EN måde at udtrykke, at en reform er meget ambitiøs, er tydeligvis at tage mange ministre med, når den skal præsenteres. Seks ministre var hidkaldt til at fremlægge regeringens sundhedsreform; selv udenrigsministeren var med. Det var dog mest statsminister Lars Løkke Rasmussen, der talte om sit forslag til at løse sundhedsvæsenets store udfordringer ved at ændre på rammerne: nedlægge regionerne og oprette 21 nye sundhedsfællesskaber lagt under en central styrelse placeret i Århus. Statsministeren var på hjemmebane. Sundhedsvæsenet er hans speciale. Er det ambitiøst? Måske.
AMBITIØS er reformen jo kun, hvis den faktisk løser det, der er galt. Lad os derfor overveje, om reformen virkelig kan gøre noget ved det mest åbenlyse, graverende problem overhovedet: psykiatrien. Kan den det, består den prøven. Kan den ikke, er den udtryk for en velkendt afledningsmanøvre. Lad os først konstatere, at overskrifterne lyder helt rigtige: Behandlingen af psykiatriske patienter lider nemlig af alt det, regeringen vil helbrede: for mange patienter, for få ressourcer, et elendigt samarbejde mellem væsenets dele og et kæmpestort hul i den kommunale pleje.
REFORM betyder naturligvis at forme på ny, og det fremstår desværre tydeligt, at psykiatrien har fyldt nul og niks i regeringens forsøg på at nytænke. Det forekommer, som om nogen i sidste øjeblik har husket på, at psykiatrien da også skal nævnes i oplægget, faktisk er psykiatrien ikke på nogen gennemtænkt måde med i planerne. Det er helt skørt. Psykiske lidelser står for den største sygdomsbyrde med en fjerdedel af det samlede sygdomsbillede. Trods tilførsel af flere penge de sidste år bliver ressourcerne ædt op af en voldsom tilstrømning af nye patienter, især børn og unge. Vi ved, at mentale lidelser koster samfundet 55 milliarder om året, og at dødeligheden er markant højere for psykisk syge. Vi ved også, at Danmark ligger meget dårligt i statistikker, der sammenligner os med de andre nordiske lande.
VIL psykiatrien da finde sin naturlige plads i de planer, regeringen har lagt frem? Man må tvivle. Psykiatrien har nemlig ingen naturlig plads i politikernes bevidsthed. De accepterer jo hér forhold, de aldrig ville leve med i behandlingen af somatiske sygdomme: Landets psykiatere må af mangel på plads og ressourcer ofte sige nej til at indlægge åbenlyst syge mennesker – eller udskriver dem alt for tidligt. Tænk, hvis det samme gjaldt inden for kræftbehandlingen: Nej, desværre, frue, vi har ikke tid til at operere dem helt færdigt. Eller nej, hr, hvis De selv vil sørge for strålebehandlingen derhjemme. Umuligt, ikke? Men i psykiatrien bliver alvorligt syge mennesker simpelthen ikke behandlet.
TAGE problemer ud det ene sted – og placere dem et andet: Det er oftest sådan, man løser ting i sundhedssektoren, og det går altid ud over psykiatrien. Ja, der er blevet tilført flere penge, hvilket var helt nødvendigt for at undgå en decideret nedsmeltning, men der er stadig færre midler pr. patient, og de går til stadig nye opgaver. Antallet af retspsykiatriske patienter i sundhedssektoren er for eksempel steget markant: Psykisk syge kriminelle med en behandlingsdom, der burde sidde andre steder, optager stadig flere sengepladser. Og resultatet er, at behandlingen af danskere med langvarig og svær psykisk sygdom er blevet værre – ikke bedre.
PSYKISK sygdom behandles som alle andre lidelser i en bermudatrekant mellem det regionale niveau (psykiatere på hospitaler og distriktspsykiatrien), praktiserende læger og de kommunale behandlingstilbud (for eksempel bosteder). Og de psykiatriske patienter forsvinder ofte i dette dysfunktionelle samarbejde. Ét er, at den manglende koordinering er hårrejsende. Noget andet, at kommunerne har en opgave, som mange af dem hverken kan eller vil overskue. Den store mangel på ressourcer i psykiatrien betyder, at patienter hurtigt ryger ud på kommunale bosteder under opsyn af medarbejdere helt uden sundhedsfaglig kompetence. Her bliver mange endnu sygere, ofte misbrugere, og for disse dobbelte diagnoser er behandlingstilbuddene nærmest forsvundet. Medmindre de altså bliver kriminelle, får en behandlingsdom og ryger ind på en psykiatrisk afdeling.
SYGDOM er sygdom. Alvorlig sygdom kan sidde både i lungerne, knoglerne – og i hovedet. Men skizofreni, svær depression og andre psykiske lidelser behandles stadig stedmoderligt og med venstre hånd, selvom politikerne altid bedyrer, at de skam tager det alvorligt.
SERIØST tages psykiatrien stadig ikke: De sidste års ekstra penge er mest blevet givet som satspuljemidler til alle mulige projekter uden krav om evidens eller dokumentation for effekt. Resultatet er, at vi ofte ikke aner, om det, der gøres, faktisk virker. Vi må understrege det igen: En tilsvarende praksis i somatikken ville straks blive bortvist. Vil regeringens sundhedsreform så gøre den længe ventede forskel? Ser man på de aktuelle reformplaner, tyder ikke meget på det. Psykiatrisk behandling virker i dag bedst i de regioner, der politisk har besluttet sig for at bruge tid, penge og ledelse på det. Det vil en reform jo ikke forandre. At prioritere behandlingen af psykisk syge er og bliver i sidste ende en politisk beslutning og et politisk ansvar. Og hvem har egentlig det i det nye sundhedsvæsen?
Læs også Jærgen Grønnegård Christensens artikel om sundhedsreformen: »Statshospitalet Danmark«
