I hele to af sine seneste rapporter har den tyrkiske tænketank SETA vakt opsigt ved at navngive personer, der af den tyrkiske stat opfattes som problematiske på den ene eller anden måde.
Her er ikke tale om medlemmer af den tyrkiske opposition, der systematisk er blevet forfulgt siden kupforsøget mod præsident Recep Tayyip Erdogan i 2016. Der er heller ikke tale om repræsentanter for den tyrkiske presse, hvoraf 135 ifølge hjemmesiden FreeTurkeyJournalists nu sidder i fængsel, mens 3000 journalister har mistet deres job i det medielandskab, der siden 2016 med ganske få undtagelser domineres af Erdogan.
Læs også Martin Krasniks leder fra Weekendavisen #34, fredag 23. august: »Erdogans liste«
Nej, i SETA-rapporten The Extensions of International Media Outlets in Turkey er det en række journalister fra førende europæiske medieorganisationer, der må stå for skud. De kritiseres med navns nævnelse for at have en anti-tyrkisk tilgang og for at fokusere på historier, der stiller Tyrkiet i et dårligt lys.
Den anden rapport, oprindeligt udgivet i marts 2019, fylder mere end 600 sider og beskæftiger sig med terrororganisationen PKKs netværk i en række europæiske lande. I denne rapport nævnes en lang række europæiske politikere og journalister, blandt dem også denne artikels forfatter samt en kollega fra Weekendavisen. Grundtonen i rapporten er, at de navngivne enten står i ledtog med PKK, fremmer organisationens sag eller sågar arbejder for den.
SETAs såkaldte PKK-rapport har fået Politiets Efterretningstjeneste til at advare nogle af de navngivne. Især ved fremtidige rejser til Tyrkiet må en række danskere nu tænke over, at de er registreret som »PKK-sympatisører«.
I denne sammenhæng er SETA ikke nogen vilkårlig tænketank. SETA beskrives ofte som Erdogans talerør og som en »paladsorganisation«. På hjemmesiden Faz.net skriver journalisten Bülent Mumay, der også er nævnt i SETAs rapporter, at der er tætte forbindelser mellem SETA og den politiske top i Tyrkiet.
SETA er regeringen
Ifølge Mumay ledes SETA af Erdogans svigersøns bror, Serhat Albayrak. SETAs stifter, Ibrahim Kalin, er avanceret til at blive Erdogans egen talsmand. En anden SETA-medarbejder, Fahrettin Altun, er blevet kommunikationschef i Erdogans palads, og Burhanettin Duru er gået fra at være generalkoordinator i SETA til at være konsulent for Erdogan.
»SETA er regeringen,« siger Pinar Tremblay, der er klummeskribent for Al-Monitor og forsker ved California State Polytechnic University, Pomona. Hun mener, at SETAs rapporter bør tages alvorligt, fordi hun ser dem som en videreudvikling af den forfølgelse, tyrkiske oppositionsfolk og journalister er udsat for.
»Den intimidering, der ligger i at få sit navn offentliggjort, er det første skridt. Andet skridt er, at rapporten kan blive brugt som bevismateriale i en eventuel retssag, og det kan tage måneder og år at blive renset for rapportens beskyldninger. Det her er endnu et angreb på journalistik som profession,« siger hun.
Læs også om mulige danske styrker i det nordøstlige Syrien: »Fredskorridoren«
Den intimiderende attitude synes at virke. Det mener en af de vestlige journalister, der dækker Tyrkiet.
»Se bare på de fremmede mediers dækning af Tyrkiet. Det er i dag meget få af de journalister, der opholder sig i Tyrkiet, som dækker de kurdiske emner. De censurerer sig selv for at bevare deres presseakkreditering,« skriver vedkommende til Weekendavisen.
Og det er der åbenbart god grund til: Tre tyske journalister blev ifølge Deutsche Welle nægtet fornyelse af deres pressekort i 2019. I 2018 opstod en diplomatisk krise mellem Tyskland og Tyrkiet, da den tyrkisk-tyske journalist Deniz Yücel fra Die Welt sad fængslet i et år uden retssag for sit virke som journalist.
