Klimapsykologi. Isen smelter, skoven brænder, Greta Thunberg råber politikerne op. Klimaet er på alles læber, men holder interessen? Den norske klimapsykolog Per Espen Stoknes gør status over det såkaldte »klimaår«.

Var det bare en bølge?

Folketingsvalget i juni blev kulminationen på et »klimaår«. Det begyndte i sommeren 2018, hvor en ekstrem hedebølge mindede om alvoren af den globale opvarmning.

Efter sommerferien indledte den 15-årige svenske skoleelev Greta Thunberg en klimastrejke, som de følgende måneder gjorde hende til en international berømthed. Skolestrejken fik tilslutning verden over, ikke mindst i Danmark.

Samtidig udkom en række rapporter om situationens alvor. I en af dem slog FNs klimapanel fast, at det vil kræve hurtige og vidtgående forandringer at holde den globale opvarmning under 1,5 grader.

Ingen af begivenhederne afslørede revolutionerende nyt om klodens tilstand. Alligevel stjal de avisoverskrifter verden over, og klimasagen rykkede frem i vælgernes bevidsthed.

Læs også om, at Københavns Universitet åbner et nyt forskningscenter om klimaets 'tipping points': »Væltepunktet«

I den danske valgkamp var emnerne »EU« og »klima og miljø« således de mest omtalte, viste en analyse fra RUC, DR og Infomedia, gengivet i Altinget. Og klimaforandringer spillede også vigtige roller ved det svenske valg i september 2018, det finske valg i april i år og valget til Europa-Parlamentet i maj. Under Demokraternes igangværende primærvalgkamp i USA har klimaet også høj prioritet.

Men på trods af opmærksomheden er det langtfra sikkert, at vi er trådt ind i en permanent »klimaalder«. Interessen kan hurtigt forsvinde igen, mener Per Espen Stoknes, som forsker i psykologiske barrierer for handling på klima­området.

»Jeg tøver med at omtale det som et varigt skift,« siger den 52-årige nordmand, der er psykolog med en ph.d. i økonomi og leder af Centre for Green Growth på Norwegian Business School i Oslo.

Stoknes minder om, at der også i slutningen af 00erne var stor interesse for klimaet. Dengang fik den næring fra flere sider: En rapport fra FN’s klimapanel beskrev den globale opvarmning som utvetydig og med stor sandsynlighed hovedsageligt menneskeskabt. USAs tidligere vicepræsident Al Gore optrådte i den Oscar-vindende klimadokumentar En ubekvem sandhed og modtog i 2007 Nobels Fredspris sammen med FNs klimapanel. Forud for COP15, FNs klimakonference i København i 2009, håbede mange på en juridisk bindende klimaaftale.

Men opmærksomheden viste sig at være en bølge, som de følgende år lagde sig igen.

»Det seneste år har klimaforandringer bevæget sig op i top 3 over de højest prioriterede emner i Sverige, Danmark og Finland,« siger Per Espen Stoknes og fortsætter:

»Det er virkelig glædeligt, men vi ved ikke endnu, om det er en blivende forandring, eller om det primært har været en mediestorm for de allerede engagerede. Det ved vi først, når vi får undersøgelser for 2019 og 2020. Hvis klimaforandringer bliver ved med at ligge i top 3, så er det ikke bare en bølge, men et større gennembrud. Måske det permanente skift, vi har brug for.«

Væk fra katastroferne

Per Espen Stoknes betegner sig som »videnskabeligt baseret aktivist« og har ved siden af forskerkarrieren siddet i Stortinget for Miljøpartiet De Grønne, som vil reducere Norges udslip af drivhusgasser med 60 procent inden 2030. Han arbejder i øjeblikket på en ny bog om grøn vækst og er da også mest kendt for sin bog om klimapsykologi fra 2015, What We Think About When We Try Not To Think About Global Warming.

