Han så kedelig ud, upåfaldende, almindelig – hvilket var det, han altid havde ønsket sig.«
Sådan lyder beskrivelsen af Laurence Michael Dillon, født Laura Maud, efter at han var begyndt at tage testosteronpiller, og de var begyndt at virke. Nu lignede han, ifølge biografien The First Man-Made Man af Pagan Kennedy, tilnærmelsesvis den mand, han følte sig som, i hvert fald nok til at være endnu et ubemærket – maskulint – ansigt i mængden. Senere, i slutningen af 1940rne, skulle han blive den første transkønnede mand, eller transmand, til at få en såkaldt falloplastik, en konstrueret penis.
Beskrivelsen af Dillon passer også på Simon Gjerløv, i hvert fald de tre tillægsord. Da jeg møder ham første gang, ligner han billedet på den modetrend, der betegnes normcore, altså et »normalt« look, der ikke vækker nogens opmærksomhed. En ternet skjorte, cowboyshorts, lidt vigende hårgrænse og en brille med mørkt stel, en gennemsnitlig mand af gennemsnitlig højde og vægt, lidt til den spinkle side, midaldrende, upåfaldende, almindelig.
Også han fik, efter knap 20 års kontakt med sundhedsvæsnet som transkønnet mand, en falloplastik efter et par år på testosteron og en såkaldt top-operation, altså fjernelse af bryster. Falloplastikken blev påbegyndt i 2013 på Rigshospitalet og har ført mange komplikationer med sig, ligesom det i det hele taget har været en lang og vanskelig kamp for den 53-årige psykolog at ændre sin krop, så den passede med hans selvbillede. Hvis kønnet er en konstruktion, har Simon Gjerløv været igennem flere ombygninger end de fleste.
»Jeg har altid følt og opført mig som en dreng og mand, og siden 15-årsalderen levede jeg et dobbeltliv, dels som Simon, dels en facade som kvinde på arbejdet, studiet og over for familien,« siger Gjerløv, der først fortalte sine nærmeste, hvem han egentlig var, i 2009. Inden da havde han allerede som barn kigget i medicinske bøger på biblioteket uden helt at vide, hvad han ledte efter. Han frygtede puberteten, brysterne, de kvindelige former, og menstruationen føltes som et ulækkert angreb; han måtte ændre sin krop.
»Jeg var knap 18 år, da jeg første gang fandt et billede af en falloplastik, nok fra 1950erne. Det lignende en død maddike, intet urinrør, ingen følesans, og der gik åbenbart ofte koldbrand i dem. Jeg blev skuffet og ked af det, men begyndte at lægge penge til side til en falloplastik, som jeg kunne få udført, når teknikken blev bedre.«
I 1995 blev Simon Gjerløv for første gang henvist til Sexologisk Klinik i København, som indtil for nylig var det eneste sted i Danmark, man kunne gå hen, hvis man havde problemer med sin kønsidentitet. Behandlingen af transkønnede hørte under psykiatrien.
»Jeg sad i et venteværelse med seksualforbrydere og folk med vaginisme (ufrivillige sammentrækninger i skeden, red.). Jeg troede bare, jeg skulle fortælle dem, hvad jeg ville have – hormonbehandling og operationer – men fik smækket døren i hovedet. Sexologisk Klinik mente dengang, at deres pligt var at afvise så mange som muligt, og mange har taget billetten på de afvisninger,« fortæller Simon Gjerløv, der i omtrent ni år har været aktiv i Transpolitisk Udvalg under LGBT Danmark.
For nogle år siden kom han i medierne som manden, der havde født sine egne børn, en søn og en datter. Han har dog aldrig været i et forhold med en mand og betragter sig som heteroseksuel mand.
»Jeg brød mig ikke om at være gravid, føde eller amme og på den måde ’komme i klub’ med kvinder. Men jeg kunne godt lide kommunikationen og nærheden med barnet – man bliver jo ikke til sten, bare fordi man er transkønnet. Og der kom to fantastiske resultater ud af det.«
I 2017 udsendte Sundhedsstyrelsen en opdateret vejledning til, hvordan sundhedsvæsnet bør forholde sig til transkønnede. Her understreges det en smule demonstrativt, at patienten skal behandles med omhu, samvittighedsfuldhed og på lige fod med andre, og at sundhedspersoner skal forhindre stigmatisering. Patienten skal føle sig velkommen, der skal vises respekt, rummelighed og hensyn, og man skal ikke forsinke udredning eller behandling.
»For fem-ti år siden havde man et andet syn på transkønnede i sundhedsvæsnet, og behandlingen på Sexologisk Klinik var nok lidt lukket om sig selv. Den nye vejledning er resultatet af et paradigmeskift og en mentalitetsændring i systemet, hvor vi ikke længere opfatter transkønnede som nogle, der har en psykisk sygdom, man skal helbrede dem for,« siger Camilla Rathcke, speciallæge og chef i Sundhedsstyrelsens Center for Planlægning, som beskæftiger sig med kønsidentitet.
