NARVA-BUGTEN – I det nordvestlige Rusland, blot seks kilometer fra grænsen til Estland, kan man se to parallelle gasrør forsvinde under Østersøens overflade. Tilsammen udgør rørene Nord Stream 2, den omstridte over 1230 km lange gasforbindelse, der har givet Danmark vedvarende geopolitisk hovedpine.
Selv om danske myndigheder endnu ikke har blåstemplet en rute forbi Bornholm, skrider anlægsarbejdet planmæssigt frem andre steder i Østersøen: Over 75 procent af rørene er allerede blevet lagt ned på havbunden, og på en byggeplads nær den russisk-estiske grænse er 700-800 arbejdere ved at færdiggøre landfall facilities.
Ilandføringsanlægget forbinder fire gasrør fra den statskontrollerede russiske gasgigant Gazprom med de to rør, som udgør begyndelsen på Nord Stream 2, der sådan set også ejes af Gazprom. Halvdelen af finansieringen kommer dog fra fem kæmpestore europæiske virksomheder: tyske Uniper og Wintershall, østrigske OMV, hollandsk-britiske Shell og franske Engie.
Og knap halvdelen af medarbejderne på byggepladsen kommer fra den norske koncern Kværner og deres russiske underleverandør; i alt er cirka 1.000 virksomheder fra 25 lande involveret i Nord Stream 2-projektet, der er budgetteret til 9,5 milliarder euro, svarende til cirka 71 milliarder kroner.
Rundt omkring kan man høre engelsk blive talt i forskellige varianter, også i miljørådgiver Wayne Schäfers smukke australske udgave. Schäfer er en ægte verdensborger, der har boet i Australien i mange år, men er født i Zimbabwe og har arbejdet forskellige steder i verden.
»Jeg er dog ikke så vant til kulden,« griner han med henvisning til den hårde russiske vinter.
Alt andet har miljørådgiveren tilsyneladende styr på: Han holder øje med, at havet bliver forstyrret så lidt som muligt, og er tilfreds med, at linjeføringen gennem skoven er blevet indsnævret til kun 30 meter i bredden for at passe på det naturfredede skovområde.
Forventer forsinkelse
Til gengæld har ingen i Nord Stream 2 styr på, om projektet bliver færdiggjort til tiden, det vil sige til 1. januar 2020, hvor selskabet længe har satset på at være i drift. Allerede i april 2017 modtog Energistyrelsen den oprindelige ansøgning fra Nord Stream 2, der anmodede om en rute i dansk territorialfarvand inden for de første 12 sømil fra kysten.
»Vi har ventet i over to år, men har ikke fået noget svar, ikke engang et nej, som også kunne have hjulpet processen på vej. Derfor trak vi i juni ansøgningen tilbage,« fortæller Jens D. Müller, Nord Stream 2-selskabets talsmand.
To andre ansøgninger bliver stadig behandlet i Energistyrelsen. Disse to ruter går ikke gennem dansk territorialfarvand, men løber lidt længere væk fra kystlinjen, gennem Danmarks såkaldte eksklusive økonomiske zone, hvor man ifølge FNs Havretskonvention er forpligtet til at give tilladelse, medmindre projektet udgør et problem for sikkerheden og miljøet langs ruten.
Den første af disse ansøgninger blev afleveret i august sidste år, og den anden blev indsendt i april i år, da Energistyrelsen pålagde Nord Stream 2 at undersøge endnu en rute, hvorefter Nord Stream 2 indbragte sagen for Energiklagenævnet. Hvis selskabet får medhold, kan den danske stat blive tvunget til at betale en erstatning på flere hundrede millioner euro.
»Ukraine, Polen, de baltiske lande og USA bakker op om Danmarks langsomme håndtering af sagen og ser den som en slags støtte til Ukraine i landets konflikt med Rusland,« konstaterer Danila Bochkarev, der er seniorforsker og energiekspert ved den amerikanske tænketank EastWest Institute.
»Imens forstår Rusland, Tyskland og Østrig ikke, hvorfor Danmark stadig lader vente på sig. Tidligere har danske politikere udtalt, at EU skulle håndtere Nord Stream 2-problemet. Det har Europa-Kommissionen nu gjort ved at ændre gasdirektivet, så Nord Stream 2 bliver omfattet af EU-lovgivningen på området. Så hvad venter Danmark på?«
Officielt holder Nord Stream 2 fortsat fast i ambitionen om at blive færdig til tiden, men af den seneste ansøgning til de danske myndigheder fra april i år fremgår det, at selskabet regner med en væsentlig forsinkelse på op til et halvt år.
