En time med Weekendavisen. Tænk hvis næsten alle børn i en lille dansk by var blevet udsat for seksuelle overgreb. Sådan er det i Tasillaq, viser en helt ny politirapport. Og sådan er det i mange lokalsamfund i Grønland, siger folketingsmedlem Aaja Chemnitz Larsen. Hvorfor gør vi ikke noget?

Pædofili: Grønland burde være nationalt katastrofeområde

Otte ud af ti børn i den grønlandske by Tasiilaq er ofre for seksuelle overgreb, skriver vi på forsiden af Weekendavisen. Omfanget er skræmmende, og problemet er desværre udbredt: Det sker også i mange andre lokalsamfund, og forbryderne er ofte familie, venner og bekendte. Folketingsmedlem Aaja Chemnitz Larsen kalder det en national katastrofe, som Grønland ikke selv kan afværge. Hvis man skal bryde den sociale arv, hvor mange går fra at være offer til selv at blive krænker, skal der en omfattende dansk-grønlandsk indsats til.

Er børnene fanget i striden om national selvstændighed? Det spørger jeg hende om i denne uges udgave af »En time med Weekendavisen«: Lyt med i Lydavisen eller klik på afspilleren over artiklen.

Niklas Hessel giver os et overblik over den truende rigsretssag mod USAs præsident Donald Trump. Og så skal vi høre om den franske økonom Thomas Pikettys vilde ideer som topskat på 90 procent og medarbejderflertal i virksomhedernes bestyrelser: Aske Munck har interviewet stjerneøkonomen.

Greta Thunberg skældte ud på deltagerne ved klimatopmødet i New York med sit insisterende, påtrængende budskab og fik salens største bifald. Hvordan i alverden kan det være, at hun deler vandene så voldsomt? Det taler jeg med udlandsredaktør Ole Nyeng om.

Til sidst skal det handle om tidens største popdronninger: Taylor Swift, Lana del Rey og Veronica Maggio er alle aktuelle med nye albums. Hvorfor styrer kvinderne i popmusikken? Det spørger jeg den gamle popdreng Klaus Lynggaard om.

Hør tidligere udgaver af En time med Weekendavisen her.

Udsendelsen er tilrettelagt og produceret af Birgit Nissen Pedersen.