Resultatet kom i stand efter tre topmøder og over 50 timers forhandlinger; EUs 28 stats- og regeringschefer har sat det hold, der skal styre Den Europæiske Union i de kommende år. En delikat balancegang mellem politisk tilhørsforhold, køn og geografi.
Det blev en triumf for Emmanuel Macron: Alle fire topposter er besat med folk, der vil et mere føderalistisk EU. Alle taler flydende fransk. To af de fire er kvinder. Lige efter den franske præsidents drejebog. Selv idéen med en tysker på toppen, forsvarsminister Ursula von der Leyen som ny formand for Europa-Kommissionen, siges at være Macrons.
Om von der Leyen kan der siges mange gode ting. Hun har solid regeringserfaring, loyal spiller på alle Angela Merkels ministerhold siden 2005. Har kæmpet nogle i Tyskland kontroversielle kampe for ligestilling. Har gjort karriere, samtidig med at hun er mor til syv. Der er også pletter på cv’et: Anklaget for plagiat i forbindelse med ph.d.-afhandling, men klarede frisag. Som forsvarsminister politisk ansvarlig for det tyske militærs elendige tilstand, genstand for undersøgelseskommissioners granskning.
Europapolitisk fuldblods-føderalist med visioner om Europas Forenede Stater. Det er ikke lige den vej, vindene blæser.
Bedre endnu bliver det, når man går til de øvrige udnævnelser. Christine Lagarde, IMF-direktøren, der bliver chef for den europæiske centralbank og givetvis vil fortsætte Mario Draghis politik med at gøre »whatever it takes« for at redde euroen i en fremtidig krise.
Charles Michel, oplagt som regeringschefernes stikirenddreng, eller leder af Det Europæiske Råd, som titlen er. Når man gennem flere år kan formidle samarbejdet mellem flamske ultra-nationalister og wallonske liberale, kan man formidle hvad som helst.
Den spanske socialist Josep Borrell som EUs ny »udenrigsminister« – en oplagt mulighed for at profilere Europa i verdenspolitikken efter de to nulliteter på posten, britiske Lady Ashton og italienske Mogherini.
End er Europa ej fortabt, selv om man skulle tro det, når man læser avisledere og andre kommentarer, også danske, om »det demokratiske nederlag«, europæerne skulle have lidt ved denne studehandel, indgået mellem regeringsledere i »baglokaler«. Især begrædes, at idéen om de såkaldte spitzenkandidaten som repræsentanter for hver europæisk politisk familie er gået sønder.
Det forbliver en gåde, hvorfor spidskandidater, udpeget af europaparlamentarikere i Strasbourg, nødvendigvis har større demokratisk legitimitet end de kandidater, folkevalgte regeringschefer fra de 28 lande finder frem til.
I virkeligheden handler den diskussion om, hvilken vision for Europa man har. I Europas Forenede Stater med en fælles europæisk offentlighed ville det være naturligt, at et Europaparlament valgte den politiske ledelse. I et fællesskab af nationalstater – not so much. I den p.t. gældende europæiske virkelighed er arbejdsdelingen passende afstemt: Regeringscheferne nominerer, Europa-parlamentet godkender.
Processen var dog langtfra uden mislyde. Især er de europæiske socialdemokraters vrede over, at deres velkvalificerede kandidat til kommissærposten, hollænderen Frans Timmermans, blev fravalgt, forståelig.
Det var fire central- og østeuropæiske lande med Polen og Ungarn i spidsen, der blokerede Timmermans' kandidatur, fordi det faldt i Timmermans' lod på Kommissionens vegne at påpege og kritisere de angreb mod demokratiet, der finder sted i netop disse lande.
At Merkel og co. valgte at bøje sig for pressionen fra halv-autoritære stater i stedet for at ignorere og nedstemme dem, er skandaløst og peger frem mod en central opgave for EUs politiske institutioner i de kommende år: at afgifte Den Europæiske Union for anti-demokratiske tendenser.
