Er Danmark en arktisk stormagt? Det hævdes indimellem, blandt andet på grund af vores medlemskab af Arktisk Råd, men reelt har Danmark for længst mistet denne status. Det skete i 1941, da Grønland blev luftbase for USA. Gik Danmarks overhøjhed (suverænitet) over Grønland samtidig fløjten? Det kan diskuteres og er ikke mindst værd at diskutere i dag. Grønland er grønlændernes, men hvem er garant for, at det forholder sig sådan? Danmark – eller USA? Var Trumps købstilbud måske en måde at sige det sidste på?
Den amerikanske præsidents skøre misforståelse har haft stor effekt, fordi den roder op i de uafgjorte spørgsmål, der knytter sig til Danmarks forhold til Grønland og Arktis.
Læs også, hvorfor Grønland er så vigtig for amerikanerne: »USAs arktiske forhave«
For små hundrede år siden skete noget lignende. Også her førte en misforståelse til, at man måtte stille spørgsmålet: Hvem bestemmer over Arktis?
Dengang var det Danmark, der blev tegnet som skurken, og Canada, der var bange for at miste en af øerne i det arktiske øhav. I en fortrolig regeringsrapport fra 1920 antoges det ligefrem, at Danmark allerede havde taget skridt til »at fravriste Canada overhøjheden over Ellesmere Island«.
Ellesmere Island, verdens tiendestørste ø, ligger over for det nordligste Grønland og er kun adskilt derfra ved et smalt sund, Smith Sound, som polareskimoerne gennem århundreder har krydset for at drive moskusoksejagt på Ellesmere Island. Her blev de hverken mødt med grænsebomme eller myndigheder af nogen art, for Canada havde ingen administration på de nordlige øer, og derfor, konkluderede rapporten, kunne Danmark eller et hvilket som helst andet land opnå suverænitet ved effektivt (det vil sige ved en varig administrativ tilstedeværelse) at tage en af øerne i besiddelse.
Nu er der forskel på mulighed og virkelighed, men at Danmark virkelig skulle nære skumle planer, blev bekræftet den 14. juli 1920 i Washington-avisen Evening Star: »Danmark afviser, at Canada ejer Ellesmere Island«, lød overskriften, og nedenunder kunne man læse, at grønlandske eskimoers drab på moskusokser på Ellesmere Island har fremkaldt en protest fra Canada til Danmark, at der er fremsat et krav på øen fra Danmark, og at Canada har svaret igen ved at ville oprette en RCMP-station (Royal Canadian Mounted Police).
En noget forundret presseattaché i Washington hjemsender dette og lignende avisudklip. Forståeligt nok vil han »sætte Pris på at modtage nærmere Oplysninger om denne Sag«.
Baggrunden er følgende: Canadas vildtlove fra 1917 forbød drab på moskusokser, men blandt andet af økonomiske grunde havde man ingen RCMP-stationer i det nærmest ubeboede Ellesmere Island. Samtidig var polareskimoernes jagt i området naturligvis en torn i øjet, og gennem de sædvanlige diplomatiske kanaler (det vil sige i første omgang London, der fortsat havde det overordnede udenrigspolitiske ansvar) sendte man derfor i 1919 et brev til den danske regering og bad den om at informere polareskimoerne om de canadiske vildtlove.
Det kunne se ud som en ganske enkel sag, men var det ikke, for den danske regering havde i 1919 ikke nogen overhøjhed i det nordligste Grønland – for resten heller ikke i det meste af Østgrønland. De danske kolonier i Grønland omfattede endnu kun byerne på vestkysten og Angmagssalik (i dag Tasiilaq) på østkysten. I første omgang hed det derfor i svaret, »at Sagen ikke er af Interesse for den under den danske Stats Højhedsret hørende Del af Grønland«. En vaks medarbejder i ministeriet havde imidlertid sat en rød streg ud for sætningen og skrevet: »Hvad vilde Nordmændene ikke give for dette Dokument!« Ja, for her stod sort på hvidt, at Nordgrønland og det nordlige Østgrønland ikke var dansk interessesfære – en lækkerbisken for Norge, der bejlede til Østgrønland. Så det blev ændret.
Sammen med svaret fulgte en udtalelse af Knud Rasmussen, der med sin handelsstation i Thule var den, der skulle orientere polareskimoerne. For ham var kernen i sagen, at en række amerikanske ekspeditioner havde udryddet rensdyrene i det nordligste Grønland. Moskusokseskindene var en erstatning for de rensdyrskind, de ellers havde benyttet som nødvendige brikseskind, og der måtte først sørges for en ny erstatning, før en endelig fredning kunne gennemføres. Han skrev blandt andet: »Hvad hvide Mænd har ødelagt, bør hvide Mænd ogsaa søge at raade Bod paa.«
Den danske regering havde helt tilsluttet sig Rasmussens udtalelse og dermed også den følgende sætning: »Som bekendt falder Polareskimoernes Land inden for det saakaldte ’no man’s land’…«, for man vidste, at ’no man’s land’ betød det nordligste Grønland.
