Popdronninger. Amerikanske Taylor Swift er en af klodens mest populære kvindelige kunstnere. Det forstår vor anmelder ikke, til gengæld er han begejstret for både Lana Del Rey og svenske Veronica Maggio.

Kærlighedens vildveje

Folk, der kender mig, ved, at jeg sjældent mangler ord. Derfor undrer det mig, at jeg i forhold til fænomenet Taylor Swift nu i et par timer har siddet og kigget på skærmen, mens jeg igen og igen har lyttet til hendes syvende og nyeste album, kaldet Lover, og undervejs følt mig fuldstændig tom for ord. Bare rolig, der skal nok komme nogle hen ad vejen, men umiddelbart ved jeg ikke, hvad jeg skal sige om hende.

Men ét ved jeg dog. Den 29-årige amerikanske sanger og sang­skriver er fuldstændig sindssvagt populær, altså i næsten ufattelig grad. Så vidt jeg kan læse mig til, er hun den sjette mest solgte kvindelige kunstner nogensinde med Madonna som suveræn etter, efter­fulgt af Rihanna, Mariah Carey, Celine Dion og Whitney Houston. Åh, Whitney. Det kan være, at der findes andre tal end dem, jeg har googlet mig frem til, som måske ændrer det billede en smule, men hvad enten det er helt præcist eller ej, siger det lidt om hendes placering i vor tids pop­musikalske Parthenon. Hun er mega­stjerne. Simpelthen.

Læs også om Klaus Lynggaards første møder med fænomenet Iggy Pop: »Et rovdyr på amfetamin«

Og så kan jeg huske den Grammy Awards i 2009, hvor en beruset Kanye West lavede skandale, da han protesterede over, at den til­delte statuette i kategorien for årets video gik til den den­gang nybagte country­stjerne Swift – som siden skiftede til ren pop – frem­ for til R&B-ikonet Beyoncé. Det var selvfølgelig grænse­overskridende (og top­underholdende, må jeg med skam melde, jeg fandt det, selvom hun jo dengang kun var en lille én på knap 20!). Siden har der været kold luft de to imellem. De lader i hvert ikke en chance for at stikke til den anden gå fra sig. Det skader ikke sagen, at den ene er lige så hvid, som den anden er sort. Og at country er den hvide under­klasses R&B, to genrer, der intet andet har til fælles, end at deres udøvere takker Gud i ét væk for snart sagt alt. Han er i sandhed stor. Inden for pop­musikken, i hvert fald. For når man nu har en større brutto­indtægt end de fleste udviklings­lande, skal nogen have tak.

Siden gennembruds­debuten i 2006 har Swift udsendt seks album, heriblandt det spritnye Lover, samt et hav af singler, hvoraf en stor del har været giga­hits. Nu lyder mit spørgsmål, primært stillet til mig selv, men alligevel: Hvorfor kan jeg ikke huske endsige nynne så meget som en eneste strofe fra en eneste af hendes mange træffere, som jeg naturligvis ikke har kunnet undgå at høre i det offentlige rum? Der er generelt altid plads på min efterhånden over­fyldte harddisc til et vaske­ægte pop­hit, faktisk er jeg en sucker for skud­sikker pop, men Swift har ikke efterladt sig det mindste blod­spor. Nada. Ingenting. Der er helt tomt i den bås.

Måske fordi hun er så kedelig? Det er ingen forbrydelse, og dog, hvad angår pop, er det faktisk. Der må man gerne være skør og skæv og glad i låget og aparte og lige smart nok og anorektisk og irriterende og sexet og usexet og uden for pædagogisk række­vidde og ekshibitionistisk og tve­kønnet og provokerende og degenereret og deprimeret og pæn og grim og grænse­overskridende og autistisk og fræk og dum som en dør og beregnende, og hvad ved jeg; men kedelig? No way, José!

Der skulle findes et særligt bånd mellem Swift og hendes millioner­milliarder fans. Hun tager hånd om dem, hvad der kun kan tolkes som sund fornuft, eftersom de i sagens natur er det grund­lag, hendes popularitet hviler på. Og de oplever så til gengæld, at hun ved at synge frit fra leveren (bop bop) om sine personlige erfaringer og kampe giver dem indsigt i hendes sjæle­liv, som de tilmed kan spejle sig i. For Swift er auteur og skriver med skiftende samarbejds­partnere sine tekster selv; det vakte da også opsigt, da den respekterede singer-song­writer Ryan Adams i 2015 gen­indspillede hele hendes elektronisk tintede 1989-album fra 2014, det år, hun for good forlod sine rødder i den country­musik, der havde skabt hende. Adams fik det til at lyde som en kedelig Bruce Springsteen-lp, men ok, hans version af »Wildest Dreams« er fed.

