Hvis man skal lave en spilleliste, der fortæller historien om Lars Løkkes endeligt på det historiske møde i Venstres forretningsudvalg lørdag, vil den være kort og kun bestå af to numre. Det første vil være grundtvigianeren Mads Hansens høstsang fra 1868 »Marken er mejet«, der indledte det ekstraordinære møde på Hotel Comwell i Brejning sydøst for Vejle.
Herefter tog tingene som bekendt en drejning og endte med, at Kristian Jensen ofrede sig for partiet, tog sin gamle banemand Løkke med i faldet og forlod hotellet i sin bil med Volbeats »For evigt« spillende for fuld udblæsning. Det er naturligvis andet og sidste nummer på playlisten.
Det er en kort, men dramatisk liste. Først er det lyden af det gamle, negligerede bagland, der rejser sig stædigt fra kaffebordene og samler sig i fællessang for at detronisere den forvildede leder. Herefter er det lyden af den yngre, tragiheroiske formand, der aldrig blev, emanciperet til tonerne af det største danske metalband, rockfolk i København aldrig anerkendte, provinsbandet Volbeat.
Når musikkens og politikernes veje krydses, er det altid interessant. Musik kan fortælle et helt partis historie. Dansk Folkeparti kan eksempelvis opsummeres på tre numre. Spillelisten starter med Richard Ragnvalds smashhit fra Giro 413 »Kære lille mormor«, som han sang på Dansk Folkepartis landsmøde i 1997, parafraseret som en hyldest til partiets formand, »Kære lille Pia«.
Partiet var dengang endnu ungt, ikke stuerent og politisk udstødt. Sangen blev vist på tv, og det havde sin pris. I 2009 fortalte Ragnvald til Se og Hør: »Jeg mistede job for omkring en million kroner. En overgang var jeg simpelthen bange for, at det ville koste mig karrieren.« Ikke desto mindre sang han den igen i 2007 til Pia Kjærsgaards 60-års fødselsdag.
Det næste nummer på listen er tidligere trafikordfører Kim Christiansens valgsang fra 2011, »Herfra min verden går«. Det er lyden af Dansk Folkeparti i sin storhedstid (og den ubestridt mest vellykkede valgsang for et dansk parti i nyere tid). Kim Christiansen er tidligere forsanger i 80er-heavy-bandet Mandrake og har også udgivet poprock-plader under navnet Kim C, så det er en erfaren sanger og sangskriver, der leder an.
Videoen, der kan findes på YouTube, viser en tydeligt munter og sammentømret folketingsgruppe, der synger med på omkvædet i en stil, der giver mindelser om den løsslupne stemning i musikvideoen til det danske 80er-dynamit-landsholds udødelige »Re-Sepp-Ten«. Begge videoer emmer af overskud og sejrsmarch på fjerne fodboldbaner.
Sidste nummer på Dansk Folkepartis playliste giver også fodboldassociationer. FC Liverpools slagsang »You’ll Never Walk Alone«. Men stemningen er en anden. Det er Kristian Thulesen Dahl, der synger den foran en sal af skuffede, lettere chokerede folkepartister på valgnatten grundlovsdag i år, da partiet for første gang stifter bekendtskab med den politiske katastrofe og vinker farvel til 21 af deres folketingsmandater – inklusive Kim Christiansen.
Et enkelt nummer kan også bringe en svunden periode i dansk politik tilbage. Intet legemliggør den radi-coole epoke mere endegyldigt end at gense Klaus Bondam, Morten Helveg og Naser Khader optræde som boyband i Pumpehuset i 2005 iført tuxedo med en omskrevet version af nullerhittet »All Rise«. De Radikale var dengang indbegrebet af den kreative klasse, det metroseksuelle (det kaldte man det), alt der var cool, ungt og urbant. Få år efter står videoen tilbage som et tåkrummende testamente.
