Vores fagfællebedømmer var begejstret. Han kaldte vores artikel »excellent« og gav den topkarakter for originalitet, beskrev den som »et markant bidrag til forskningsområdet«, roste den for dens klarhed og for dens dybe indsigt i forskningsfeltet, som teksten afspejlede. Han foreslog blot to mindre ændringer før udgivelse: Vi skulle tilføje nogle nøgleord og slette vores metodeafsnit. Herefter ville den være klar til at blive bragt i tidsskriftet Universal Journal of Electrical and Electronic Engineering, som ifølge dets hjemmeside er »et internationalt fagfællebedømt tidsskrift, der publicerer original højkvalitetsforskning inden for alle områder af elektrisk og elektronisk ingeniørforskning«, angiveligt hjemmehørende i USA.
Fagfællebedømmelse er, når eksperter bedømmer og foreslår rettelser eller forbedringer til et manuskript inden udgivelsen. Dette sikrer manuskriptets kvalitet og formidlingskraft. De mest anerkendte videnskabelige tidsskrifter er fagfællebedømte (peer reviewed).
Læs også om, at anti-vaccinebevægelsen har kronede dage: »Smitsomme vildfarelser«
Man kan dog ikke helt forstå bedømmerens begejstring, når man tager artiklens indhold og tilblivelse i betragtning. Vores »artikel« består af flere sider uforståeligt vrøvl, krydret med referencer til forskningens storsvindlere som Milena Penkowa og Jan Hendrik Schön. Alle litteraturreferencer i artiklen er til værker, der er skrevet af forskere, som er blevet knaldet for videnskabelig uredelighed.
Artiklen rummer figurer og tabeller, som ganske vist giver god mening, men slet ikke i sammenhængen, hvis der ellers overhovedet er en sådan, da de stammer fra den ene forfatters eksperimenter med hjemmebrygning af øl og viser en model for vurdering af øls bitterhed.
Titlen på artiklen er: »The Transformative Hermeneutics of Quantum Gravity Applied on Altmetrics and Traditional Bibliometric Measures«. Hvis man har interesseret sig for forskningskommunikation, så er referencen til den såkaldte »Sokal-affære« ikke til at tage fejl af. Den vil vi af pladshensyn ikke gå i dybden med, men kort fortalt skrev den berømte matematikprofessor Alan David Sokal en »videnskabelig« artikel med titlen »Transgressing the Boundaries: Towards a Transformative Hermeneutics of Quantum Gravity« og fik den publiceret i et højt rangeret lingvistiktidsskrift, hvorefter han afslørede, at det, han havde skrevet, var rent vrøvl.
Man skulle tro, at de spor, vi havde lagt ud i vores tekst, var tilstrækkelige til, at alarmklokkerne ville ringe hos enhver redaktør. Men for at gå med livrem og seler forsynede vi yderligere artiklen med et metodeafsnit, der nøje beskrev, hvordan den var blevet til.
Af metodeafsnittet fremgår det, at vi har genereret en grundtekst ved hjælp af det webbaserede værktøj Scigen – An Automatic CS Paper Generator. Hvis man indtaster et forfatternavn, så får man i løbet af få sekunder et dokument, som på overfladen ligner en videnskabelig artikel, men som er komplet meningsløst sludder uden hverken hoved eller hale.
Vi ændrede på titlen for at skabe referencen til Sokals arbejde, og vi ændrede problemformuleringen til: »Formålet med denne artikel er at undersøge, om vi kan få et tidsskrift, der kalder sig selv videnskabeligt, til at acceptere et paper som dette?« Vi plantede nogle nøgleord, som vi vidste var hotte, hist og her, slettede Scigens oprindelige figurer og indsatte dataene for øl. Så hentede vi en stribe referencer til artikler, der tidligere er blevet trukket tilbage fra videnskabelige tidsskrifter på grund af videnskabelig uredelighed.
Alt dette beskrev vi i detaljer i metodeafsnittet og sluttede det med ordene »Denne tekst er komplet meningsløs. Hvis nogen fagfæller bliver bedt om at reviewe dette, bør de omgående afvise artiklen og undlade at læse mere«. Så skulle der ikke være noget at tage fejl af.
Alligevel gik vores artikel glat igennem i tre forskellige tidsskrifter, der altså accepterede denne spandfuld vrøvl som en videnskabelig tekst.
Over de sidste par måneder har vi, hver gang vi modtog et særligt irriterende »Nigeria-brev« – altså sådan en mail, hvor en tidsskriftsredaktør roser en til skyerne og foreslår, at man skal indsende sine artikler til netop hans tidsskrift – indsendt vores tekst. Første gang vi sendte den, gik der mindre end 24 timer, før vi fik at vide, at den var antaget til publicering uden nogen ændringer overhovedet. Tidsskrifter, der publicerer hvad som helst mod betaling og med løfter om grundig fagfællebedømmelse, kaldes på engelsk predatory journals – på dansk rovtidsskrifter.