Læs også en studerendes debatindlæg om, at hun og andre unge lever i konstant frygt for en kommende undergang: »Som under Den Kolde Krig«

Her søgte Stoknes forklaringer på, hvorfor der ikke sker flere tiltag på klimaområdet, når alvoren burde være åbenlys for alle. Hans svar lød, at handling forhindres af en række psykologiske barrierer – eksempelvis at vi er tilbøjelige til at lukke af, når vi præsenteres for dårlige nyheder. Paradoksalt nok er det netop situationens alvor, der spænder ben for interessen, forklarede han i bogen:

»Vi har hørt, at ’enden er nær’ så mange gange, at vi ikke længere rigtigt ænser det.«

Ikke desto mindre vælger medier ofte dommedagsvinklen, når de viderebringer nyheder om klodens tilstand. En undersøgelse fra Oxford University, som udkom i 2013, gennemgik omkring 350 artikler om klimaforandringer fra aviser i seks forskellige lande, heriblandt USA og Norge. 80 procent af artiklerne fokuserede på katastrofer og risiko. Når det gjaldt artikler om rapporter fra FNs klimapanel, steg andelen til 90 procent.

Per Espen Stoknes opfordrede dengang de grupper, der kommunikerer om klimaet – heriblandt medierne – til at skrue ned for den dystre retorik. I stedet foreslog han at fokusere på løsninger og vinkle klimakampen positivt – som en mulighed for at forsikre kloden mod fremtidige klimaproblemer, skabe nye arbejdspladser og øge borgernes sundhed og livskvalitet.

»Mediernes hovedfokus de seneste 12 måneder har stadig været på katastrofeaspektet, men min subjektive opfattelse er, at der er kommet mere fokus på løsninger de seneste par år, end der var for 10-15 år siden,« siger nordmanden og understreger, at der mangler undersøgelser på området.

Det hjælper, at løsningerne er blevet mere realistiske:

»For 10-15 år siden var der ikke rigtigt noget alternativ til fossile brændsler, fordi teknologier som vind- og solenergi var meget dyre. I dag er vind og sol økonomisk konkurrencedygtigt, og der tegner sig for første gang et troværdigt billede af et energisystem, som er drevet 100 procent af vedvarende energi.«

En anden psykologisk barriere, som Per Espen Stoknes udpegede i sin bog fra 2015, er distance. Klimaforandringerne kan føles langt væk, for de færreste bor i nærheden af smeltende gletsjere, og de voldsomste konsekvenser vil først ske langt ude i fremtiden. Han opfordrede derfor til at formidle klima på måder, som får emnet til at føles nærværende og personligt. I dag er det netop, hvad han ser tegn på blandt eksperter på området:

»Klimaforskere nøjes ikke længere med at fremlægge grafer. De er også begyndt at fortælle om deres følelser – for eksempel om hvor frusterende det er at kunne se klimaforandringerne meget klart uden at blive forstået.«

Han nævner hjemmesiden isthishowyoufeel.com, hvor forskere har delt håndskrevne breve med deres følelser omkring klimaet. Et andet eksempel er eksperternes medieoptrædener.

»For forskere, som er trænede i at udelade alt det personlige, er det svært at putte det ind igen, når de snakker med en journalist, men min oplevelse er, at det sker mere og mere. Det er vigtigt, for den tillid, folk har til forskere, afhænger ikke kun af, hvor gode de er med tal. Det skal også være en person, som virker autentisk,« siger han.

Øvrige opfordringer i What We Think About When We Try Not To Think About Global Warming lød på at bruge sociale netværk og vise enkle veje til handling. Begge dele er opfyldt hos Greta Thunbergs Fridays for Future-bevægelse, som arrangerer skolestrejker og demonstrationer verden over, mener Per Espen Stoknes. Han roser de unge aktivister, også selvom de af og til bruger netop den dommedagsretorik, han har frarådet.