Musik og politik har altid fulgtes ad. Fællessangen var en effektiv motorolie for den sociale og politiske mobilisering i gamle dage, en uomgængelig, integreret del af forenings- og partilivet. Staunings valgprogram »Danmark For Folket« fra 1931 inspirerede i 1934 arbejderdigteren Oskar Hansen til at skrive en sang med samme navn, der i dag er foreviget som en klassiker i Højskolesangbogen og står som indbegrebet af landsfaderens og partiets velmagtsdage.
I efterkrigstiden med det kommercialiserede musikmarked, ungdomslivets og de elektroniske massemediers fremmarch, den øgede individualisering og partiernes opløsning som folkebevægelser, falmede fællessangen, og musikkens rolle i politik ændrede sig.
Det nystiftede Kristeligt Folkeparti kunne i 1970 udtrykke højlydt forargelse over sangerinden Trilles optræden i tv med sangen »Øjet«. De seksuelle vers og henvisningerne til de højere magter blev anmeldt for blasfemi af en pastor i Sværdborg. De kristelige demokrater fik gennem musikken forvandlet religiøs krænkelse til politisk kapital.
Men det mest bemærkelsesværdige møde mellem politik og musik fra den tid skete året efter, da det socialdemokratiske folketingsmedlem, borgmester i Gladsaxe Erhard Jakobsen lavede et lignende, dog mere dristigt nummer og så sig sur på John Mogensen, der netop havde udgivet storhittet »Der er noget galt i Danmark«.
Sangens bodega-kapitalismekritiske toner var for meget for den patriotiske højresocialdemokrat fra forstæderne, der i samarbejde med dansktop-sangskriveren Flemming Antony indspillede singlen »Dybbøl Mølle maler stadig!« som modsvar. Trods hans fravær af sangtalent vakte pladen så stor opmærksomhed og begejstring, at den endte på salgshitlisten ved udgangen af 1971. Som svar udgav John Mogensen syvtommeren »Erhard«, der havde det i dag kanoniserede folkehit »Fut i fejemøget« på B-siden.
Episoden er på mange måder historisk. Det er muligvis det første reelle battle i dansk musikhistorie, hvor en politiker og en kunstner har udgivet plader, der eksplicit har langet ud efter den anden. Selvom John Mogensen blev den musikalske vinder, har det næppe skadet Erhard Jakobsen politisk. To år efter grundlagde han Centrum-Demokraterne og fik partiet opstillet til Folketinget på rekordtid, inden jordskreddet indtraf ved valget i 1973, og både Erhard og Kristeligt Folkeparti blev valgt ind.
Det kræver en politiker af en helt særlig støbning at turde tage en musikalsk fejde med landets måske mest populære folkesanger – og slippe af sted med det. Det er da heller ikke blevet forsøgt siden af nogen dansk politiker.
Når politikere bruger musik som udtryksform, er succeskriteriet, at det musikalske og det politiske harmonerer. Når det går galt, kan det ende i det tragikomiske og stå tilbage som en skamstøtte over et helt politisk liv. Anker Boyes tid som socialdemokratisk borgmester i Odense vil for evigt have en efterklang af Tina Turners »Simply The Best« over sig. Det blev et af årets største kulturpolitiske skandaler, da hun i 2005 optrådte til fejringen af H.C. Andersens 200-års fødselsdag i Parken.
Det kom efterfølgende frem, at hun havde modtaget 5,8 millioner kroner for at synge to numre i et show, der havde massivt millionunderskud og af den brede offentlighed blev opfattet som både meningsløst og kikset. Borgmesteren var vært og initiativtager og måtte offentligt undskylde for sin rolle i skandalen. Senere samme år mistede han borgmesterposten ved kommunalvalget. Og for første gang siden 1937 var der ikke en socialdemokratisk borgmester i Odense.
Vores kultur- og madforbrug er små kighuller ind i sjælelivet. Hvad du lytter til, fortæller verden noget om dig som menneske. Så hvad lytter vores statsministre til? Poul Nyrup Rasmussen elskede at lytte til sin egen stemme og synge sange for sine partikammerater, særligt numre fra Osvald Helmuths bagkatalog.
