Debat

Børnerim

Mina Riishøj Gierahn, cand.mag. i litteraturvidenskab

Debatten om børnelitteraturen fik i maj 2019 fornyet energi med den politisk korrekte »rensning« af Halfdan Rasmussens elskede Abrakadabra og andre børnerim i en ny udgivelse fra Gyldendal. Ord som »neger« og »hottentot« blev fjernet fra de ikoniske rim, mens adskillige af Ib Spang Olsens højt skattede tegninger ligeså blev fjernet. Anklager om politisk korrekthed, censur og en anakronistisk historieforståelse haglede ned over forlaget, der forsvarede sig med en påstand om generationspassende nyfortolkning. Men skaber de såkaldte »krænkelsesparate« en unødvendig debat og »censur« ud fra et anakronistisk litteratursyn? Og er det i højere grad en krænkelse af litteraturen at fifle, fjerne og filtrere i klassiske værker?

Som litterat må jeg naturligvis besidde en høj anskuelse af de klassiske værker og en altoverskyggende afvisning af disse »udeladelser«. Men spiller målgruppen ikke en rolle? Børn kender oftest ikke til de historiske implikationer og konnotationer af ord som »neger« og »hottentot«. Gud forbyde den dag Vigga lystigt slynger disse termer ud oppe i børnehaven, uskyldigt ignorant over for racisme og strukturelle uligheder. Men hvad er det, der gør, at »Abrakadabra« har en nærmest hellig status i børnelitteraturen? Hvorfor udebliver ramaskrig og furore, hver gang Disney krænger endnu et mishandlet og gennemtævet Grimm-eventyr ud gennem disneymaskinen?

Selv vores egen kære H.C. Andersens eventyr Den Lille Havfrue, et dansk landmærke og højt agtet kulturarv i dag, blev nådesløst disneyficeret til en ligegyldig fortælling om en rødhåret havfrue, der ofrer sin stemme, sin agens og sit komplette jeg for en fremmed prins. Der var ingen umiddelbar reaktion fra den selvsamme konservative højrefløj, der i dag ivrigt udtrykker deres mishag med udelukkelsen af racistiske termer i HFs børnerim.

Og dog – da Disney i juli 2019 afslørede deres protagonist i den nye live-action remake af The Little Mermaid, kom oprøret. Ariel skulle spilles af den mørklødede Halle Bailey. Denne casting fik vækket en hidsig racedebat til live med anklager om – du gættede det – politisk korrekthed. Whitewashing er ikke et sjældent fænomen i filmbrancen, som ofte caster hvide skuespillere til at spille traditionelt ikke-hvide roller. Jim Caviezel spiller den mellemøstlige Jesus i The Passion of the Christ, og Scarlett Johansson spiller den japanske protagonist i Ghost in a Shell. Måske handler det i virkeligheden ikke så meget om politisk korrekthed og censur, men mere om, hvilken vej pendulet svinger?

Den hvide mands overherredømme er under angreb i kulturen, hvor både kvinder og ikke-hvide bliver hørt i højere og højere grad, mens den tidligere accept af både sexisme og racisme står for skud. En reaktion må være forventelig, og her anses feminismen generelt som den helt store synder. I samarbejde med postkolonial teori eroderer, kritiserer og påpeger feminismen kulturens såkaldte fejl og mangler i relation til især race og kønsstereotyper.

I århundreder har vi læst og hørt og lært om verden fra den hvide mands perspektiv. Det er tradition og historie, der angribes, når dette perspektiv angribes. Modstandere motiveres ofte af en romantiseret forestilling om fortiden og en higen efter de tidligere faste hierarkiske rammer. Disse rammer placerer hvide mænd solidt i toppen af hierarkiet og gør både livet og hjemmet mere overskueligt og forudsigeligt. Alle kender deres plads i samfundet. Feminister motiveres af retfærdighed og lighed. Lige muligheder for alle. Større bevægelighed i samfundet. Frihed fra fordomme, frihed fra stereotyper og en unægtelig medfødt ligeværdighed. Et idealiseret og utvivlsomt socialistisk utopia.

