De senere års stridigheder omkring Egtvedpigens ophav er et tegn på, at arkæologien og dens udlægninger i medierne bliver politiseret mere, end godt er.
Det begyndte, da der i 2015 var interessante nyheder om det tudsegamle kvindelig, der i 1921 blev fundet ved Egtved. Hun var angiveligt ikke den urdansker, som den traditionelle historieskrivning havde beskrevet hende som. »Egtvedpigen var indvandrer,« lød det derimod i de fleste medier, og for det indre øje kunne man forestille sig, hvordan hun var kommet gående over grænsen ved Kruså. Heldigvis var der ingen hegn 1370 f.v.t., der bremsede hende.
På en hel broadsheet-side i Politiken kunne man læse om, hvordan arkæologen fra Nationalmuseet, der stod for analysen, jublede over perspektiverne: »Vi kan fra Egtvedpigens kindtand se, at hun ikke er født og opvokset i Danmark, men mange hundrede kilometer herfra. Det er et sensationelt fund og helt vildt at tænke på. Det gør Egtvedpigen mere international og endnu mere spændende at kigge på.«
I 2017 kunne Politiken følge op med en ny afsløring om et kvindelig, den cirka 3.000 år gamle Skrydstrupkvinde, der åbenbart også var international og rejselysten: »Dette tegner et nyt billede af, at man i bronzealderen flyttede sig meget mere, end vi har troet,« understregede Nationalmuseets arkæolog bag nyheden.
Denne vinkel kopierede DR, da de sammen med arkæologer lavede de første afsnit af primetime-serien Historien om Danmark. Budskabet var til at forstå: Danmark blev skabt af indvandrere, af kulturel udveksling, og de indfødte var ikke et stationært folk, men rejste meget. Der fik I den, Pia Kjærsgaard og andre hjemstavnstosser!
Samme toner lød der fra Sigurd Barrett, der lavede en tv-udsendelse for børn om Egtvedpigens liv:
»I mange år troede man, at hun var dansk, men så fandt man ud af, at hun var fra Schwarzwald i Sydtyskland. I dag ved vi, at hun var en af de første, der knyttede bånd mellem nord og syd, og som gjorde, at mennesker i nord og i syd blev venner med hinanden,« messede Barrett over for de stakkels børn, der så programmet.
For siden har forskere fra Aarhus Universitet betvivlet denne glade udlægning og fastslået, at Egtvedpigen og Skrydstrupkvinden var nok så hjemstavnsbundne: Egtvedpigen kan have boet hele sit liv i Egtved, konkluderede de jyske forskere i i foråret 2019.
Det har hverken fået DR eller Sigurd Barrett til at producere nye udsendelser eller Nationalmuseet til at ændre sin Egtvedpige-udstilling. Men det er faktisk også forvirrende, for nu konkluderer en arkæolog fra Göteborg, som man kan læse på forsiden af denne avis, at Egtvedpigen nærmere kom fra, ja, det sydlige Sverige eller Norge.
Nu skal man ikke ligestille stiliseringen af Egtvedpigen som multikulturelt ikon med fordums politiske misbrug af arkæologien, men det er på sin plads at minde om, hvordan faget er blevet brugt. For eksempel var den tyske kejser Wilhelm 2. pjattet med arkæologi, og den demokratifjendtlige kejser begav sig gerne på rejser, hvor han støttede tyske udgravninger, der skulle vise, hvor kloge de romerske kejsere var i modsætning til de græske bystaters demokratier.
Også nazisterne så muligheder og støttede udgravninger, der kunne bruges i propagandaen. Heinrich Himmler, der stod bag organisationen Ahnenerbe (Ane-arv), skyede ingen midler med sin pseudoarkæologi: Pludselig viste fund belejligt nok, at Norden var den europæiske civilisations vugge, og at Østeuropa oprindeligt var germansk område, som det dermed var historisk berettiget at gøre til tysk »Lebensraum«.
Nazisterne viste også, at tyskerne var efterkommere til de overlevende fra det sunkne Atlantis, og man sendte arkæologer til Tibet for at bevise den oprindelige ariske races overherredømme.
Nazitysklands historiebrug var ekstrem, men mange andre har misbrugt arkæologien. Imperier og nationalstater brugte i 1800- og 1900-tallet udgravninger til at legitimere deres eksistens og styreform. Fund blev gerne brugt til at underbygge en forståelse af, at man i et omstridt område »altid« havde været regeret på en bestemt måde, eller at man »altid« havde været danere, gallere, russere. Og arkæologer spillede med, så længe de fik penge til at grave for.
Der er nu grund til at hejse advarselsflagene igen. Den store interesse for Egtvedpigens ophav – med vidtløftige politiserende konklusioner – er i et samspil mellem arkæologer og medier havnet langt ude på overdrevet.
Læs også historien om Egtvedpigens ophav: »Uegtvedpigen«