Anders Fogh Rasmussen brugte aldrig musik som politisk tale. For omverdenen var det lidt en gåde, hvad den private og kontrollerede Fogh mon satte på derhjemme. Der blev dog løftet lidt på sløret for denne statshemmelighed i det mærkelige program Skål for Europa, der blev vist tidligere i år på DR2. Her fulgte man Anders Fogh og journalist og vinentusiast Morten Brink Iwersen rejse rundt i Europa for at smage vin.
På et tidspunkt, mens de kører på landevejen, skruer Fogh på bilradioen, indtil han finder noget, han godt kan lide: den britiske singer-songwriter Ed Sheeran. Iwersen kender ikke kunstneren, hvilket overrasker Fogh, der ender med at forklare sin musiksmag: Lydbilledet må ikke være »for hårdt« og helst »en anelse sentimentalt«.
For Helle Thorning-Schmidt er det vigtigste derimod, at hun kender sangene og kan synge med. Det står i bogen Hvad man ikke dør af fra 2017. Det er navne som Adele, Beyoncé, Rihanna, Prince og ikke mindst The Smiths, der er Thornings yndlingsband. Hun kan også teksten til Nik & Jays »Novembervej« udenad.
Hun sang gerne med, når hendes datter øvede sig på ukulele. Som hun forklarede det:
»Jeg prøver at følge lidt med i ny musik, og jeg synes, det er helt fantasiløst, når folk går i stå musikmæssigt i deres eget ungdomsårti. At det så er ved at være lidt pinligt, at jeg kan synge med på Kesi, Gilli og Suspekts numre er en anden sag. Jeg synger altid.«
Thorning havde to bands, da hun boede i Ishøj, og hendes mor var ærgerlig over, at hun ikke valgte det musikalske Sankt Annæ Gymnasium og fik en karriere som musical-stjerne.
Hvad angår Lars Løkke Rasmussen, fylder musik ikke meget i hans liv. Det har han selv forklaret under valgkampen, hvor samtlige partiledere var inviteret af P3 til at spille deres yndlingsmusik. Hvis musik skal bruges som middel til at forstå, hvem Løkke er, er det nok ikke hans personlige smag, man skal se på. I stedet er det mere frugtbart at se tilbage på hans tid som ungliberal i 1980erne.
Her mødte han sin kone Sólrun til en kollegiefest på Amager i 1989, hvor de begge morede sig med at spille luftguitar til Meat Loaf. Men den måske mest sigende anekdote er dengang, Lars Løkke i 1982 forsøgte sig som koncertarrangør i Gribskovhallen i Græsted. Det gik ikke så godt. Han havde hyret bandet Blast, der havde Hanne Boel som sanger. Men dengang var hun endnu ukendt, og under 100 mennesker købte billet. Løkke stod tilbage med en regning på 30.000-40.000 kroner.
Her viste Løkke sin senere legendariske evne til at slippe ud af kattepiner på overraskende måder. Han hævdede over for Boel og co., at han kun havde været 17 år, da han underskrev deres kontrakt, og at den således var ugyldig, hvorefter han løb fra regningen. »Kun to gange gennem et langt musikliv har bandleder Bjarne Thanning oplevet ikke at få det aftalte honorar for en koncert,« står der i Niels Krause-Kjærs bog Lars Løkke fra 2009.
Hvad så med vores nuværende statsleder Mette Frederiksen? Til P3 forklarede hun lyden af sin ungdom, der blandt andet stod på Nirvana og ikke mindst:
»Jeg var kæmpe fan af Tracy Chapman. Hun var et af ansigterne på kampen mod racisme, og ANC (African National Congress, politisk parti i Sydafrika, red.) er faktisk det første parti, jeg var medlem af. Man kunne melde sig ind på langdistance, og det gjorde jeg for at støtte kampen mod apartheid og racisme.«
Mette Frederiksen hørte også Survivor med »Eye Of The Tiger«, før hun gik til tv-debat med Lars Løkke under valgkampen. Det er sjovt nok samme nummer, Joachim B. Olsen lytter til i træningslokalet.
Læs også Jørgen Herman Monrads kommentar om de 13 partilederes »playliste«: »I en sporvogn i Wien«