Dette leder mig tilbage til starten. Hvorfor vælger man at rense »Abrakadabra« for racistiske termer? Realistisk set af kommercielle årsager. Idealistisk set for at præge den nye generation i en ny retning. Forestil jer en generation af børn, der er opvokset uden de altoverskyggende stereotyper og fordomme, der gennemvæder størstedelen af kulturelle produktioner til børn. Ingen heteronormativitet, ingen kønsstereotyper, ingen etnocentrisme, andocentrisme, eurocentrisme og alle de andre -centrismer derude. Det er utænkeligt, men desuagtet et eftertragtet mål for intersektionelle feminister. Det åbenlyse sted at starte er i børnekulturen. Det er hvert fald dér, jeg ville starte.

I starten af 2019 indledte jeg mit arbejde med nye, inkluderende eventyradaptationer (»Inkluderende« er her naturligvis kode for »feministiske«). Eventyr er en helt særlig genre, vidtåben for nyfortolkning. Det ligger i eventyrets væsen at være foranderligt og ubestandigt. Det er et heldigt genrevalg, et ubrydeligt skjold mod antifeminister, højrefløjsnationalister og deslige.

Eventyrene har aldrig været enkeltstående fortællinger. Alle folke­eventyr er blevet fortalt og nedskrevet utallige gange utallige steder af utallige mennesker. Ingen har patent på »Den lille Rødhætte« – det er folkets fortælling. Mine fortællinger er et opgør med tidligere fortællingers misogyni og kønsstereotyper. De er et reelt alternativ til de højtagtede traditionelle eventyr. Alt det eventyrlige og forunderlige er bevaret, mens det antikverede kvindesyn og de konservative moraler er erstattet med noget positivt. Får jeg så modstandere på nakken alligevel, på trods af genrens definitive rørlighed? Muligvis. Højst sandsynligt. Vi får at se, når de udkommer. Gyldendal står fast på deres moderniserede udgave af »Abrakadabra« – men understreger, at de fortsat vil trykke de uredigerede udgaver, til dem, der foretrækker tilstedeværelsen af »Lille negerdukke«, »To små negerdukker« og de andre både udskældte og højtbeundrede rim.

Useriøs kritik

Bertel Johansen, fhv. domsmand

I WA #34 er Gorm Toftegaard Nielsen (GTN) ude med en sammenlignende kritik af den danske domstolsbehandling af straffesager. Han sammenligner med den svenske og med eksemplet A$AP Rocky, hvor den anklagede først kom til orde efter fire dages juridisk og offentlig fremføring af forurettedes forklaring, og han mener, at danske domstoles sagsbehandling, hvor forurettede først høres, efter at anklageren har forelagt sagen, og den anklagede er afhørt uden forurettedes tilstedeværelse, skulle være et overgreb på den forurettede.

Men her undlader GTN ganske den faktuelle omstændighed, at anklagerens fremføring som det allerførste i sagen jo netop bygger på en juridisk underbygning af den forurettedes egen forklaring til politiet. Så i dansk domstolsbehandling kommer forurettede faktisk og konkret allerførst til orde og vel at mærke med staten i ryggen og i form af en juridisk underbygget fremstilling, før den anklagede eller dennes forsvarer får ordet. Så der er ingen »offerovergreb« i den danske domstolsbehandling, men en grundig gennemgang, hvor forurettede med staten i ryggen har forrang i fremstillingen, og sikring af anklagedes retsstilling i form af forurettedes manglende mulighed for efterfølgende at tilpasse og justere sin forklaring efter overhøring af anklagedes afhøring.

Den moderne offerrolle skulle nødig via useriøs kritik snige sig ind i den domstolsbehandling, der allerede sikrer forurettedes retsstilling og har en etisk forsvarlig indlægsrækkefølge, der netop har indtænkt den menneskelige iboende svaghed for at erindringsforskyde til egen fordel.

Grøn økonomi

Anders Grum, Lalandusse, Frankrig

En af Weekendavisens store styrker er redaktionens evne til at give spalteplads til folk fra ind- og udland, som ved mere om specifikke emner end den faste stok af imponerende journalister. Til tider må man dog konstatere, at disse vidende mennesker ikke udtrykker sig særlig forståeligt.

