Leder.

Skilt

FLERE aviser, heriblandt denne, har i sommerens løb bragt serier om kærlighed. Sådan skal det være, det er ferie, og mange af årets mest interessante artikler findes i aviserne i den såkaldte agurketid: Sådan lever vi, sådan elsker vi, sådan dør vi. Politiken fortæller selvfølgelig om alskens moderne former for parforhold, herunder hierarkisk polyamori, der mest lyder som en sygdom af en art. Dagbladet Information fortæller om sex, det vil sige seksualiteten som den »seismograf, som opfanger kulturelle og sociale skælv i vores samfund«. Rollerne er fint fordelt. Weekendavisens serie handler om skilsmisser. Vi kan godt lide at se på virkeligheden, som den er.

SKILSMISSER er, skal man tro den almindelige fortælling i offentligheden, en alvorlig lidelse, der skal bekæmpes. Jævnligt udsendes statistikker om skilsmisseraten: Stiger den lidt, er det slemt, falder den, må det være udtryk for, at de unge endelig er begyndt at kæmpe for familien, i stedet for at give op, så snart den første forelskelse lægger sig. I andre samfund træder kirken fordømmende til og forsøger at forhindre, at man adskiller, hvad Gud har sammenføjet, mens det her i landet er velfærdsstaten, der indfører skattebetalt rådgivning og tre måneders separationsperioder, så man kan tænke sig om, før man kaster sig selv og sin familie i ulykke.

ER det kompliceret nok at blive skilt, bliver det bestemt ikke lettere af holdningen til ét af de mest udbredte sociale fænomener, der findes. Skilsmisse opfattes som en ulykke, et nederlag, en fiasko, ja, vel som et ærestab. Kernefamilien behandles stadig som en helt afgørende, samfundsbevarende institution, der skal beskyttes med lovgivning. Der ses med mistro, medlidenhed eller forskellig grad af stedmoderlighed på glade sammenbragte familier, kærlige bonus- og papforældre og ikke mindst på de børn, som forventes at have fået deres liv ødelagt af skilsmissen.

NOK er det hårdt at blive skilt, som både vidnesbyrd fra de overlevende og diverse undersøgelser vil bekræfte. Selvfølgelig opleves det af børn som ulykkeligt, at forældrene går fra hinanden. Statistikken vil vise, at skilsmissebørn oftere rammes af diverse dårligdomme, så dette er ikke for at negligere konsekvenserne. Men børnenes reaktioner kunne jo også have at gøre med den måde, skilsmissen omtales på omkring dem: som en tragedie, ja, næsten som et dødsfald.

IKKE så snart skilsmisser diskuteres offentligt, møder man den holdning, at folk nok går fra hinanden umiddel-bart efter det første skænderi om opvasken. Det er der naturligvis intet, der tyder på. Skilsmisseraten har ligget stabilt i årtier, mellem 40 og 50 procent. Da myndighederne sidst tillod straks-skilsmisser uden separationstid, frygtede mange, at skilsmisseraten ville eksplodere, men det er altså ikke sket: Trods grasserende individualisering og galopperende narcisisme, der angiveligt undergraver ægteskabet, ser det ud til, at folk som altid kæmper og kæmper for deres ægteskaber, særligt når der er børn involveret. Og helt ærligt: Hvem kender egentlig nogen, der er gået fra hinanden for tidligt?

SÅ som så er det altså med belæg for skilsmissens dybere elendighed: Det er sandt, at gode og nære kærlighedsforhold, hvor man kan stole på hinanden, i dén grad giver et sundere og lykkeligere liv. Men konfliktfyldte forhold uden nærhed er tilsvarende skadeligt. Debatten om skilsmisser antyder ofte, at tiden før 1960erne, hvor skilsmisseprocenten eksploderede, faktisk var bedre. Men hvordan tror man da, at børn har haft det i familier præget af løgn, overgreb, forstillelse og dyb frustration? Dengang var det blot sådan, at de fleste ikke kunne blive skilt, uanset hvor elendigt de havde det, af økonomiske, religiøse eller sociale grunde. I USA falder skilsmisseraten i disse år netop af den grund, at færre har råd til at gå fra hinanden. Lave skilsmisserater er et tegn på relativt mindre individuel frihed, økonomisk overskud og negativt socialt pres. På dén måde er det sært, at borgerlige kommentatorer ofte insisterer på kernefamiliens ukrænkelige værdi. Kunne det ikke være tilfældet, at der burde være lidt flere skilsmisser?

SKIDT er det ikke at blive skilt, selv om det føles sådan for de involverede. Alternativet er jo ikke at blive skilt, og det forekommer mærkeligt at sige til voksne mennesker, der ikke længere vil leve sammen. Tiden efter sommerferien er efter sigende dér, hvor mange ægte­folk i krise beslutter sig for, at livet nok vil være bedre på en anden måde. Her kan man huske på den såkaldte 10-10-10-regel, der kan bruges på alle svære beslutninger: Den allersværeste del af samtalen, hvor budskabet skal siges, tager ti minutter. Derefter kommer ti hårde måneder, hvorefter de værste omvæltninger er overstået. Og hvis dét virker uoverskueligt, kan man tænke på, hvordan livet så er om ti år, hvis man ikke gør noget. Det er hverken nemt eller ligetil. Det er livet ikke. Hvis det omgivende samfund faktisk ville hjælpe, kunne man jo droppe bedemandsminen og i stedet sige: Det var en modig beslutning. Tillykke!

 

Læs også artikelserien om skilsmisse:

Susanne Krage: »Så længe forelskelsen bærer«

Peter Tudvad: »Det skal ikke være for let«

Katrine Wiedemann: »Den splittede fortælling«

Christian Groes: »Den forheksede antropolog«