DEBAT. Vi unge lever konstant i frygt for en kommende undergang.

Som under Den Kolde Krig

Laura Skov, studerende.

Unge mennesker fylder Rådhuspladsen. Råbende og med skilte i hænderne er de mødt op i et desperat håb om at blive hørt af generationerne før dem. En demonstration som denne kunne lige så godt have fundet sted under Den Kolde Krig, hvor unge mennesker stod på samme måde – og med samme håb. Dengang frygtede man for fremtiden på grund af atomkapløbet mellem USA og Sovjetunionen. I dag frygter flere unge, at der ikke er en fremtid.

Vi har netop opbrugt jordens ressourcer for 2019 – tre dage tidligere end sidste år. Vi unge lever under klimakrisen med samme frygt som den, de unge havde under Den Kolde Krig. De, der råber op, oprørerne, er ikke længere punkere, men klimatosser, der latterliggøres i både politik og medier. Ligesom for firsernes punkere er det svært for unge mennesker at blive taget alvorligt. Om dette er, fordi den ældre generation ikke tror på klimaforandringerne (eller ikke vil tro), så er der ved at opstå samme generationskløft som den, man så i firserne – de unge oprørere over for de autoritære ældre. Under valgkampen i foråret begyndte flere at anerkende klimakrisen som en reel fjende, men som ung kan man nemt komme til at frygte, at politikerne hurtigt får snakken over på andre ligegyldige ting, når vigtige beslutninger skal tages.

Jeg tillader mig at tale på vegne af min generation og påstå, at frygten for fremtiden altid er med os. Glemmer vi indkøbsnettet og bliver nødsaget til at købe en plasticpose, bliver vi fyldt med dårlig samvittighed og føler os medskyldige i vores planets undergang. Vi dropper flyrejser, vælger kødet fra og sørger for at oplyse os selv om, hvilke ting der belaster vores klima. Men det er langtfra nok, hvis vi står alene med disse tiltag. Og især, hvis der ikke snart kommer drastiske ændringer i de måder, vi producerer og forbruger. Måden, vi alle tænker og lever.

Det går ikke, at der stadig er politikere, der mener, at klimaet ikke er værd at tale om. Det går ikke, at ord som ”klimahysteri” bliver brugt i daglig tale. Vi har en fælles fjende, der bør overskygge debatterne om normering i institutioner eller udlændingepolitik. Efter Cubakrisen i oktober 1962 gik der et gys gennem verden over, hvor tæt vi faktisk havde været på udslettelse. Og den frygt for total ødelæggelse dominerede indtil 1989, hvor Berlinmuren faldt, og man igen blev fuld af håb. For unge mennesker virker det nu næsten umuligt at kunne forestille sig en dag, vi igen får håb for fremtiden. Hver dag bliver vi bombarderet med hårde fakta, vi ikke er i stand til at glemme. Flere unge vælger det at få børn fra, da det ikke længere er forsvarligt at føde børn i en dødsdømt verden.

Hvor meget fakta skal der til, for at unge mennesker, der kæmper for fremtiden, kan blive taget alvorligt af generationerne før os? Hvor meget skal temperaturen stige? Hvor mange dyreracer skal uddø? De ubekvemme sandheder bliver ved med at dukke op, men vi unge sidder tilbage med en følelse af, at ingen lytter efter. Hvorfor er der ingen, der lytter? Er det for hårdt at give slip på kød alle ugens dage? For svært at huske muleposen eller tage toget på ferie? Eller er det i virkeligheden, fordi det er for svært for generationerne før os at indrømme den skyld, de har i klimakrisen? I firserne frygtede man, at verden potentielt kunne gå op i flammer og champignonformede skyer af radioaktivitet – nu ved man, at der vil komme en dag, hvor vi ikke længere kan redde vores planet. Vi vil tages alvorligt – akkurat som generationerne før os ønskede.

 

Dette er et debatindlæg og udtrykker derfor alene skribentens holdning. Du kan indsende forslag til en et debatindlæg på opinion@weekendavisen.dk.