Leder

Rigets børn

TASIILAQ er et bynavn, der bør hensætte rigsfællesskabets politikere i en stemning af akut katastrofeberedskab. Når det ikke er sket, skyldes det selvfølgelig, at Tasiilaq er en by i Østgrønland og ikke en by i Danmark. Havde den heddet Tinglev, Ullerslev eller Faxe Ladeplads – byer med samme indbyggertal – var mediernes sendeflader ryddet i månedsvis, busfulde af betjente, sagsbehandlere og psykologer sendt af sted, og myndigheder og politikere skammet ud for at have overset og fortiet århundredets skandale.

ER der tale om en by i Grønland derimod, er reaktionen anderledes mumlende. Tænk på Tøndersagen fra 2005, som omhandlede to piger, der var udsat for omfattende seksuelt misbrug, og som fik ændret hele Danmarks forhold til underretninger. I Tasiilaq er der, som det fremgår af Grønlands Politis nylige rapport – omtalt i artiklen »En anden normalitet«  – tale om 191 anmeldelser om seksualforbrydelser mod børn og unge i tiden mellem 2014 og 2018. I et område med under 3000 indbyggere. 191! Grønlands Politi vurderer, at der derudover er »et stort mørketal«. De overgreb, som aldrig kommer frem i lyset.

ET svimlende antal børn i bygden har kort sagt været udsat for seksuelt misbrug – langt over halvdelen formentlig, piger flest. Det gør ikke sagen bedre, at dansk offentlighed udmærket har kunnet forvisse sig om situationen, hvis den havde lyttet efter. I mange år er der kommet oplysninger om misbrug af børn i isolerede grønlandske bygder, og så sent som i maj i år viste DR2 en hjerteskærende dokumentar fra Tasiilaq, Byen hvor børnene forsvinder, om overgrebene. Den handlede også om de selvmord, der følger i kølvandet – ifølge udsendelsen havde der været 18 selvmord og 29 selvmordsforsøg i byen på to år. Rikke Blegvad, der som mangeårig lærer i Tasiilaq forgæves forsøgte at råbe de grønlandske myndigheder op, skrev et par uger efter udsendelsen en kronik her i avisen, hvor hun fortalte om det dobbeltsvigt, de børn, der stod frem med deres historier, blev mødt af. Først selve overgrebene, der for enkeltes vedkommende begyndte, da de var seks år gamle. Dernæst: at ingen myndigheder gjorde noget for at hjælpe dem.

MENNESKELIGT set har vi længe ladet børnene i Tasiilaq i stikken. Det gør vi af grunde, der næsten er overflødige at nævne, såsom danskernes komplicerede, koloniskamfulde forhold til vores grønlandske medborgere. Vi gør det også i afmagt: Byer som Tasiilaq – og som politiet understreger, foregår der formentlig lige så omfattende seksuelt misbrug flere andre steder i Grønland – er svære at komme ud til. Og med så mange mænd indblandet i overgrebene vil man måske smadre byens økonomiske liv og sammenhængskraft, hvis man anbragte dem der, hvor de retteligt hører hjemme: bag tremmer. Derudover vil politikere herhjemme nok vægre sig imod den massive danske indblanding, det vil kræve for at få gjort noget ved disse rædsler. En invasion af danske sagsbehandlere i de mange små bygder vil Grønlands selvstyre, der har ansvaret for socialområdet, næppe heller se på med milde øjne. Børnenes tarv viger i så fald for kulturelle og politiske hensyn. Sådan kan det kolossale svigt fortsætte.

KATASTROFEOMRÅDE kaldes et sted, der rammes af orkan, jordskælv eller naturbrand som nu den, der hærgede i sommer i Vestgrønland. Det var et stort set ubeboet område, men da flammerne truede med at brede sig, sendte vi 38 brandslukkere fra Beredskabsstyrelsen af sted. Det lykkedes dem at slukke ilden. Da det gjaldt brændbart tørv, forstod Danmark at handle prompte og effektivt.

Læs artiklen om overgrebene i Tasiilaq: »En anden normalitet«

Hør også En time med Weekendavisen: »Grønland burde være nationalt katastrofeområde«