163 sekunder. Det var alt, hvad den danske fighter og OL-sølvvinder i brydning Mark O. Madsen behøvede for at demonstrere over for det danske publikum, at Mixed Martial Arts – MMA – er det tætteste, man kommer på en ægte slåskamp.
I en højt profileret MMA-kamp den 9. juni 2019, der var blevet døbt »Ingen Udvej«, havde en af Danmarks bedste boksere, Patrick Nielsen, vovet sig ind i et oplyst bur med otte kanter og metalhegn. Nu skulle han bevise, at han sagtens kunne tæve »en dværg som Mark«, som Nielsen formulerede det inden kampen.
Men Mark O. Madsen skød ind som et krydsermissil, løftede Patrick Nielsen op på skuldrene og hamrede ham ned i kanvassen. Et hult drøn. Slag. Albue. Slag. Marks arm gled omkring halsen. Stranguleringen lukkede for blodtilførslen til Patricks hjerne. Smerte. Mangel på ilt.
Patrick Nielsen gav op.
Mark O. Madsen er en af to danskere, der skal deltage, når verdens største MMA-organisation, Ultimate Fighting Championship eller UFC – som er for kampsport, hvad Champions League er for fodbold – afholder et stævne på dansk grund for første gang den 28. september i København. Cirkelspark, blodtud, letpåklædte nummerpiger og 13.000 kampsportsentusiaster på lægterne, der hujer, hver gang en får på kæben, eller klapper, når kombattanterne krammer som tak for kampen.
Sporten startede oprindeligt som pankration, »alkamp«, under De Olympiske Lege i oldtidens Grækenland, men tog først for alvor fart i en moderne kontekst i 1993, da den brasilianske Gracie-familie eksporterede ideen om »den ultimative kamp« fra deres hjemland til USA. Brasilianerne ville bevise, at deres form for kampsport, brasiliansk jiu-jitsu, var den mest effektive, og navnet Mixed Martial Arts kommer af, at deltagerne må bruge og blande forskellige kampstilarter som boksning, brydning, taekwondo, karate, judo og jiu-jitsu.
Læs også om Mads Staghøjs årelange selvbedrag, ydmygelse og løgne: »Den fornedrende sommer«
I begyndelsen og ved det første UFC-stævne var alt på nær bid og prik i øjnene tilladt – ligesom ved oldtidens kampstævner. Siden har sporten gennemgået en reformation og kæmpet en moralsk og juridisk kamp for at blive en accepteret del af samfundet. I dag må kombattanterne slå og sparke hinanden i hovedet, også med albuer og knæ, strangulere hinanden bevidstløse og lave ben- og armlåse. Men at hive i håret, give skaller, slå i skridtet, sparke en liggende modstander i hovedet eller sågar kaste hinanden ud over buret er ikke længere tilladt.
Ifølge Susanne Ravn, forskningsleder og lektor på Institut for Idræt og Biomekanik på Syddansk Universitet, er der i dag et større ønske om at være unik. Det er en af grundene til, at flere mennesker dyrker og er interesseret i en ekstremsport som MMA.
»Vi skal helst ikke være mainstream. Det gælder, uanset om det er de specielle øl, jeg drikker, den specielle designvare, jeg går op i, eller den specielle form for idræt, jeg dyrker. Vi lever i singulariteternes samfund.«
For Mark O. Madsen, der har ligget på madrasserne i brydeklubben Thor, siden han var seks år gammel, handler sporten om at udvikle sig som menneske. At blive den bedste version af sig selv.
»Det er i virkeligheden, når vi er sultne, fryser eller arbejder under enormt pres, at vi ser nye sider af os selv. Det er, når vi virkelig er helt ude af tryghedszonen og måske ikke helt i kontrol, at vi finder ud af, hvem vi er, og hvad der er i bagagen.«
I 2013 rejste to af Susanne Ravns specialestuderende, Mariam Rosenwanger og Eva Lee, til USA for at undersøge, hvorfor man vover sig ud i en sport, hvor man sætter sit liv og helbred på spil. De interviewede 37 MMA-fightere i alderen 21 til 48 år.
