Hvis man vil have handlingen i en roman på plads, så skal man bare læse salgstalen. På boghandlerkæden Waterstones hjemmeside præsenteres Ian McEwans seneste kortroman med et pænt højt lixtal:
»Kakerlakken, som er en kafkask allegori fra den mesterlige McEwan, taler med nødvendighed ind i det nuværende feberophedede politiske klima, og bogen udpensler en antropomorfisk metamorfose, der truer demokratiet i sin essens.«
Bogen baserer sig på plottet i Franz Kafkas bogstaveligt talt fabelagtige kortroman Forvandlingen fra 1915. Her vågner Gregor Samsa en dag forvandlet til et stort modbydeligt insekt, mens det modsatte sker hos McEwan: En kakerlak, Jim Sams, vågner som menneske. Men kan Kafkas historie forvandles til at handle om Brexit? Litteraturkritikerne er ikke helt enige.
The Guardians Sam Leith kunne nu meget godt lide selve ideen:
»Scenen er her, at en kakerlak vågner op i Downing Street 10 efter en hård nat i byen og finder sig selv forvandlet til en tømmermandsramt og meget Boris-lignende premierminister, der, efter at have vænnet sig til at have et skelet inde i kroppen og en kødfuld tunge i munden, går i krig med at lede Storbritannien direkte ind i en national katastrofe.«
Desværre forløser McEwan, ifølge Leith, ikke sin egen ambition:
»Han stiller mange rimelig åndede spørgsmål, men hvis bogen skal være andet end en perlerække af åndede ting – hvis den skal samle det hele på en tilfredsstillende måde – så skal den altså også levere eller i hvert fald give plads til nogle svar.«
Og problemet ender for Leith med at være, at den forvandling, som hele bogen handler om, ikke finder sted.
»McEwans flydende pen er her til fulde, og megen af hans vid (skønt folkelig humor aldrig har været kernen i hans talent) – men ligesom med Jim Sams og Gregor Samsa ender resultatet med at være et hverken-eller.«
Læs også om Boris Johnsons forhandlingsoplæg til en ny Brexit-aftale med EU: »Frelser på dybt vand«
Anita Singh anmelder McEwans lille bog for den konservative avis The Telegraph, og hendes egen satire bider dybt i første hug.
»Det kræver en særlig selvtillid at sætte sig for at genskabe et litterært mesterværk. McEwans sidekammerat, Salman Rushdie, har i år gjort det med Quichotte, som er hans version af Don Quixote. Det kan kun være et spørgsmål om tid, inden Martin Amis disker op med en udgave af Little Women, men kun med mænd, eller Julian Barnes fikser en Moby Dick.«
Singh er irriteret over, at McEwan er enøjet, og syren når hele vejen til konklusionen:
»Kakerlakken er en onkelvits, som er pint ud over 100 sider. Den giver et fnis fra sig her og der, men hvis man virkelig trænger til at skrige af grin, eller rædsel, vil jeg anbefale, at man bare slår op i en almindelig avis.«
Robert Shrimsley fra Financial Times har heller ikke meget godt at sige om Kakerlakken.
»Når man når enden af dette korte og lejlighedsvist elegante og uden tvivl katarsiske fiktionsessay, efterlader McEwan kun læseren med et nyt kig ind i den arrogance og afsky, som de venstreorienterede dele af vores samfund føler i forhold til dem, der vovede at afsværge velfærdsstaten ved at stemme for Brexit. Når man tænker på det blomstrende sprog, som man forventer af en så brillant forfatter som McEwan, så er det her altså meget langt fra hans sædvanlige niveau.«
Shrimsleys baggrund for skuffelsen er faktisk overraskende.
»Som en, der stadig ærgrer sig over resultatet af 2016-afstemningen, bliver jeg ganske enkelt nødt til at sige, at dette værk, med sin fikse idé om, at Brexit bogstaveligt talt er skabt af kakerlakker, som har taget bolig i menneskekroppe, mest af alt fik mig til at huske på præcis dét, som er galt med de fleste af de tonedøve remainere. Der skal nok være hjem i de løvgrønne forstæder i Remainia, hvor bogen vil blive læst med jubel og hyldet for sin humor og sin genialitet. Men for min egen del synes jeg simpelthen, at den symboliserer de selvretfærdiges manglende evne til at fatte, at halvdelen af landet ikke har den medfødte pli, som gør, at de uden videre bare er enige med McEwan i alt.«
Remainerne, som ifølge Shrimsley opfatter sig som værende i besiddelse af den højeste dannelse, selv om de kan finde på at kalde deres medmennesker for kakerlakker, er nu heller ikke som sådan kendt for deres empati og lydhørhed. Til McEwans kaste hører også skuespilleren – og remaineren – Hugh Grant, der for en måned siden tweetede således om Brexit og Boris Johnson:
»Du får ikke lov at lave lort i mine børns fremtid. Du får ikke lov at smadre den frihed, som min bedstefar kæmpede i to verdenskrige for at forsvare. Pis af med dig, dit opreklamerede badedyr. Storbritannien brækker sig over dig og din lille bande af onanerende kostskolestuemestre.«
Læs også Martin Krasniks anmeldelse af Ian McEwans The Cockroach: »Forvandlingen«
