Tidligt om morgenen den 11. august 2017 ringede jeg til Forsvaret på deres hovednummer. Klokken var 2.17, og jeg var fuldstændigt ude af mig selv. Det var cirka syv timer efter, at Kim havde vendt sig om og med selvsikre, men ængstelige skridt bevæget sig af sted i en retning, jeg ikke kunne følge. En retning, hvorfra hun aldrig ville vende tilbage.
Kort forinden havde jeg ringet til politiet for første gang i mit liv. 1-1-4 efterfulgt af en træt stemme i røret, der ikke troede på mig. Hun tænkte nok, at det var drengestreger, da jeg fortalte, at min kæreste var forsvundet på en ubåd. Så hun spurgte, hvor gammel jeg var, og hvor meget jeg havde drukket. Efter opkald til 114 og Forsvaret ringede jeg til Søværnet og kom igennem til deres kommandocentral klokken 2.50. Den vagthavende lyttede tålmodigt, stillede sine spørgsmål og lovede at ringe tilbage. Måske nåede han at tænke, at det ville blive en lang nat. Klokken 4.46 brød den første helikopter igennem skyerne højt over mit hoved sammen med det første morgenlys.
I morgen er det to år siden den nat på Refshaleøen. Halvøen, betonbeklædt og vindblæst, der ikke burde ligge så tæt på Københavns centrum, som den gør. Kim og jeg kaldte øen for Foxtail Island og sang »We’re going to Ibiza/ Back to the island« på Vengaboys-melodi, når vi cyklede i retning af vores lille hjem derude. Dér stod jeg helt alene, overskrævs på min cykel, fortvivlet, håbefuld, fyldt af bange anelser, med telefonen presset mod mit øre. Og aldeles afmægtig. I gang med at ringe alle de steder hen, som måske kunne hjælpe.
Til sidst ringede jeg til Kims forældre. Jeg havde udsat opkaldet til sidst i frygt for det, jeg skulle sige. Bange for mine egne ord og alt dét, der fulgte efter. Jeg havde mødt dem for første gang bare 30 timer tidligere, så jeg kendte ikke deres telefonnummer og måtte google det. Klokken 5.31 ringede jeg op og fik Kims mor i røret. Hun forstod overraskende hurtigt, hvem jeg var. Med ikke-eksisterende handlekraft og hæs stemme spurgte jeg: »Can we speak English?«
I morgen er det to år siden den nat på Refshaleøen, siden helikopterne og telefonsamtalerne. Det er to år siden, jeg så min kæreste og fremtid, Kim Wall, for sidste gang.
En lille måned efter årsdagen begyndte anden del af retssagen mod en mand, som allerede var fundet skyldig. Landsretten skulle forholde sig til Byrettens dom. Sådan er det, har jeg lært, på grund af »to-instans-princippet«. Reglen betyder, at alle har ret til at få deres sag vurderet af mindst to retsinstanser. Sagen startede i Byretten den 8. marts 2018 og sluttede i Landsretten den 26. oktober. To gange stemte en dommer og det korrekte antal domskvinder og -mænd om det samme dilemma. Det viste sig, at de var enige – begge gange, alle sammen. Endnu en gang, og nu endegyldigt, blev den tiltalte til den skyldige.
Pressen var også til stede i Landsretten. Hjemmevant smalltalkede de på toilettet den første morgen, mens jeg prøvede at få min vejrtrækning under kontrol. Fra bagerste række rapporterede de om salens aktiviteter med ordrette citater og stemningsfyldte beskrivelser. Med live-opdateringer og Breaking News. Ordene var ikke ukorrekte, men uforsigtige og ufølsomme. Sproget kom bag på mig. Udvekslingen mellem anklager og forsvarer blev beskrevet som en sportskamp. Forsvareren fik point for at så strategisk tvivl om et stykke bevismateriale, hvorefter det andet hold kom igen og scorede fra højre i sidste øjeblik. Stor spænding og højt tempo i en jargon, der ville passe sig bedre på et stadion. Retslige procedurer blev serveret som konflikt og kontrovers med pomfritter og mayo ved siden af, alt imens læsernes spørgsmål blev besvaret interaktivt og ekspedit.