I WA 16. august 2019 skriver professor Kirsten Halsnæs midt i artiklen »Ny grøn økonomi«:

»Måske er der dog alligevel noget nyttigt økonomisk tankegods, som kan være pejlemærke for, hvordan store klimavenlige forandringer kunne søsættes verden rundt, hvis vi vender blikket mod den økonomiske teoris historie og samtidig moderniserer tankerne lidt.«

Et imponerende antal metaforer, men sådan skriver man ikke i en avis. Emnet er betydningsfuldt, men artiklen er rigtig tung læsning. Et interview med professor Halsnæs havde nok været mere givende.

Grønland 1

Anders Bach, skolelærer, Århus V

Jeg kender ikke et mere ukueligt og modstandsdygtigt folk end det grønlandske.

Deres forfædre slog sig ned i en dybfrossen ørken og havde alle odds imod sig. Men alligevel skar de første grønlændere et stykke land ud ved de grønlandske kyster imod alle odds og står stadig ubøjelige og stolte i et af verdens mest ugæstfri områder.

Man kan kun prøve at forstå det mod og den sejhed, der skal til for at konfrontere nogle af verdens største dyr fra en kajak lavet af skind og med et spyd af træ (verdens største bjørne, tonstunge hvalrosser og havets kæmpe hvaler). Grønlænderens vilje til at overleve og evne til at trives i den barske grønlandske natur er ikke til at tage fejl af.

Den stærke grønlandske fanger/jæger og dennes bagland besidder evner, der har været helt afgørende og vil vedblive med at være det. For selvom verden har ændret sig i takt med den økonomiske og teknologiske udvikling, og grønlænderne er blevet et moderne folk med adgang til de samme luksusartikler, som vi kender fra Danmark, så er faktum også, at Grønland er et isoleret land på toppen af verden, der er dybt afhængigt af de store fragtskibes leverancer. Og at disse leverancer nogle gange bliver forhindret i at komme til Grønland med deres livgivende last til den moderne byboende grønlænder, sætter kun en streg under denne afhængighed samt det fortsatte behov for at kunne klare sig selv, når den grønlandske natur afviser udefrakommende.

At kunne tage vare på sig selv er stadig et must i Grønland og i andre arktiske områder blandet andet grundet den geografiske placering mod nord. Men i takt med at Grønland er blevet et mere moderne samfund, skal man spejde langt efter disse evner, og kun et fåtal fangere/jægere besidder stadig det uddøende håndværk, som har givet liv i tusinder af år.

En genoplivning/fortsættelse af dette håndværk og støtte til dette er i alles interesse, for det viser, hvad mennesket er i stand til, når naturen viser tænder. Disse værktøjer må ikke blive hensat i en syltekrukke, men har potentiale til at vedblive med at være en kulturel guldgrube for den moderne grønlænder.

Inatsisartut (Grønlands landsting) må understøtte undervisning, opdragelse og jobs, som kan holde denne grønlandske arv i live. Det er den grønlandske identitet og verdens kulturarv, som vil lide et knæk, hvis denne arv forsvinder. Gøres dette rigtigt, vil den grønlandske regering måske på sigt stå med evnen og lysten til selv at kunne opretholde den grønlandske suverænitet på land og måske endda skabe en national pendant til rigsfællesskabets succesfulde Siriuspatrulje, som i skrivende stund bevæger sig over den grønlandske indlandsis på hundeslæde, for at opretholde rigsfællesskabets suverænitet og holde diverse stormagters interesse for Grønland i ave.

Grønland 2

Finn Eldon, overlæge

Tak, Donald!

Jeg har et par gange på denne plads talt varmt for rigsfællesskabet og for Grønlands strategiske betydning, uden at det synes at have affødt nogen stor opmærksomhed. Men med dit »nasty« forslag om at købe Grønland, fik denne den allerstørste del af rigsfællesskabet pludselig verdenspressens bevågenhed, ligesom danskerne er vågnet op til en ny verdensorden med Arktis’ geopolitiske betydning. Så du skal have tusind tak!

