LARS Løkke Rasmussen er en sejlivet politiker. Det er efterhånden blevet en integreret del af mytologien om ham, at hver gang han dømmes ude, finder han en vej tilbage. Det løber som en rød tråd gennem hele hans karriere. Allerede som ung politiker i 1980erne og begyndelsen af 1990erne var han anset som en færdig mand, en mislykket folketingskandidat, for hvem drømmen om at komme i Folketinget aldrig ville realiseres. Først i tredje forsøg ved valget i 1994, efter syv år med nederlag, lykkedes det ham at blive valgt ind på Borgen. Siden har både bilagsskandaler, partibetalte habitjakker og skatteyderfinansierede rejser på første klasse til Fjernøsten nær kostet ham livet. Men hver gang har man gjort regning uden vært og skrevet nekrologerne i utide. Løkke overgiver sig aldrig og er ikke så let at komme af med. Det har mange gennem tiderne måttet indse på den hårde måde, ikke mindst Venstres næstformand Kristian Jensen.
FÅR man ikke en vis respekt for dette overlevelsesinstinkt, mangler man forståelse for, hvor svært det er at klare sig gennem mange år i toppen af dansk politik, særligt når man er omgivet af mennesker, der gerne ser én træde tilbage. Men selvom instinktet i sig selv er beundringsværdigt, må man efterhånden stille spørgsmålet, hvilken pris andre skal betale for Løkkes mange fikse smutveje. Under valgkampen for nogle måneder siden valgte han eksempelvis at tage livet af hele blå blok. Hvis forslaget om en regering med Socialdemokratiet kunne gavne hans egne chancer for at overleve i dansk politik, var det sekundært for ham, at prisen for dette var at kassere den alliance, der har dannet fundamentet under det borgerlige Danmark siden valget i 2001. Dette politiske kviklån købte ham et par ekstra mandater og dermed en undskyldning for at blive hængende som formand for Venstre noget tid endnu, men kostede til gengæld hele oppositionen til den nye Socialdemokratiske regering livet.
IKKE så få har hen over sommeren spekuleret højlydt om Løkkes snarlige afgang som formand. Men nok en gang viser Løkke ingen villighed til at lytte til rygterne om sin egen død. Han har til manges overraskelse erklæret, at han agter at blive som formand og genvinde regeringsmagten. Men det er efterhånden tiltagende uklart, hvad det er for et parti, han er formand for, og om man overhovedet kan betragte Løkke som leder af nogen opposition. Hans evne til at spille sine modstandere ud mod hinanden har efterladt Venstre som et misrøgtet parti, der ikke længere formes af nogen politik, men derimod af summen af sine forskellige fløje. Den garanti for en stram udlændingepolitik, der har sikret Venstre magten i størstedelen af de sidste to årtier, virker til at være i opløsning. Og de andre borgerlige partier ser ikke længere Løkke eller Venstre som leder af nogen blok. De har heller ikke glemt, hvordan han som en anden Judas solgte dem under valgkampen.
NØGLERNE til Statsministeriet kommer næppe tilbage i Løkkes hænder. Og for hver dag han fortsætter som formand for Venstre, bliver det tiltagende svært at se, hvad der egentlig er tilbage af det borgerlige Danmark. Løkkes overlevelse i politik sker nu på bekostning af hele oppositionen. Mette Frederiksen kan næppe få armene ned af begejstring.
TILBAGE står vælgerne med en socialdemokratisk regering uden noget troværdigt politisk alternativ. Prisen for Løkkes overlevelse er blevet for høj. Det er på tide, at han gør det, der strider mest mod hans natur: at sætte hensynet til andre foran sine egne interesser og begynde at se sig om efter noget andet at lave.
Læs også Hans Mortensens artikel om, at Venstre risikerer et efterår, der giver mindelser om den konservative dødedans eller Socialdemokratiets handlingslammelse efter 2001: »Ud af formandskabet«