Sagen foregik i retssalen, og retssalen afgrænsede, hvad sagen handlede om. Og hvem sagen handlede om. Da Kim ikke var til stede i salen, handlede det ikke længere om hende. En anklaget er til stede, kan observeres og beskrives. Et offer er usynligt og derfor hurtigt uden for mediernes interesse. Selv en pårørende er mere interessant. Vi, de pårørende, sad der af én grund – journalisterne, bagerst i salen, sad der af en anden. Personen Kim var ikke længere i fokus. Journalisterne var tilsyneladende ligeglade med journalisten Kim.
Med så mange øjne på stilke ville enhver hændelse skabe overskrifter. Selv de mindste lyde kunne udløse laviner. Det blev derfor en prioritet ikke at tiltrække opmærksomhed. Jeg havde delvis succes med en kropsholdning og grimasse, som jeg iklædte mig på vej til retssalen. Det var et tomt, blankt udtryk. En maske, der skjulte mit ansigt fra at røbe de ubeskrivelige følelser, som fulgte med ordene, bevismaterialet og alt det andet. Nogle reaktioner blev holdt under kontrol, andre blev udsat til senere. Roligt rystende og rystende roligt sad jeg i salen. Foran mig lå en notesbog fyldt med umulige informationer, og tæt ved siden af sad Kims forældre.
»... i momenter lignede han en ganske almindelig mand uden den bagage, som alle ved, han har. På plads igen efter frokostpausen talte han og forældrene sammen, som enhver familie ville gøre. De grinede,« skrev en avis den 12. september 2018. En anden skrev: »Ole Stobbe sidder få meter fra anklageren. Ved siden af Kim Walls mor. Han trækker vejret dybt.« Begge citater er tilfældigt udvalgt, som de to første resultater af en hurtig google-søgning.
Undervejs i forløbet udviklede jeg en angst for avisforsider. »Chloefobi« er frygt for aviser, har jeg siden lært, men naturligvis var det ikke aviserne, jeg frygtede. Det var Kims ansigt, som mødte mig fra kioskvinduer, ved kassen i supermarkedet og som tisekunders indslag i bussen på vej til min psykolog. Jeg kunne ikke få det til at hænge sammen. Kvinden jeg skulle flytte til Kina med, mennesket som jeg havde grinet, grædt og delt alt med, var nu todimensionel. Hun var et navn og et ansigt, som alle kendte, men kendskabet var lige så todimensionelt som forsiderne. Folk kendte hende, som de kendte prinsesse Diana, Madeleine McCann, der forsvandt i Portugal, og andre ulykkelige skæbner og tragiske starletter. De kendte ansigtet, navnet og de få detaljer, som aviserne inkluderede for at vække sympati. De fulgte med, ikke ondsindede eller uempatiske, men naturligt nysgerrige. Ivrige for at holde trit med det hæsblæsende drama, som udspillede sig for deres øjne. Opildnede, velinformerede og revet med i dansen af aviser, tv og blade, som bød muligheden for gode seertal og nye abonnenter velkommen. Pressen gav, og publikum tog imod. Tæt hvirvlende – rundt og rundt – i euforisk pardans.
Journalisternes forhold til os efterladte var anderledes. En eftermiddag i december 2017 ringede en journalist til mig. Han forklarede, at hvis jeg undlod at dele min viden om Kim med ham, ville hun få en mindre plads i en dokumentar, der var på vej. Uden mit eller andre af Kims nærmestes bidrag ville dokumentaren primært beskæftige sig med »den anden side«. Så længe jeg bare delte min viden om Kim, ville halvdelen af udsendelsen kunne handle om hende, men hvis jeg ikke gjorde, ville udsendelsen altså indeholde alt det, jeg ikke ønskede. Det var op til mig, sagde han og fik det til at lyde indlysende.
Måske var det logisk, begyndte jeg at tænke. Så jeg delte, men kun minimalt og alene med det formål at få mediernes historie tættere på sandheden. Først for sent forstod jeg min fejltagelse.
»Kim Walls kæreste fortæller for første gang om forløbet op til den skæbnesvangre ...« lød overskriften. Kort efter blev den ændret, efter at jeg havde protesteret. Da havde de fleste aviser dog kopieret overskriften med større ord og færre nuancer.
