Kasper Bendsen, arkitekt MAA samt seniorprojektleder og stedfortrædende sikkerhedschef hos Bertelsen & Scheving Arkitekter.
Rasmus Graakjær, cand.arch. og forfatter.
Vi oplever fænomenet i alle vestlige storbyer i de her år. Terrorsikring af gågader, torve og stationsforpladser er en realitet. Siden de uhyrlige angreb i Nice sommeren 2016, julemarkedet i Berlin samme år og i Stockholm april 2017 har vi hastighedsdæmpet de centrale byrum for biler og lastbiler for at forhindre en gentagelse.
Kort efter blev der fra myndighedernes side opstillet midlertidige »betongrise« og andre tunge objekter med det formål, at køretøjer ikke kan accelerere til høj fart i de borger- og turisttætte bykerner. Kønt har det ikke været, og eksemplerne er mange. Tag bare den betongris, der foran Arne Jacobsens ikoniske Aarhus Rådhus har stået med »Do It Yourself«-tilvirkede fyrretræsbrædder for at ligne en bænk.
I Danmark har forløbet været parallelt til fremgangsmåden i Sverige og andre sammenlignelige lande. I sommeren 2017 udsendte PET en sikkerhedsanbefaling om hastighedsdæmpende foranstaltninger i København, for som det nøgternt formuleres i et brev fra efterretningstjenesten: »De hastighedsdæmpende foranstaltninger i København er anbefalet med baggrund i at mindske risikoen for påkørsler af mange personer og begrænse antallet af ofre og skader ved et angreb mest muligt.«
Sikkerhedsvurderingen anbefaler Københavns Kommune at etablere sikring på centrale og meget mennesketætte byrum som blandt andet Tivoli, Nørreport Station og Strøget.
I de første år var den æstetiske stillingtagen til terrorsikringen af byrum og pladser ikke højt prioriteret. Dog var håbet lysegrønt – om ikke andet i landets hovedstad: Den daværende teknik- og miljøborgmester Morten Kabell formulerede det sådan i august 2017: »Men terrorister skal ikke sætte dagsordenen i vores by. Derfor vil vi erstatte de nuværende betongrise med træer, bænke og andre ting, der kan give samme effekt og samtidig bidrage til en bedre by.«
En eksempelsamling med allerede kendt byinventar blev fremstillet for at maskere sikringerne. Kataloget indeholdt referencer til cykelstativer, pullerter, siddemøbler, plantekummer og andet gadeinventar, som vi i forvejen omgiver os med i det offentlige rum.
Her to år efter er betongrisene mange steder blevet skiftet ud med designobjekter, der fremstår knap så brutale i deres funktionalitet og udseende. Den detroniserede teknik- og miljøborgmesters ord er dog kun få steder blevet fyldestgjort. Byernes forskellige rum bliver indrettet med de samme æstetisk umotiverede blomsterkummer, granitblokke og indpakninger af betongrise. Enkelte steder står betongrisene stadig frit og skæmmer.
Hver gang der opsættes en terrorforanstaltning, kunne man jo spørge sig selv: Ville den være sat ind, hvis det ikke var, fordi den vejer 800 kilo og blokerer for kørsel? Hvorfor springer terrorsikringen stadig i øjnene på en uheldig måde? Er det blot, fordi den er dyr at realisere med et arkitektonisk og designmæssigt tilfredsstillende resultat, eller mangler der en overordnet strategi på området?
Terrorsikring kræver specialviden, men bør behandles som enhver anden arkitektonisk problemstilling. Arkitekter tænker i helheder og sørger for at afveje og integrere de mange forskellige hensyn, der altid skal tages, når man bygger, for eksempel hvad angår brandforhold, kulturarv, tilgængelighed og miljø. Terrorsikringen skal være en ligeværdig del af denne proces. Det er nyt i Danmark og i det meste af den vestlige verden.
I arkitekturprojekter, hvor terrorsikring indgår, kortlægges først og fremmest, hvilke trusler der skal sikres imod. Typisk er det en ekstern aktør som PET, der definerer truslen og sikringsniveauet, hvorefter arkitektens opgave er at omsætte dette til arkitektur.
Er bygningen fredet eller bevaringsværdig, er der yderligere myndighedskrav i forhold til kulturarven, som, sikring eller ej, skal opfyldes. Det er ikke nyt. Når eksempelvis Københavns Hovedbanegård skal have foretaget en ombygning, sker det i tæt dialog med Slots- og Kulturstyrelsen, der er myndighed på fredningssager.
På det mere værdimæssige plan bør den ansvarlige æstetiske rådgiver, helst en akademisk arkitekt eller designer, tænke sikringsprojekter på en måde, der harmonerer med vores åbne demokratiske samfund. Vi står i den ulykkelige situation, at der er konkrete trusler mod os, men hvis vi i panik laver vores bygninger og byer om til fæstninger, der ikke understøtter det liv, vi gerne vil leve i dem, har vi selv ødelagt det, vi prøver at beskytte. En politimand på gaden betyder for de fleste mennesker tryghed og et samfund, der fungerer – fem politifolk betyder, at noget er galt.
Derfor skal sikringen ikke springe i øjnene som et advarselsskilt eller de fem politifolk. I stedet bør vi sørge for at skabe merværdi via sikringen, blandt andet ved at tænke dobbeltfunktioner ind i de sikringselementer, som vi tilfører et givent sted. Sikringen af Christiansborg Slotsplads er det byrum, der hidtil har fået den mest gennemarbejdede løsning. Med Folketinget og Slots- og Kulturstyrelsen som bygherre er der opstillet store granitkugler i en tæt halvcirkel foran parlamentsbygningen. Anlægget er formgivet som et klassisk anlæg i skala med den tunge og arkitektonisk egentlig ikke så elegante parlamentsbygning i nybarok. Granitkuglerne lukker af, men ikke så meget, at mennesker ikke kan passere uhindret forbi. Kuglernes størrelse er, så et stort barn kan klatre op eller en voksen sætte sig ned.
Sikringen på Christiansborg Slotsplads er skabt kun til det ene sted. Det ser vi desværre ikke meget af. Mange steder er der en »one size fits all«-oplevelse af den æstetiske tilgang til terrorsikringen af byrummene.
Derfor er det vigtigt, at den æstetiske løsning af problematikken omkring terrorsikring bliver løftet op på et nationalpolitisk niveau. Flere kommuner efterlyser retningslinjer fra staten, og den hjælp bør de få. Dansk Brand- og Sikringsteknisk Institut har fået bevilliget penge til at udarbejde danske retningslinjer, så noget er allerede i gang.
Det er afgørende, at retningslinjerne ikke kun baserer sig på det sikkerhedstekniske, men at det æstetiske også bliver skrevet ind. Som på Christiansborg Slotsplads bør Slots- og Kulturstyrelsen hånd i hånd med kulturministeren inviteres ind, når retningslinjerne skal formuleres. Der bør komme en politik på området.
På længere sigt er der ingen tvivl om, at terrorsikringen må forankres i den lokale kontekst. Dels fordi truslen ikke nødvendigvis er den samme alle steder, men også af respekt for det, man gerne vil beskytte. Her bør de større byer med tilknyttet stadsarkitekt også byde ind lokalpolitisk i forlængelse af en landsdækkende politik, så æstetisk skæmmende objekter ikke havner foran vores bygningskulturarv.
Dette er et debatindlæg og udtrykker derfor alene skribentens holdning. Du kan indsende forslag til en et debatindlæg på opinion@weekendavisen.dk.