»Fra et psykologisk perspektiv er ungdomsbevægelsen enormt vigtig, fordi den gør det let at udtrykke bekymring. Ingen har lyst til at demonstrere alene, men hvis man gør det sammen med sin skoleklasse, så er det meget nemmere,« siger han.

»Når børn demonstrerer i gaderne, bliver klimasagen meget synlig – i stedet for kun at være noget, man hører forskere snakke om i radio og tv. Måske deltager ens eget barn eller naboens barn, og så er det pludselig blevet en del af ens familie eller sociale netværk.«

Ændringerne i kommunikationen om klimaet er nødvendige, siger Per Espen Stoknes, for det er ikke nok, at offentligheden har adgang til viden om emnet:

»Det er uvidenskabeligt at antage, at folk i almindelighed vil behandle information på samme måde, som forskere har lært at gøre. Idéen om, at mennesket grundlæggende er rationelt, er empirisk forkert. Det er man nødt til at tage højde for, når man kommunikerer om klimaet. Det er ikke et udtryk for mangel på respekt for offentligheden. Tværtimod. Det handler om at se mennesket, som det er.«

Klima-fælden

Forskere har i en årrække talt om en »governance-fælde« på klimaområdet. Fælden består i, at vælgerne venter på initiativer fra politikerne, mens politikerne venter på opbakning fra vælgerne, og derfor sker der ingenting.
Efter folketingsvalget i juni tyder noget på, at danske politikere og vælgere er i gang med at slippe ud af fælden: S-regeringen vil i det førstkommende folketingsår fremlægge forslag til en bindende klimalov med et mål om 70 procents reduktion af drivhusgasser i 2030. Da den ambitiøse målsætning blev meldt ud under regeringsforhandlingerne, kvitterede Per Espen Stoknes på Twitter med et »hurra!« og tre danske flag.

Læs også Ole Nyengs kommentar om, at slaget om den brasilianske regnskov næppe bliver det sidste, der udkæmpes i et nyt geopolitisk landskab: »Den første klimaintervention«

Det kræver dog mere end et enkelt valg at undslippe governance-fælden, advarer han i dag:

»For at slippe fri af fælden skal vælgernes bekymring på klimaområdet være høj over mindst fire år. Hvis den nuværende bekymring viser sig kun at være en bølge, så vil politikernes høje ambitioner blive straffet af vælgerne ved næste valg. Og så vil fælden blive styrket.«

Per Espen Stoknes har førstehåndskendskab til politik. Da han i 2017 stillede op til Stortinget i Norge for Miljøpartiet De Grønne, fik partiet blot et enkelt mandat, som gik til deres talskvinde Une Bastholm. Men da hun før jul samme år gik på forældreorlov, trådte han midlertidigt ind i Stortinget. På den måde blev akademikeren – som med egne ord besidder en solid portion politikerforagt – selv insider i det politiske system. Stoknes insisterer på, at politiske holdninger ikke påvirker hans akademiske arbejde:

»Hvis jeg smuglede politiske synspunkter ind i min forskning, ville det blive taget ud under peer review-processen. Det er klart, at de emner, jeg har valgt at forske i, til en vis grad afspejler mine politiske værdier, men der findes ikke forskning uden værdier. Der er altid en grund til, at man vælger at undersøge noget.«

De syv måneder i Stortinget øgede hans indsigt i de mekanismer, som forhindrer handling på klimaområdet, siger han.

»Politikerne ved godt, hvad der skal gøres, men de er bange for en modreaktion fra vælgerne, hvis de gennemfører den lovgivning, som hurtigst muligt fører til et samfund med nuludledning,« siger han.

