2013 var et begivenhedsrigt år for folkeskolen. Det var året, hvor et bredt flertal vedtog folkeskolereformen, og det var året, hvor lærernes arbejdstidsregler blev ændret. Det sidste skete på en anden måde, end man er vant til på det offentlige arbejdsmarked. Hårdt var sat mod hårdt, og da man ikke kunne nå frem til en aftale, varslede de offentlige arbejdsgivere (KL og staten) en lockout, som fortsatte i adskillige uger. Da den endelig blev afsluttet, skete det ikke ved forhandlingsbordet, men ved et lovindgreb, som et bredt flertal stod bag.
Folkestyret satte altså organisationsvældet på plads. Det fik det nu ingen tak for. Bjarne Corydon, Christine Antorini og Helle Thorning-Schmidt – de tre socialdemokratiske ministre, som stod bag reformen, og som loyalt og vedholdende har stået ved den – er skrevet ud af partihistorien. SF, som var en del af regeringen, havde aldrig hjertet med i reformen. Og De Radikale? Med Margrethe Vestager i spidsen stod de for den nødvendighedens politik, som tog så hårdt på Socialdemokratiet, men udsigten til at angribe en kernevælgergruppe gjorde dem bløde. Det fremgår, hvis nogen skulle have glemt det, af Søren og Mette i benlås, den bog, som Anders-Peter Mathiasen skrev på initiativ af Danmarks Lærerforening.
Dermed er vi ved kernen i sagen, som ikke vil dø, men som skal finde en afslutning. Der var et politisk ønske om at reformere folkeskolen, og det ønske havde bred tilslutning. Det var der ikke noget opsigtsvækkende i. Det var der heller ikke i erkendelsen af, at det ville koste penge.
Endelig var der også en erkendelse af, at vi havde en meget dyr folkeskole. Det er et faktum, som slås fast ved sammenligninger med andre lande. Man kan i den sammenhæng yderligere hæfte sig ved to ting: Vi havde ikke en folkeskole, som var bedre end andre landes. Vi ved dernæst, at der ikke er en positiv sammenhæng mellem folkeskolens ressourceforbrug og dens evne til at bibringe børnene viden og til at udligne de sociale skævheder, som de bringer med ind i deres skoletid.
Så kunne folkeskolen ikke selv finansiere den reform, som et flertal af partier og politikere gerne ville have? Det mente man i regeringen og i KL, den organisation, der – hvordan man end vender og drejer det – repræsenterer de folkevalgte skoleejere. Problemet var bare, at det ikke er klaret over finansloven og kommunernes budgetter. Man havde gennem årtier, ved en dygtig indsats fra forhandlerne i Danmarks Lærerforening, fået etableret et overenskomstsystem, som i høj grad gjorde folkeskolens udgifter budgetuafhængige. Det skete gennem arbejdstidsregler, som skabte høje normeringer og ringe sikkerhed for, at de mange lærertimer faktisk var til rådighed for undervisningen.
Den sammenhæng havde længe været en torn i øjet på KL og på Finansministeriet. Og nu havde man også i Bjarne Corydon og dele af den regering, som han repræsenterede, en politisk ledelse, der turde og ville tage opgøret.
Det gjorde de. I den type situationer er risikoen, at politikere løber fra deres egne beslutninger, når gennemførelsen gør politisk ondt. Men det skete faktisk ikke. Bjarne Corydon og Christine Antorini stod fast, da blæsten blev stiv. Ellen Trane Nørby gjorde egentlig det samme, da hun tog over. Anderledes usikkert blev det, da Liberal Alliance, som ikke var med i forliget, satte Merete Riisager ind på posten. Det gjaldt så meget mere, som hun ikke spillede efter de samme noder som erfarne Christiansborg-politikere.
Nu er det så Pernille Rosenkrantz-Theils tur. Hun har skrevet et brev til de »kære skolefolk«, som jo er flere end lærerne. Hun priser deres indsats i en svær og vigtig sags tjeneste. Og så har hun et håb:
»Jeg har også som socialdemokratisk undervisningsminister et håb om at kunne genopbygge den tillid, der led et knæk, sidst Socialdemokratiet havde regeringsmagten. Forløbet var uskønt, og det kommer ikke til at gentage sig. Men her ved jeg, at ord ikke rækker. Tillid skal genskabes gennem handling.«
Den passus fortjener at blive genlæst. Samtidig bør man læse de interviews, den nye minister har givet. For af dem fremgår det, at hun står ved folkeskoleforliget. Det fremgår også, at hun vil justere på de nationale test og afskaffe parathedsvurderingen i 8. klasse, men næppe meget mere. Og så vil hun selvfølgelig i lighed med alle andre politikere gøre op med styrings- og kontrolregimet.
Det er alt sammen ganske snusfornuftigt og bygger på en sund erkendelse af, at reformer tager tid, og at man derfor ikke hele tiden skal lave egne og gamle partifællers beslutninger om. Faren lurer imidlertid, da hun når til udmøntningen af citatet fra brevet til de kære skolefolk: Er det et løfte til Anders Bondo Christensen om, at Rosenkrantz sammen med De Radikale, Enhedslisten og SF vil vende tilbage til gamle dage? Eller er det bare en imødekommende gestus uden indhold?
I første tilfælde er det kostbart og uansvarligt. I det sidste vækker det falske forhåbninger og graver dermed kløften dybere.