Tak, fordi du har understreget, at i det sekund, Grønland måtte blive selvstændigt, ville landet blive overtaget af USA. Så er det mere end trehundredeårige bånd til Danmark og til vores demokrati og velfærd vel alligevel at foretrække. Og tak, fordi du så effektivt har gjort danskerne opmærksomme på, at Grønland, med sin strategiske placering og enorme mineralrigdom, herunder sjældne jordarters metaller, uran og thorium, faktisk er en del af riget. Det var på tide.

Hermed et tilbud: Jeg har et lille sommerhus i Sydgrønland, meget tæt på den allerstørste mineralrigdom. Det står enhver frit for, også en amerikaner, at købe en ejendom i Grønland; det skal blot godkendes af kommunen med en såkaldt arealtildeling. Du må få mit hus for en milliard dollars; dermed vil du være sikret fodfæste i Grønland. Absurd?

Mette Frederiksen

Henrik Elmelund
Faaborgvej 402
5250 Odense SV

Statsminister Mette Frederiksen er kommet sensationelt godt fra start – det er svært at forstå, at hun kun lige er indtrådt i embedet, når man ser på, hvordan hun har håndteret de udfordringer, der allerede har været. Nærmet som en ung kvindelig Kennedy bringer hun håb om fornyelse, mens hendes opponent, en Nixon i skikkelse af Løkke Rasmussen, ligner en færdig mand, en dead man walking, der på sin vej mod solnedgangen ironisk nok har følgeskab af sin – i Anders Andbladslingo – bedste uven, Kristian Jensen.

Der er nok at tage fat på for Frederiksen og hendes regering – en af de vigtigste opgaver er at genskabe troen på den offentlige sektor, skatteinddragelse med mere. Det er hele vejen rundt, at velfærdsstaten trænger til fornyelse.

I første omgang må regeringen bestræbe sig på at give velfærdsstaten sit menneskelige ansigt tilbage: når borgere, der gerne ville, men ikke kan bidrage på arbejdsmarkedet på grund af nedslidning eller andre fysiske skader og sygdom, mødes med mistillid, tvang og groteske arbejdsmarkedsprøvninger, er velfærdsstaten for længst nået forbi det punkt, hvor den behandler sine borgere anstændigt. Må ændring af dette blive det første eksempel på, at en ny tid er begyndt med den unge statsminister i front.

DR

Fabian Uth Nielsen
Odinsgade 17, 2. th
2200 København N

I WA #31 fik min specialemakker og jeg sat spørgsmålstegn ved, om DR agerer uafhængigt, når de ikke har forsøgt at øve indflydelse på deres eget eksistensgrundlag og stået på mål for public service, samtidig med at medarbejderne på gulvet tager nogle politiske hensyn med henblik på at fremstå uafhængige udadtil. Nu skriver blandt andre Ekstra Bladet, at topledelsen hos DR efterspørger en redningskrans til P6 Beat og P8 Jazz, som efter alt at dømme ihvertfald er til forhandling. Både Jens Rohde (RV) og Jacob Mark (SF) har for nyligt stillet sig op på deres respektive digitale ølkasser, Ræson og Twitter, for netop at forsvare de to radiokanalers eksistensgrundlag. Tolker man det som endnu et politisk hensyn, der skal tilgodese den udøvende magt, kan man spørge sig selv: Mon DR føler sig bedst tilpas, når deres flag svajer i samme retning som de politiske vinde?

Rettelse

I sidste uges artikel »USAs arktiske forhave« skrev vi, at det amerikanske forsvar er igang med at kortlægge Grønlands isfrie områder med satelitter i tæt samarbejde med Danmark og Grønland. Det er ikke en korrekt fremstilling. Styrelsen for Dataforsyning og Effektivisering er i samarbejde med det danske forsvar og Selvstyret i Grønland i færd med at kortlægge de isfrie områder i Grønland. Kortlægningen sker blandt andet på baggrund af satellitfotos, der er stillet til rådighed af det amerikanske forsvar. Vi beklager fejlen, red.

 

Dette er debatindlæg og udtrykker derfor alene skribenternes holdning. Du kan indsende forslag til en et debatindlæg på opinion@weekendavisen.dk.