Jonathan Frismodt er cand.mag. i historie og samfundsfag.
Boris Johnson ser sig selv som en mand, hvis skæbne det er at følge i helten Winston Churchills fodspor. Han tror på skæbnen, ligesom hans store forbillede Winston Churchill gjorde det.
Ifølge Boris Johnson er Winston Churchill den menneskelige modsigelse til alle marxistiske historikere, som mener, at historien er fortællingen om kolossale og upersonlige økonomiske kræfter. Pointen er nemlig, at ét menneske kan gøre hele forskellen.
Udsigten til at blive Storbritanniens næste premierminister er ikke ligefrem noget, der afskrækker Boris Johnson. Han ser sig selv i samme profetiske lys som sin berømte forgænger, hvis skæbne det var at frelse nationen mod alle odds. Johnson har en helt særlig fornemmelse for, hvad han mener, der er på spil, hvis Storbritannien ikke forlader EU den 31. oktober i år. Storbritannien står over for samme eksistentielle trussel som i 1940. Det er valget mellem Lord Halifax og Winston Churchill – appeasement eller kampen til døden.
For ham er Brexit kampen for Storbritanniens frihed, som skal restaurere landets retmæssige position som global stormagt. Brexit er et oprør imod EUs utålelige undertrykkelse. Storbritanniens medlemskab skal ses som en historisk digression, hvor briterne valgte at køre ud ad den forkerte vej. Fremtidige generationer vil opfatte de seneste 46 års medlemskab som en trist fodnote i landets ellers storslåede historie.
Han vil bekæmpe EUs overherredømme med samme ideologiske fanatisme som den Brexit-orienterede højrefløj i partiet. Han har blandt andet truet EU med ikke at ville betale skilsmisseaftalen på cirka 39 milliarder pund, hvis briterne ikke får en ny aftale.
Om den afgående premierminister, Theresa Mays, skilsmisseaftale med EU har Boris Johnson også skrevet følgende i en The Daily Telegraph-klumme: »Vi har åbnet os selv for evig politisk afpresning. Vi har pakket en selvmordsvest omkring den britiske forfatning – og overleveret detonatoren til Michel Barnier (EUs chefforhandler, red.).«
Ifølge Johnson er skilsmisseaftalen symbolet på selve kulminationen af en selvflagellantisk og servil forhandlingsstrategi, der ikke repræsenterer Storbritanniens værdighed og status. Aftalen er et udtryk for en national kapitulation, der har deponeret Storbritanniens selvbestemmelse til EU.
Hvis han bliver valgt som premierminister, skal appeasement-politikken udskiftes med en churchilliansk kompromisløshed. Briterne skal være klar til at forlade EU uden en aftale, som han mener, vil få EU til at komme med indrømmelser med udsigten til en økonomisk nedsmeltning. I britiske medier er Johnsons kompromisløse taktik også blevet døbt do or die-strategien med en ironisk henvisning til Lord Tennysons patriotiske digt, »The Charge of the Light Brigade«, der beskriver et katastrofalt britisk kavaleriangreb under Krimkrigen. Her optræder linjen: »Theirs not to reason why / Theirs but to do and die«, som er blevet gjort til symbol på krigsførelse i både dens mest tragiske og modigste form.
Men man må ikke affeje Johnsons bombastiske og patosfyldte retorik om heroisk offervilje som ren teatertorden og bluff. Han er ikke en komisk karikatur af Churchill, men en farlig gambler, der er villig til at levere Brexit for enhver pris. Realiteten er, at briterne går som en søvngænger mod den økonomiske afgrund, hvis Boris Johnson bliver valgt som landets styrmand den 23. juli.
Faktum er, at Boris Johnson vil stå over for den samme fastlåste parlamentariske situation som sin forgænger. Hvis han skal levere Brexit, har han reelt kun ét valg; at kaste sit land ud i en kaotisk økonomisk krise og forlade unionen uden en aftale.
EU-topfolk har slået fast, at der ikke kan blive tale om en genåbning af skilsmisseaftalen. Hvis han udskriver nyvalg, vil Labour højst sandsynlig vinde, da de vil love en ny EU-afstemning. Hvis Boris Johnson skal stoppes, kræver det, at egne partifæller vil afsætte regeringen gennem en mistillidsafstemning og søge EU om endnu en udsættelse af Brexit, mens briterne holder et nyt parlamentsvalg. Det vil imidlertid betyde, at Det Konservative Parti vil sprænges i en fløjkrig mellem remain- og leave-siden, der vil holde De Konservative uden for politisk indflydelse i mange år.
