbere alene at pege på, at det er ting uden for deres egen indflydelse, som forklarer, hvorfor de er så gode,« siger Crawley, der selv er ambitiøs maratonløber med en personlig rekord på 2:20:53.
Ifølge hans studier, der blandt andet bygger på et 15 måneder langt feltarbejde sammen med en gruppe eliteløbere i Addis Ababa, er succesen først og fremmest et resultat af en formidabel dedikation til hård træning dag efter dag samt et nærmest asketisk fravalg af alt andet end løb.
»Livsstilen hos etiopiske maratonløbere er ikke specielt glorværdig. De står op klokken 5 om morgenen, træner, til de ikke kan mere, spiser og sover. Det kræver en vanvittig dedikation at gøre det i årevis. Og der er ikke mange i Europa, der har lyst til leve sådan. Det er udmattende, hårdt og ærligt talt ret kedeligt,« siger Crawley.
Både Kipchoge og Bekele løber gerne omkring 180-200 kilometer om ugen fordelt på to lange løbeture om dagen.
I en kort storhedstid i 1980erne kunne danskerne næsten følge med afrikanerne. John Skovbjerg vandt Berlin Marathon i 1984, og Henrik Jørgensen vandt London Marathon i 1988. Samme Jørgensen, der døde pludseligt tidligere i år, er stadig indehaver af den danske maratonrekord på 2:09:43, som han satte i 1985. Til Politiken har Jørgensen tidligere forklaret, at succesen dengang især skyldtes de absurd mange træningskilometer – over 180 kilometer ugentligt – mens de bedste danske maratonløbere i dag »nøjes« med typisk 140-160 kilometer om ugen i snit.
Den etiopiske stat gør også sit for at fremme løbekulturen ved at sikre førstedivisionsløbere et beskedent, men dog tilstrækkeligt stort månedligt beløb til, at løberne ikke behøver at gøre andet end at løbe for at overleve.
»Det system gør, at antallet af folk, der er villige til at løbe på eliteniveau, er ekstremt stort. Og fra den pulje kan et par dygtige trænere i de rette byer så udvælge de mest lovende talenter og satse på dem. Det er det, vi ser i Bekoji, hvor den lokale træner Sentayehu Eshetu gør et kæmpe stykke arbejde,« siger Crawley.
Sentayehu Eshetu er legendarisk for at sende børn, teenagere og voksne i Bekoji på daglige løbeture. Han bliver fremhævet som historiens måske dygtigste og mest succesfulde maratontræner. Også han fornægter enhver snak om magisk højlandsluft, men har ofte i interviews fremhævet løbernes vilje og arbejdsomhed.
Men hvad så med skjult magi? Hvad med doping? I 2018 meldte det internationale dopingagentur WADA ud, at de havde taget 138 kenyanske langdistanceløbere i at bruge forbudte stoffer, og at 113 af dem havde været i konkurrence mellem 2004 og 2018. Men, lød det videre fra WADA, der var ingen tegn på, at dopingmisbruget var institutionaliseret.
Der ser altså ikke ud til at være nogen enkel forklaring på, at klodens bedste maratonløbere kommer fra »menneskehedens vugge«, det område i verden med de ældste fossiler af det moderne menneske, der faktisk som art er et af de hurtigste på maratondistancen. Hårdt arbejde, gunstige træningsforhold, dygtige trænere og talent lader til at være mest udslagsgivende – som i enhver anden sportsgren.
