Det kommer ikke som noget chok, at uenighederne er brudt ud i lys lue. Amineh Kakabaveh sluttede sig til den kurdiske guerillastyrke Peshmerga, mens hun stadig var teenager i Iran, og hendes selvbiografi bærer titlen Amineh – ikke større end en kalasjnikov.
19 år gammel kom hun til Sverige, og lige siden har hun verbalt skudt med skarpt mod den kvindeundertrykkelse, hun mener er på fremmarch i de svenske forstæder. Ifølge hende selv er det grunden til, at det socialistiske Vänsterpartiet for nylig erklærede, at de ekskluderede hende.
»Mit parti vil ikke kritisere de normer, der ligger bag æresforbrydelser og børneægteskaber, fordi det foregår blandt minoriteter. Partiet har forladt sin ideologi til fordel for identitetspolitik og kulturrelativisme. Jeg er en socialistisk, marxistisk feminist. Jeg har kæmpet imod fundamentalister, siden jeg var 13 år gammel, så selvfølgelig vil jeg ikke holde mund i et demokrati,« siger hun.
Amineh Kakabaveh er kendt som en utrættelig bannerfører for især etniske kvinders rettigheder, er medlem af det svenske parlament, Riksdagen, og har stiftet foreningen Varken hora eller kuvad – hverken luder eller undertrykt. Ekskluderingen har rejst et mindre stormvejr, og flere politikere og meningsdannere beskylder nu hendes parti for at ofre kvinders tryghed på antiracismens alter.
»Hvor længe endnu kan sådan et parti kalde sig feministisk? Det går til syvende og sidst ikke at sminke en gris,« skrev Elsa Westerstad, debatredaktør på Svenska Dagbladet.
Maria Rashidi, en iransk kvindeaktivist, der blev offer for et syreangreb i ansigtet af sin eksmand, har spurgt, om ikke netop et venstrefløjsparti bør kritisere religion og kvindeundertrykkelse.
»Vi, som flygtede for livet fra kønsapartheid-diktaturer, må konstatere, at de samme ideologier, som i vores hjemlande truede og fængslede os og straffede vores søstre og brødre, har fået lov til at etablere sig også her i Sverige. Alt sammen med statsstøtte fra blandt andre ’verdens første feministiske regering’,« skrev Maria Rashidi i Dagens Samhälle.
Sagen har på ny rippet op i Sveriges forhold til indvandring. Selv om debatten ifølge iagttagere er friere og mindre politisk korrekt i dag, viser flere sager, at bombastisk kritik stadig kan være sprængfarligt. Gang på gang er modstridende svenske værdier kollideret i den offentlige debat. Man ønsker demokrati og ligestilling, samtidig med at man ønsker respekt for kulturforskelle; man hylder traditionen for religionskritik, samtidig med at man kræver beskyttelse af minoriteter og deres religion.
Amineh Kakabaveh er langtfra den første indvandrerpolitiker, der er blevet fanget i værdiernes vejkryds. Nyamko Sabuni, der er født i Burundi, stødte også på modstand i sit eget parti Liberalerna efter en lang række indvandringskritiske forslag. Hun har blandt andet udgivet bogen Pigerne vi svigter og foreslået en hårdere indsats mod muslimske friskoler, omskæring af piger og tørklæder i skolen. Efter valget i 2010 ønskede partiet ikke, at hun forsatte som integrationsminister, ifølge hende selv på grund af hendes håndfaste forslag, men i sommer fik hun en sejr, da hun blev valgt som formand for sit parti. Ifølge Sakine Madon, politisk chefredaktør på Upsala Nya Tidning, har adskillige med indvandrerbaggrund fået ørerne i den samme maskine.
»Det er den samme konflikt, der gentager sig med nye personer. De svenske partier har svært ved at håndtere folk som Amineh, der er kommet med en stærk venstreorienteret baggrund fra Mellemøsten. Når de vil videreføre deres holdninger her i Sverige, får de at vide, at det er følsomt at tale om religion. Der er feminister, som kommer til det her storslåede feministiske land og oplever, at æreskonflikter ikke er noget, man skal tale om,« siger Sakine Madon.
Hun er selv barn af kurdiske flygtninge fra Tyrkiet, liberal og ligeledes aktiv i diskussionen om integrationsproblemerne.
»Jeg har skrevet om æreskultur i næsten 20 år, og det udløser meget kritik. Sverige har en konsensuskultur, mens man i Mellemøsten har en anden måde at debattere på,« siger hun.
Manipuleret video
Ifølge Amineh Kakabaveh kom ekskluderingen i stand, da partiet fik nys om, at hun havde givet et interview, hvor hun oplyste, at hun allerede selv havde meldt sig ud af partiet. Det har ikke været muligt at få en kommentar fra Vänsterpartiet, men på et pressemøde afviste partisekretæren, at eksklusionen skyldes uenighed om æresvold. Han begrundede den med, at forholdet længe havde været uholdbart, at Amineh Kakabaveh havde meget fravær, og at hun havde delt en manipuleret video på Facebook. Videoen var lavet af højreorienterede, der havde fået det til at ligne et nyhedsindslag fra svensk fjernsyn og fejloversat en samtale, så de muslimske medvirkende gav udtryk for rabiate holdninger.