Det er imidlertid en naiv fejlkalkulering af situationens alvor, hvis man går og tror, at Boris Johnson vil søge en mere pragmatisk og kompromis-villig linje, når han bliver konfronteret med ansvarets tunge åg som landets leder.
Boris Johnson vil ikke korrigere sin politiske kurs, hvis han får nøglerne til Downing Street 10. Hans kalkule er, at hovedparten af de konservative partimedlemmer hellere vil have en no deal end at overlade regeringsmagten til den marxistiske Labourleder, Jeremy Corbyn, som også flere målinger viser. Flertallet af partimedlemmerne ser ham som den eneste, der kan redde partiet fra at implodere og genvinde de tabte vælgere, som er flygtet over til Nigel Farages nye Brexit-parti og Liberaldemokraterne. Partiets overlevelse trumfer altså Det Forenede Kongeriges sammenhold.
Det mest skræmmende er, at Johnsons egen Brexit-strategi bygger på luftkasteller og en række katastrofale antagelser. For det første har han fejlagtigt undervurderet, at EU kan nå at komme med substantielle ændringer til skilsmisseaftalen, som vil være spiselige for det britiske parlament inden den 31. oktober. Man kan højest nå at forhandle sig frem til kosmetiske justeringer i den allerede eksisterende aftale.
For det andet antager Johnson, at hvis Storbritannien forlader EU uden en aftale, så kan man forhandle en privilegeret frihandelsaftale med EU under den efterfølgende implementeringsperiode. Men Johnson glemmer, at selve skilsmisseaftalen er selve forudsætningen for, at briterne kan få lov til at forhandle en privilegeret frihandelsaftale med EU i den efterfølgende implementeringsperiode, mens man drager fordel af det indre marked og toldunionens fordele.
For det tredje antager han, at no deal ikke vil have de store implikationer på samhandlen mellem EU og Storbritannien, da briterne kan aktivere artikel 24 i WTO-regelbogen om gensidig toldfri handel, mens man prøver at forhandle en ny frihandelsaftale med EU. Problemet er, at reglen kun gælder, hvis begge parter har accepteret en handelsaftale. Storbritannien kan derfor ikke unilateralt aktivere artikel 24. Det er dog rigtigt, at briterne efter et hårdt Brexit selv kan fastsætte sine egne toldtariffer, men det er en illusion, at der vil være en friktionsløs handel med EU, da EU vil fastsætte sine egne toldtariffer for ikke at underminere det indre marked og toldunionens integritet.
Boris Johnsons kamikazestrategi bygger på en foruroligende ligegyldighed over for nationens interesser. Han er en farlig, opportunistisk gambler, der nægter at acceptere de realpolitiske kendsgerninger, som de foreligger. Han spiller russisk roulette med sit lands skæbne for at fremme sin egen politiske karriere. Han ser sig selv i et profetisk lys, som en udvalgt messias, der i kraft af sin karismatiske personlighed og oratoriske evner kan tryllebinde og udmanøvrere sine politiske modstandere. Men Johnson lider desværre af megalomani og historisk amnesi, hvis han tror, at Storbritannien alene kan tage kontrollen tilbage over sin egen skæbne. I 1940 rådede Storbritannien over et verdensomspændende imperiums ressourcer, der var stærkt medvirkende til, at briterne kunne tage kampen op imod den nazistiske overmagt.
I dag er imperiet skrumpet til et stort europæisk land, der forsøger at undslippe sin skæbne. Hvis Boris Johnson lykkes med at skubbe Storbritannien ned i den økonomiske afgrund, vil en passende allegori på Johnsons egen skæbne være Wilfred Owens sarkastiske fædrelandsdigt, »Dulce Et Decorum Est«, der slutter med: »The old Lie: Dulce et decorum est. Pro patria mori.« (På dansk: Den gamle løgn: Det er smukt og værdigt at dø for fædrelandet).
Dette er et debatindlæg og udtrykker derfor alene skribentens holdning. Du kan indsende forslag til en et debatindlæg på opinion@weekendavisen.dk.
