Bo Heimann, journalist og forfatter.
Peggy Guggenheim-samlingen i Venedig har et eksemplar af Constantin Brâncușis værk Bird in Space stående. Det er en historisk vigtig fugl. I 1926 sendte Brâncuși et eksemplar af fuglen fra Paris til New York. Hans værk blev stoppet i den amerikanske told og smidt i kategorien under, hold fast, toldpligtige »køkkenredskaber og hospitalsfornødenheder«. Altså ikke som kunst, der var toldfri, for det lignede ved Gud ikke en virkelig fugl. Sådan lød lovgivningen dengang. Den blev dog siden ændret i USA, og fuglen blev til kunst, selvom den ikke lignede en fugl.
Det tog længere tid nogle steder i Europa. Først klassificerede tyske nationalsocialister især abstrakt og ekspressionistisk kunst som »entartete Kunst« (»degenereret kunst«, der hverken lignede eller afspejlede »den tyske folkesjæl«). Siden bestemte Partiet i de kommunistiske lande, at kunsten for at være kunst ikke kun skulle ligne, men også være »socialistisk realisme« for at blive godkendt.
Vi skaber verden ud af vores tænkning. Hvis en fugl kun er en fugl, når den ligner en fugl, når kunst altså defineres som en genkendelig reproduktion af naturen, skabes en let aflæselig, konkret enten-eller-verden med tydelige kategorier og grænser – og kunst, der giver svar, og som enten er rigtig eller forkert, hvilket kan defineres fra centralt hold. Hvis en fugl derimod er en fugl, selvom den ikke ligner en fugl, opstår en svært aflæselig, ukonkret både-og-verden med bløde, skiftende og overlappende grænser – og kunst, der stiller spørgsmål, og som ikke entydigt kan klassificeres og slet ikke normbestemmes fra centralt hold.
De seneste små tyve år har en fugl i den danske kunst- og kulturdebat også helst skullet ligne en fugl, ovenikøbet helst en nationalfugl, imens den ekspressionistiske, eksperimenterende og konceptuelle kunst (der stiller spørgsmål, provokerer, inspirerer, irriterer, skaber diskussion og dialog og vækker hjerter – alt det, som et sundt og demokratisk samfund lever af) har været ugleset og kultur generelt nedprioriteret. Her i landet er den slags kunst dog ikke blevet betegnet »degenereret«, men umiddelbart mere tilforladeligt som blot »elitær«, »ufolkelig«, »københavneri« eller blot »uden værdi«.
Den nationale agenda prædiker, at kunst skal ligne, og smagsdommere i form af politikere, der har ført kulturpolitik uden om armslængdeprincippet – og som har villet diktere, hvad der er kunst, hvilken kunst der skal støttes, og hvor kunst geografisk skal høre til – har tegnet debatten i en årrække.
Ligner det? Er det dansk nok? Er det lokalforankret nok? Sådanne spørgsmål har domineret debatten. Paradoksalt nok har de politikere længe været de eneste, som har haft en egentlig kulturpolitik, der i andre partier har været skrækkeligt nedprioriteret.
Men desværre ikke nok med det. Kunsten og kulturen i Danmark har mærkeligt nok været underlagt to ellers uforenelige tænkninger: Den nationale har haft følgeskab af den liberalistiske.
Den liberalistiske prædiker, at kunst ikke skal andet end at trække publikum til og tjene penge. Kunsten indrulleres, i øvrigt ligesom vores børn, som soldater i konkurrencestaten. Hverken kunsten eller børnene har ifølge liberalismens præmisser nogen værdi i sig selv, men kun en værdi på markedet. Kulturinstitutionerne er derfor blevet moderniseret, har indført entré og »kedsomhedsknapper« og været udsat for årlige toprocents-grønthøsterbesparelser, der har kostet kulturlivet cirka 600 millioner kroner siden 2015.
Nationalisterne kræver, at kunsten og kulturen ligner og vil spænde den for en national agenda. Liberalismen tænker i økonomisk nytteværdi og tillægger ikke kunst og kultur nogen værdi i sig selv. Kombinationen af dé to tænkninger er den værst tænkelige for kunst og kultur – og for et samfund, der ender ånds- og dannelsesløst med meget lavt til loftet, som om meningen med livet blot skulle være at tjene penge og bruge dem. Stillingen som kulturordfører har meget sigende i generationer været den mindst attraktive af alle ordførerskaber på Christiansborg.
Dertil kommer, at liberalismen også har hærget vores uddannelsessystem ved at skære i folkeskolens klassiske dannelsesfag som kunst, musik og håndværk, mens humaniora på de videregående uddannelser ligeledes er blevet nedprioriteret. Der er desværre tale om en generel »afdannelsesproces«.
Det er faretruende og uforståeligt, da vi som mennesker og borgere netop rundes og formes af den ånd og dannelse, som udgøres af vores kultur med kunst, der insisterer på, at fugle kan se ud på mange forskellige måder. Det er den åbne og nysgerrige samtale, dialog, diskussion, vi vokser ud af. Kunstens stemme er vigtig og afgørende, for det er her, vi finder evnen til at undre os, se nye og anderledes vinkler, kontemplere dybt og stille overraskende spørgsmål. Kunst åbner mængder af muligheder for at tænke over og stille de vigtige spørgsmål til egne værdier, antagelser og holdninger; stille de evigt nødvendige eksistentielle spørgsmål, som vi som race ikke må holde op med at forholde os til: Hvem er vi, hvor kommer vi fra, og hvor skal vi hen?
I 1813 var Danmark gået fallit, men af den økonomiske ruin blev rejst en dannelsesbevægelse: folkehøjskolerne. Her var tale om, at karakterskabelse, hvilket kunst og kultur er essentielt for, gjorde tusinder af menneskers horisont bredere; gav dem højere til loftet og større horisonter; bibragte dem selvindsigt; gjorde det muligt for dem at forstå andre mennesker bedre; fik dem til pludselig at se sig selv som en del af større og mere komplekse sammenhænge. Hvilket løftede hele landet ud af og væk fra det morads, som det var endt i. Vores demokratiske samfund er ved at gå fallit igen. Denne gang dannelses-, fællesskabs- og demokratifallit. Behovet for en ny dannelsesvækkelse med kunst og kultur i centrum burde være åbenlyst.
Stop de årlige toprocentsbesparelser, kære kulturminister, så kulturinstitutioner igen får råd til at lave et stykke ordentligt arbejde og igen lade entréen være gratis. Før de sparede 600 millioner kroner direkte tilbage til kulturen i et samarbejde med folkeskolen, så børn og unge over hele landet får adgang til kunst og kultur igen – det er afgørende vigtigt, at de får forståelse for, hvorfor en fugl som Brâncușis Bird in Space død og pine ikke skal ligne en (national)fugl eller tjene penge for at være en fugl.
Dette er en kronik og udtrykker derfor alene skribentens holdning. Du kan indsende forslag til en kronik på opinion@weekendavisen.dk.