»I dag siger vi, at disse mennesker har et kønsligt ubehag, og dem skal vi måske hellere hjælpe over til det køn, de oplever sig som, hvad enten det er via hormonbehandling eller kirurgi. Før i tiden var opfattelsen, at det fysiske ikke var det primære problem, og man var derfor mere påholdende med at tillade den slags.«
Læs også debatten om tiltaleformen på KUA: »Gode råd er dyre«
Systemet er langt fra perfekt
En del af baggrunden for paradigmeskiftet er ifølge Camilla Rathcke en rapport fra Statens Institut for Folkesundhed, der i 2015 belyste LGBT-personers helbred og trivsel, og som viste, at transpersoner ikke føler sig velkomne i sundhedsvæsnet. Amnesty-rapporter fra samme periode bekræftede det billede. I 2017 blev transkønnethed fjernet fra den danske liste over psykiske lidelser, og senere gjorde WHO det samme i deres internationale klassificering af sygdomme.
I 2017 åbnede desuden et Center for Kønsidentitet i Aalborg, som man kan blive henvist til af sin læge, og i februar åbnede et center af samme navn på Rigshospitalet, som ikke længere har med psykiatrien at gøre. I dag taler transkønnede patienter oftest med gynækologer, hormonlæger og kirurger, ikke psykiatere.
Ifølge Simon Gjerløv er systemet dog langtfra perfekt. For eksempel er kønsmodificerende kirurgi ikke underlagt behandlings- og ventetidsgaranti, og en transkønnet med det behov har derfor ikke krav på behandling inden for 30 dage.
Derudover er der selve falloplastikken, konstruktionen af penis, som nogle transmænd vælger at afslutte deres behandling med. Center for Kønsidentitet mener, at der i Danmark er blevet foretaget en håndfuld falloplastikker, formentlig ikke flere end ti. Michael Vestergaard Thomsen, der er chef for Klinik for Plastikkirurgi og Brandsårsbehandling på Rigshospitalet, har været med til tre af dem siden 2016 og et par stykker inden.
»Operationen foregår ved, at man flytter væv ned mellem benene, for eksempel fra den store rygmuskel, låret eller fra underarmen; det sidste plejer at være den bedste løsning for de fleste patienter. Så høster man vævet, inklusive vener, arterier og nerver, og placerer det i klitorisområdet, syr blodkar og nerver sammen under mikroskop og former penissen,« forklarer han. Ved en senere operation former man et penishoved, dernæst pung og testikler. I Danmark kan transmænd desuden få en protese indopereret, der ifølge Vestergaard Thomsen fungerer lidt som en piberenser.
»Det er en silikonestav med en kerne af bøjeligt sølv, så man kan rette penissen ud i den ønskede stilling. Tanken er, at det skal være muligt at få rejsning og udføre penetration.«
At flytte vævet og forme penissen er ikke så vanskeligt, fortæller Vestergaard Thomsen, men problemerne dukker op senere, især hvis man vil have formet et urinrør inde i den konstruerede penis, så man kan stå op og tisse.
17 operationer
Komplikationer kender Simon Gjerløv alt til. I skrivende stund har han været gennem 17 operationer siden september 2013 i forbindelse med sin falloplastik, ud over tre styk for at få fjernet bryster, livmoder og æggestokke samt vagina. Han kan berette om lange ventetider, problemer med en alt for stiv protese – »jeg kunne ikke have børn på skødet« – og nekrose, altså vævsdød, der har ødelagt en tredjedel af falloplastikkens glans, så han ikke kan tisse i en lige stråle.
Michael Vestergaard Thomsen, der har været med til at udføre operationer på Gjerløv, vil ikke gå ind i den konkrete sag, men siger, at komplikationer er almindelige, både i Danmark og udlandet.
»Det kan tage to til fire år, ofte længere, for en transmand at opnå succes med samtlige operationer, og man kan sagtens ende med ikke at komme i mål. Forleden fortalte en kollega mig om en opgørelse over operationer på et hospital i Ghent i Belgien, som er et af de steder i Europa, der laver flest falloplastikker. Komplikationerne i forbindelse med at lave urinrør ligger på 40-60 procent. En islandsk kollega nævnte en komplikationsrate på 80-90 procent i sit hjemland.«
Vestergaard Thomsen har heller ingen illusioner i forhold til, hvad man kan regne med at opnå ved en falloplastik.
»Principielt kan vi ikke lave noget funktionelt. Vi kan flytte væv og, hvis vi er heldige, få noget følesans i det, men ikke erotisk følesans. Operationerne på transkvinder giver langt mere mening, fordi man der anvender en del af penishovedet som klitoris, så patienten i langt de fleste tilfælde vil kunne få orgasme. Der er vi slet ikke, hvad angår falloplastikker.«
– Hvis jeg var transmand, ville jeg nok også være en smule nervøs ved at få sådan en operation et sted, hvor man kun har udført en lille håndfuld. Kan du forstå, hvis man tænker sådan?