Yavuz Baydar, en prisbelønnet tyrkisk veteranjournalist og nuværende chefredaktør for nyhedssitet Ahval, har skrevet om tyrkiske journalisters selvcensur i årevis. En tendens, der efter hans mening er blevet stærkt forværret efter kupforsøget i 2016. De tyrkiske myndigheders heksejagt på »forrædere« den sommer fik ham til at tage en hurtig beslutning om at forlade sit hjemland med en arrestordre hængende over hovedet. Var han blevet i Tyrkiet, ville han med stor sandsynlighed ikke have været en fri mand i dag, og slet ikke chefredaktør for et uafhængigt nyhedsmedie.
Men årene efter kupforsøget har, ifølge Yavuz Baydar, også vist sig at være en svær tid for internationale korrespondenter i Tyrkiet, der er afhængige af regeringens godkendelse af deres presseakkreditering.
Følsomme emner
»Ved at skrive om en række emner anbringer internationale journalister sig selv i et minefelt,« siger Yavuz Baydar og fortsætter: »På den ene side skal disse emner dækkes, men på den anden er journalisterne nødt til at holde sig på talefod med myndighederne. Og det skader generelt set dækningen af forholdene i Tyrkiet,« siger han.
De følsomme emner, som internationale journalister med base i Tyrkiet kun skriver om med en vis portion selvcensur, er ifølge Yavuz Baydar først og fremmest forhold, der vedrører præsident Erdogan og hans familie personligt. Men også emner som korruption, brud på menneskerettigheder, tortur, kurderne og andre mindretal hører til den gruppe af emner, som Yavuz Baydar kalder for højrisiko-journalistik.
»En række internationale journalister vidste tidligere i år ikke, om de ville få forlænget deres presseakkreditering. Det var myndighedernes måde at sende dem en advarsel på; opfør jer ordentligt, ellers mister I akkrediteringen. Med tiden giver det en dårligere og mere tilfældig dækning, med brug af færre og mere overfladiske kilder,« siger Yavuz Baydar.
Når det gælder intimidering af journalister – fremmede og lokale – går den tyrkiske regering og SETA hånd i hånd.
»Gennem SETAs såkaldte forskningsrapporter demonstrerer den tyrkiske regering sin fortsatte allergi over for medier, der opretholder en kritisk holdning og stiller spørgsmålstegn ved Erdogans præsidentregime,« siger Erol Onderoglu, der er Reporters Without Borders repræsentant i Tyrkiet, til Al-Monitor. Onderoglu blev selv fængslet i 2016 og anklaget for at støtte terror.
På den ytringsfrihedsliste, Reporters Without Borders udgiver hvert år, rangerer Tyrkiet som nummer 157 ud af 181 lande.
Den tyrkiske skribent Abdullah Ayasun mener imidlertid, at der kan ligge mere end simpel intimidering mellem linjerne i SETAs rapporter.
»Ved at gennemgå siderne kan man ikke undlade at lægge mærke til, hvordan forfatterne på en åbenlys og uredelig måde slører skillelinjerne mellem analyse og profilering,« skriver Abdullah Ayasun på hjemmesiden Medium.com om den rapport, der fokuserer på de vestlige medier i Tyrkiet.
»Den er sandsynligvis designet til potentiel retsforfølgelse af en ny kreds af journalister,« skriver han.
Kurdere i positivt lys
Amberin Zaman, tyrkisk journalist med bopæl i Washington, mener, at »formålet med rapporterne er at afskrække journalister fra at dække kurdisk-relaterede emner, herunder også det kurdiske selvstyreområde i Syrien«.
Kurderne har efter den tyrkiske ledelses opfattelse solet sig i positiv omtale, siden de for alvor gjorde sig selv til hele verdens spydspids i kampen mod Islamisk Stat tilbage i 2014, da jihadisterne indtog Mosul og begyndte sit folkemord mod yezidi-mindretallet.
Beskrivelserne af de kurdiske kvindeenheder, og de mange artikler i vestlige medier om de syriske kurderes syn på ligestilling samt ønsket om autonomi fra det syriske regime, har ført til en mediedækning, som den tyrkiske regering kun kan drømme om selv at få.
Mens kurderne blev rost for at ofre sine egne i kampen mod Islamisk Stat, blev Tyrkiet beskyldt for at se igennem fingre med den hær af jihadister, der rejste gennem landet for at slutte sig til verdens mest frygtede terrororganisation i Syrien.
Læs også Asle Tojes store essay om, at de farligste øjeblikke i verdenspolitikken opstår, når den svækkede lederstat ikke længere håndhæver reglerne i den gamle orden: »Vesten og resten«
