DEBAT. Donald Trumps udenrigspolitik er ildevarslende for småstater som Danmark.

Stormagts­arrogance

 

Hans Mouritzen, seniorforsker på DIIS.

Stormagter har ofte svært ved at respektere mindre landes suverænitet. Men diplomatiets spilleregler og almindelig høflighed er som oftest med til at sløre stormagternes lyster. USAs præsident Trump er imidlertid en usædvanlig politiker, fordi han som oftest siger, hvad han tænker. Og blæser på spillereglerne, hvis det passer ham.

Da den berømte A$ap Rocky blev tilbageholdt i Sverige for nogle uger siden for vold mod sagesløs, ringede Trump til statsminister Stefan Löfven og forsøgte at blande sig ikke bare i et andet lands indre anliggender, men sågar i dets retsvæsen – som end ikke Löfven har lov til at blande sig i. Det handlede angiveligt om urimelig tilbageholdelse af en amerikansk statsborger. Det kan stormagten USA ikke lade passere ubemærket. Stormagten som »har gjort så meget« for Sverige, underforstået: Det vil ikke fortsætte, hvis I ikke gør, som jeg siger. Med andre ord rendyrket trusselsdiplomati.

Ligeså med det aflyste statsbesøg i Danmark. Suverænitetsforholdene omkring Grønland betragtes som formaliteter, som man kan betale for at få ændret. Hvis Trump forud for et besøg hos rigsfællesskabets ledere lader sive, at han i øvrigt gerne vil købe 98 procent af værternes territorium, er det en grov fornærmelse, hvis de bliver overraskede og kalder diskussionen »absurd«. Angiveligt ikke en fornærmelse mod Donald Trump personligt, men mod Amerikas Forenede Stater. Derfor må Danmark fratages den særlige æresbevisning, det er at få besøg af dets præsident. Logikken er asymmetrisk af formen: »Vi er så store, at vi godt må fornærme jer og jeres kongehus, men vi tåler ikke den mindste fornærmelse.«

Vi ser den samme arrogance i begrebet »sekundære sanktioner«. En ting er, at USA træder ud af kernevåbenaftalen med Iran og dernæst indfører skrappe sanktioner mod selvsamme land. Men gennem de sekundære sanktioner sigter man også mod at ramme tredjelande, der formaster sig til at overholde aftalen og handle med Iran. De skal med andre ord ikke selv have lov at bestemme deres udenrigspolitik. Ligeledes truer USA med sanktioner mod vestlige firmaer, der investerer i Nord Stream 2-gasledningen på bunden af Østersøen, og Danmark er blevet presset – tilsyneladende med et vist held – til at forsinke anlægget af rørledningen omkring Bornholm. Måske til skade for vort forhold til Tyskland og Rusland.

Denne tendens i Trumps udenrigspolitik passer fint ind i et mønster af stormagtsarrogance, vi har set fra Rusland, Kina og Indien i de sidste 10-15 år. Man udvælger sig en mindre stat, lader sig fornærme og lægger selvsamme stat på is i en kortere eller længere periode. Det kan være mere eller mindre berettiget i den konkrete situation, men straffen overgår som oftest »forseelsen« mangefold. Logikken er tydelig: »Så kan de lære det, kan de«; det afskrækkende eksempel skal også disciplinere andre mindre stater. Og er der noget, de nuværende stormagter kan blive enige om, er det, at de mindre stater må kende deres plads.

Stormagtsarrogance er ikke noget nyt i verdenshistorien. Det særlige ved Trumps version er, at den især rammer USAs egne allierede. Hvis ikke de mindre lande lærer at bruge for eksempel EU og det multilaterale diplomati noget bedre, vil trenden uvægerligt fortsætte. Det er en meget kortsigtet løsning i panik at klamre sig til den fornærmende stormagt ved – som både den danske udenrigs- og statsminister – at telefonere til Washington og bede om »godt vejr«. Lidt is i maven havde været at foretrække.

 

Dette er et debatindlæg og udtrykker derfor alene skribentens holdning. Du kan indsende forslag til en et debatindlæg på opinion@weekendavisen.dk.

 

Læs også Martin Krasniks interview med Trump-forfatteren Michael Wolff: »Jeg forstår godt, at I prøver at finde mening og sammenhæng. Men det er helt lige meget. Der er ingen kausalitet, ingen rationel forklaring.«