Retssagen var færdig, og journalisterne gik hjem. I en bil på vej ud af den aflåste parkeringsplads sad Politiets drabschef, Kims forældre og jeg. Kims forældre, min nye familie og den livsvigtige forbindelse til det menneske, hele mit liv handlede om. Drabschefen, der med sine evner, utraditionelle metoder og personlige involvering var den rigtige mand, måske den eneste, til jobbet. Vi kørte lidt, og jeg bad om at blive sat af. Morgenen efter sad jeg i et flysæde på vej til Oslo. Lejligheden, hvor jeg skulle bo, viste sig at være under ombygning, så jeg brugte min tid på at gå ture i regnvejr og på tavst at spille flippermaskine med Kims bedste ven. Efter en lille uge bookede jeg en billet hjemad, pakkede mine ting og fik et opkald fra drabschefen, der spurgte, om vi kunne mødes.
Flyet landede, jeg kom hjem og tog et hurtigt bad, før det ringede på døren. Politiets drabschef tog sine sko af. Jeg havde lavet kaffe. Han fortalte om sin bog, der ville udkomme om få dage. Og han fortalte om en dramaserie, der skulle have premiere om to til tre år. Bogen havde et kapitel om sagen, serien handlede ikke om andet. Da jeg bookede min billet fra Oslo til København forestillede jeg mig en periode med ro. Da drabschefen havde forladt lejligheden, vidste jeg, at ro ville jeg ikke få.
Da nyheden om serien blev offentliggjort, var det med en kort formuleret pressemeddelelse. Ordene var nøgterne, ingen store armbevægelser. Medierne skrev selvfølgelig om det, men berørte kun emnet let. De imiterede alle den neutrale tone fra pressemeddelelsen. Et par steder blev der stillet kritiske spørgsmål til projektet. Små forsigtige forsøg på at stoppe op og foreslå et øjebliks selvransagelse. Det samlede billede gav dog indtryk af, at det hele foregik efter bogen. Journalisterne udtrykte en fælles forståelse for, hvordan mediebranchen fungerede. Der var ikke tale om billigelse, måske bare et skuldertræk. De vidste alle sammen, at den internationale mediebegivenhed, som det jo var, ikke havde fuldendt sin livscyklus. At dette – før eller siden – ville ske. Det eneste spørgsmål var, hvor længe mediebegivenheden skulle bære sorg, før nogen igen måtte tjene penge på den.
I pressemeddelelsen kunne man læse, at serien hed Efterforskningen. Den skulle fokusere på politiets arbejde, have drabschefen i hovedrollen, helt udelade forbryderen, kun have Kim med som navn, vise nogle menneskelige relationer og følelser, forsøge at være sober, instrueres af en anerkendt dansk instruktør.
I løbet af den første måned skiftede jeg holdning til serien hvert tiende minut. I den lange periode, som fulgte efter, og som strækker sig indtil nu, skiftede jeg kun holdning et par gange i timen. Min første indskydelse var, at produktionen var forkert. Det endte også med at være min sidste indskydelse. Derimellem tænkte jeg, at det jo også kunne være værre. Kim elskede at kalde byggematerialet »asbestos«, som det hedder på engelsk, for »as-worst-os«. Måske var denne produktion den bedste, jeg kunne håbe på? Måske skulle jeg forsøge at acceptere og bare lade dét, som alligevel før eller senere ville ske, ske.
Da jeg første gang blev informeret om projektet, var serien allerede en realitet. Hvorvidt jeg brød mig om det, var ikke underordnet, men heller ikke udslagsgivende. Jeg blev inviteret indenfor, man spurgte til mine synspunkter og understregede samtidig, medbestemmelse skulle jeg ikke forvente. Jeg måtte indstille mig på at være tilskuer til fortællingen om Kims tragedie og mit eget liv. Ubeslutsomhed var imidlertid umuligt. Hvis jeg kiggede den anden vej, ville serien, via avisoverskrifter og tisekunders indslag i busser, alligevel finde vej til mine øjne og ører. Forsøgte jeg at glemme, ville serien vende tilbage efter to-tre år og huske mig på alt det, som jeg alligevel aldrig havde glemt. Historien skrives af vinderne og dem, der taler højest.
Serien kom bag på mig, sådan for alvor. Og dét at den kom bag på mig, kom i sig selv også bag på mig. Jeg troede, at jeg ikke længere kunne blive overrasket, at jeg efterhånden var immun. Jeg troede, at jeg havde forberedt mig, men det var først, da serien var en realitet, at jeg forstod, hvad det betød.