»Amineh har i flere tilfælde spredt falske nyheder og givet et billede af Vänsterpartiets politik, som ikke stemmer,« sagde partisekretæren Aron Etzler.
Om videoen har Amineh Kakabaveh selv forklaret, at hun fjernede den og undskyldte, da hun opdagede fejlen.
Partiets kritikere peger dog på, at uenighederne stikker dybere end som så. I 2002 holdt Vänsterpartiets daværende formand Gudrun Schyman sin berygtede Taleban-tale, hvor hun sammenlignede ligestillingen for svenske kvinder med de afghanske.
»Det er den samme norm, samme struktur, samme mønster, som opretholdes i talebanernes Afghanistan såvel som i Sverige,« sagde hun.
Samme år blev kurdiske Fadime Sahindal dræbt af sin far, fordi hun selv ville vælge sin kæreste, og partiets ungdomsorganisation krævede herefter, at daværende integrationsminister Mona Sahlin gik af. Ikke fordi hun havde svigtet piger som Fadime, men fordi ungdomspartiet mente, det var racistisk, at hun havde rejst spørgsmålet om kulturens betydning.
Siden har Vänsterpartiet beskrevet forholdet til æresvold som et særskilt punkt i sit politiske program.
»Æresvold og undertrykkelse har, ligesom mænds vold mod kvinder i øvrigt, generelt sit grundlag i køn, seksualitet, magt og kulturelle forestillinger om disse,« lyder det.
Det var dog hverken Fadime eller teenagere på genopdragelsesrejse, Vänsterpartiets nuværende formand, Jonas Sjöstedt, nævnte, da han i sommer holdt en lang Almedalstale om blandt andet æreskultur. I stedet tog han udgangspunkt i sin egen svenske mormor, der blev født i 1909. Hun blev tvunget til at gifte sig i en sort bryllupskjole, fordi hun blev gravid uden for ægteskab.
»Hun havde bare at gifte sig med morfar, om hun ville eller ej. For slægtens rygte. Det ligger ikke særligt langt tilbage i tiden. Det svenske bondesamfund havde sine indslag af æreskultur,« sagde Jonas Sjöstedt i sin tale.
Han tilføjede, at æreskultur også hænger sammen med det svenske klassesamfund, men nævnte ikke, hvem æreskulturen går ud over i dag, eller hvem der praktiserer den.
Venstrefløjen har ikke rykket sig
Det viser, at venstrefløjen ikke har rykket sig grundlæggende, mener Hanif Bali. Han kom til Sverige fra Iran, da han var tre år gammel, og i dag er han et indvandringskritisk medlem af centrum-højrepartiet Moderaterne, hvor han også fortæller, at han møder modstand.
»Diskussionen om æreskultur i Sverige er udelukkende drevet af kvinder med indvandrerbaggrund. Gatekeeperne er til gengæld hvide venstreorienterede og storbyfeminister, der ikke vil anerkende det som et kulturelt fænomen. De har længe sagt, at det er den samme form for patriarkat, der findes blandt indvandrere og den svenske overklasse, og derfor er svensk politik så anderledes fra vores naboers. Vi kan ikke tale ordentligt om problemerne,« siger Hanif Bali, der driver podcasten God Tone, en ironisk henvisning til formaningen om, at man skal huske at tale pænt.
Han mener, at politikere og debattører med indvandrerbaggrund har været med til at åbne debatten om mellemøstlig indvandring, ikke mindst efter den overvældende tilstrømning af flygtninge i 2015. I dag har hver fjerde borger i Sverige indvandrerbaggrund, men ifølge ham er erkendelsen stadig en langsom proces.
»Svenskere taler om æreskultur med overvældende frygt. De er bange for at fornærme nogen, for at sige noget forkert eller for at blive socialt udstødt. De taler i koder om problemerne, mens politikere som Amineh ser på, hvem der risikerer at blive fornærmet, og hvilke piger der måske vil blive reddet. For hende er dette valg ikke svært,« siger Hanif Bali.
Hanif Bali peger også på det, han opfatter som en afgørende skævhed i debatten. Det er, forklarer han, ikke altid hovedpersonerne selv – indvandrerne – som diskussionen handler om. Fronterne går snarere imellem svenskere, der efterlyser god tone, og åbenmundede politikere som ham selv.
»Mine modstandere er ikke indvandrerne i forstæderne. De taler lige ud af posen, uanset om de er enige med mig eller ej. De, der bliver mest fornærmede, er venstreorienterede svenskere fra storbyerne. Det er dem, der vil have mig smidt ud af partiet eller frataget mine poster,« siger Hanif Bali.
Personligt tvivler han på, at det er den etniske baggrund hos ham og hans ligesindede, der bidrager til, at de formulerer sig mere bramfrit. Men han konstaterer ikke desto mindre en forskel.
»Svenskerne kalder folk for racister for hvad som helst, og forskellen på os og hvide svenskere er måske, at vi er ligeglade. Måske er det det, der er usvensk ved os,« siger han.