Det er fint nok alt sammen, men nu har jeg adskillige gange lyttet til de 18 sange, der samlet udgør Lover, og kan for min død ikke høre noget specielt ved dem. Swift er ofte ked af, at det med kærligheden gør så ondt og er så besværligt, men ikke i en grad, så det ligefrem griber forstyrrende ind i lytterens kvalitets­tid. Ufarligere mainstream­musik skal man lede længe efter, også selvom titel­nummeret er okay, og »Miss Americana & The Heartbreak Prince« et øjeblik truer med at blive en smule interessant. Nå. Så havde jeg alligevel et par ord at sige om den sag.

Med hensyn til Lana Del Rey forholder det sig lige omvendt – jeg faldt øjeblikkeligt, hårdt og pladask for singlen »Video Games« (2011) og dens tilhørende video, som trods sit nostalgiske præg med udpræget brug af gamle 8 millimeter-optagelser slog den grumme nedturs­tone an, der præger hele Reys produktion. Det tilhørende album, Born to Die (2012), er et slid­stærkt pop­musikalsk mester­værk, der sprøjtede hits fra sig, og siden har den 34-årige sangerinde stort set uafbrudt været at finde på verdens hit­lister, og det giver stadig et kick at høre hendes sange på såvel radioen som hvor som helst.

Hun står for en sær lakonisk, næsten søvnig form for dekadent valium­pop, hvis hoved­temaer er fordømte forhold, utilpassethed, desillusion, skuffelse, kynisme, fortrydelse, håb, sex, sprut og narko, alt sammen emner, der interesserer mig inderligt. Udtrykt i et sprog, der ikke kerer sig om at holde, hvad min mor ville have kaldt »en ordentlig tone«, tværtimod. Læg dertil en vag og flydende længsel efter især 1950erne og 60ernes USA som sådan en art Tidens Tabte Land, samt en grund­opfattelse af det sydlige Californien som verdens navle, og billedet af en sær­egen kunstner tegner sig. Hun deler i hvert fald vandene, og det er jo altid godt.

Læs også om Klaus Lynggaards mere end 30 Roskilde Festivaler: »Værnepligt aftjent på Smatten«

Hun formår fra plade til plade at alliere sig med stærke og sympatisk indstillede melodi­magere og producere, der lyde­frit forløser hendes dystre vision, som den kommer til udtryk i hendes skarpe tekster. Modsat Swift, der dyrker et image som en pæn pige, der bekæmper modgang og kærligheds­sorger med uangribelig integritet og et sikkert moralsk kompas, er Rey gjort af et fundamentalt anderledes flosset, center­løst og amoralsk stof. Hun er et stykke driv­tømmer i modernitetens frådende informations­hav, hun boller, doper, fester, græder, fortvivler og synger sig gennem en grundlæggende menings­løs tilværelse, hvori folk nægter at blive voksne og mænd at tage ansvar for noget som helst. Afbrudt af glimt af forløsning og en lykke, der forsvinder lige så hurtigt, som den dukker op. Hun søger, men ved ikke hvad, og hvad hun måtte besidde af oprørs­følelse er funderet i personlig væmmelse ved tingenes tilstand og altså grundlæggende apolitisk.

Reys seneste album hedder Norman Fucking Rockwell, hvilket er navnet (fraset lige »Fucking«, naturligvis) på en i USA højt elsket maler og illustrator, som blandt andet i perioden 1916-1963 til forsiden af uge­bladet Saturday Evening Post leverede illustrationer af dagligdags­situationer, ofte med et humoristisk tvist. De ses som indbegrebet af hvid middel­klasse­selvopfattelse, gemytlige, sentimentale og kitschede, men utroligt vellavede, som de er, har de ikke mistet taget i det amerikanske folks bevidsthed. At han også skabte andre, mere seriøse ting, hører med. Ikke desto mindre står han som indbegrebet af selvtilfreds små­borgerlighed med sine fremstillinger af et familie­ideal, der ikke modsvares af virkelighedens ondt kaotiske familie­strukturer. Nok derfor »Fucking«.