En anden gang modtog vi en fagfællebedømmelse, der var lige så fuldgyldig sort snak som vores artikel. Det fik os til at spekulere på, om firmaerne bag rovtidsskrifterne måske har udviklet en fagfællebedømmelses-generator a la Scigen?
Hvad vi også konstaterede undervejs i vores forsøg var, at vi modtog stadig flere »Nigeria-breve« fra redaktører af disse »videnskabelige tidsskrifter«, og at der ikke var grænser for, hvilke ekspertiser de tilskrev os: Vi er blevet kaldt »betydningsfulde bidragsydere til den videnskabelige litteratur« inden for så forskellige fagområder som arkitektur, elektroingeniørkunst og fysik. Den ene af os har en faglig baggrund inden for kommunikation og den anden biologi. Vi er også blevet tilbudt plads i redaktionen på utallige tidsskrifter. Vi har herudover oplevet at få svar tilbage fra tidsskrifter, som vi end ikke havde sendt vores artikel ind til. De tilbød som regel at publicere vores artikel mod en betaling på 400-600 dollars.
Det hele er, som det fremgår, svindel og humbug. Rovtidsskrifterne foretager ingen fagfællebedømmelse og udgiver i øvrigt hvad som helst. Hvorfor er det så et problem? Vi kan jo som forskere blot lade være med at publicere vores artikler til svindeltidsskrifterne?
Så simpelt er det desværre ikke. For det første er det ikke altid helt let at se, hvad der er kvalitetstidsskrifter, og hvad der ikke er. Godt nok findes der nogle værktøjer, som eksempelvis Cabell’s International Blacklist. Men værktøjerne er ikke altid opdaterede, så det er ikke alle rovtidsskrifter, man kan finde på disse lister.
For det andet har en undersøgelse foretaget ved Syddansk Universitet dokumenteret, at der også blandt danske forskere er nogle, der i afmagt over de langsommelige publiceringsprocedurer ved kvalitetstidsskrifterne og det publiceringspres, de oplever, med fuldt overlæg sender deres arbejder til disse tidsskrifter – blot for at få dem udgivet i en fart.
For selvom en artikel er publiceret i et rovtidsskrift, tæller den jo som »et nummer« på forskerens publikationsliste, og længden af publikationslisten er ganske vigtig i forhold til både job- og fondsansøgning i den akademiske verden.
Da det yderligere kun er fagfæller med indgående kendskab til feltet og dets kernetidsskrifter – eller folk med meget meget god tid – der har en kinamands chance for at gennemskue, hvad der er skidt, og hvad der er kanel, er det ikke så underligt, hvis fristelsen nu og da bliver lidt for stor: Inden for visse fagområder er det ikke ualmindeligt, at der går tre-fire år, fra at en artikel indsendes, til den bliver offentliggjort.
Men det, der faktisk er det største problem i denne sammenhæng, er, at rovtidsskrifternes forretningsmodel forurener begrebet open access.
Over de seneste år har vi begge mødt forskere, der, når vi forklarer dem, at regeringen har bestemt, at al dansk forskning fra og med 2025 skal publiceres som open access – det vil sige med gratis læseadgang – ser aldeles himmel- og modfaldne ud og nægter at tro deres egne ører. For open access ligestilles ved mange frokostborde på universiteterne med rovtidsskrifter.
Sagen er nemlig, at mange af kvalitetstidsskrifterne faktisk også er open access under en eller anden form: enten fuldt og helt, efter en embargoperiode eller gennem frikøb af artikler. Endelig er der en ganske stor del af de videnskabelige tidsskrifter, der tillader forskerne at offentliggøre såkaldte »preprint« (uredigerede versioner) af de videnskabelige arbejder.
I disse år kæmper forskningsbibliotekerne og deres moderinstitutioner verden over en indædt kamp mod de videnskabelige forlag, der, hvad enten de udgiver rovtidsskrifter eller kvalitetstidsskrifter, spinder guld på de videnskabelige artikler. Vores våben i denne kamp er at kræve af kvalitetsforlagene, at de under en eller anden form og inden for en rimelig tidsgrænse giver åben og fri adgang til de skattefinansierede forskeres videnskabelige artikler, sådan at såvel lægfolk som mennesker i den mindre velbjergede del af verden kan få fri adgang til den forskning, der er skabt for at gavne menneskeheden som helhed og ikke blot de videnskabelige forlag.
Vi ser derfor med bekymring på det lighedstegn, der tilsyneladende er opstået mellem open access og rovtidsskrifter. Der er brug for yderligere fokus på dette område, så vi undgår, at universiteterne bliver udnyttet af skruppelløse svindlere og videnskabelige forlag, der med stadigt stigende priser udhuler universitetsbibliotekernes budgetter.
