Bent Liholm er pensioneret overlærer og mag.art.
I morgen starter Tour de France, der er verdens tredje største sportsbegivenhed, og som sendes til publikum via ikke mindre end omkring 85 tv-stationer og af cirka 2000 journalister.
Der er og vil blive talt og skrevet meget om startstedet, etaperne, holdene og stjernerne inklusive de mange dygtige og hermed forventningsbærende danske deltagere. Så der er noget at se frem til for de mange danske fans, for vi er det land, der har den største cykelsportsinteresse i Europa, og er desuden den anden mest cyklende nation i dagligdagen.
Ud over det rent sportslige er der noget helt specielt og unikt over professionelt cykelløb og især Tour de France, der trækker publikum til sig.
Det er, at etaperne er mytologisk prægede eventyrfortællinger, der viser pinsler, dedikation og udholdenhed. Mange andre sportsgrene såsom fodbold og badminton kan vi alle deltage i, men tre ugers vedvarende cykelløb over 3000-4000 kilometer i til tider ekstreme naturscenerier og vejrlig er noget unikt for kun de få udvalgte at deltage i. Det er nærmest en ekstremsport, som ligger langt ud over det normalt menneskeligt mulige.
Deltagerne har over tid tilsyneladende været en række billedgjorte overmenneskelige gladiatorer på korstog – mytologiske figurer som omtales med respekt og frygt. Det er med eventyrlige kælenavne som Piraten, Sheriffen, Grævlingen, Den lille fugl, Kokken, Kolibrien, Falken, Ørnen fra Vizille, The Tourminator, Lokomotivet, Panservognen, Smeden, Professoren og Il Pistolero. Og så naturligvis de hjemlige: Ørnen fra Herning, Oksen fra Hammel, Kyllingen fra Tølløse og Fuglen fra Silkeborg.
Kraftpræstationerne fra disse sagnomspundne overmennesker er resultatet af en streng kadaverdisciplin, som sportsdirektøren Brian Holm også ironiserer over i sin bog Sportsdirektøren (2012). Cykelheltene er således næsten hjernevaskede og evner stort set kun at bruge deres sparsomme fritid på computerspil og sociale fora som Facebook. Katolicismen i 14- og 1500-tallet var præget af den såkaldte handel med afladsbreve, som en købemulighed for at sikre sig en plads i Paradiset. Tilsvarende har moderne tiders professionelle cykelryttere følt sig nødsaget til at ty til kunstige præstationsfremmende midler som epo og bloddoping for at nå cykelverdenens paradis: podiepladserne. Branchen hævder, at det er fortid, men jævnligt afslørede syndere fremmer kun tvivlen.
I digtsamlingen Konfiguration af den sidste kyst (2013) af den melankolske og misantropiske franske forfatter Michel Houellebecq er den danske Tour de France-vinder fra 1996, Bjarne Riis, således blevet fremstillet som en lidende Kristus på korset. Bjarne Riis’ kontrafej har altid udtrykt lidelse og tristhed. Der har været adskillige op og nedture, men på det sidste nærmer han sig ganske rigtigt en kristuslignende martyr. Han har været et ikon, alle lyttede til, han har været tiljublet og modtaget med begejstring som en konge i Jerusalem Palmesøndag. Men det er, som om han har måttet tage alle cykelverdenens lidelser på sig og som en Herrens lidende tjener måttet imødese martyrdøden. Om han ligeledes senere som Jesus vil genopstå i en frelserskikkelse og skabe det ønskede nye storhold med henblik på Tou rstarten i Danmark i 2021, står endnu hen i uvisheden.