Efterforskningen skulle skildre de første uger, dengang vi ikke vidste, om håb var noget, vi havde lov til at have. Der i begyndelsen, hvor historien stadig kunne ende lykkeligt. Den skulle vise opklaringsarbejdet i månederne efter, hvor vi dag for dag fulgte en udvikling, som altid viste sig at være værre, end vi var i stand til at forestille os. Et produktionshold uden førstehåndskendskab til Kims skæbne havde nu beføjelser til at lave deres egen version af historien, som vi levede hver dag. Publikum har brug for at se politiets utrættelige kamp for retfærdighed, fortalte de. I en verden, der dag for dag fremstår mere skræmmende for mange, er det vigtigt at huske på, at visse ting stadig fungerer.
Jeg var ikke uenig, grunden var ikke forkert. Det var bare ikke nok. Om målet helliger midlet eller ej, så var det Kim og os pårørende, der ville betale prisen og ikke holdet bag serien. Vores mareridt skulle gøres til underholdning for publikums, pengenes og for, hvad jeg anså, for at være en utilstrækkelig moralsk forklarings, skyld. Bestemt ikke for vores skyld og slet, slet ikke for Kims. Hun skulle være grundlag for serien på samme måde, som et fad er grundlag for servering af kage: essentiel, og samtidig helt underordnet.
Tv-serien var ikke bare en dramatisering af vores alle sammens værste mareridt. Den var en fortsættelse af kontroltabet, som begyndte kort efter den nat i august 2017. Pressens store bogstaver, høje stemme og søgende blik, som fandt sit næste offer. Serien repræsenterede den grundlæggende asymmetri i magtfordelingen mellem dem, som oplever og føler, og dem, som beskriver og formidler. Mellem dem, som lider, og dem, som skriver om det. Ikke desto mindre endte jeg med at sætte mig ved bordet, fordi jeg ikke helt vidste, hvad jeg ellers skulle gøre. Jeg lavede damage control, sagde jeg til mig selv. Slukkede ildebrande og præciserede fakta, når jeg kunne, alt imens jeg udtrykte min forvirring og fundamentale modstand over for projektet.
Jeg brugte mange timer på at sidde ved det bord og diskutere serien. Ikke alle timerne var lige slemme, og instruktøren lavede god, stærk kaffe. Til sidst gik jeg snublende min vej. Jeg havde vidst det fra starten, men pludseligt stod det klarere end nogensinde: Kim ville aldrig have accepteret at blive portrætteret sådan. Alene som et offer og ikke som det menneske, hun havde kæmpet så hårdt for at være. Det er nu flere måneder siden.
Kims tragedie har berørt mange mennesker. Det ved jeg. Fonden, som blev stiftet i hendes navn, har allerede hjulpet flere unge kvindelige journalisters vigtige arbejde på vej. Der er ny mening at finde i det. Desværre har de, som fulgte historien, hørt om Kim netop på dét tidspunkt, da det blev umuligt at lære hende at kende. En ubegribelig uretfærdighed, for Kim er værd at kende. Hun er værd at blive inspireret af og lave serier om. Hun er værd huske på. Efterforskningen handler dog ikke om Kim. Den handler om alt det, der skete efter hende. Alt det, der ikke er hendes historie. Serien er en fortælling på bekostning af hende.
Kim får aldrig lov til at blive husket, bare som den person hun var. Hun har fået en funktion, som hun aldrig selv ville vælge, og som ikke handler om hende. I dag er hun kagefad for Efterforskningen, og i morgen er det en anden produktion. Når medierne låner noget, bliver det aldrig leveret tilbage. Serien er en realitet, og den kunne sikkert have været værre. Ikke desto mindre er jeg imod den. Fuldstændigt og lige så længe, at Kims rolle er at være offer alene. Kim levede sit eget liv og skrev sin egen historie. Det er det, hun skal huskes for. Ikke tidspunktet, hvor historien ender.
Hele denne artikel er et opkald til Forsvaret på deres hovednummer. Alt for tidligt om morgenen, uden for åbningstid og enhver norm. Teksten er forvirring og fortvivlelse. Håbet fra den morgen for to år siden på Refshaleøen er udskiftet med en rendyrket følelse af afmagt. Hæren kan stille endnu mindre op denne gang, og mine forventninger til teksten er beskedne. Pardansen vil fortsætte, afmagten forbliver intakt, alt imens udløbsdatoen for traumet og startdatoen på dét, som følger efter, hele tiden udsættes.
Læs også Ole Stobbes mindeord om Kim Wall fra maj 2018: »Hun var levende«
Læs også Ole Stobbes essay fra august 2018: »Det sidste døgn med Kim Wall«
