Egtvedpigen
Kent Otte Laursen
Arkæolog
Moselunden 23
8340 Malling
I sin kommentar til diskussionen omkring Egtvedpigens ophav har forskningsbibliotekar Kurt Sørensen »en forfriskende nyfortolkning af vores fortid« at bidrage med.
Nyfortolkningen er dog ikke mindre kontroversiel end spørgsmålet om, hvor Egtvedpigen kom fra, idet den trækker på hypoteser, der ikke finder nogen støtte blandt nutidens fagprofessionelle arkæologer, historikere eller etnologer.
Kurt Sørensen mener, at Egtvedpigen, og andre kvinder kendt fra udgravninger af højstatusgrave fra Danmarks Bronze- og Jernalder, udgør eksempler på et påstået matriarkat. De fungerede nemlig som præstinder i en religion, der dyrkede den hornede gud, kendt i forskellige lokale manifestationer såsom Kretas Minotaurus og i Norden den såkaldte »Hjortemand«. Rester af Bronzealderens matriarkalske samfund, mener Kurt Sørensen, er bevaret som parallelsamfund helt op til Middelalderen i visse regioner af Sjælland, hvor majoritetssamfundet kendte dem som elver- eller ellefolk, som ifølge Sørensen blev styret af elverdronninger. Hekseafbrændingerne skal i den sammenhæng forstås som den katolske kirkes forfølgelse af dette kvindelige præsteskab, hvor deres gud blev dæmoniseret og den gamle tro anset for satandyrkelse.
Uden at det angives i indlægget er inspirationen til denne historieforståelse hentet fra den berømte eller berygtede egyptolog og hekseforsker Margaret Murray. I sin bog The God of The Witches fra 1931 mener Murray bag hekseprocessernes optegnelser at kunne skimte en ældgammel frugtbarhedsreligion centreret omkring en hornet gud. Britisk folketro omkring sagnvæsener, de såkaldte fairies (svarende til det danske ellefolk), ser Murray som beskrivelser af et kvindedomineret samfund, der gik under jorden og fortsat holdt den gamle religion i live. Resterne af dette ældre befolkningslag skulle være bukket under ved Den Sorte Død i Middelalderen, men deres religion blev ført videre af hemmelige kultiske selskaber, nemlig heksene.
Sørensen omplanter Murrays hypotese til danske forhold ved at referere til ellefolket. Her fokuseres der på Sjælland. I den sammenhæng er det påfaldende at hævde, at det skulle være en elle-dronning, der fremtræder i kilderne, når nu eksempelvis Stevns i folkeminderne er kendt for sin elle-konge. For en god ordens skyld skal det pointeres, at et parallelt Bronzealder-samfund på Sjælland i Middelalderen er aldeles ukendt i arkæologisk sammenhæng. Hekseafbrændingerne i Danmark hører i øvrigt også den efterreformatoriske tid til, og skyldes altså ikke katolikker.
Murray nævner, at spor efter den hornede gud findes i skandinaviske helleristninger fra Bronzealderen. Med »Hjortemanden« er det dog mere nærliggende, at Sørensen tænker på den berømte figur af en mand med hjortehorn på Gundestrupkedlen. Dette sølvkar fra Jernalderen er fundet i Danmark, men er importeret fra Sydøsteuropa, og den hornede figur menes at afbilde den keltiske guddom Cernunnos, som Murray også tolker som en refleks af hendes vidt udbredte hornede gud.
Kort sagt har teorien om en hemmelig matriarkalsk undergrundsreligion i dag ingen tilhængere blandt seriøse forskere.
Kurt Sørensen får også i dette alternative historieforslag en passant indflettet en hypotese om, at de nordiske guder skal forstås som en gruppe dødelige mennesker, der i Jernalderen indvandrede til Skandinavien fra Kaukasus for at indføre en dominerende patriarkalsk samfundsform, der afløste Bronzealderens gamle højkultur. Interesserede læsere kan henvises til tidsskriftet Maal og minne fra 2002 for en grundig tilbagevisning af den bagvedliggende hypotese, der er fremsat af den berømte eventyrer Thor Heyerdahl.
Havstigninger
Lars Nielsen
Civilingeniør
Kastanievej 17
Dronninglund
Ideer bragte den 6. september en artikel om havstigninger som følge af, at isen smelter (»Isens lune«, #36). Her nævnes, at havet udvider sig, fordi det bliver varmere, og at det er en væsentlig kilde til den samlede havstigning, men kan det være rigtigt? De fleste oceanografer opdeler havet i tre sfærer:
Overfladevandet, som opvarmes af solens stråler. Det er mellem 100 og 300 meter dybt og har en gennemsnitstemperatur på 17 grader. Vand har ved 20 grader en udvidelseskoefficient på 21 centimeter per kilometer per grad (cm/km/grad). Det vil sige, at overfladelaget udvider sig med to-seks centimeter per grads temperaturstigning. Pyknoklinen eller termoklinen, som har en tykkelse på cirka en kilometer. Her falder temperaturen fra overfladevandets 17 grader til dybhavets nul-tre grader. Hvis vi antager et gennemsnit på 10 grader, er udvidelseskoefficienten 8,8 cm/km/grad. Det vil sige, at termoklinen udvider sig med ni centimeter per grads temperaturstigning. Dybhavet som har en temperatur på nul-tre grader. Ved den temperatur trækker vand sig sammen, når det opvarmes. Udvidelseskoefficienten er nul ved en temperatur på fire grader – og fem cm/km/grad ved en temperatur på en grad. Dybhavet er cirka to-tre kilometer tykt, så det giver en sammentrækning på 0-15 centimeter per grads opvarmning.
Overfladevandet er ifølge IPCC steget med 0,04 grader per årti siden 1950erne, det vil sige cirka 0,3 grader i løbet af de sidste 70 år. Det giver en udvidelse af overfladelaget på maks to centimeter. Jeg har ikke fundet oplysninger om temperaturstigninger i termoklinen eller dybhavet. De er sandsynligvis væsentligt mindre, men lad os nu antage som værst tænkelige scenarie, at termoklinen opvarmes lige så meget som overfladevandet, og at dybhavet ikke opvarmes overhovedet. Så er en nuværende udvidelse af termoklinen på maks tre centimeter, hvilket giver en samlet udvidelse på fem centimeter.
Hvad kan vi så forvente i fremtiden? Ja, selv ved en temperaturstigning i overfladen plus termoklinen på seks grader vil havets samlede udvidelse være på maks en meter, og det er endda overordentligt usandsynligt. Så hvor kommer den idé om havets vældige udvidelse fra? Det kan da ikke være fra de interviewede videnskabsmænd, som må formodes at være klogere?
Svar fra klimaforsker, Ruth Mottram, DMI
Det er korrekt, at havstigningen som følge af varmeudvidelse på sigt vil være minimal sammenlignet med afsmeltningen fra iskapper og gletsjere. Den seneste forskning viser, at cirka 43 procent af observeret havniveaustigning fra og med 1993 til 2015 sker på grund af varmeudvidelsen, og cirka 45 procent kommer fra gletsjere og iskapper. Seneste tal fra Verdens Meteorologiske Organisation (WMO, FN) viser, at havniveauet de seneste fem år er steget med cirka 4,8 millimeter per år, en markant stigning i forhold til gennemsnittet i perioden siden 1993 på 3,2 millimeter.
Dette er debatindlæg og udtrykker derfor alene skribenternes holdning. De kan indsende forslag til debatindlæg på opinion@weekendavisen.dk.