Politikernes frygt for vælgerne er da heller ikke uden hold i virkeligheden, mener Stoknes:

»Der er et meget udtalt mindretal, som mener, at klimatiltagene er gået for vidt. Det så vi ved valget i Norge i 2017, hvor der var enorm folkelig opbakning til de politikere, som ville fjerne benzinskatter og vejafgifter. Det er det samme med De Gule Veste i Frankrig. Folk mener, at de høje benzinpriser er socialt uretfærdige. Derfor er det vigtigt at give klimatiltagene en social profil. Ellers vil governance-fælden blive ved med at være en showstopper.«

På EU-plan blokerede Polen, Ungarn og Tjekkiet i juni for et fælles mål om at gøre unionen klimaneutral i 2050. Det skete ifølge Polens premierminister Mateusz Morawiecki for at »beskytte interesserne for de polske virksomheder og polske borgere«.

Langt størstedelen af landene, heriblandt Tyskland og Frankrig, bakkede dog op om målet.

»Governance-fælden er måske blevet mindre dyb, især i EU-landene,« siger Per Espen Stoknes og fortsætter:

»Man skal dog huske, at politikeres førsteprioritet er at blive genvalgt. Derfor er det meget vigtigt, at befolkningen har et højt niveau af bekymring over klimaet. Det kan støtte politikere i at træffe beslutninger, som er upopulære hos modstanderne. Den dag opbakningen er stærk nok til, at politikere kan gennemføre markante klimatiltag og blive belønnet ved næste valg, så er vi sluppet fri af fælden.«

En troværdig fortælling

Per Espen Stoknes har de seneste år drejet sin forskning mere i retning af grøn økonomi. Han arbejder i øjeblikket på en bog om emnet, som udkommer næste år, og sammen med den svenske miljøforsker Johan Rockström har han redefineret begrebet grøn vækst og taler i stedet om »ægte grøn vækst«. Det skete i en artikel i tidsskriftet Energy Research & Social Science i 2018.

For at opnå ægte grøn vækst, er det nemlig ifølge Stoknes og Rockström ikke nok, at økonomien vokser, mens CO₂-udledningerne falder. Afkoblingen mellem vækst og udledninger skal være tilstrækkelig til, at videnskabeligt baserede mål for planetens miljømæssige grænser overholdes.

De to forskere afprøvede tilgangen på udviklingen i de nordiske lande siden 2000. Konklusionen var, at Danmark, Sverige og Finland havde opnået ægte grøn vækst, hvorimod Norge ikke havde.

Grøn økonomi hænger tæt sammen med klimapsykologi, fordi folks opbakning til klimasagen kan blive påvirket af, om de tror, krisen kan løses – altså om det vil lykkes at begrænse de globale temperaturstigninger til to grader.

»Vi mangler gode internationale data, som viser, om folk tror, vi kan løse problemet med global opvarmning – men generelt har folk tendens til at være fatalistiske. De tror, vi vil forsøge at stoppe den globale opvarmning, men at det vil mislykkes. Og hvorfor så gøre noget? Hvis folk ikke tror, det nytter, så tror jeg psykologisk set, at de vil fokusere på andre ting,« siger Per Espen Stoknes og fortsætter:

»Mange mennesker er en smule desillusionerede, når det gælder begreber som bæredygtighed og grøn vækst. Ordene virker som klichéer. Vi bliver ved med at øge CO₂-udledningerne og ødelægge verden, mens alle taler om bæredygtighed. Fortællingen om grøn vækst forekommer at være ubeføjet.«

Vil man skabe opbakning til klimasagen, må man derfor præsentere folk for en stærk og økonomisk velfunderet fortælling om, hvordan problemet med global opvarmning kan løses:

»De nordiske lande har fortællingen om velfærdsstaten. Det var en fortælling, som alle troede på, og alle arbejdede for, at den skulle blive til virkelighed. Der er brug for en lige så troværdig fortælling om et samfund med 100 procent vedvarende energi. Hvis den fortælling ikke kommer, så frygter jeg, at barriererne for handling vil rejse sig igen.«

 

Læs også om Siri Ranva Hjelm Jacobsen, der sejlede med færgen til Færøerne for ikke at flyve: »Gode rejsende«