Kombinationen af en fattig og slidsom barndom med slet ingen moderne omsorg og mentormottoet »Man kan, hvad man vil, hvis man vil nok« blev styrepinden for danskeren Ole Ritter, der gjorde karriere tilbage i 1960erne og 1970erne. For eksempelvis amerikaneren Tyler Hamilton betød det, at han på første etape under Tour de France i 2003 brækkede kravebenet, men åd smerten i sig og gennemførte Touren – endda med en sejr på 16. etape og en slutplacering som nummer fire. Når man ser på de øvrige navne, der gemmer sig under de mytologiske kælenavne, er deres udgangspunkter stort set de samme, og i tilfældene med amerikanske Lance Armstrong og danske Brian Holm blev også kræftsygdomme nedkæmpet undervejs.
De har alle haft et eksistentialistisk drive, et ønske om at klare sig selv og overleve, kombineret med en fysisk overlegenhed og ekstrem udholdenhed. De er alle en slags cykelsportens H.C. Andersen-bærere af mottoet: »Man må gå så grueligt meget igennem, inden det hele bliver rigtig godt.«
Dette sker selvfølgelig via en asketisk selvdisciplinerende livsførelse, men her må man desuden koble filosoffen Friedrich Nietzsche (1844-1900) og den senere eksistentialisme på forklaringsmønstret, idet man med vinderambitionerne må droppe enhver form for fairness, og som den danske cykelrytter Michael Rasmussen forklarer det i Gul feber (2013) blive som et bæst eller med Tour-vinderen Bernard Hinaults ord fra 2003: »Kun den, der er parat til at vise sig som et dumt svin kan på længere sigt vinde Tour’en, og Lance (Armstrong) er det dummeste svin af dem alle.«
Her bliver man nødt til at overskride og bryde de syv klassiske katolske dødssynder fra Middelalderen og bringe Djævlen på banen. Her kan kun hovmod, misundelse, vrede og griskhed føre til sejren og dermed indgangen til cykelsportens paradis. Og slår det ikke helt til, må der som tidligere nævnt arbejdes alternativt med sagen.
Det mytologisk eventyragtige fremmes også af, at løbet har sit eget fagsprog. Her overhaler man ikke, man angriber, kan man holde den gående, massakrerer man, og man vælter ikke, men man styrter. Man kører ikke opad, men man klatrer. På målstregen er man vendt tilbage fra fronten i krigen som vinder. Det gælder om at vinde, og næsten alle kneb gælder, selvom vovemod kan have forfærdende konsekvenser for liv og helbred.
Også tv-dækningen på TV2 er opildende. Efter at tv-programmet er åbnet med den traditionelle gennemtrængende jingle a la Ennio Morricones pirrende filmmusik fra 1960ernes spaghettiwesterns, ruller der sig en inciterende handling afsted i et landskab af mange kaldet for en kulisse. Ruten er garneret med overraskelser og angreb, så handlingen er det tætteste, vi i dag kommer de drabelige og bloddryppende gladiatorkampe, som man kunne opleve i amfiteatre i Romertiden.
Den svulstige handling i Tour de France er bygget op efter den klassiske spændingskurve, som man også ser det i en soapserie eller i en af Puccinis mange folkelige operaer med et nærmest åndeløst crescendo. Det er som at høre Luciano Pavarotti synge »Nessum dorma« fra operaen Turandot (1926) gående fra et crescendo med den stille indledning til et tårevædende højdepunkt af følelser til en abrupt afslutning.
Nu starter løbet så i morgen i Bruxelles for at hylde legenden Eddy Merckx, og allerede på mandag er løbet i sit rigtige land, Frankrig, hvor det hovedsageligt afvikles i den østlige del af landet med traditionelle flade og kuperede etaper og klassiske bjerge som Tourmalet. 22 hold er stillet op, og forventningerne er mange. Hvem der kommer på podiet, og om der vil være danske navne i blandt, vil vi først vide søndag den 28. juli i Paris. Det vil koste blod, sved og tårer, men det er jo det, vi gerne vil opleve i sådan en eventyrfortælling.
Dette er en kronik og udtrykker derfor alene skribentens holdning. De kan indsende forslag til en kronik på opinion@weekendavisen.dk.
