DER kom en historisk meddelelse fra Statsministeriet torsdag formiddag: Statsministeren opretter et »nyt politisk sekretariat«, lød det. Nå, tænker De nok, hvad er der historisk ved det? Sekretariatet skal »have særligt fokus på regeringens prioriterede projekter«, »styrke den strategiske ledelse« og »øge den interne koordination mellem ministre og særlige rådgivere«. Det lyder da som et forståeligt ønske hos en ny statsminister? Ja – og også tidligere statsministre har haft det ønske. Det nye er, at Mette Frederiksen faktisk gør det og opretter en enhed i sit ministerium, der ikke består af embedsmænd, men politisk loyale folk, hun selv udpeger. For at styrke sin egen magtudøvelse.
ER dét et stort skridt, er det decideret banebrydende, at statsministeren har udpeget Martin Rossen, sin egen personlige rådgiver gennem mange år, til at lede dette sekretariat og tilmed rykket ham ind i hjertet af regeringen. Rossen skal også være fast medlem af regeringens Koordinationsudvalg og Økonomiudvalg. Her sidder der normalt kun meget stærke ministre, flankeret af deres topembedsmænd. Nu får de så også selskab af en mand, der skal banke ministerierne på plads og presse statsministerens vilje igennem. Danmark har altså fået en Mini-Mette – en juniorstatsminister eller førsteministerbureaukrat med meget stor indflydelse, og han er ikke folkevalgt.
INGEN kan betvivle Mette Frederiksens ambitioner som statsminister. Hun forsøger helt tydeligt at trække noget magt fra Finansministeriet og har allerede flyttet Moderniseringsstyrelsen fra Finans- til Skatteministeriet. Og så vil hun åbenlyst styrke sin egen magt til at bruge sin regering og ikke mindst embedsværket til at gennemføre den politik, hun ønsker. Det skal Rossen hjælpe hende med – som hendes stærke indpisker over for hele det system, der omgiver statsministeren. Og det har hun helt og aldeles ret til at gøre.
REGLER for statsministerens magtudøvelse findes nemlig stort set ikke. Som historikeren Søren Mørch ofte har understreget, er netop Danmarks statsminister langt stærkere end regeringsledere i de fleste andre lande. Der er hverken forfatningsdomstol eller parlamentarisk overhus til at bremse hende, hun kan udpege og fjerne ministre, som hun ønsker, og Folketinget vil kun i helt ekstreme situationer vælte hende. Ingen over og ingen ved siden af statsministeren er et passende udtryk, og det gælder nu i endnu højere grad.
FOR statsministeren – ligesom for alle andre ministre – er udfordringen den danske tradition for et stærkt embedsværk. Sådan har det været siden 1700-tallet, og denne tradition for stærke (og ukorrupte) embedsmænd har givet os stor stabilitet. Nogle gange kan man få den tanke, at der slet ikke er brug for politikere i Danmark. Sådan har mange ministre utvivlsomt også haft det, når de hurtigt er blevet slidt ned af et trægt og bedrevidende embedsværk.
MAGTEN i Danmark ligger i dette felt, mellem regeringen og embedsmændene. Mette Frederiksens tiltag forrykker den balance yderligere og ganske drastisk: Hendes egen mand sidder nu over alle andre ministre og deres departementschefer. Det er helt utvetydigt, at magten skal ligge hos politikerne. Men etableringen af en udpeget juniorstatsminister er en yderligere politisering af embedsværket, som ikke øger den demokratiske kontrol med magten og i de seneste år har budt på talrige skandaler, hvor et frygtsomt embedsværk ikke tør sætte sig op mod ministre, der handler i strid med reglerne. Statsministeren vil bruge den magt, hun er valgt til. Nu er der endnu større grund til at holde øje med hende – og hendes juniorminister.