Anlægsaktiviteterne nær Bornholm forventes at vare 115-125 dage, men kan med lidt held og godt arbejdsvejr måske kortes ned til 60-70 dage, hvorefter hele systemet skal gennemtestes. På grund af klagefristen kan arbejdet dog først begynde fire uger efter, at Energistyrelsen eventuelt giver grønt lys til Nord Stream 2.
Afgørende timing
Således er det allerede nu så godt som sikkert, at Nord Stream 2 bliver forsinket, og for Gazprom er det ikke kun et problem i sig selv, men også en stor udfordring i forbindelse med den russiske statsgigants aktuelle forhandlinger med den ukrainske pendant, Naftogaz.
1. januar 2020 er nemlig en tredobbelt skæringsdato for Gazprom. Ud over Nord Stream 2 planlægger selskabet samtidig at indvie TurkStream, en gasrørledning, der løber fra det sydlige Rusland til det nordvestlige Tyrkiet og allerede er blevet lagt på bunden af Sortehavet.
Desuden udløber russernes kontrakt med Ukraines Naftogaz om brug af transitrørledninger gennem Ukraine til gaseksporten til europæiske aftagere. Forhandlinger om en fornyelse af kontrakten mellem Rusland, Ukraine og EU begyndte netop i denne uge i Bruxelles.
»Så længe Nord Stream 2 ikke har en tilladelse fra Danmark, giver det en forhandlingsfordel til Ukraine og Naftogaz. Så snart tilladelsen kommer, vil det give en fordel til Gazprom og Rusland,« vurderer Danila Bochkarev.
Timingen af den forventede danske tilladelse er »fuldstændig afgørende« for de ukrainsk-russiske forhandlinger, istemmer Jack Sharples, der er forsker på det britiske Oxford Institute for Energy Studies.
Nord Stream 2 og TurkStream har en årlig kapacitet på henholdsvis 55 og 31,5 milliarder, altså en samlet kapacitet på 86,5 milliarder kubikmeter gas. Til sammenligning blev der sidste år sendt 86,8 milliarder kubikmeter russisk gas gennem Ukraine.
Umiddelbart ville det være oplagt at konkludere, at Gazprom så ikke længere vil have brug for Ukraine som transitland for sin gas, når de undersøiske gasrørledninger er taget i brug. Men sådan er det ikke helt. For dels stiger Europas behov for gas. Og dels er det usikkert, om EU-lovgivningen overhovedet vil tillade, at Nord Stream 2 bliver udnyttet maksimalt.
Forsyningsstop?
Alt i alt vurderer Danila Bochkarev og Jack Sharples, at Rusland på sigt vil have brug for at sende 20-30 milliarder kubikmeter gas om året gennem Ukraine. Det er dog væsentligt mindre end de 60 milliarder kubikmeter gas om året i løbet af de næste 10 år, som EU har anbefalet og Ukraines Naftogaz har foreslået op til denne uges trilaterale forhandlinger i Bruxelles. Gazprom foretrækker en kortvarig aftale efterfulgt af en kontrakt på en væsentlig mindre mængde gas.
»Gazprom og Naftogaz står så langt fra hinanden, at det er, som om de forbereder sig på et no deal-scenarie. Jeg har på fornemmelsen, at de begge mener, at de står stærkere end under den seneste store gaskrise i 2009,« siger Jack Sharples.
»I dag har Gazprom oplagret langt mere gas i Europa end dengang, da flere europæiske lande kom til at mangle gas på grund af uoverensstemmelser mellem Rusland og Ukraine. Selv hvis der bliver lukket af for gasforsyningen gennem Ukraine, kan russerne håndtere situationen bedre end tidligere. Og i så fald vil de bruge anledningen til at tage fat i Europa-Kommissionen og argumentere for, at der i den grad er brug for, at begge Nord Stream-rørledninger udnyttes fuldt ud,« fortsætter Sharples.
»Samtidig mener Naftogaz tilsyneladende, at Ukraine har et stærkere udgangspunkt end i 2009, fordi de ikke længere importerer gas fra Rusland, men kun sender den videre til Europa. Hvis der sker en afbrydelse af gasforsyningen, går det set fra Ukraine mest ud over europæiske forbrugere og Gazprom, der får skadet sit omdømme som en pålidelig leverandør,« vurderer Jack Sharples.
Hans anbefaling til Naftogaz er at skynde sig at indgå en aftale med Gazprom, inden der kommer en dansk tilladelse til Nord Stream 2.
Hvornår den eventuelt bliver givet, er fortsat uvist: »Det er ikke muligt at sige, hvornår vi kan træffe en beslutning,« skriver Energistyrelsens pressechef, Ture Falbe-Hansen, i et svar til Weekendavisen.
