Brandfolkene bliver ikke overraskede længere. 112-opkaldene kommer om aftenen eller natten, typisk fra en beboer eller en forbipasserende på gaden: bil i brand. Operationschef Tim Ole Simonsen er rykket ud til utallige meldinger, og i dag løfter ingen i vagtcentralen et øjenbryn, når der i snit rykkes ud til seks bilbrande hver uge i hovedstadsområdet.
»Påsatte bilbrande er blevet hverdag for os. Det er en standardopgave,« fortæller Tim Ole Simonsen.
Han har arbejdet 25 år i Hovedstadens Beredskab og fortæller, at situationen typisk er denne, når brandfolkene ankommer til stedet: Bilen er sjældent til at redde. Ruden er blevet knust og flammerne antændt af avispapir og tændvæske, der er blevet kastet ind på sædet. Bilerne ved siden af er selv blevet omspændt af flammerne eller begyndt at boble i lakken. Nogle gange stimler en gruppe unge mænd sammen og betragter brandfolkene, mens de arbejder. Bagefter pakker de udstyret sammen, stiger tilbage i deres biler og efterlader de udbrændte vrag på asfalten.
»Det skaber i høj grad utryghed i et bolig- område, at der sættes ild til bilerne. Det påvirker også den familie, det går ud over, for det er ikke sikkert, at forsikringen dækker hele bilens værdi,« siger Tim Ole Simonsen.
Selv om brandstiftelse er en alvorlig forbrydelse, finder den på flere måder sted i mørket.
Ifølge Beredskabsstyrelsen begyndte brandfolk først for nylig at registrere, om en bilbrand er formodet påsat, og det vurderes at gælde 40 procent af de årlige mellem 1.500 og 2.000 bilbrande. Antallet af påsatte bilbrande kan dermed være op mod 800 om året. Det svarer til, at over to biler stikkes i brand i Danmark hver dag.
Alligevel falder der stort set ingen domme. Ifølge vicepolitiinspektør Søren Enevoldsen hos Rigspolitiets nationale efterforskningscenter skyldes det forbrydelsens natur.
»Beviserne går bogstaveligt talt op i røg, og derfor er der desværre en lav sigtelsesprocent. Som oftest finder vi ud af, om der er tale om en påsat brand, fordi vi kan finde brændbare væsker eller andre tændmidler, men bevisbyrden er rigtig kompleks at løfte,« siger Søren Enevoldsen.
Bilbrande er dermed en billig og risikofri forbrydelse, der skaber overskrifter, uro i lokalområdet samt blå blink i gaden, fordi både politi og brandvæsen rykker ud hver gang.
I udsatte boligområder
Bilbrande forekommer primært i de større byer og udspringer blandt andet fra belastede boligområder. Op til folketingsvalget i foråret blev flere biler og containere stukket i brand, da Stram Kurs-leder Rasmus Paludan ville besøge Nørrebro, og i Aarhus Vest skete det samme flere dage i træk, efter at politiet havde lukket et tilholdssted for Trillegårdsbanden. I 2016 og igen i 2018 blev Malmø ramt af en bølge af bilbrande, der spredte sig til Danmark, og når det sker, aktiveres kommunernes SSP-samarbejde som regel, fortæller Riad Tolba, der er tidligere politimand og nu sekretariatschef for SSP-samarbejdet i Københavns Kommune.
»Det lyder jo mærkeligt at kalde bilbrande for normalt, men det er noget, der forekommer, særligt i de udsatte boligområder. Sker det mere end normalt, undersøger vi, om det for eksempel er unge mennesker, som begår forholdene, og i så fald om der er noget i lokal- området, de unge er utilfredse med. Årsagen kan også være kedsomhed, forsikringssvindel eller en kedelig tendens til at lade sig inspirere af andre.«
– Er det indvandrerunge, der brænder biler af?
»Det ønsker jeg ikke at kommentere på, da det vil være gisninger,« siger Riad Tolba.
I København brænder bilerne blandt andet på Amager, Nørrebro og i Nordvestkvarteret, hvor mange bandeskyderier også finder sted. Derfor var 46-årige Eva Hesses første tanke også, om det var skud, der vækkede hende en sen aften, efter at hun havde lagt sine børn i seng.
»Jeg hørte nogle kæmpe brag, og det gik igennem hovedet på mig, om det var et skyderi. Så så jeg kæmpe flammer ude på vejen og seks-syv biler, der stod og brændte. Mine børn, der var seks og otte år, blev selvfølgelig bange, og jeg beroligede dem med, at sådan noget oplever man heldigvis kun en gang i livet. Men en uge senere skete præcis det samme,« siger Eva Hesse, der bor i hus i udkanten af Københavns Nordvestkvarter.
Bragene stammede fra eksploderende bildæk, og hendes egen bil kom ikke noget til.
»Vi er jo ikke traumatiserede, men jeg bliver da vred, fordi det er farligt, og folk kan komme til skade. Og så tænker jeg, at der er nogen, der virkelig har brug for noget hjælp,« siger hun.
Brandene kom efter en bølge i Malmø.
Mere end social uro
Det er ikke kun social uro, der ligger bag bilbrandene. Blandt andre motiver kan ligge personopgør mod bilens ejer eller forsikringssvindel. Hos forsikringsselskabet Tryg har man allerede i det første halve år af 2019 registreret 400 bilbrande – det samme tal som hele sidste år.
»Vi har set en tydelig stigning i det, vi formoder er påsatte bilbrande hen over foråret og sommeren. Der er typisk tale om de større biler som BMW, Audi og Mercedes. Der er flere eksempler på, at den første påsatte brand ikke har været tilstrækkelig udslettende, og at en ny brand er blevet påsat efterfølgende. For eksempel hvis der kun har været brand i kabinen,« oplyser kommunikationsmedarbejder Christian Kehler.
