Robin Elizabeth Herr er freelance-journalist og forfatter.
Naturen føles tam, hvor jeg voksede op. I Californiens Sierra Nevada-bjergkæde falder regnen hver 20. dag om sommeren, og de eneste potentielle trusler er bjørne og klapperslanger. Selv når man sover på den højeste top, Mount Whitney, er ekstrem kulde så sjælden, at det er let at føle sig i kontrol.
Men i skyggen af verdens højeste bjerg, Mount Everest, lurer døden i den krystalklare luft. Over trægrænsen kan manglen på ilt gøre mennesker utilregnelige. Hjertet kan lukke ned i kulden. Tilfældige uheld kan udslette et liv.
Det er derfor, Jakob Urth fortjener en guldmedalje for at nå toppen af Mount Everest uden ilt. Jeg klarede turen til Basecamp for mere end 25 år siden, hvor det endnu ikke var et turistmål – og døde næsten.
Denne skræmmende oplevelse ændrede min fornemmelse af kontrol over naturen til en af dyb respekt. Nu, hvor 35.000 turister hvert år besøger Basecamp, og 700-1000 forsøger at nå helt op, tror jeg, at det er tid til at beskytte dette mægtige bjerg.
Som udvekslingsstudent i Indien rejste jeg 45 dage i Himalaya. Det var vigtigt for mig at vise, at jeg kunne rejse alene. End ikke en sherpa, de oprindelige bjergførere, guidede mig.
Fra Katmandu, hovedstaden i Nepal, hoppede jeg på en syvtimers bustur til Jiri, hvor vejen ender, og stien opad begynder. Den farverige bus var stopfuld af dyr, støv, støj og mennesker helt op på taget. Mens bussen kørte hastigt gennem hårnålesving, var det let at forestille sig, hvor langt der var ned i afgrunden.
Nu gik jeg i de berømte bjergbestigeres fodspor – Tenzing Norgay og Edmund Hillary. I modsætning til i Californien, hvor man snor sig op ad bjerget, gik det her lige op til 3500 meter og ned til 1500 meter. Vandrestøvler hjalp.
De fleste nepalesere var barfodede. Deres fødder var så robuste og brede, at de lignede sko. Nogle bar store kurve på ryggen med stropper, der pressede mod deres pande. Ifølge lokale rygter havde en person mistet synet efter at have båret de tunge byrder gennem mange år.
Efter nogle dage nåede jeg Namche Bazaar – porten til verdens tag. Landsbyen med de røde og blå teglsten ligger i en høj bjergdal, og de snedækkede toppe lokker i baggrunden.
I 3440 meters højde er der næsten 65 procent af den ilt, der findes ved havets overflade. Manglende akklimatisering øger risikoen for højdesyge. Men nogle turister vælger den nemme løsning og flyver direkte til den nærmeste lufthavn, Lukla.
Jeg følte mig som en gammel kvinde trukket ned af verdens vægt. Bjergsladder fortalte om en veltrænet mand, som var død af at gå for hurtigt op. Min guidebog rådede til, at man kun klatrede 300 meter pr. dag.
Med tiden som min ven opdagede jeg mange komfortable klipper. Siddende i denne himmelske stue kiggede jeg ned på skyerne, der svævede under mig, og skrev.
Bjergene hævede sig, spyede og skubbede omkring mig. Stenstykker i størrelse fra knytnævestørrelse til mange hundrede kilo var blevet kastet i bunker så store som en storbys huse. Vand strømmede ud og forsvandt. Laviner hærgede som hvide tsunamier.
Jordens kraft og menneskets relative ubetydelighed var en konstant ledsager. Men ikke alle følte sig små. Nogle turister beklagede sig over, at omgivelserne lignede en byggeplads.
Den bedste udsigt til Mount Everest er på en bakke af sorte sten kaldet Kala Patthar, ni dages gåtur fra Namche Bazaar. Med en højde på 5644 meter er det stedet, hvor vandrere kommer tættest på Jordens højeste spids. De fleste gik op tidligt om morgenen for at undgå, at skyer skjulte toppen.
Med 50 procent af den ilt, man er vant til, er det pinefuldt at gå her. Da jeg klatrede op, kom folk strømmende ned, mens de klagede over alvorlig hovedpine og mavesmerter. Nogle nåede ikke engang den øverste spids.
Min tur op var bedre end et adrenalin-kick. Den tynde luft gjorde mig overstadig og lattermild, men jeg kunne ikke finde ud af at lyne min jakke.
Ved første øjekast kan det 8848 meter høje Mount Everest synes mørkt med en lille hulning på sin højre side, som en beskadiget tand. To sneklædte toppe, Lhotse og Nuptse, står vagt. Mens Lhotse er den perfekte lille trekant, stiger Nuptse op i en sjusket hvirvel, der blokerer udsigten til Everest fra flere sider.
Men dette højdepunkt indfanger den perfekte balance mellem Jordens oprindelige kræfter. For omkring 45.000.000 år siden – længe før mennesker eksisterede – blev den 2400 kilometer lange Himalaya-ryg bøjet opad efter et sammenstød mellem to tektoniske plader.
Mount Everest er det sted, hvor tyngdekraften kæmper med det opadgående tryk fra den tektoniske bevægelse. Her fortælles Jordens historie – fra det 500.000.000 år gamle, gule marmor, hvor rester af havbund er indlejret, til den granit, der smeltede fast her.
