Leder.

Yes, we can?

DET mest sigende fotografi fra klimamødet i New York er ikke dét, der forestiller en vred Greta Thunberg, som nidstirrer Donald Trump. Det mest tankevækkende billede kom på Thunbergs Instagram-profil allerede i juni - af Greta i selskab med Barack Obama. Her ser vi den unge aktivist og den gamle politiker med hovedet bøjet i skam. Den gamle pragmatiker over for ungdommens forventning om radikale forandringer.

STORE var forventningerne også til Obama, da han blev valgt i 2008. Yes, we can, lød det, da han mobiliserede amerikanerne for budskabet om håb og løftet om at viske tavlen ren. En stemme på ham ville forandre hele det politiske system. Nu skulle fortidens dårligdomme, racisme, undertrykkelse og international dominans vaskes bort. Men Obama skuffede fælt. Han var fuldtonet demokrat og insisterede på at arbejde møjsommeligt med det demokratiske system, der havde valgt ham. Demokratiet gav ham modstand. Tavlen blev ikke visket ren.

PROBLEM på problem tårner sig op, så snart demokratiet begynder at arbejde. Det er langsommeligt. Det har svært ved at håndtere store forandringer. Greta Thunbergs fascinerende mobilisering af en global klimabevægelse – som David Wallace-Wells fortæller om på side 8-9 – skyldes netop frustration over demokratiernes langsommelighed. I artiklen medgiver ledende klimaaktivister, at de overhovedet ikke tror på de politiske systemers evne til at sikre en hurtig grøn omstilling.

ER demokratiet ikke i stand til at gennemføre en forandring af vores levevis på otte-ti år, skyldes det selvfølgelig, at demokratiet er anti-revolutionært. Det er naturligvis positivt, at borgere verden over mobiliserer for klimapolitikken, men den hastigt voksende klimabevægelse, der også tæller stadig flere aktivistiske medier, bidrager til mistroen mod demokratierne. Virker de overhovedet? Ville det ikke være bedre med et par effektive despoter, der, med FNs rapporter i hånden, kunne føre den rette politik på klodens vegne? Hvis politikerne er onde, som Greta udtrykker det, hvis de stjæler børns barndom og fremtid, burde vi måske helt opgive demokratiet?

DEMOKRATIERNE gjorde os afhængige af olie og gas. Det var ikke af ondskab. Den lette og billige adgang til fossile brændstoffer har produceret velfærd og velstand, der har gjort os sundere, mere lige, mere frie og skabt de goder, vi i dag tager for givet. Af samme grund – og heller ikke på grund af dumhed og ondskab – bruger de i resten af verden stadig flere fossile brændstoffer. Udfordringen med klimaet er dermed gigantisk. Men uanset hvor alvorlig situationen er, ønsker vel ingen sig at blive repræsenteret politisk af videnskabsfolk og børn? De demokratiske systemer er forhåbentlig endelig begyndt at bevæge sig i klimapolitikken, men det kommer til at gå langsomt, og der vil være konstante tilbageslag. Den dogmatiske anklage om et udueligt politisk system ledet af onde politikere fører intet godt med sig – tænk bare på, hvordan præcis samme anklage lyder, når den kommer fra Donald Trump. Fotografiet af Thunberg og Obama bør minde os om, at demokratier per definition ikke gennemfører revolutioner og derfor altid vil skuffe. Sådan virker de. Det er en god idé at redde kloden. Men ikke ved at opgive demokratiet.

 

Læs også portrættet af den 16-årig Greta Thunberg og skabelsen af en verdensbevægelse: »Klimakampens Jeanne d’Arc«

Læs også Morten Messerschmidts kronik: »Klimakamp er frihedskamp«