Tryg oplever også, at biler, der har været anvendt til kriminalitet, sættes i brand.
Ifølge Rigsadvokaten faldt der sidste år 24 domme for brandstiftelse af forskellig slags i København, men Rigsadvokaten kan ikke oplyse, hvor mange af dommene der handler om bilbrande. Det er for omfattende et arbejde at gennemgå de 24 sager, lyder svaret. Justitsminister Nick Hækkerup ønsker heller ikke at udtale sig om den lave opklarings- procent.
Boligminister Kaare Dybvad har selv oplevet bilbrande i sin egen gade for omkring ti år siden, da han boede på Nørrebro.
»Der var tit en bil i brand i forbindelse med uroligheder, og det er enormt utrygheds- skabende. Jeg tror, det er med til at skabe en følelse af, at der er lovløst i området, især hvis der går lang tid, før bilerne bliver fjernet. De almene boliger skal ikke være varmestue for folk, der brænder biler af. Vi har taget en del initiativer i parallelsamfundspakken, så man kan smide folk ud af deres lejligheder, hvis nogen i husstanden begår kriminalitet. Det har vist sig at have en præventiv effekt,« siger Kaare Dybvad.
Men der er næsten ingen, der bliver dømt for det.
»Det kræver selvfølgelig, at de bliver dømt, før man kan smide dem ud. Men hvis de først er det, så kan man have en klar og konsekvent linje over for dem,« siger han og håber, at hans indsats for flere blandede boliger – for eksempel ejer- og lejeboliger side om side – vil medføre mindre kriminalitet på lang sigt.
Han tilføjer, at når Danmark tager imod flere ikkevestlige indvandrere og flygtninge, som i 2015, stiger andelen af ikkevestlige beboere i de almene boliger.
»Når vi har den stigning, stiger udfordringerne også med at få dem integreret, og for mig handler det om at sikre, at alle ikke ender det samme sted. Det er den fejl, man har begået historisk, men ser man på en kommune som Ballerup, der har spredt beboerne, viser det sig, at de har meget bedre resultater,« siger Kaare Dybvad.
Der sker spontant
Bjarke Alberts, der leder Den Kriminal- præventive Sektion hos Københavns Politi, kan ikke udtale sig om, hvem der brænder bilerne af, da stort set ingen bliver dømt for det.
»Vi kan jo ikke sige, at de har noget med det at gøre, men hvis en dreng på 16 år bliver truffet klokken 23.30 mandag aften i nærheden af en bilbrand, giver det selvfølgelig anledning til bekymring. Der vil mine folk ringe til forældrene, så vi kan støtte dem med de tiltag, vi har mulighed for igennem SSP-samarbejdet.«
– Kan bilbrandene være en måde at vise, hvem der bestemmer i området?
»Nej, vores fornemmelse er, at det typisk sker spontant, og at de unge gejler hinanden op. Derfor har vi også god erfaring med at sætte ind, før det udvikler sig. På under et døgn i foråret fik vi lagt fuldstændig låg på en række brande i et område på Nørrebro ved at italesætte det over for de unge og ikke mindst deres forældre. Derudover har vi oplevet bilbrande i forlængelse af nogle Stram Kurs-demonstrationer på Nørrebro, og i den forbindelse var vi også massivt ude med diaologpoliti og kommunen og snakke med de unge. Vi inddrog de aktører, vi havde i SSP og på gadeplan. Vi italesatte også i muslimske miljøer ytringsfrihed, magtens tredeling, og hvordan man bedst skal agere i et demokratisk samfund som det danske, hvis man er utilfreds.«
Hverken politiet eller Beredskabsstyrelsen kan tidsfæste, hvornår bilbrande blev hverdag i Danmark. Beredskabsstyrelsens statistik over det totale antal bilbrande – herunder motorfejl, påsatte brande og andet – begynder først i 2007, og den viser, at det totale antal brande toppede i 2008. Herefter har brandene stilfærdigt stabiliseret sig som et fænomen i de danske storbyer. Her er et udpluk fra sommeren 2019.
Aarhus: I august efterlyste politiet en gernings- mand på scooter efter en påsat bilbrand i Aarhus C klokken 23.22. Samme måned gik tre biler op i røg i Brabrand klokken 00.28.
Ishøj: I august rykkede politiet ud med sin mobile station til boligområdet Ågården, efter at to biler var blevet sat i brand. To uger forinden brændte endnu en bil i Ågården – stort set samme mønster som i december 2018, da politiet måtte øge deres patruljering efter 12 nedbrændte biler på en måned. Alt sammen i det samme boligområde.
Albertslund: I august efterlyste politiet vidner til en påsat bilbrand i Morbærhaven, der spredte sig til i alt seks biler omkring klokken 23. I juli blev to varevogne stukket i brand ved Vestcentret klokken 01.36.
De to sidste byer ligger begge på Vestegnen, hvor integrationsminister Mattias Tesfaye bor og er valgt. Han ønsker ikke at udtale sig om bilbrandene.
I Aarhus blev der slukket 75 bilbrande sidste år og i Odense 56. Bilbrandene er tilsyneladende kommet for at blive.
Alene i København blev der rykket ud til 212 bilbrande sidste år, og dermed ligger København p.t. på niveau med Malmø. Det skyldes dog ikke, at København har overhalet Malmø, men at antallet af bilbrande i Malmø faldt til 207 sidste år.
Læs også Asle Tojes reportage fra en natpatrulje med politiet i Göteborg: »Sveriges Gotham«