Det høje niveau fra de foregående fem album holdes på Norman Fucking Rockwell, som er hendes bedste siden Born to Die, selvom ikke hver eneste af de i alt 18 sange er helt oppe at ringe; men flertallet er! Bare hør, hvordan endnu et døds­dømt forhold foldes ud i titel­nummeret: »Goddamn, man child/You act like a kid even though you stand six foot two/Self-loathing poet, resident Laurel Canyon know-it-all/You talk to the walls when the party gets bored of you/But I don’t get bored, I just see you through/Why wait for the best when I could have you? You?« Man kender mænd af den type – og de kvinder som af uransagelige årsager elsker dem. Hun er så herligt nådesløs, denne Rey, skåner ingen, mindst af alt sig selv. Det gør så dejligt ondt.

Dagens spørgsmål omhandler så det mest bizarre ved hele denne sag, en vis hr. Jack Antonoff, der på såvel Swifts som Reys plade optræder som altdominerende co-sangskriver og producer. Det er svært at forstå, at det er en og samme mand, som står bag den blege Lover og den anderledes stofligt indbydende Norman Fucking Rockwell, men covernoter lyver som bekendt ikke. Go figure.

Åh, endelig er der den skønne svensk-italienske Veronica Maggio, som også gik direkte ind med trainers på ved første lytning, det var i 2008, hvor singlen »Måndags­barn« blev hendes gennembruds­hit hertil­lands, et glimrende soundtrack til finans­krisen. Siden har jeg fulgt denne lifligt spændstige og livs­duelige plade­kunstner med opmærksomhed, hendes til dato fem album er alle en brandert værd, og der skiller det spritnye, Fiender är tråkigt, sig ikke ud. Det er tilmed kommet godt fra start med tre skud­sikre singler, hvoriblandt den første, »Kurt Cobain«, helt fortjent også blev et hit herhjemme.

Af en så stor popstjerne at være præges hendes facon ikke af nykker og gimmicks, har set hende live et par gange, og hun koncentrerer sig primært om at synge uden at smide tøjet, skifte kostumer i et væk eller bruge et eventuelt overskud til fyrværkeri eller noget af det andet hejs, der giver billige gys og sus på bagerste række. Hun leverer stadig et godt show, men de store arm­bevægelser, som da også har deres berettigelse, overlader hun til andre. Der er noget bund­sympatisk ved denne iltre fighter, hvis succes er helt velfortjent.

I sit hjemland Sverige er den 38-årige sanger en elsket og beundret kæmpe­stjerne med et hav af platin­plader og priser til at pryde væggene i hjemmet med, men også prygel­knabe for de lokale kritikere, der gerne finder hendes tekster banale. Mjøh, nu lyder alt som bekendt bedre på svensk, og er hun ingen Joni Mitchell, skriver hun ikke desto mindre ofte fint registrerende om især – surprise, surprise! – den kærlighed der, som jo er og bliver pop­musikkens kilde og brændstof. »Jag menar inget illa så klart/Jag lovar att vara där men jag är en idiot/Nåt litet blir så lätt till nåt stort/När vissa lever och lär/Så glömmer jag vad jag gjort.« Det er slet ikke tosset, vel? Og tilmed fra pladens bedste sang, »Där hjärtat satt förut«.

Sangene på Fiender är tråkigt er overvejende skrevet sammen med Joakim Berg og Simon Hassle, der også har produceret, endvidere er også Agrin Rahmani trådt hjælpende til her og der. Berg blev jo kendt som sanger og sang­skriver i det fænomenale band Kent, der lod sig opløse i 2016, hvor Hassle er et nyt bekendtskab. De skaber en moderne, ikke alt for anmassende, men indimellem måske lidt for anonym lyd omkring Maggios karakteristiske stemme på et repertoire, der veksler mellem ballader og mere røv­sparkende udladninger. Som altid har hun størst held med sine uptempo-numre, men der er nu også et par virkelig vellykkede ballader i denne ombæring. Veronica Maggio er måske ikke pladekunstner af den type, der ligefrem ændrer ens liv, men hun gør det så afgjort lettere at bære. Det er også noget.

Taylor Swift: Lover (Republic Records/Universal). Er udkommet.
Lana Del Rey: Norman Fucking Rockwell (Polydor/Interscope/Universal). Er udkommet.
Veronica Maggio: Fiender är tråkigt (Copenhagen Records). Udkommer fredag 27/9.

 

Læs også om dengang, da Elton John gav David Bowie kamp til stregen: »Superstar«