Ved foden af Everest spyer bjerget Khumbu Icefall ud. En kaskade af frosset vand, der minder om perlekæder. Her opdager den opmærksomme, hvad sherpaerne sikkert ved helt intuitivt: Jorden fødte os – ikke omvendt.
På Kala Patthar var jeg de glade besøgende. En anden var fra den amerikanske ekspedition, hvis hold netop havde besteget Mount Everest. Han pegede mod Basecamp på gletsjeren til venstre for is-perlekæden og inviterede mig til et besøg. »Følg yak-lortene,« sagde han.
Næste morgen tog jeg en tung ulden sweater og et par bomuldsbukser på. På ryggen bar jeg en lille rygsæk til en dagstur. Sporet løb gennem en skov af hvide isskulpturer så høje som De Californiske Redwoods. Hver enkelt af dem havde sin egen stadigt skiftende statur. Selvom kulden strålede ud fra de glitrende vægge, kunne en blok på størrelse med en folkevogn være tumlet ned og have knust mig.
Til min overraskelse førte de tørrede spiraler af yak-ekskrementer direkte til Basecamp. Af alle de mennesker, jeg mødte, imponerede ekspeditionens sekretær mig mest. Hun havde besteget bjerget og var nu indehaver af en verdensrekord.
Vi drøftede forskellen mellem bjergenes kultur og ekstrem sport. Sherpaerne anser Mount Everest for at være en del af deres buddhistiske hellige land, og de ofrer deres liv for at vejlede sportsfolkene. De professionelle bjergbestigere konkurrerede om verdensrekorder og behandlede sommetider de lokale som andenrangs.
Disse sportsfolk var heller ikke bekymrede for mig. Selv om solen stod lavt, ville de ikke lade mig blive natten over. Måske var det den tynde luft, men jeg trak mig tilbage til et lille eventyr.
Det var svært at se yakkernes efterladenskaber på tilbageturen. Da himlen mørknede, tog jeg en genvej. Snart klatrede jeg på klipper så store som huse i mørke time efter time. Da jeg blev bekymret for, at min udmattelse kunne udløse et fald, slog jeg lejr for natten.
Min oase var et månelandskab med sand omgivet af sten. Det sneede ikke. Men at sove her kunne betyde døden. Så jeg fik travlt.
Jeg forvandlede mig til en prinsesse, der legede i sandet. Jeg fyldte min rygsæk, tømte den og fyldte den igen. Jeg byggede en mur. Jeg begravede mig selv for at holde varmen. Jeg bevægede hænderne for at holde mig vågen.
Jeg kiggede op på den klare himmel. Dens skønhed forstærkede mit desperate eventyr. Den store måne skinnede skarpt på mig. Mount Everest holdt mig selskab. Mine øjne lukkede. Jeg sprang op.
Den længste nat i mit liv endte ved solopgang. Da jeg rejste mig, viste det sig, at den eneste hytte ved foden af Kala Patthar lå lige i nærheden.
Da jeg kom indendørs, kunne min krop ikke holde op med at ryste. Kramperne var så voldsomme, at det føltes som at føde. Ifølge guidebogen havde jeg mild hypotermi. De andre turister blev ved med at kaste deres soveposer over mig. Men min krop var kold til kernen.
Fødsel og død kan være de eneste øjeblikke, hvor naturen tager helt over. I tre dage og tre nætter blev jeg holdt vågen af denne rysten. Til sidst nåede mit sind og min krop et dødvande. Mit sind ville stadig leve, men min krop var klar til at give op.
Jeg fortalte en italiener, at jeg var ved at dø. Som tidligere soldat vidste han, hvad han skulle gøre. Han kogte noget vand, lavede en improviseret varmedunk og smed den i min sovepose.
Snart faldt jeg i søvn. Da jeg vågnede, vidste jeg, at min krop var tilbage på sin normale temperatur, for jeg kunne føle en kold brise på min arm. Denne mand, hvis ansigt jeg ikke kan huske, og hvis navn jeg aldrig kendte, reddede mit liv.
På vej ned sluttede jeg mig til en gruppe vandrere. Her hørte vi sladderen. Nogle fortalte os om en pige, der næsten var død på bjerget. Så bemærkede de mit hævede ansigt.
Alle disse år senere indser jeg, at jeg betalte en heftig pris. Jeg troede, at jeg kunne besejre bjergene.
Nu er det Mount Everest, der betaler prisen. Titusinder besøger Basecamp hvert år, og de rige betaler store summer for at nå toppen.
Det er ikke et kønt billede. Lange rækker i kø mod spidsen resulterer i døden. Tonsvis af skrald er efterladt. Den globale opvarmning svækker bjerget.
Måske er det tid til at ære Mount Everest. Vi kunne begynde med at rydde op i rodet, støtte en begrænsning af besøgende og insistere på bæredygtig klatring.
De mest ambitiøse iblandt os kunne blive hjemme.
Dette er et debatindlæg og udtrykker derfor alene skribentens holdning. Du kan indsende forslag til en et debatindlæg på opinion@weekendavisen.dk.
Læs også artiklen om de lange køer til toppen af Mount Everest: »Man gjorde et bjerg fortræd«