»Ja, det kan jeg godt, og jeg mener, at man med fordel kunne oprette et nordisk center, hvor man samlede eksempelvis falloplastikker. Men vi har som klinikere ikke indflydelse på, hvor behandlingerne foretages. Hvis vi lavede 50-100 falloplastikker om året, ville vi nok have en lavere komplikationsrate end nu, men vi ligger ikke mærkbart skævt i forhold til andre steder.«
For Simon Gjerløv giver det ikke mening at spørge, hvorvidt hans nuværende situation har været alle operationerne værd, eller om han har fortrudt.
»Har du fortrudt, at du er kvinde? Man kan ikke fortryde, hvem man er, og så længe muligheden for en kønsskifteoperation er til stede, vil man have den. Hvis man kommer i en kørestol, vil man jo også forsøge at gå, indtil alle lægerne siger, at det er umuligt. For mig er det vigtigt at have en penis, fordi jeg er en mand. Jeg har ingen kønsdysfori nu, altså ubehag ved min krop og mit køn, og jeg føler, at min krop er hel. Min hjerne har hele tiden været indstillet på, at der skal være en penis, så selv før nerverne var helet, bildte hjernen mig ind, at jeg kunne mærke det hele. Men jeg er jo en mand med et læderet kønsorgan og kan ikke gennemføre et samleje eller tisse på normal vis.«
Inden for de sidste par år har begrebet transkønnet vundet indpas i ikke bare sundhedsvæsnet, men bredt i den danske debat. Ifølge Simon Gjerløv har det betydet, at han i dag har nemmere ved at forklare, hvem han er, og hvad det vil sige at være en transmand. Folk stiller heller ikke så mange nærgående spørgsmål til hans underliv.
»Før kom den altid: Har du fået ’operationen’? I dag har folk mere pli og er ikke så rethaveriske på andres vegne. Tidligere kunne de godt finde på at blive ved med at tiltale mig som ’hun’, selvom jeg sad foran dem og tydeligvis så ud som en mand,« siger han.
Det øgede kendskab har dog også betydet, at flere bliver irriterede på transkønnede; den velmenende nysgerrighed er for nogle ifølge Gjerløv blevet til irritation over det, han kalder en lille gruppe outrerede og aggressive stemmer i debatten.
»Al snakken om at være queer og non-binær har primært været negativ for transkønnede som mig. Folk tror, at jeg er enormt nærtagende, hvilket er ærgerligt. Frygten for at være politisk ukorrekt betyder nemlig ikke, at folk accepterer eller respekterer dig, bare at de er bange for at sige noget forkert,« uddyber han, der betegner sig selv som »meget binær«, altså entydigt en mand.
Drop non-binær og ciskønnet
»Jeg bryder mig ikke om udtrykket non-binær, for de, der betegner sig selv sådan, er det jo ikke. De er noget mellem mand og kvinde, mellem noget maskulint og feminint. Der findes to køn med forskellige grader af overlap, og ingen er non-binære uden at være kønslige på en eller anden måde, for eksempel via deres tøj eller seksualitet. Udtrykket giver hverken mening, afklaring eller accept. Man gør sig bare speciel, uden at nogen kan finde hoved eller hale i det.«
Gjerløv er endnu mindre glad for begrebet ciskønnet, der bruges om en person, der identificerer sig som det køn, vedkommende har fået ved fødslen.
»Ordet bliver ofte brugt negativt som begrundelse for, at man må hånes eller hades, hvis man er det. Jeg vil ikke tvinges til at bruge et vokabularium, som nogle fanatikere har opfundet, og foretrækker ordet ikke-transkønnet. Det er konstaterende, ikke hånende og indfører ikke en helt ny kategori.«
En person, der formentlig vil være enig med Gjerløv, er Dansk Folkepartis Søren Espersen, der forleden klædte sig ud i lyserød hat og matchende tørklæde for at kritisere Københavns Universitets nylige opfordring til at undlade kønnede stedord. Espersen var »edderspændt rasende« over, at man ifølge ham ikke længere må bruge ord som »han«, »hun«, »mand« og »kvinde« og opfordrede til, at man ikke underkastede sig »politiske korrekte idioter«. Gjerløv er i hvert fald enig med Espersen, siger han.
»Jeg synes, det er på tide, at transkønnede bliver blandet ud af den normkritiske offerrolledyrkelse. De fleste transkønnede, også dem med en flydende kønsopfattelse, er stille og rolige, ofte meget traditionelle mennesker, der ønsker let adgang til behandling og samme rettigheder som andre. Og så findes der buldertønderne, der råber højt.«
Læs også Lone Franks artikel om transkønnethed som en kampplads for identitetspolitik: »Transkulturelt«