»De havde et ekstremt stærkt træningsfællesskab. Ligesom en familie. Og det handler ikke kun om træningen, men også om helingsprocessen, når de har været i kamp. At de heles som brødre,« siger Susanne Ravn.
»Fra MMA-udøverne var der også en intern forståelse af det pæne og civiliserede samfund, som ikke giver plads til det ’aggressive urmenneske’. En fortælling om, at med MMA får ’bæstet’ plads til at komme ud. Fascinationen af at møde grænserne tiltalte mange.«
Claus Skjoldborg Larsen er formand for Dansk MMA Forbund. Han kan ikke genkende bæstet, som de amerikanske udøvere har beskrevet, »for hvis du er et bæst i buret, taber du også kampen, fordi du skal kunne kontrollere dig selv og være knivskarp i hovedet«, siger han.
»Interessen for MMA kan handle om, at vi i Vesten mangler at realisere os selv i en travl hverdag. At der også er lidt mand og kampinstinkt i os. Det der med at komme ud og mærke sig selv og udfordre sig selv på andre måder er vigtigt for mange.«
Ifølge Dansk MMA Forbund træner cirka 2700 danskere MMA på landsplan, hvoraf ni ud af ti er mænd. Mange af dem vil aldrig i kamp, men dyrker sporten for at komme i form på en sjov og anderledes måde.
»Hvis vi ser på, hvordan danske UFC-kæmpere klarer sig i forhold til danske boksere, er det fuldstændig evident, at der aktuelt er større interesse for UFC og MMA,« siger Kim Mikkelsen, sportschef i Nent Group, selskabet bag TV3 og Viaplay.
Boksesporten dominerede op gennem 1900-tallet, fra Muhammad Ali og Mike Tyson til Brian Nielsen og Mikkel Kessler. Boksning var kampsportens stuerene disciplin og den, som de hårdeste drenge i skolegården trænede og hoverede med i frikvartererne. Men tiderne har ændret sig, og ifølge Mark O. Madsen anses MMA i dag som »den ultimative udfordring«.
»Jeg har trænet med verdensmestre fra brydning, jiu-jitsu og andre kampsportsgrene. Opfattelsen er, at det godt kan være, at vi har et sort bælte inden for vores kampsport, men vi har ikke et rigtigt sort bælte, før vi har prøvet en MMA-kamp.«
Interessen for sporten er vokset eksponentielt i Danmark. En optælling på Infomedia viser, at der i 2018 blev skrevet lige så mange artikler om MMA eller UFC som i hele perioden fra 2000 til 2010. MMA-sportens største stjerne, irske Conor McGregor, er på få år gået fra at være på kontanthjælp til at blive verdensmester, whisky-entreprenør og verdens fjerdebedst betalte atlet i 2017 med en årsløn på 626 millioner kroner.
31-årige McGregor er ukuelig, flamboyant og ekstremt glad for penge. Hans tilhængere elsker, når han på dybt respektløs, men samtidig humoristisk vis, sviner sine modstandere og deres familie, kultur og religion forud for kampene. Når nålestriberne på hans jakkesæt udgør ordene »FUCK YOU«, eller når han kaster en sækkevogn efter sin modstander i forsøget på at få hævn, får han Nicklas Bendtner til at ligne en duksedreng.
Selvom MMA er i stor vækst, er det langtfra en folkesport. Kampsporten er stadig en bastard og, ifølge Danmarks Idrætsforbund, langt fra at blive optaget hos dem.
Til gengæld følger de unge med, klistret til skærmene og med pengepungen klar.
»Jeg er den højest betalte dansker i en MMA-kamp nogensinde. Det er ikke en hemmelighed, at jeg tjente det samme i kampen mod Patrick Nielsen, som alle danske MMA-kæmpere tjente tilsammen året før. Et beløb med seks nuller bag,« siger Mark O. Madsen, der indtil videre er ubesejret som MMA-kæmper. Om otte dage, når buret låses bag ham i København, får vi at se, om titlen hænger ved.
Ehsan Faizzad er freelancejournalist og har dækket kampsport de seneste fem år.