I Canada læste man imidlertid dette udtryk ganske anderledes. Her forstod man det sådan, at »no man’s land« ikke blot sigtede til det nordlige Grønland, men også til Ellesmere Island og andre områder i det canadiske øhav. Rasmussen skrev samtidig i udtalelsen, at han var den eneste myndighed i området. Med canadiske briller anerkendte han og den danske regering dermed ikke den canadiske overhøjhed i store dele af arktisk Canada, og det var derfor let at skabe et trusselsbillede.
En vigtig medspiller i Canadas (mis)forståelse var den canadiske polarforsker Vilhjalmur Stefansson, der på dette tidspunkt havde en plan om at skabe en rensdyr- og moskusokseindustri på Ellesmere Island. Med henblik herpå indledte han et velberegnet dobbeltspil, der på den ene side bestod i hjertelige breve til Rasmussen og på den anden i mistænkeliggørelse af hans hensigter over for den canadiske regering.
Gennem sin korrespondance med Rasmussen var Stefansson oplyst om, at denne påtænkte at gennemføre sin store femte Thule-ekspedition til arktisk Canada i 1921, og meget hurtigt blev denne ekspedition set som led i de danske ekspansionsbestræbelser. Den 16. september 1920 skrev Stefansson til den canadiske premierminister Arthur Meighen, at danskerne »påtænker at kolonisere og udforske områderne nord for Lancaster Sound«, det vil sige blandt andet Ellesmere Island, og på et møde i indenrigsministeriet fortalte Stefansson, at de i forbindelse med ekspeditionen ville prøve »at oprette handelsstationer derovre og kolonisere landet med danske eskimoer fra Grønland«.
Stefanssons medsammensvorne var indenrigsministeriets Commissioner of Dominion Parks, J.B. Harkin, der blev stærkt foruroliget over Stefanssons oplysninger, især da det viste sig, at Rasmussen havde aflyst sin deltagelse i en konference i Canada i september 1920 og var taget til Grønland. For Harkin var sagen nu klar. Danskerne havde sendt Rasmussen af sted for at indlede en invasion af Ellesmere Island, inden canadierne fik posteret folk deroppe. At sende en landpatrulje op for at tage området i besiddelse viste sig umuligt, og i sin desperation foreslog Harkin intet mindre end et luftskib sendt af sted, men da der indløb melding om, at Rasmussen allerede i oktober var kommet tilbage til Danmark, var de fleste stemt for at se tiden an.
1. juni 1921 er Knud Rasmussen rejst til London. Han skal blandt andet mødes med de lokale repræsentanter for Hudson’s Bay Company, hvis stationer han skal benytte under sin kommende store ekspedition. Men der er kommet noget i vejen, oplyser han i et telegram fra 3. juni, en konflikt med Canada. Kort fortalt har den canadiske regering forbudt kompagniet at yde ham nogen bistand. Hans ekspedition anses for at være »en maskeret ekspedition, udsendt af den danske regering med eventuel besiddelsestagelse for øje«. Uden en klar belysning af sagen vil man forbyde ham adgang til ekspeditionsområdet.
Der udfoldes nu en hektisk brandslukningsaktivitet, og 8. juni sender den danske gesandt i London et memorandum til den engelske regering med den danske regerings garanti for, at ekspeditionen er rent videnskabelig, og at der på intet tidspunkt har været overvejelser om at erhverve territorier i de områder, ekspeditionen berejser. Memorandummet videresendes 10. juni af den siden så navnkundige Winston Churchill, dengang britisk koloniminister, til generalguvernøren for Canada, som igen overbringer det til den canadiske regering, der hermed stiller sig tilfreds.
Uanset dette fik Harkin året efter sine RCMP-stationer på plads, og der var i de følgende år i Canada en langt større opmærksomhed på de arktiske områder end før, hvilket ekspeditionen også fik at mærke.
Den samme opmærksomhed gjaldt i Danmarks forhold til Grønland. Den oprindelige henvendelse fra den canadiske regering pegede på et ømtåleligt problem, som man i den følgende tid arbejdede intenst på at løse, nemlig at få stormagternes anerkendelse af dansk overhøjhed i hele Grønland. I forbindelse med salget af De Vestindiske Øer havde man i 1917 fået USAs anerkendelse, men manglede endnu blandt andet England og Canadas. Den fik man i september 1920, men canadierne betingede sig en forkøbsret, hvis Danmark ville afhænde Grønland. På grund af Norges krav på Østgrønland måtte den endelige overhøjhed imidlertid vente helt frem til 1933.
Som det ses har denne historie først og fremmest handlet om overhøjhed, om dens vigtighed og dens skrøbelighed i de arktiske områder. Det samme handler Trump-sagen om – for hvem har de facto overhøjhed i Grønland i dag?
Læs også Martin Krasniks leder om Rigsfællesskabet: »Greenland (Denmark)«
